Skip to main content

Hallååååå: 1813 har fortsat lang ventetid

Syge borgere har fortsat store problemer med at komme igennem til akuttelefonen 1813. Særligt i weekenderne er ventetiderne ekstraordinært lange. Og så er det svært at få en læge i røret. Region forsøger at rette op og ser små forbedringer.

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

21. jan. 2014
3 min.

Opkald til akuttelefonen 1813 skal ikke være alt for akutte.

For de uforholdsmæssigt store problemer for borgerne i Region Hovedstaden med at komme igennem telefonisk til en sygeplejerske på den nye 1813-telefon er ingen måde blevet bedre.

I sidste uge kom 32 procent af opkaldene igennem til akuttelefonen inden for tre minutter. Det er præcis lige så mange som ugen før.

Inden for 10 minutter kom 65 procent igennem til en sygeplejerske i sidste uge. I uge 2 var det 66 procent.

Det viser en opgørelse, som Region Hovedstaden i går aftes sendte til regionsrådet.

"Jeg er ikke enig i, at det ikke er gået bedre. Nogle af de helt ekstraordinært lange ventetider, er vi kommet af med. Men jeg vil også medgive, at forbedringerne, når man ser samlet på det, er minimale. Og det er slet ikke nok. Det er vi alle - politikere som embedsmænd - enige om", siger koncerndirektør i Region Hovedstaden, Svend Hartling.

Region Hovedstaden har et servicemål om, at alle opkald skal være besvaret inden for 10 minutter. Den detaljerede opgørelse viser, at det ikke lykkedes en eneste dag i sidste uge, hvor andelen af besvarede opkald inden for 10 minutter svingede mellem 16-95 procent. Værst i søndags, bedst i onsdag.

PLO: Ansæt os

Formand for PLO Hovedstaden Birgitte Alling-Møller mener, at det nye tal fra regionen understreger, at det ikke kun handler om antallet af telefonlinjer:

”Der skal kvalificeret sundhedsprofessionelle til at tage telefonen. Telefonvisitation er en svær opgave, speciallæge i almen medicin er og bliver specialisten, da de har daglig erfaring fra klinikken. Regionen må indse, at skal tiderne ned, så handler det ikke kun om antal telefonlinjer, men også om, hvem der tager telefonen. Det bør de overveje,” siger hun.

1813 har weekendproblemer

Opgørelser viser også, at 1813-telefonen særligt i weekenderne har store problemer. Både med ekstraordinære lange ventetider, hvor medianventetiden i forgårs, søndag den 19. januar, på overhovedet at komme igennem var på 18:04 minutter, mens kun 16 procent af opkaldene blev besvaret inden for de ønskede ti minutter.

"Denne weekend var skidt, da vi oplevede akut sygdom blandt personalet. Det kan også ses i tallene," siger Svend Hartling fra regionen og fortsætter:

"Folk begyndte samtidig at ringe ind tidligere, end de havde gjort i de foregående uger, og den kø kom vi desværre aldrig af med. Som noget positivt vil jeg dog også tilføje, at færre personaler på arbejde faktisk formåede at tage flere opkaldt per mand. Men vi er selvfølgelig ikke i mål. Vi har nu en handleplan, der skal sikre, at vi til april overholder servicemålene. Og det tror jeg, er realistisk".

Svært at få en læge i røret

Særligt problematisk er det, hvis borgerne ønsker at tale med en læge. I søndags måtte folk, der endelig var kommet igennem, vente 13 minutter på at få en læge i røret. En borger måtte vente hele 58 minutter.

På ugebasis er det dog gået i den rigtige retning, hvis man vil tale med en læge. Medianventetiden var i den første og stærkt kritiserede premiereuge på 21 minutter. Uge 2 var det faldet til 8:55 minutter og i sidste uge var det nede på 6:36 minutter. Regionen påpeger, at der ikke er ventetid ved behov for akut lægelig vurdering.

Regionen understreger, at den har iværksat initiativer, der skal sikre en optimering af driften i akuttelefonen 1813. Eksempelvis tilpasses vagtplanerne døgn- og ugerytmen. Ved pres sættes en læge til receptudskrivelser. Der er ansat otte nye læger i sidste uge, ligesom der skal sikres bedre koordination med vikarbureauer, der sender læger.

Læs Region Hovedstadens pressemeddelese om, hvordan den vil nedbringe ventetiden til 1813.