Skip to main content

Soldaten peger med sit gevær på en stor rød kuffert. Han siger ikke til Naila, at hun skal åbne den, men det er det, det betyder. Da den går op, folder en velvoksen mand sig ud, nøgen og lyserød. Soldaten farer sammen, til det går op for ham, at det er en dukke, brugt til at undervise i genoplivning. Soldaten smiler lidt. Lettet.

Vi har været i Kharbata i dag. Vi er en læge, en sygeplejerske og en laborant, og så mig, en medicinstuderende fra Danmark. Vi kørte tidligt i morges fra Augusta Victoria Hospitalet i Jerusalem for at bemande Kharbatas sundhedsklinik. Det kaldes en »mobil klinik«.

I de sidste 3 år har det været vanskeligt for palæstinensere at få adgang til lægehjælp. Israelske vejspærringer og kontrolposter gør det svært at bevæge sig omkring på Vestbredden. Også, hvis man er syg og skal til lægen. Som svar på dette er der organisationer, der sender sygeplejersker og læger med mobile klinikker ud på endagsture til isolerede landsbyer. Det er sådan en, jeg er med. Lægerne og sygeplejerskerne har tilladelser til at rejse, men alligevel oplever de tit at blive standset ved checkpoints. De har erfaring for, at checkpoints i nogle tilfælde bliver lettere at passere, når en udenlandsk medicinstuderende er med i bilen. Derfor er jeg med.

Kharbata når vi frem til efter en times bumlen ad knoldede bjergveje. Vi standser bilen uden for sundhedsklinikken, og der bliver stille. Her er flimrende varm luft og kridhvidt lys. Khar-bata ligger bredt ud over en bjergskråning, med hvide huse med slidt maling, stenterrasser med oliventræer og et æsel der af og til skryder, så det runger på den anden side af dalen. Ser man bort fra vragene af gamle biler, der ligger rundt omkring, og børnenes tøj og slikposer, kunne man bilde sig ind, at Kharbata ser ud, som den gjorde for 100 år siden.

Lægen hedder Dr. Hani og er ikke særlig meget ældre end mig. Han er i færd med at blive pædiater og arbejder på børneafdelingen på Augusta Victoria Hospitalet. Han kører ud med de mobile klinikker to gange om ugen.

Konsultationerne foregår på arabisk. Jeg kigger og lytter og gætter på, hvad der blev sagt. Når der bliver talt til mig, sidder jeg med et stort uvidende smil og siger ja-ja og tak-tak. Dr. Hani oversætter og forklarer og lader mig kigge i halse og lytte på lunger. Ideen er vist, at jeg på et tidspunkt får lov til at have mine egne patienter - men endnu er mine sprogkundskaber for dårlige.

De fleste patienter i dag er børn med luftvejsinfektioner. Dr. Hani er rundhåndet med antibiotikaen. Jeg siger forsigtigt noget om, at de vist har en anden antibiotikapolitik i Palæstina, end vi har i Danmark.

»Ja,« siger Hani. »Vi har også et problem med resistensudvikling. Men det gør det vanskeligt, at jeg ikke kan være sikker på, at der bliver fulgt op på de her børn. Hvis jeg vidste, at de kunne komme til lægen i morgen, ville jeg sige, at de skulle se tiden an. Men den mobile klinik kommer højst herud en gang om ugen. Så det er ikke sikkert, at de kan komme til lægen, hvis deres sygdom kompliceres. Ser du: For at rejse til lægen i byen skal man gennem checkpoint - og for at få lov at komme igennem skal man have en lægeerklæring. Hvis der ikke er en læge i landsbyen, er det selvfølgelig umuligt at skaffe. Derfor vil jeg hellere behandle for mange. For en sikkerheds skyld«.

Hani har læst medicin i Rusland. Han kom tilbage til Palæstina for 4 år siden.

»Det var et chok. I Rusland havde jeg vænnet mig til at kunne færdes frit. Her bliver jeg stoppet ved checkpoints mange gange dagligt. Udspurgt og mistænkeliggjort. Her er to slags mennesker - førsterangs og andenrangs. Og jeg er en af de andenrangs, selvom jeg er læge«.

I pausen går vi udenfor og drikker pebermyntete på klinikkens veranda. Klinikken ligger i underetagen af byens skole, og børnene har frikvarter og løber omkring og leger.

Damen, der laver te, peger på bjerget overfor:

»Mustamara«, siger hun til mig - bosættelse.

Jeg havde slet ikke lagt mærke til det før - måske fordi det ligger i modlys, men nu ser jeg det: Et par kilometer fra vores tørre bjerglandsby med høns og affaldsbunker i gaderne, ligger der en perfekt kopi af et amerikansk forstadskvarter. Med ens parcelhuse, nye veje og velpassede haver. Det ser absurd ud.

Den allermest slående forskel er farverne: Bosættelsen er grøn, Kharbata er hvid. Landskabet omkring dem begge er nærmest ørken med klipper og tørre krasbørstige planter. I kontrast ligger bosættelsen med græsplæner, blomster og hække. Der er et højt pigtrådshegn omkring og et militært udkigstårn, hvorfra bosætterne kan kigge ned på Kharbata.

»Der ligger bosættelser omkring næsten alle landsbyer«, siger Hani.

»Det er først og fremmest på grund af bosættelserne, at det er så svært for os palæstinensere at komme omkring. Kan du se der? Det er veje til bosættelserne, som kun israelerne må køre på. Vi kan ikke krydse dem - så på den måde kan de afskære landsbyen fra store dele af dens jord. De kan kontrollere alle, der kommer ud og ind af landsbyen. Det er svært for mig at komme omkring som læge. For almindelige mennesker er det næsten umuligt«.

Han ser dyster ud.

»Jeg tror, de vil smide os ud af landet. De klemmer os, til vi bor i et stort fængsel. De laver det mindre og mindre, til ingen længere kan holde ud at leve her«.

På vej tilbage til Jerusalem spiser vi is og ser mine fotos fra Danmark. Vi bliver tilbageholdt ved et checkpoint. Hani viser de dokumenter, han skal have på sig:

  • Hans kort fra Augusta Victoria Hospitalet, der beviser at han er læge.

  • Hans grønne Westbank-ID-kort.

  • Hans blå kort for ren straffeattest.

  • Samt hans tilladelse til at rejse ind og ud af Jerusalem.

Mangler bare et af dem, kan han ikke passere checkpoints. Nogle gange kan han ikke alligevel.

I dag er soldaten åbenbart ikke tilfreds med Dr. Hanis papirer. Bilen må gennemsøges. Da er det, at vores førstehjælpsdukke forskrækker soldaten sådan.

»En gummiterrorist« siger Naila, da vi får lov at køre videre.

Og griner.

Fakta

Maren Rytter er medicinstuderende og færdig med 8. semester på Københavns Universitet. Hun er sammen med 4 andre medicinstuderende udsendt 5 måneder til de besatte palæstinensiske områder på Vestbredden. Formålet med opholdet er at følge palæstinensiske læger og andet sundhedspersonale i deres arbejde, og om muligt hjælpe til.