Gwolu Bonesetting Center

Under en rejse til det nordlige Ghana i december sidste år besøgte jeg en såkaldt »bonesetter«-klinik.

I dele af Afrika har man gennem årtier og måske århundreder haft tradition for at sætte brudte knogler på plads og - få dem til at hele, uden for det etablerede sundhedsvæsen; altså en slags alternativ eller traditionel medicin, baseret på generationers viden videreført gennem udvalgte familier.

Således har Gwolu Bonesetting Center, i Sisala District tæt på Burkina Faso, eksisteret på samme sted i den samme landsby igennem mange årtier og drevet af den samme familie, hvor viden om denne teknik er gået i arv fra far til søn.

Patienterne til klinikken kom fra nær og fjern, og af og til også henvist fra de nærliggende sygehuse. Bruddene kunne være friske eller gamle, delvist sammenvoksede og inficerede.

Var de vokset skævt sammen, brugte man to til tre stærke mænd til at bryde knoglen op igen, reponere dem i en bedre stilling og få dem til at vokse sammen ved en ny kontrolleret heling.

Klinikken var gratis at blive indlagt på, og levede af frivillige donationer fra patienter og lokalsamfundet. Det eneste man fik var behandlingen; mad og andre fornødenheder måtte patient eller pårørende selv stå for. Medicin, der så vidt jeg kunne få oplyst, kun drejede sig om smertestillende tabletter og brintoverilte, havde man af og til. Når der var overskud i forretningen. Ellers måtte patienterne bare bide tænderne sammen. Og at det ofte var tale om smertefuld behandling, så jeg flere gange. Men patienterne vidste hvad de gik ind til, og beklagede sig ikke (Fig. 1 ).

Metoden, som jeg selv så demonstreret adskillige gange, bestod i at patienterne tidligt hver morgen blev sat ud i den opgående sols stråler, og fik deres brudne lemmer badet i lunkent vand, kogt på en række urter. Hvad urterne hed eller hvad de indeholdt ved jeg ikke. Men forbindingerne blev gennemvædet med det lunkne vand, inden de blev taget af. Derefter blev det brudne sted masseret i flere minutter, ofte et kvarter, med en salve bestående af »shea-butter«, der er en slags pasta lavet af olie fra shea-nøden. »Shea-butter« ligner margarine og bruges også i den lokale madlavning som sådan. Muligvis har den en antipyretisk og måske også en antiseptisk virkning, idet »bonesetterne« oplyste, at det altid lykkedes dem at få styr på inficerede knoglebrud, og at de aldrig havde sekundære infektioner i friske komplicerede brud.

Efter massagen blev brudstedet pakket ind i gaze med masser af »shea-butter«, og ved større brud støttet med »skinner« af små bambuspinde; dog aldrig så lange at de var placeret på begge sider af nærmeste to led, som vi bruger det herhjemme. Var der tale om et kompliceret brud, hældte man brintoverilte i såret inden indpakningen.

Hvad jeg så, var bl.a. en mand på 25-35 år, med brud af begge skinneben. Da klinikken førte nøje optegnelser over patienterne med indlæggelsesdato, diagnose, årsag og udskrivningsdato, kunne jeg se, at han havde været på klinikken i knap seks uger. Og på denne tid var hans højre ben helet og han kunne støtte på det, og på venstre side var bruddet begyndende stabilt.

Klinikkens chef havde et stort ønske om at have tilstrækkeligt smertestillende medicin: bare noget Panodil ville hjælpe ham meget, sagde han. Og så muligheden for at have røntgenbilleder af nogle af bruddene. Han erkendte, at de af og til behandlede i blinde.

Men han understregede, at det kun meget sjældent ikke lykkedes dem at udskrive patienterne med noget brugeligt, enten en anvendelig arm eller et ben, man kunne støtte på.

Enkelte patienter afviste han: større kranie- og hjerneskader og patienter med føleforstyrrelser/lammelser efter brud i rygsøjlen. For dem vidste han godt, han ikke kunne hjælpe.

Det var med stor glæde og respekt jeg forlod stedet, for der var ingen tvivl om, at der blev givet en behandling, der på mange måder hjalp en gruppe patienter: den var billig, den virkede tilsyneladende rimelig effektiv, og indstillingen på klinikken - trods alle manglerne - var professionel med stor forståelse for og indføling med patienterne. Det var måske også en del af behandlingen! På offentlige sygehuse i Ghana, kan man ikke sige at empati er i højsædet.

Men jeg står tilbage med et spørgsmål til ortopædkirurgerne i Danmark, både efter at have set denne form for manipulerende brudbehandling, som jo står i modsætning til den angelsaksiske immobilisering af knoglebrud, og efter at have læst nedenstående notits i The Lancet (1): »... the work of Rubin and his colleagues indicates the clinically relevant potential of non-invasive, short-duration, mechanical stimulation that could have an impact on osteoporosis risk«. Rubin og hans kolleger havde fundet, at anvendelse at højfrekvente vibrationer gennem et år havde øget den trabekulære knogletæthed med 32% hos voksne får.

Og spørgsmålet kommer her: har man viden om at aktiv manipulering af et brud kan have en positiv indflydelse på knogleheling og tværtimod ikke forsinker den?