Gys – er den levende?

Lige nu udstiller Arken 36 værker af 31 kunstnere. En udstilling, som er interessant for Ugeskrift for Lægers læsere, da den beskæftiger sig med grænsefladerne mellem kunst og teknologi i forhold til menneskekroppen.

Temaet er hyperrealisme, tredimensionelle figurer fremstillet så livagtigt, at de skaber en illusion om at være virkelige. Udstillingen beskæftiger sig også med fænomenet cyborg: en sammentrækning af cybernetic (kybernetisk) og organism, krydsning mellem menneske og maskine.

Hyperrealismen, det at skulptere det perfekte menneske, har optaget kunstnere til alle tider, men opstod som decideret retning i 1960'erne. Flere af kunstnerne har arbejdet med special effects fra filmindustrien.

Cyborgen befinder sig altså i grænselandet mellem menneske og maskine. Den teknologiske udvikling går hurtigt, og hver dag kommer nye muligheder. Genteknologien kan skabe fostre med forudbestemte gener, vi udvikler mere og mere intelligente computere, og robotteknologien er under rivende udvikling.

Et stærkt indtryk fra udstillingen udgøres af en gammel kvinde, der holder et spædbarn – hendes udtryk er så ømt og smukt og taget ud af øjeblikket, så man må stoppe op og blot være i det øjeblik sammen med hende. Hver en detalje er lavet til perfektion, hudens små farveforandringer ses, og hver en rynke står frem.

Også Trampedachs opstilling fra 1977 er fascinerende. En mand står i en telefonboks, en kvinde står sammenbidt ventende udenfor. Der er problemer. Man drages ind i sceneriet og det drama, det repræsenterer.

Kæmpebabyen i det store rum er uhyggelig og ubestemmelig. Det er en baby og alligevel ikke, ansigtet er som en gammel mands …

En af skulpturerne er en lille nuttet troldebaby med mærkelige lemmer, den er ubestemmelig og både tiltrækker og frastøder. Idéen til den opstod, da kunstneren så en mus klonet med et menneskeøre på ryggen for at kunne udvikle et nyt
organ.

Udstillingen rejser spørgsmål om den teknologiske udvikling i forhold til menneskekroppen og de utallige etiske dilemmaer, vi står over for, fordi teknologien hele tiden flytter på grænserne for menneskets væren. Det bedste ved udstillingen er dog at vise fascinationen af menneskekroppen både som den smukke, perfekte krop og kroppen forvrænget af tid, af opløsning og af teknologiens muligheder.