Grækenlands sundhedsvæsen bryder sammen under vægten af landets gældskrise, der nærmer sig en humanitær katastrofe
En mand kan ikke skaffe de 100 Euro, det vil koste at få hans datter vaccineret. ”Vi må få det ordnet senere”, siger han til en avis.
En anden, som har været uden arbejde i over et år, forklarer, at han måtte betale 310 Euro for receptmedicin til et familiemedlem – et beløb, der svarer til en måneds madudgifter for en familie på tre. Hun tvivler på, at den halvfallerede sygeforsikring nogen sinde vil refundere pengene.
En 66-årig mand dør af cancer, efter at offentlige hospitaler har nægtet at behandle ham uden betaling.
Græske medier er fyldt med tragiske eksempler på, hvad Grækenlands dybe gældskrise gør ved samfundet. Den officielle arbejdsløshed nåede i november 2013 op på 28 pct. Landets hospitaler har fået deres budgetter beskåret med 40 pct., oplyser den græske afdeling af Læger Uden Grænser – der nu i stigende omfang arbejder inden for landets egne grænser.
Problemerne bliver ikke mindre af, mange på grund af krisen ikke længere har råd til behandling på privatklinikker. Antallet af henvendelser i det offentlige sundhedsvæsen er derfor vokset med 24-30 pct. ifølge forskellige opgørelser.1)
Ifølge The Guardian uddeler alene den græsk-ortodokse kirke 55.000 daglige måltider, mens kommunale myndigheder dagligt bespiser 7.000 borgere i Athen. Skoler holder lukket, fordi der mangler olie til opvarmning.
Tre mio. af landets 11 mio. indbyggere er ifølge NGO’en Doctors of the World faldet ud af den offentlige sygeforsikring, som er knyttet til arbejdsmarkedet. Private organisationer, frivillige ansatte i sundhedsvæsenet og nogle steder også den græsk-ortodokse kirke har oprettet omkring 40 nødklinikker rundt om i landet. I januar besøgte reservelæge Halfdan H. Knudsen enkelte af dem.
Hans professionelle nysgerrighed blev vakt, da en veninde vendte hjem fra en tur til Grækenland, hvor hun havde lavet dokumentarfilm. Her havde hun blandt andet mødt community health clinics – privatdrevne nødhjælpsklinikker, hvor ansatte (og fyrede) i Grækenlands sundhedsvæsen yder gratis hjælp til borgere uden forsikring. Og dem bliver der stadig flere af.
”Den første klinik i Athen åbnede i 2011. Siden er antallet af patienter vokset eksponentielt, og det er primært helt almindelige grækere, der kommer”, siger Halfdan Knudsen. Han besøgte fire klinikker og brugte to af dagene på den største, Metropolitan Community Clinic.
”Jeg havde egentlig ventet at se en forhutlet samling fattige mennesker, så det var ret overraskende at se mange helt almindelige grækere – også folk med forsikring, men som ikke har råd til at købe den medicin, de skal bruge”, fortæller han.
I det offentlige sundhedsvæsen er der en vis egenbetaling, selv for livsvigtig medicin. Kemoterapi kan ifølge Halfdan Knudsen løbe op i mange tusind Euro for kort tids behandling, og der er mange eksempler på folk, der stopper med kemobehandling, fordi de ikke har råd til at fortsætte.
”Nødklinikkerne kan i et vist omfang levere den kemoterapi, der kan gives som tabletter. Og i kraft af samarbejdsaftaler med kræftafdelinger på de offentlige hospitaler, kan man sende nogle patienter derhen for at blive kontrolleret og få infusionsbehandling, hvorefter de kan følges i klinikken”, siger Halfdan Knudsen.
Men klinikkerne har ikke ressourcer til at hjælpe alle. Mange diabetikere må undvære deres insulin, fordi de ikke har råd til den, og der er ældre mennesker, som afslår livreddende behandling; de frygter, at medicinudgifterne vil koste familien deres hus. Der er tilfælde, hvor offentlige fødeklinikker har beholdt nyfødte som pant for betalingen. Og der er mange, der dropper børnevaccinationer, så der med tiden vil være risiko for epidemier af f.eks. polio, som ellers er nærmest udryddet i Europa.
Foruden de frivilligt arbejdende sygeplejersker og læger fungerer nødklinikkerne takket være en stor indsats af frivillige i klinikkernes lokalområder, der kan tage sig af praktiske opgaver som f.eks. rengøring, it, administration – og sortering af medicin, der doneres af private og medicinalfirmaer.
Det græske sundhedssystem er kun delvist offentligt; det offentlige betaler 60 pct., mens borgerne selv (eller deres sundhedsforsikring) betaler 40 pct. Men dertil kommer, hvad sociologer eufemistisk kalder ”uformel betaling”. Læs: bestikkelse.
Ifølge en græsk undersøgelse fra 2008 – altså før krisen slog igennem – havde 36 pct. af alle hospitalsindlagte i mindst ét tilfælde betalt en læge ”uformelt” , f.eks. for at rykke frem på ventelisten i det overbebyrdede sundhedsvæsen.
En anden undersøgelse nævner specifikt, at penge under bordet mere er reglen end undtagelsen på landets fødeafdelinger. Muligheden for kejsersnit er direkte afhængig af betalingsevnen. I 2009 betalte næsten 75 pct. af de fødende på offentlige fødeafdelinger i gennemsnit 843 Euro under bordet.2)
Gældskrisen – og Grækenlands kreditorer - har tvunget regeringen til at gennemføre reformer, som burde være gennemført for ti-tyve år siden. F.eks. blev der i 2012 indført et elektronisk receptsystem, så korrupte læger og apotekere ikke længere kan svindle sig til ekstrafortjenester fra de offentlige kasser. På de klinikker, Halfdan Knudsen har fået indblik i, fornemmer han dog ikke, at der foregår bestikkelse:
”Dels er det nok nogle af de mere idealistisk indstillede, der arbejder her. Men det vil også være meget ugleset, hvis det blev opdaget, at der blev taget imod betaling”, siger han.
1) Sciencedirect: “Effects of the economic crisis on health and healthcare in Greece in the literature from 2009 to 2013: A systematic review”
