Gynækologen, der realiserer 130 år gammel drøm

130 år siden. Året var 1885. Nielsine Nielsen var blevet den første kvinde nogensinde til at tage den lægevidenskabelige embedseksamen i Danmark. Men hun ville endnu en milepæl. Hun drømte om at blive speciallæge i gynækologi. Den eneste kollega, hun ville få, var dog af en anden opfattelse. Så det satte han en stopper for. I stedet nedsatte Nielsine Nielsen sig som praktiserende læge. Som den første.

69-årige Ann Tabor har også været den første. Endda på det område, som Nielsine Nielsen drømte om. 130 år efter, at Nielsine ville være gynækolog, blev Ann Tabor professor i kvindesygdomme og fødselshjælp. Sådan nogle havde Danmark i forvejen. Bare kun af ét køn. Men modsat Nielsine har ingen stået i vejen for Ann.

»Jeg har ikke følt mig diskrimineret. Måske har mit køn endda været en fordel. Nu var det efterhånden på tide med en kvindelig professor«.

Ann Tabor kan ikke komme udenom, at hun dengang i 2004 blev landets første kvindelige professor inden for sit område. Hun kunne også godt mærke – dengang – at det var en milepæl. I hvert fald for andre end hende selv.

»Nogle af mine kvindelige kolleger var optaget af, at jeg var den første kvindelige professor på området. Det har jeg aldrig selv været særligt optaget af«, fortæller hun.

Hvor Nielsine Nielsen nødvendigvis måtte blive kvindepolitisk aktiv for at kæmpe for sin ligeberettigelse, har Ann Tabor haft fordelen af at kunne benytte sig af den. Selvom begge kvinder var »de første« i 1885 såvel som i 2004, er der dog i dag så stor en verden til forskel, at Ann Tabor kan sige:

»Jeg har mere været orienteret i retning af forskningen end feminismen. At designe og gennemføre valide undersøgelser, at fortælle om resultaterne nationalt og internationalt og diskutere dem med kolleger på kongresser rundt om i verden. Dét har været mit drive«.

Vælger efter køn

Der er sket meget, siden Nielsine Nielsens tid. I 2015 udgjorde kvinder for første gang flertallet af de danske læger. I år blev antallet af optagne medicinstuderende fordelt på køn opgjort til 384 kvinder og 175 mænd svarende til en andel på 69 procent kvinder. Kigger man på det speciale, som Nielsine Nielsen for 130 år siden drømte om, er der i dag flere kvinder end mænd, der arbejder som speciallæger i gynækologi i samtlige aldersgrupper – frem til 60+ år. Men man skal faktisk ikke mere end et par årtier tilbage, før billedet så anderledes ud.

»Der var ikke mange kvindelige overlæger dengang. Faktisk kan jeg ikke huske en eneste overhovedet. Der var kvindelige førstereservelæger, men ikke overlæger. Der var helt sikkert ikke mange kvinder helt i toppen for bare 20 år siden«, fortæller Ann Tabor.

Hun blev speciallæge i gynækologi og obstetrik tilbage i 1987. Dengang lægefaget stadig var et mandefag, og i særdeleshed gynækologi var det. Ligesom mange andre »tunge« specialer.

»Det er et speciale, der er meget vagttungt. Tager du hudsygdomme eller patologi, er der ikke ret mange skæve vagter, om nogen. Det gav i sig selv en vis selektion af de kvinder, der prioriterede et privatliv, hvor man ikke skulle være på sygehuset om natten«, fortæller Ann Tabor, der selv er gift med en gynækolog, der også blev professor.

»Vi har haft stor forståelse for at hjælpe hinanden med vagter og børnene. Det var sejt i nogle år, men vi har været enige om, hvad vi ville. Der er godt nok ingen af vores børn, der selv er blevet læger«, siger Ann Tabor med et smil i tonefaldet.

Med flere kvinder end mænd i specialet i dag, kan det måske se ud som om, at vagtskema og privatliv ikke er en forhindring for kvinder i dag. Men, der foregår nok stadig en subselektion.

»Der er nok en tendens til, at mandlige og kvindelige læger i vores speciale interesserer sig for forskellige subspecialer. Der er flere mænd, der vælger onkologien og opererer cancersygdomme, og flere kvinder, der laver fosterundersøgelser og ultralydskanninger. Så der er stadig en subselektion«, påpeger Ann Tabor.

Stærkt forskningsmiljø

Selv har hun også subselekteret. Ikke mellem kniven og skanneren. Men til fordel for forskningen. At det valg skulle føre hende til at blive »den første«, har hun aldrig spekuleret i eller planlagt. Udslagsgivende blev dels disputatsen om risikoen ved fostervandsprøve, som blev skrevet på Rigshospitalet, dels, at hun tilbage i 1990’erne var ansat på Hvidovre Hospital.

»Der var et meget inspirerende miljø på afdelingen. Et meget forskningsengageret miljø«, fortæller hun om tiden på afdelingen, hvor professor Bent Ottesen sørgede for en meget aktiv videnskabelig afdeling.

Derfor gav hun sig i kast med at vejlede ph.d.-studerende. I 2004 blev det muligt at søge et professorat. Der var seks ansøgere. For at blive professor bliver man bedømt dels på sit virke som overlæge, dels på, at man har skrevet artikler enten som første- eller sidsteforfatter, hvor det sidste kræver, at man har opstartet og vejledt ph.d.-forløb. Ann Tabor havde det hele. Dermed blev hun landets første kvindelige professor i kvindesygdomme og fødselshjælp.

»Det var da lidt mærkværdigt, at der ikke havde været andre før 2004. Men der er også meget hård konkurrence. Det at blive gynækolog er i forvejen et vanskeligt speciale at komme ind i. Det er et meget attraktivt speciale. Der er mange om buddet. Man kommer nærmest ikke ind uden at have lavet forskning. Dem, der får et hoveduddannelsesforløb, har næsten alle skrevet ph.d.«, fortæller Ann Tabor.

Besynderlig at blive professor

Vil man som læge gerne forske – uden at opgive lægegerningen – giver et professorat netop mulighed for det. Men det er også en »lidt speciel« tilværelse fagligt, har Ann Tabor erfaret.

»Det at blive professor er lidt besynderligt. Pludselig har du en stilling, hvor du er halvt ansat til det kliniske arbejde og halvt til forskning og undervisning. Til at hjælpe dig får du en halvtidssekretær, men du starter helt på en blank side«, fortæller Ann Tabor.

Med det mener hun, at man som nyudnævnt professor selv skal bygge sit virke op. Der følger ingen penge med udnævnelsen. Intet forskningsteam. Ingen ph.d.-studerende. Alt dét skal man selv ud at opsøge og opdyrke.

»Du bliver målt på, hvor mange artikler, du publicerer, og hvor mange ph.d.-studerende, du fører igennem. Så det handler meget hurtigt om at få søgt penge og ansat ph.d.-studerende. Det er vigtigt at få en vis mængde ph.d.’ere op at stå – 4-5 stykker – så man kan lave de projekter, som man synes er rigtige for den afdeling, man arbejder på«, forklarer Ann Tabor.

I de 14 år, hun har været professor, har hun i den grad oplevet, hvordan det kliniske arbejde har inspireret den anden halvdel, forskningen. Og omvendt.

»Når man ser patienter, så får man ideer til, hvad vi forskningsmæssigt skal undersøge. Derfor er kombinationen rigtig god«.

Har mødt fordomme

I dag er hun som 69-årig gået ned på en firedagesarbejdsuge. Det betyder i praksis, at hun er blevet fritaget for den kliniske del af det daglige arbejde. Til gengæld har årene sørget for, at hun ikke længere er den eneste kvindelige professor på sit område. I dag er der seks. Selvom det kun kan betegnes som fremskridt, er netop professor-»faget« stadig et mandefag. Kun hver femte professor i Danmark er kvinde. Det er på trods af, at 56 procent af alle kandidater ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet er kvinder, og at 51 procent af ph.d.’erne er kvinder. Men kommer man længere op ad den forskningsmæssige rangstige, tynder det ud. 43 procent af adjunkterne er kvinder. 31 procent af lektorerne er kvinder, og 20 procent af professorerne er kvinder.

Ann Tabor hæfter sig dog ved, at det går den rigtige vej. På Rigshospitalet har man et forum for hospitalets professorer, hvor de kan søge kollegial støtte og sparring.

»Her har kønsfordelingen udviklet sig fint i de senere år. Der er vel en tredjedel kvinder, og formanden er Gitte Moos Knudsen, professor i klinisk neurobiologi«, fortæller Ann Tabor.

Presser man hende på hukommelsen har den første kvindelige professor i kvindesygdomme dog én enkelt oplevelse på cv’et, der kan tilskrives hendes køn. I 2010 – seks år efter det kønsmæssigt banebrydende danske professorat – blev hun præsident for 13.000 medlemmer af det internationale videnskabelige selskab for ultralydskanning i gynækologi og obstetrik.

»Det var en større ting at blive den første der. Det var virkelig usædvanligt. Der vil jeg sige, at jeg synes, at der var en lille smule fordomme«, erkender hun.

Når man presser hende for at uddybe anekdoten, fortæller hun, at der var »nogle franskmænd og italienere, som jeg ikke synes, talte til mig som en præsident«. Med andre ord:

»Jeg kunne lige så godt have været en medhjælper i deres øjne. Niveauet var ikke i orden i den situation«, mener hun utvetydigt.

Bekymret for forskningen

Men i Danmark har kønnet som sagt aldrig været en hindring for Ann Tabor. Hun har fået anerkendelse for de videnskabelige produkter, hun har været med til at lave. Men er der en ting, hun på tærsklen til et liv som professor emerita kan bekymre sig om, så angår det de yngre forskeres muligheder for at bedrive god forskning.

»I Danmark udmærker vi os inden for den prænatale diagnostik. Vi er det eneste land, der screener for kromosomanomalier og medfødte misdannelser på alle afdelinger i hele landet, og vi har formået at etablere en national database. Derfor har vi enestående data sammenlignet med resten af verden. Samtidig har vi et rigtig godt samarbejde inden for føtalmedicin herhjemme. Det betyder, at vi meget hurtigt kan få ting til at lykkes. Det har været en enorm kilde til glæde for mig i mit arbejde«, fortæller hun.

Men de fordele møder bump på vejen i disse år, mener hun.

»Der er væsentlige vanskeligheder ved at lave forskning i dag. Der er alt for omstændelige krav til formalia, anmeldelser og registreringer. Det tager alt for lang tid at gøre noget med de tal, vi har. Når de unge mennesker i dag gerne vil lave et projekt, kan det tage op til et år, før det kan starte. Det er en af mine helt store kæpheste. Det er ved at blive en kæmpe bremse for forskningen i Danmark, og det bliver bare værre og værre«, lyder hendes bekymring.