Skip to main content

Grønland har tiltrukket danske læger i 300 år

De første læger kom til Grønland for at betjene missionærer, hvalfangere og handelsfolk. Men i 1800-tallet begyndte kolonistyret at udbrede et mere organiseret sundhedsvæsen.

Klaus Larsen

9. jun. 2020
7 min.

I begyndelsen af 1700-tallet var Grønland blevet interessant for europæerne og for danskerne i særdeleshed, der slog sig ned som hvalfangere, handelsfolk, missionærer og håndværkere.

Sammen med kolonisterne kom også de første læger. De havde først og fremmest til opgave at servicere de europæiske kolonister, men i det omfang, det var muligt, også grønlænderne.

Statsansatte læger fra 1838

Fra 1721 til 1900 arbejdede i alt 43 læger på Grønland, hvor de i gennemsnit fungerede i seks år. Otte af lægerne var i øvrigt ikke danske, og de fungerede i gennemsnit i mere end 12 år på Grønland, mens de danske i gennemsnit kun opholdt sig i godt fire år på Grønland.

Især én læge trak gennemsnittet i vejret: Johan Frederik Lerch opholdt sig i Nordgrønland fra 1802 til 1855 – og praktiserede gennem 37 år. Videre populær var han ikke. Lerch blev kaldt både stejl og »selvrådig«, og onde tunger påstod, at han ikke passede sin praksis. Så sent som i 1930 blev han under en diskussion i Lægeforeningens hovedbestyrelse hevet frem som et eksempel på det uforsvarlige i at fastansætte danske læger på Grønland, så de ukontrolleret kunne

te sig, som det passede dem [1].

Det er umuligt at vide, om Lerch blev uretfærdigt bagtalt i det klaustrofobiske miljø af expats på Grønland, eller om der var noget om snakken. Helt uduelig kan han ikke have været, for i 1829 udgav han den første lærebog for grønlandske jordemødre. Bogen blev genoptrykt i 1867 og var i brug så sent som i 1904.

Fra 1838 ansatte den danske stat faste læger til at dække hele landet. Samtidig begyndte man

at uddanne grønlandske kvinder som jordemødre og fødselshjælpere, og de var i lang tid de vigtigste sundhedspersoner, fordi de kunne bygge bro mellem lokalbefolkningen og det sundhedsvæsen, som de danske myndigheder etablerede efter europæisk mønster. Jordemødre var til stede i de fleste bygder og alle større bosættelser og kunne ud over at hjælpe de fødende tage sig af alle andre sundhedsmæssige opgaver i lokalsamfundet.

Læger, der slog rod

Enkelte læger slog sig mere eller mindre permanent ned på Grønland og kombinerede i flere tilfælde lægegerningen med posten som lokal kolonibestyrer. Det var heller ikke usædvanligt, at lægen fordrev de endeløse vinternætter med at skrive videnskabelige artikler og lærebøger om de lokale forhold.

I 1882-1883 var læge Morten Hastrup (1855-1895) læge ved en meteorologisk ekspedition til Godthåb (i dag: Nuuk). Da ekspeditionen skulle rejse hjem, ville Hastrup ikke med: Han slog sig ned som distriktslæge i Jakobshavn (i dag: Ilulissat). Også Hastrup skrev en bog: »Vejledning til rigtig Anvendelse af de Lægemidler, der findes ved Colonierne i Nordgrønland« (1884 og 1905).

Alfred Bertelsen (1877-1950) havde lige afsluttet sin medicinske kandidateksamen, da han i 1902 fik hyre som læge hos Den danske litterære Grønlandsekspedition under ledelse af Ludvig Mylius Erichsen, hvor den nyuddannede læge Bertelsen dog kun fulgte ekspeditionen så langt som til Upernavik, og mens resten af holdet fortsatte nordpå mod Thule, stod Bertelsen af.

Men Grønland havde fået tag i ham, og i de næste 25 år befandt han sig i Uummannaq som distriktslæge og kredslæge for Nordgrønland, hvor han fik et indgående kendskab til befolkningen og skrev afhandlinger om folkesundheden til videnskabelige tidsskrifter.

Fri sex og »raceblanding«

Bertelsen beskæftigede sig indgående med Grønlands sundheds- og samfundsmæssige forhold, som han beskrev i trebindsværket »Grønlands medicinske Statistik og Nosografi«, der udkom i 1935-1940. Bøgerne byggede på undersøgelser og på de erfaringer, han havde gjort gennem 30 år som læge i Grønland. Det første bind handler bl.a. om boligforholdene, der – selvom de havde udviklet sig til det bedre – var kummerlige. I gennemsnit tjente ét rum som bolig for seks personer. Man sov tæt sammen, og det gav tuberkulosen gode betingelser.

Det stod meget sløjt til med rengøring og personlig hygiejne, hvad der dels hang sammen med de trange forhold, men også skyldtes, at det var besværligt at fremskaffe vand. Ernæringsmæssigt så det heller ikke godt ud: 63 procent af grønlændernes fødevarer var importeret, skønt »den grønlandske Proviant er langt mere vitaminrig end den europæiske«.

Bertelsen hæftede sig ved en noget anderledes seksualmoral end den, som gjaldt hjemme i Danmark. Han så børn ned til 12-årsalderen, som havde kønslig omgang, hvad der vel heller ikke kan undre, når »den kønslige Levevis … er meget fri for ugifte af begge Køn, Enker og gifte Mænd«.

Med den løse seksualmoral fulgte kønssygdomme, især gonorré, der »siden 1910 har vundet Indpas« og var blevet temmelig udbredt i mange distrikter.

Bertelsen konstaterede i øvrigt, at »Raceblandingen har vist sig heldig i Grønland«. Beviset var, at de »førende Personer i Nutidens Vestgrønland næsten alle er af blandet Afstamning«.

Kan det tænkes, at »raceblandingen« mellem inuitter og tilrejsende også har bidraget til, at gonorréen har vundet så stort indpas siden 1910?

Kultursammenstød

Blandt grønlænderne var hovederhvervet at være fanger. Jagten på sæl og hvalros foregik i kajak, og Bertelsens statistik viser, at fangererhvervet var dødsensfarligt. I de 30 år, hans undersøgelse dækker, var dødeligheden blandt mænd som følge af kajakulykker 3,7 procent om året. Forholdsmæssigt var dødeligheden ved ulykker derfor ti gange større for grønlandske mænd end for danske, noterer Bertelsen. Han tilføjer, at en statistik fra 1911 viser, at kun 38 procent af Grønlands fangere var i stand til at få en kajak på ret køl efter kæntring.

Doktor Bertelsen havde et godt blik for de problemer, som den europæiske fremtrængen skabte for en oprindelig befolkning som den grønlandske:

»Befolkningen i Grønland har i det indeværende Aarhundrede gennemgaaet en Udvikling, som meget hurtigt har forandret dens Tilværelse, og som ofte har gjort det vanskeligt for den at finde sig til Rette under de nye uvante Forhold. Det maa dog siges, at en stadig stigende Procentdel efterhaanden naar til Forstaaelse af den ved de hygiejniske Forholdsregler tilsigtede Nytte og deltager i Administrationens Bestræbelser for at forbedre Landets Sundhedsvilkaar«.

Her sigter Bertelsen bl.a. til, at det grønlandske sundhedsvæsens organisation – som han ser det –»meget vel taaler en talmæssig Sammenligning« med forholdene i Danmark, hvad angår antallet af læger, tandlæger, sygeplejersker, jordemødre og sengepladser på sanatorier og sygehuse.

Bertelsens omfangsrige studier vakte opsigt langt uden for lægekredse, og Geografisk Tidsskrift bemærkede i 1939, at hans beskrivelser var vigtig læsning for enhver, der interesserede sig for grønlænderes og andre »naturfolks Levevilkaar og den fremadskridende Civilisations Indgriben heri«.

Kampen mod tuberkulose

Mens Bertelsen opholdt sig i Grønland, var tuberkulosen den altdominerende sygdom. Dødeligheden var høj, der var ingen effektiv behandling, og levetiden var kort. Ifølge Bertelsen skyldtes en tredjedel af alle dødsfald tuberkulose, og først efter 1945, da den offentlige debat kritiserede skiftende regeringer for at forsømme Grønland, vendte udviklingen sig.

Der blev nedsat en Grønlandskommission, som i 1950 afgav en betænkning om en nyordning af det grønlandske samfund. Nu skulle landets økonomi ikke bare balancere; der skulle investeres i at fremme landets erhvervslov, kulturen og ikke mindst folkesundheden.

Allerede i 1947 var en lægeekspedition sendt af sted for at kortlægge sundhedsforholdene i Vestgrønland og komme med forslag til forbedringer. Resultatet blev, at Godthåb/Nuuk i 1954 fik et sanatorium med 211 sengepladser og året efter en røntgenbåd, der kunne opspore tuberkulosesmittede i Vestgrønland.

Kombinationen af en målrettet indsats, oplysning, bedre hygiejne og forbedrede boligforhold – og ikke mindst sanatoriet – betød, at dødeligheden af tuberkulose snart begyndte at falde. I 1961 var tuberkulosen kommet så meget under kontrol, at den ikke længere var en væsentlig faktor i det grønlandske sygdomsbillede. Sanatoriet kunne afvikles og blive til det nuværende Dronning Ingrids Hospital.

Dronning Ingrids Hospital er i dag landshospital og rygraden i det grønlandske sundhedsvæsen, som er skabt i det danske sundhedsvæsens billede. I takt med udviklingen af den danske velfærdsstat er sundhedsydelser også i Grønland blevet et skattefinansieret velfærdsgode. Selvom der efterhånden uddannes flere grønlandske læger, er man fortsat afhængig af arbejdskraft udefra, og mange læger er i Grønland i korte ansættelser eller i vikariater.

Referencer

Litteratur

Ugeskr for Læger 1930, s. 1146.

Supplerende litteratur

Andersen S, Senger G. Udenlandske læger, enkelte udenlandske og danske ekspeditionslæger på Grønland - deres betydning. Tidsskriftet Grønland 1972(11):333-42.

Bertelsen A. Grønlands medicinske statistik og nosografi. I, II, III. 1935-1940.

Kristiansen P. Tuberkulosebekæmpelsen i Grønland. Udvikling og følger i det offentliges tuberkuloseforanstaltninger i Vestgrønland 1900-1961. 2004.