Skip to main content

Golf, Grammatik eller gamle skalpeller?

Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

20. mar. 2006
6 min.

De har diagnosticeret, behandlet og sågar kureret i årevis. Måske har de også været fagpolitisk aktive. Men en dag er det slut.

Praksis er solgt, eller hospitalskarrieren er forbi, og jobbet er overgået til en anden.

For mange betyder slutningen på det normale arbejdsliv dog ikke nogen lulletilværelse foran et konstant kværnende tv. Snarere bliver den nye status som »eks« blot et trinbræt til noget andet.

En lille håndfuld københavnske pensionerede læger underviser f.eks. udlændinge med medicinsk eksamen i den vanskelige disciplin »lægedansk«. De gør det ikke for at tjene penge - indsatsen er ulønnet - men typisk for at udnytte den viden, som de har opsamlet, til gavn for andre.

Jørgen Valeur Rosenbeck-Hansen på 74 er en af dem.

»Jeg havde været læge i mange år og glad for det. Men i 1999 lukkede Kommunehospitalet [hvor Rosenbeck-Hansen var lægelig direktør, red.], og det var som om, en sort port gik ned hos mig. Jeg følte ikke, at jeg havde slukket for mit arbejdsliv«, fortæller han.

Så han rejste bl.a. rundt i de baltiske lande og rådgav om ældreforhold, og da han fik mulighed for at komme til at undervise fremmede læger i danske forhold, sprang han til. Her har han også været med til at lave et dokumentkatalog - nærmest en slags håndbog for ikkedanske læger - som netop er udkommet.

Også den tidligere praktiserende læge Knud Smidt-Nielsen kom i kontakt med ikkedanske miljøer, da han holdt op for 16 år siden.

Han blev praksiskonsulent på det internationalt kendte Rehabiliteringscen-ter for Torturofre og blev oven i købet medforfatter til en bog om torturofre og deres rehabilitering, som er blevet oversat til flere sprog. Erfaringerne fra den tid får ham i dag også til at harmes over den måde, torturofre somme tider behandles på i Danmark, og som efter hans mening traumatiserer dem yderligere.

Interessen for flygtninge og indvandreres vilkår præger også hans engagement i sprogundervisningen.

»Mange er jo højt specialiserede. Det ville også være en fordel for samfundet at få dem ud i systemet«, siger han.

Samme takter findes hos Hans-Georg Iversen på 80, der selv flygtede fra fødelandet Norge under 2. Ver- denskrig. Efter krigen fik han mulighed for at studere medicin i Danmark, og sprogundervisningen af udenlandske læger er for ham også en mulighed for at vise taknemmelighed.

»Som flygtning i et andet land er du på mange måder uden for«, siger han.

Og ligesom for de andre handler det også om vidensdeling.

»Man har lyst til at give det fag videre, som man har sat sig grundigt ind i«, siger Hans-Georg Iversen.

Ældrenetværk

Mange tidligere læger holder også kontakten til faget via netværk. Klubber eller foreninger for seniorer inden for lægestanden er ikke noget særsyn landet over, og det skyldes ikke mindst tidligere praktiserende læge i Vejle, Erik Halling.

Han var primus motor i landets første seniorklub for læger. Selv om det nu egentlig var lidt af et tilfælde.

Lægekredsforeningen havde sendt et brev rundt, hvor den spurgte om medlemmernes holdning til pensionisttilværelsen, og Erik Halling responderede med et forslag om at lave en seniorklub med kulturelt og socialt indhold.

»Det var en misforståelse. Deres brev handlede om noget helt andet - ønsker om tilbagetrækningsordninger og den slags«, siger Erik Halling, som er 79.

»Men de syntes, at mit forslag var en god ide, og vi lavede så en klub, der i de første år endda fik økonomisk støtte fra lægekredsforeningen og sekretariatsbistand«.

Klubben har f.eks. arrangeret en udflugt til Øm Kloster, hvor et af tilløbsstykkerne var kranier fra Middelalderen med spor af trepanering, og på en anden udflugt fulgte de tidligere læger i Absalons fodspor fra Roskilde til Lund.

Men Erik Halling har mange andre gøremål i pensionisttilværelsen. Ikke blot skal han fordybe sig i Rainer Maria Rilkes digte, han skal også passe sit maleri og ikke mindst sin golf. Men inter-essen stopper ikke ved hul nummer 18.

Allerede mens han stadig praktiserede, åbnede Erik Halling Danmarks første - og hidtil eneste - golfmuseum. I dag, hvor det ligger på Hotel Munkebjerg uden for Vejle, tager det en hel del af hans tid.

»Den der udstilling skal laves om. Vi skifter den ud en gang imellem«, siger han og peger på montren med memorabilia vedrørende golfspilleren og -træneren Billy Keppie, som tilbage i første halvdel af sidste århundrede gjorde sit til at udbrede interessen for spillet i Danmark ved at rejse landet rundt og undervise.

Andre montrer - bl.a. med Dronning Alexandrines gamle golfkøller og inter- imistisk fremstillede golfbolde fra en tysk lejr for britiske krigsfanger under 2. Verdenskrig - skal rettes lidt til eller friskes op.

Interesse for historie

Historie er i det hele taget noget, som lader til i mange tilfælde at interessere læger. Også rent fagligt. Hos nogle udkrystalliserer interessen sig i formidling - f.eks. i form af, at de involverer sig i museer med medicinsk eller lægeligt indhold.

Lokale læger har for eksempel været med til at etablere en samling af fotos, gamle redskaber og andet udstyr på Sønderborg Sygehus, og det akademisk orienterede Medicinsk Museion i København har i flere tilfælde knyttet lægelig ekspertise til sig.

Tidligere professor i obstetrik, Mogens Osler, er en af de ekslæger, som har været meget aktiv på Museion, først og fremmest med at passe den såkaldte Saxtorphske Samling, som består af en række genstande med relation til gynækologi og obstetrik.

Inden han blev pensioneret, var Mogens Oslers interesse for historie ellers »ganske almindelig«, som han siger, men siden han blev opfordret til arbejdet - som er ulønnet - på museet, har den fået seriøst fat i ham. Blandt andet har Mogens Osler, som snart fylder 80, udgivet to bøger - en om fødselshjælpens historie og en ganske ny: »Præventionens og Familieplanlægningens Historie«.

Han bruger ordet »pragtfuldt« om sit nuværende virke.»Det gør, at ens otium bliver rigere og indeholder andet end at spille tennis. At fortsætte inden for sit eget fag med noget, der kan være til gavn for andre, er en stor og dejlig oplevelse«, siger han.

Næste opgave bliver at være med til at vurdere, hvordan samlingen opdateres, så den kommer til at repræsentere biomedicinske landvindinger inden for de seneste 50 år - et fokus for museet de kommende år. Efter denne teoretisk orienterede opgave kommer så den praktiske.

»Formentlig skal jeg ud på relevante afdelinger og sætte små sedler op på apparaterne om, at de skal ind på Museion, når de ikke bruges mere«, siger han.

Også tidligere neurokirurg Erik Jansen, som i dag leder Militærmedi-cinsk Museum, havde oprindelig en helt almen historisk interesse. Men da han som 55-årig skiftede bane og blev militærlæge - han har bl.a. været udsendt til Bosnien og Kosovo - kom han ind i kredsen af folk, som stod bag museet, og på et tidspunkt overto g han ansvaret.

»Det har helt afgjort øget den historiske interesse«, siger han.

I dag er han ophørt som militærlæge - det skete i august 2004 - og helliger sig museet, som ligger på Jægersborg Kaserne, og er tilknyttet Forsvarets Sundhedstjeneste.

»Vi har en ret omfattende samling. Der er både bøger, billeder, kirurgiske instrumenter, forordninger, reglementer og uniformer«, siger han.

Bogsamlingen går helt tilbage til 1700-tallet, og der er f.eks. også tysk udstyr fra 2. Verdenskrig med, som blev beslaglagt efter krigens afslutning.

I øjeblikket forestår han flytningen af samlingen fra kasernen lidt nord for København, hvor den hidtil har hørt hjemme, til Skalstrup, som ligger i nærheden af Roskilde. Det sker i forbindelse med udflytningen af sundhedstjenesten og giver museet mere plads men også en mere afsides beliggenhed.

Flytningen med registrering og nedpakning m.v. giver mere at lave end sædvanligt, men travlhed er nu nærmest et livsvilkår for Erik Jansen. Og det samme mener han er ret symptomatisk for lægestanden i det hele taget.

»Jeg har aldrig mødt nogen [pensionerede læger, red.] der ikke havde meget travlt«, siger han.