Grænser for sundhed

Vi er i Afrika. Vestafrika. Burkina Faso er verdens tredjefattigste land og et land, hvor mindre end en femtedel af befolkningen kan læse og skrive.

Landet ligger syd for Sahara med en stor del af arealet placeret i det klimatisk meget følsomme Sahelbælte.

Burkina Faso strækker sig over 277.000 kvadratkilometer og har grænser til Niger, Togo, Benin, Ghana, Elfenbenskysten og Mali.

Her er 11 millioner indbyggere. Gennemsnitslevealderen er 43 år for mænd og 45 år for kvinder.

210 børn ud af 1.000 nyfødte børn forventes ikke at overleve, til de er fem år.

Burkina Faso har været et dansk programsamarbejdsland siden 1993, og Danmark opererer blandt de største enkeltbidragydere primært med støtteprogrammer for vand og sanitet, elektricitet og landbrugsudvikling.

I den nordlige del af landet i provinsen Oudalan, »de blå teltes land«, ligger provinsens hovedstad Gorom-Gorom.

Her er en sundhedsklinik og et sparsomt udstyret og bemandet hospital, der angiveligt dækker et område på omkring 56.000 mennesker.

Cubansk ulandshjælp

På hospitalet er ansat tre læger, der alle skal stå til rådighed 24 timer i døgnet syv dage om ugen. En læge er burkiner og de to andre cubanere, der ikke kan tale fællessproget fransk.

Til gengæld fortæller lægerne, at der i landet er mange burkinske læger, der har studeret i Cuba.

Burkina Faso gennemlevede i årene 1984-1987 en revolution under daværende præsident Thomas Sankara.

Den nuværende præsident, Blaise Compaoré, tog magten ved et blodigt militærkup i 1987. Han indførte siden gradvist reformer, der faldt mere i Frankrigs smag end forgængerens, rettede sig i modsætning til forgængeren ind under Verdensbankens diktater og begyndte at demokratisere landet.

Desværre betød nogle af de indførte reformer et decideret tilbageslag for sundhedssektoren.

Før kuppet var der imidlertid knyttet venskabsbånd mellem Burkina Faso og Cuba. Og der er derfor i dag udstationeret 56 cubanske læger svarende til mere end ti procent af de læger, der ifølge oplysninger fra FN er i landet nu.

Tal med forbehold

Det bør i parentes bemærkes, at tallet 496 læger stammer fra en FN-statistik fra 1997, der også viser, at der siden 1993 er sket en stigning fra 303 læger.

Oversat til indbyggere per læge var der i 1993 31.995 indbyggere per læge men »kun« 19.801 indbyggere per læge i 1997.

Da jeg besøger hospitalet, turnerer den burkinske læge mellem sundhedsklinikkerne, mens den ene af de to cubanske læger netop er vendt hjem efter en tvillingefødsel, der viste sig at være så kompliceret, at moderen måtte sendes med ambulance til det bedre udstyrede hospital i Dori - godt 40 kilometers knoldet jordvej syd for Gorom-Gorom.

Sygeplejerske Theophile Somda er ansvarlig for at modtage patienterne på hospitalet i Gorom-Gorom.

Han forklarer, at han selv tager sig af 80 procent af alle patienterne.

- Folk kommer ofte på hospitalet med malaria eller infektionssygdomme. Og vi ser også mange tilfælde af sygdomme, der skyldes underernæring eller fejlernæring, fortæller han.

Sygeplejersker og læger kan stille en diagnose og ordinere medicin. Men ofte mangler patienterne købekraft, selvom medicinen set med vestlige øjne er billig. Blandt andet fordi her er tale om kopimedicin.

Måske derfor er her heller ikke noget videre kø foran modtagelsen på hospitalet i Gorom-Gorom.

Et niveau lavere

På sundhedsklinikken er der ti ansatte, men ingen læger.

Klinikken skal blandt andet vaccinere børnene med en tripplevaccine mod blandt andet mæslinger og difteri.

Malaria, hudsygdomme, infektioner, aids og traumer i forbindelse med trafikulykker er blandt de sygdomme, klinikkens personale hyppigst støder på.

Adgangen til medicin er begrænset af Gorom-Goroms indbyggeres manglende købekraft og af, at noget af medicinen kun er tilgængeligt i Dori eller i hovedstaden Ouagadougou, der ligger en dagsrejse fra byen. Så mange kommer først på klinikken, når og hvis den traditionelle behandling har slået fejl.

Fejl- og underernæring udgør et problem for børnene, der ofte lider af nedsat modstandskraft. Derfor har Verdensfødevareorganisationen under FN organiseret en decideret nødhjælp til de børn, der kommer på klinikken og af personalet bliver visiteret blandt andet på baggrund af undervægt.

Fødevarehjælpen, der blandt andet består af en månedlig ration af korn og vegetabilsk olie, bliver bevilget for tre måneder ad gangen i maksimalt seks måneder til det enkelte barn.

I praksis sker der dog det, at hele det enkelte barns familie sulter og derfor deles om fødevarehjælpen, så der bliver mindre til barnet end tiltænkt. Det betyder, at det er begrænset, hvor mange af børnene, der reelt har fået løst deres ernæringsproblemer efter et seksmåneders forløb.

Klinikken har en selvstændig fødeklinik med en jordemoder og to fødselshjælpere, der dels forestår forundersøgelser og fødselsforberedelse og dels hjælper fødende kvinder.

Hjemmefødsler er udbredt i området. Men omkring 15 procent af alle fødende kvinder føder på klinikken. Af dem er omkring fem procent omskåret, og det fører ofte til komplikationer for kvinderne. Alt for mange dør i barselsseng.

Kvindelig omskæring er officielt forbudt i Burkina Faso. I fængslerne sidder der kvinder, der er dømt for at have omskåret piger, og den nationale tv-station har gennem de seneste år gennem spots opfordret til at melde de personer, der forestår omskæringer.

Men det tager tid at ændre traditioner. Og omskæringer forekommer både i den »mildere« version, hvor »kun« et stykke af pigens klitoris fjernes og i den fulde version, hvor amputationen også omfatter ydre og indre skamlæber.

I Gorom-Gorom, hvor hovedparten af befolkningsgruppen tilhører den etniske gruppe bellaerne, der ikke har tradition for kvindelig omskæring, er problemet formentlig mindre end i øvrige dele af landet med andre traditioner.

I Gorom-Gorom er det primært kvinder af peulfolket, der lader deres døtre omskære, og de udgør et mindretal.

Burkina Faso består nemlig af ikke mindre end 64 meget forskellige folkeslag, der blev bragt sammen, da koloniherrerne i sin tid samledes omkring et kort over kontinentet og forhandlede sig til en kunstig grænsedragning.

Sundhedspersonalet i klinikken i Gorom-Gorom er formentlig nogle af landets bedste ambassadører mod kvindelig omskæring, fordi de i klinikken har set konsekvenserne.

De gør, hvad de kan for at undervise og for at påvirke patienterne, men bliver til gengæld ikke spor lange i spyttet, når de bliver spurgt, om de vil melde en familie for omskæring.

Svaret er nej. Der dør trods alt endnu flere ved hjemmefødsler. Og begynder de at melde familierne, vil fødeklinikken blive temmelig affolket.

711.100 hiv-smittede står uden behandling

Aids-epidemien har ikke ramt Burkina Faso i samme grad som i det centrale og sydlige Afrika, hvor mere end en tredjedel af befolkningen skønnes at være smittet med hiv.

I Burkina Faso er det officielle tal for antallet af hiv-smittede netop blevet reduceret fra 7,17 til 6,5 pro cent, hvilket dog stadig er det næsthøjeste i Vestafrika.

Selvom tallet afspejler en af FN godkendt statistik baseret på blodprøver af gravide kvinder på udvalgte fødeklinikker, er der formentlig en vis usikkerhed bag tallet, fordi hovedparten af de burkinske kvinder føder hjemme.

Ifølge statistikken er der altså 715.000 burkinere, der er smittet med hiv. Heraf er 300 i øjeblikket i kraft af en privat hjælpeorganisation i ambulant behandling med livsforlængende RV-medicin, mens resten - det vil sige 714.700 burkinere - ikke har udsigt til behandlingen.

Lidt sker der dog. Den globale fond for hiv/aids, malaria og tuberkulose har lige bevilget et beløb på 17 millioner US dollars, der er beregnet til at sikre medicinsk behandling af yderligere maksimalt 3.600 burkinere i en femårig periode. Tilbage er 711.100 burkinere, der vil dø af aids uden at komme i behandling.

Sanne Wendes, der er uddannet økonom, er ansat som Junior Professionel Officer i UNDP's Human Development and hiv/aids sektion.

JPO-programmet giver unge akademikere mulighed for at få praktisk erfaring i en FN-organisation, samtidig med at der stilles kvalificeret arbejdskraft til rådighed for organisationerne. Stillingen er finansieret af Danida.

- UNDP's aids-strategi for Burkina Faso har to strenge, hvor den første går på at opbygge landets nationale kapacitet på området.

- Det sker blandt andet ved, at vi har været med til at udforme den nationale strategi på området og deltager i de halvårlige møder med det nationale aids-råd sammen med donorlandene og er med til at fastsætte fordelingen af ressourcerne, siger Sanne Wendes fra sit kontor i FN-bygningen i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou.

Den anden streng i UNDP's aids-strategi er kapacitetsopbygning af NGO'erne og civilsamfundet for at styrke deres rolle i kampen mod aids. Og det er under den streng, Sanne Wendes har sit virke.

- En meget stor del af kampen mod hiv/aids bliver udført af landets egne NGO'er, som vi vil hjælpe med at opbygge kapacitet på området.

- Der er 150 NGO'er inden for aids-området, de er fortrinsvist centreret omkring de større byer.

50 af dem er virkelig velfungerende, og de beskæftiger sig med alt fra at rådgive og teste til oplysning om prævention, care and support og initiativer i forhold til de mange børn, der bliver forældreløse, når deres forældre dør af sygdommen, fortæller Sanne Wendes.

Præventionskampagnerne har kørt i en årrække og har øjensynligt båret frugt. Her er udviklet et effektivt distributionssystem for kondomer, der er af en god kvalitet og til at betale.

Til gengæld er der fortsat mange tabuer omkring sygdommen aids. Mange hiv-smittede bliver udstødt af familien, hvis de fortæller om sygdommen. Og derfor går de stille med dørene.

Utroskab er et velkendt fænomen - ikke mindst fordi mange burkinere søger til nabolandene og især til Elfenbenskysten for at få arbejde i en kortere eller længere periode og så bærer smitten med hjem, når de besøger familien.

- Mens den medicinske behandling af voksne hiv-smittede som nævnt på nuværende tidspunkt er næsten ikkeeksisterende, gøres der en del for at forebygge, at hiv-smittede mødre giver smitten videre til deres børn.

- De behandles med niverapin i en periode op til fødslen og to-tre uger efter fødslen, og kvinderne bliver frarådet at amme.

- Men især på det sidste punkt er det svært at nå ud til kvinderne. Dels fordi det per tradition er ildeset ikke at amme. Og dels fordi amningen jo også har andre kvaliteter i forhold til at styrke børnenes immunforsvar, siger Sanne Wendes.

Efter 18 månederne kan børnene med sikkerhed testes for hiv.

Sanne Wendes har været med til at udforme den overordnede strategi for, hvordan UNDP kan hjælpe de lokale NGO'er til at opbygge en større kapacitet på området.

Og hun håber nu, da hun er tæt på afslutningen af sin toårige periode som Junior Professionel Officer, at andre kræfter vil tage over og hjælpe burkinerne med at føre strategien ud i livet.