Hvornår brillerne egentlig blev opfundet, fortaber sig lidt i tåger. Men selv før brillerne fandtes der midler, der kunne hjælpe med læsningen, også når man efter 40-årsalderen begyndte at døje med gammelmandssyn.
Den romerske historiker Plinius den Ældre skrev omkr. 77 e.Kr. i sin Naturhistorie, at kejser Nero holdt en smaragdus op foran øjet, når han betragtede gladiatorkampene. Plinius brugte denne glose om flere slags grønne mineraler og mente, at de havde en beroligende virkning for synet. Så Nero har næppe fået hjælp af at se igennem en ædelsten. Måske har han brugt den som en slags solbrille, eller fordi grønt efter sigende »er godt for øjet«.
Vi kommer sagen lidt nærmere hos Neros huslærer, filosoffen Seneca, som bemærkede, at »bogstaver, uanset hvor små og utydelige, er forholdsvist store og tydelige, når man ser dem gennem en glaskugle fyldt med vand«.
Den første, som beskriver den forstørrende virkning af buet glas, er den arabiske matematiker Ibn al-Haytham i bogen Kitāb al-Manāẓir (Bogen om optik) i 1021. Al-Haythar nøjes ikke med at beskrive fænomenet, men bringer det i praktisk anvendelse ved at fremstille »læsekugler«. Europæerne hører først om den vigtige opfindelse, efter at bogen er oversat til latin af italienske munke. Her kan man endda læse en anvisning på at fremstille konvekse halvkugler af halvædelsten, der forstørrer bogstaverne, når man lægger den slebne linse på bogsiden.
Den engelske lærde Roger Bacon (1214-1294) skriver om muligheden af at benytte sfærisk glas som hjælpemiddel ved læsning. Han noterer, at farveløst glas ville være det ideelle materiale til formålet. Problemet var, at de eneste, som på dette tidspunkt kunne fremstille farveløst glas, var de fabelagtigt dygtige glasmagerne i Venedig og Murano. Og de behandlede metoden som en statshemmelighed. Indtil videre måtte man derfor fremstille læselinserne af kvartskrystal eller beryl, som havde en særlig forstørrende effekt. Linserne kaldtes lapides ad legendum (»sten til at læse med«) og havde en plan og en konveks side. Når man lagde den flade side oven på teksten, forstørrede den bogstaverne, og man kunne så flytte den langs den skrevne linje.
Hvem der skal have æren af at opfinde egentlige briller, kan diskuteres. I et sidekapel i kirken Santa Maria Maggiore i Firenze finder man denne gravskrift: »Her hviler florentineren Salvino d’Armato degli Armati. Han opfandt brillerne. Gud tilgive ham hans synd. Han døde 1317«.
Den første omtale af briller er dog lidt tidligere. I sit værk Lilium medicinum fra ca. 1305 omtaler den franske læge og professor ved universitetet i Montpellier, Bernard de Gordon (1270-1330) briller som oculus berellinus, idet det første materiale var beryl.
Beryls forstørrende evner er dog allerede omtalt i det tyske epos Der jüngere Titurel, som blev nedskrevet senest i 1260. En af hovedpersonerne havde et øgenavn: »Hans far navngav ham Parille efter den sten (beryl, red.), som øjne kan se igennem. Den gør små ting store. Og han lagde stor vægt på småting«. Længere nede i teksten præciseres det, at »beryl forstørrer den skrift, som ses igennem den«.
Beryl → Parille → brille: Hermed er ordets oprindelse i hvert fald på plads.
De tidligste briller hjalp kun ved langsyn og »gammelmandssyn«. Konkave linser til korrektion af nærsynethed hører man første gang om langt senere, da den tyske teolog og naturforsker Nikolaus von Kues i 1451 foreslår, at man sliber sådanne linser af beryl.
Det første kendte billede af en brillebærer er Tommaso de Modenas maleri fra 1352, som viser munke, der læser og skriver manuskripter. En af munkene bruger et forstørrelsesglas, men en anden har et par briller til at balancere på næseryggen.
Briller vandt hurtigt udbredelse ved europæiske klostre, universiteter og i administrationen. De blev også tyndere og lettere i takt med, at venetianske glasmagere blev bedre til at slibe linserne (som de første par hundrede år kun var konvekse og derfor kun i stand til at afhjælpe langsynethed). Brillestel måtte dog fremstilles af træ eller jern og var fortsat en tung og klodset affære.
Omkring 1364 skrev den florentinske digter Petrarca i et privat brev, at hans syn altid havde været godt, men nu, da han havde rundet de 60 år, var han »ikke uden modvilje« nødt til at bruge briller. Det viser, at kendskabet til og brugen af briller allerede var kendt blandt intellektuelle i sidste halvdel af 1300-tallet.
De ældste briller, som kendes, er fra 1300-tallet og er velbevarede med rammer af træ. De blev fundet i 1953 under gulvplankerne på Wienhausen, et katolsk kloster i Niedersachsen. De to rammer er nittet sammen og kan klemmes fast over næseryggen. De har en dioptri på 3,4 og er altså til brug ved langsynethed.
Det er svært at overvurdere den enorme kulturelle betydning af briller. De gjorde det muligt at fortsætte med at læse og skrive, også efter 40-årsalderen og medvirkede derfor til udbredelsen af bøger og læsning. Mange kunne fortsætte med at arbejde i flere år og arbejde mere præcist.
Fra 1300-tallet behøvede ingen længere at holde op med at læse og skrive, fordi synet begyndte at svigte, og i takt med, at papiret afløste det kostbare pergament og efter opfindelsen af bogtrykkerkunsten i 1482, eksploderede efterspørgslen på briller, og prisen raslede ned. Lærdom, skrivning og forretningsliv oplevede en kolossal vækst.
Briller, som vi kender dem, begyndte dog først at tage form i 1700-tallet. Indtil da var brillerne ikke noget, man tilpassede ansigtet og bar på næsen: Bæreren måtte holde dem op foran øjnene – men nu var springet ikke så langt til at lave en bro over næseryggen og påsætte et par stænger, der kunne holde dem på plads.
Den næste store forbedring var bifokale linser, som efter sigende blev opfundet af filosoffen, statsmanden m.m. Benjamin Franklin i 1784. Han var så irriteret over at skulle skifte mellem briller til det nære og til det fjerne, at han kombinerede to linser ved at slibe dem og kombinere de to segmenter i ét stel med en skarp grænse mellem den øverste og nederste del. Næste skridt stod den franske øjenlæge Louis de Wecker for, da han i 1800-tallet forbedrede Franklins opfindelse ved at kombinere de to sektioner i samme glas.
De eneste virkelige forbedringer siden Franklins opfindelse af de bifokale glas skete frem til moderne tid i fremstillingsmetoder, bedre linseteknologi, materialernes kvalitet og nye materialer: linser af plastik og polykarbonat. Men det grundlæggende design er forblevet det samme.
I 1953 skete dog et væsentligt fremskridt, da Varilux og Carl Zeiss udtog patent på en ny, progressiv linse (»glidende overgang«), der gjorde det muligt for bæreren at se klart nær ved, på mellemdistancen og langt borte med den samme brille.
I Danmark bruger omkring 70% af befolkningen briller eller kontaktlinser. Efter de 60 år er det hele 92%.
I dag er brillen ikke længere bare et hjælpemiddel til folk med nedsat synsevne. De er også blevet et fashion statement og fås i en uendelig variation af farver, udformninger, materialer og størrelser.
Kontaktlinser er en helt anden historie.
