06.00 Vækkeuret ringer. Snoozer lidt. Det er første dag efter ferie. Jeg står op og får styr på madpakker. Jeg løber de få kilometer på arbejde et par dage om ugen. Det gryr, og luften er kølig. Jeg når i bad og er klar til morgenkonferencerne.
08.00 Morgenmøde på »Hjertesygdomme, Intensiv Behandling 2143«. Mødet styres af den ansvarshavende sygeplejerske, og alle patienter fremlægges af sygeplejerskerne, der har fået overlevering fra nattevagten. De er gode til at give en kort og konkret rapport. På 15 minutter når vi at gennemgå alle syv patienter, lægge en overordnet foreløbig plan for tiltag og lave en prioritering af stuegangen.
08.15 Morgenkonference for afdelingens læger. En patient med en stor blodprop i lungerne er indlagt. Han kunne være kandidat til en ny interventionsbehandling, vi har taget i brug for få måneder siden, hvor vi udfører en kateterbaseret embolektomi.
08.30 Jeg ser en ambulant patient, som jeg følger for svært hjertesvigt, og som fortsat er ret skrøbelig. Alt er dog stabilt, og vi aftaler en ny tid om et par måneder. Patienten har mit nummer, så han kan ringe, hvis der er behov for at blive set før. Det bruger jeg hos de fleste af mine ambulante patienter.
09.00 Jeg gennemgår patienten med blodprop i lungerne. Han er fortsat kredsløbspåvirket og har stort iltbehov. Blodproppen sidder centralt, og efter en kort konference blandt nogle af afdelingens læger er vi enige om at tilbyde den nye interventionsbehandling. Kirurgisk behandling er ikke relevant, fordi der er set metastasesuspekte forandringer i den medskannede del af abdomen, som giver bekymring i forhold til trombolyse. Jeg informerer patienten. Også om at vi endnu ikke har stor erfaring med kateterbaseret behandling. Han vil være den tredje patient hos os til at få denne behandling. Patienten er indforstået og får en plads på programmet om nogle timer.
09.30 Stuegang på intensivafsnittet sammen med en kollega. Dagens patienter gennemgås. En midaldrende mand er længe om at vågne op efter hjertestop. Der suppleres med EEG, og vi vurderer, at patienten har god prognose. Pårørende er til stede og informeres. Stuegangen på intensivafsnittet er struktureret, så alle organsystemer og forhold omkring patienten gennemgås systematisk. Hos denne patient er fokus på den neurologiske prognose og udredning af hjertesygdom. Jeg afbrydes undervejs af et par telefonopkald fra vagthavende og fra koordinator i Kardiologisk Laboratorium, men spørgsmålene kan hurtigt klares.
11.00 Opkald fra en kollega på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Vi har en aftale med Grønland om at modtage deres patienter. Det er kardiolog Uka Wilhjelm Geisler, der ringer (læs også ugeskriftet.dk/nyhed/defensiv-medicin-findes-ikke-i-groenland). Hun ønsker at overflytte en ung med mistanke om purulent perikarditis, og der er en plads på et fly, der skal evakuere en anden patient. Det er altid relevante patienter, der sendes den lange vej. Vi reserverer en plads til i aften, hvor de lander i Københavns Lufthavn.
11.30 Jeg har et kort onlinemøde med to læger fra et andet hospital om et kommende forskningsprojekt om de hæmodynamiske virkninger af lægemidler, vi anvender på afdelingen. Det lover godt. Vi har samarbejdet før, og jeg har været ph.d.-vejleder for den ene. Vi diskuterer behov for anmeldelse til Videnskabsetisk Komite og bliver enige om at anmelde forsøget, særlig da habiliteten for patienter på intensiv ofte ikke er til stede.
12.00 Der er plads i operationsrummet. Jeg udfører sammen med en kollega teamets tredje perkutane embolektomi siden programmets opstart. Holdet omfatter også Kardiologisk Laboratorium-sygeplejersker, som har været med ved de tidligere patienter, og proceduren skrider godt frem. Vi opnår en stor høst af trombemateriale fra pulmonalarterierne og får lukket den 8 mm store adgang i patientens lyske uden blødning. Patienten køres tilbage på sengeafsnittet. Jeg puster ud. Jeg kan godt mærke, at der er ekstra nerver og fokus på, når der skal udføres en ny procedure.
»Patienten køres tilbage på sengeafsnittet. Jeg puster ud. Jeg kan godt mærke, at der er ekstra nerver og fokus på, når der skal udføres en ny procedure«Jesper Kjærgaard, overlæge og kardiolog, Rigshospitalet
14.30 Runder intensivafsnittet igen, som heldigvis ligger side om side med vores akutte koronarafsnit og Kardiologisk Laboratorium til de akutte procedurer. Min kollega har passet intensivafdelingen, mens jeg har været til proceduren, og vi er i mål med stuegangen. Jeg følger op med sygeplejerskerne i forhold til planerne for mine tildelte patienter. Sygeplejerskerne har kunnet følge alle planer og har helt styr på overlevering til aftenvagten.
15.30 Tilser patienten, der har fået embolektomi. Der er fortsat ingen tegn på komplikationer, og patientens iltbehov er borte. Patientens pårørende er også til stede, og vi taler om sygdommen, efterbehandling og proceduren. Der er behov for mere udredning, især af de metastasesuspekte forandringer på CT, som må være den udløsende årsag til lungeembolien. Jeg har været tydelig fra starten om, at der bliver behov for mere udredning. Jeg er blevet bedre til at være konkret i min information og fører samtalen ind på, at vi har mistanke om kræft. Det bliver patientens lokale sygehus, der forestår den udredning. Patienten og pårørende tager det pænt, den ene pårørende giver mig et kram på vej ud. Det er alligevel sjældent.
16.30 Jeg gør det sidste færdigt på kontoret, klæder om og løber hjem.
17.00 Jeg taler lidt om dagens begivenheder med min kæreste, særlig om embolektomien: Det føles rigtig godt, at det virkede, og at der ikke opstod komplikationer. Jeg fortæller også om krammet, der betød meget for mig. Vi laver aftensmad, og der falder lidt ro på det hele.
21.00 Aftenkaffe, jeg åbner PC’en og får lidt styr på nogle e-mail.
23.00 Der er ro i huset, der er ryddet op, og vi går i seng.
