Fakta
Bogen »Abortfortællinger«, som udkom på årsdagen for vedtagelsen af loven om svangerskabsafbrydelse (populært kaldet loven om fri abort) i 1973, indeholder 50 gribende historier om kvinder, der har gennemgået en abort, som de selv havde valgt at få.
Bogen er svær at slippe, for historierne er meget forskellige, og er man startet på en, er det næsten umuligt ikke at læse videre, for man føler en stærk trang til at finde ud af, hvordan den ender.
Nogle historier er klar prosa, nogle er som digte. Nogle historier handler om beslutningen, nogle om gennemførelsen, nogle mest om følelserne i forbindelse med forløbet og nogle om tiden efter, konsekvenserne, både på kort og på langt sigt.
Bogen er bygget virkelig godt op, hvor de 50 bidrag er afbrudt af uddrag af litteratur om abort fra et skønlitterært indlæg fra Tove Ditlevsen til uddrag af beretninger fra nogle af de pionerer, der kæmpede for kvinders ret til selv at afgøre en graviditets skæbne: J.H. Leunbach, Hanne Reintoft, Vibeke Vasbo, og fra dem, der stadig kæmper, Katrin Sigurpálsdóttir Kamban fra organisationen Fritt Vall på Færøerne.
Mange har efter indførelsen af den frie abort i Danmark forsøgt at gøre samtalen om abort til et enkelt emne. Enten vælger man at afbryde graviditeten, eller også vælger man at gennemføre den. Denne bogs fortællinger bekræfter på smukkeste måde det, som vi, der har arbejdet i mange år på abortområdet og talt med hundredvis af abortsøgende kvinder, har prøvet at få ørenlyd for i debatten: Abort er fortsat tabu i 2023’s Danmark, og det er stort set aldrig »bare« at få en abort. Uanset hvor sikker man er på, at en graviditet skal afbrydes, sætter den positive graviditetstest og ikke mindst de fysiske og mentale processer, som biologien initierer, gang i en række reaktioner hos den enkelte kvinde. En række processer, som ikke alle er lige enkle at takle og mest overraskende for de fleste ikke til at styre – læs selv.
Abort er, som det står i forordet, et komplekst og personligt emne, og alle trin i forløbet med en provokeret abort – beslutninger, gennemførslen og efterforløbet – er 100% individuelle og skal behandles som sådan.
Svaret på: »Hvordan er det at få en abort?« findes ikke, men ved at starte samtalen, ved at turde gøre det private offentligt (som kvinderne bag »Kvinde kend din krop« opfordrede til) kan vi medvirke til nuancere indstillingen til abort.
De mange historier er som nævnt meget forskellige. Beskæmmende er det som læge med speciale på dette område at læse, hvor mange af kvinderne der har følt sig svigtet, underinformeret, uempatisk, arrogant behandlet i en ekstremt sårbar situation. Det skal vi fra det offentlige system gøre bedre. Heldigvis er der også eksempler på god og værdig behandling.
Bogen spænder fra den unge kvinde, der bare vil klare det hele selv, til kvinden med ønskebarnet, som bliver uønsket, fordi fyren skred. Den handler ikke så meget om mænd og deres også meget forskellige reaktioner. Det kunne der måske godt have været mere om.
Bogen er et must for alle, der kommer tæt på abort, privat eller professionelt. Man er klogere, når man dybt bevæget har vendt sidste side.
