10.50 Efter tea break har jeg en patient, som jeg har set før. Vi er efterhånden kommet til, at han har irritabel tyktarm. Han er grundigt udredt, både af Ruslan og af en speciallæge på et nærliggende hospital. Han har været i medicinsk behandling uden blivende resultater. Vi udser ham til case for eftermiddagens patient care conference, hvor vi vil spørge de andre i teamet om ideer til den videre behandling.
11.00 Møde om den nye fælles konsultationsjournal. Det er ikke nemt at få et kommunikationssystem til at fungere, så de mange forskellige typer behandlere forstår hinanden. Projektet her er at skabe en klinik, hvor forskellige behandlingsmetoder arbejder sammen. Patientansvaret deles lige nu mellem lægevidenskab (urolog, gynækolog, praktiserende læger), ayurveda, homøopati, kinesisk medicin, medicinsk shiatzu, akupunktur, heilpraktik, psykoterapi og åndedrætslære. Derudover er her sygeplejersker og jordemoder.
11.45 Jeg går hen efter varer i distribueringscentralen. Auroville indkøber de almindeligste fødevarer. Ingen luksus og intet kød. Der er ingen priser – du tager kun det, du har brug for. Emballage genanvendes. Så møder jeg min mand i Solar Kitchen til et enkelt måltid: ris, karrysovs, salat og fladbrød. Masser af mennesker, der spiser sammen, som at være på højskole. Jeg tager hjem for at holde middagspause.
14.00 Jeg er patient hos Andrés, klinikkens specialist i traditionel kinesisk medicin. Efterveer af et mindre maveonde. Terapeuter og læger har aftalt, at alle skal prøve at være patienter hos alle. Jeg får instruktioner i kost og øvelser og får sat akupunkturnåle.
15.00 Dagens højdepunkt: Konferencen, hvor terapeuter og læger mødes og lærer om hinandens behandlingsmetoder. Dr. Ruslan og jeg fremlægger vores patienter, og der lægges integrerede planer for deres videre forløb – hvem skal inddrages osv. Mødets temaemne er astma, hvor vi i lille skala vil forsøge at registrere og dokumentere de forskellige behandlingsmetoders effekt.
17.00 Jeg cykler hjem. Omkring mig er der smukt grønt, og der er en lun, tør eftermiddagsluft. Og tænker over den uvante følelse af at dele patientansvar med ikkelæger. Det er ikke nogen lille ting, men jeg stoler på vores terapeuter. Jeg har set dem arbejde. De er grundige og virker fagligt kompetente. Jeg er spændt på at se, hvad vores samarbejde kan bringe.