Graviditet, fødsel og puerperium i forbindelse med reumatoid artrit

I en oversigtsartikel i dette nummer af Ugeskriftet [1] gennemgås den nuværende viden om de obstetriske forhold ved reumatoid artrit (RA).

Næsten alle yngre fertile kvinder med kronisk sygdom vil på et tidspunkt skulle tage stilling til ønsket om at få børn. Dette gælder særligt de kvinder, der endnu ikke har fået børn, når sygdommen debuterer. I denne forbindelse vil der være mange spørgsmål, som trænger sig på. Disse vil særligt koncentrere sig om, hvorvidt sygdommen medfører en risiko for barnet, om graviditet medfører en risiko for forværring af sygdommen, og om sygdommen og dens behandling medfører en øget risiko for kompliceret graviditet og fødsel. Desuden er det væsentligt, om moderen vil kunne forvente at få problemer med at passe barnet efter fødslen, eller om moderen i værste fald har en forventet levetid, som øger risikoen for, at barnet mister sin mor i en ung alder.

De fleste af disse spørgsmål er også aktuelle for fertile kvinder med RA. For de fleste kvinder, der planlægger at blive eller allerede er gravide, er det væsentligste og første spørgsmål oftest, om barnet har en øget risiko. Man kan her i store træk berolige kvinden, da der kun er en let øget risiko for intrauterin vækstretardering (IUGR) af samme størrelsesorden som rygeres risiko (gennemsnitlig fødselsvægt 200 g mindre, korrigeret for gestationsalder), og da væksthæmningen ikke påvirker børnenes hovedomfang [2]. Yderligere ses det, at børnene i det første leveår opnår normal vægt. Hvis kvindens RA er inaktiv under graviditeten, bliver fødselsvægten ikke påvirket af sygdommen [2]. Da sygdommen meget sjældent aktiveres under graviditeten, kan man således råde kvinder med RA til at blive gravide, når sygdommen er inaktiv. Man bør dog tilråde alle gravide med RA at tage folinsyre perikonceptionelt, da en meget sjælden svær genopblussen af RA under graviditeten kan kræve methotrexat-behandling.

Ud over IUGR er der formentlig også en øget risiko for præeklampsi og fødsel ved sectio, hvorimod data vedrørende risikoen for præterm fødsel er modstridende [3, 4].

Under graviditeten kan de fleste kvinder med RA forvente en forbedring af almentilstanden, funktionsniveauet og morgenstivheden. Selv om denne forbedring ofte »betales« med en forværring i puerperiet, er nettoeffekten efter et år, at graviditeten ikke ser ud til at medføre en dårligere langtidsprognose for kvindens helbred. Det må således være sygdommens prognose (specielt de næste 15-20 år) på tidspunktet for graviditetsønsket, som må være væsentligst for, om kvinden og hendes partner finder det tilrådeligt at få børn. Det er derfor vigtigt, at disse par, når der er et graviditetsønske, får mulighed for at diskutere dette med en speciallæge med stor erfaring i netop dette emne.

Hvis en kvinde med RA tidligere har været gravid, har det betydning, om denne graviditet var kompliceret. I en netop publiceret artikel [5] om dette emne ses det således, at kvinder med RA i forhold til kvinder uden RA har en dobbelt så høj risiko for præeklampsi og præterm fødsel - en risikoøgning, som skal adderes til den øgede risiko, som i forvejen findes for gentagelse af disse to graviditetskomplikationer.

Man kan således konkludere, at en kvinde med inaktiv RA uden problemer kan blive gravid, men også, at selv kvinder med aktiv RA ved graviditetens start meget sjældent får alvorlige graviditetsproblemer. Et ønske om at blive gravid må således væsentligst vurderes ud fra prognosen for selve sygdommen. Rådgivning om disse forhold må derfor væsentligst påhvile en erfaren reumatolog. Da der kan blive problemer i graviditeten, bør kvinden desuden følges af en obstetriker med erfaring i netop denne problemstilling. I graviditeten må hovedvægten ligge på at kontrollere fosterets vækst, tegn på truende for tidlig fødsel og symptomer på præeklampsi.