Håndtrykket: Ven eller fjende?

Håndtryk? Aldrig mere

På en ganske almindelig arbejdsdag kunne han snildt nå op på 50 håndtryk. Ofte flere. Hele 50 gange, hvor han med sit håndtryk udsatte både den anden person og sig selv for en smitterisiko.

»Det er ikke hensigtsmæssigt på en afdeling som vores, hvor vi har med sårbare patienter at gøre«, siger Thomas Broe Christensen, ledende overlæge på Onkologisk og Palliativ Afdeling på Nordsjællands Hospital i Hillerød.

Derfor besluttede han i sensommeren 2019, at personalet skulle møde patienterne på en ny måde. Håndtrykket fik den kolde skulder.

»Det ville være en god forberedelse til influenzasæsonen. Vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt, for at forhindre smittespredning på afdelingen, hvor mange patienter får kemoterapi og derfor er vulnerable. Og vi ved jo, at håndtrykket er en af de hilseformer, der overfører mest smitte«, siger Thomas Broe Christensen.

Grinede af det

Der blev sat plakater op på afdelingen med teksten: »Vi siger goddag med et smil, ikke et håndtryk«, de elektroniske informationstavler formidlede samme budskab, og det var også muligt at sende et godt gammeldags postkort med teksten.

I begyndelsen var der lidt modstand mod det i personalegruppen, og der var også nogle, der grinede af chefens fikse idé.

»Men det er jeg vant til. I ti år har jeg prøvet at afskaffe håndtrykket; der har altid været modstand, og det er aldrig blevet til noget. Men denne gang var det anderledes, for nu var jeg blevet leder og kunne fastholde idéen«, griner Thomas Broe Christensen, der har været ledende overlæge i Hillerød siden 2016.

At se og anerkende

Men hvad stiller man op, når man møder en ny patient og gerne vil virke både høflig, imødekommende og tillidsvækkende – uden at give hånd?

»Jeg bruger en orientalskinspireret hilsen, hvor jeg samler hænderne foran mig og bukker. Med den hilsen kan jeg få signaleret de samme ting, som man signalerer med et godt håndtryk: at patienterne føler sig set, anerkendt og respekteret«, siger Thomas Broe Christensen.

Der er ikke forbud mod håndtryk, men det er “god takt og tone” at undlade det.

»Med vores hilsen skal vi se og anerkende patienten, men det kan man gøre på mange måder. Nogle gør det på den orientalskinspirerede måde, ligesom jeg gør, andre lægger hånden på hjertet, og så er der dem, der løfter hånden op til hilsen og siger hej«, forklarer Thomas Broe Christensen.

Hvad med sprit?

Med coronaepidemiens indtog forduftede de faste, varme håndtryk i hele sundhedsvæsenet, og Thomas Broe Christensens plakater begyndte at dukke op på flere af de andre afdelinger på hospitalet i Hillerød.

Men en dag kommer vi ud på den anden side af epidemien igen. Sundhedspersonale har jo sprit og håndvask på rygraden, så til den tid kan vi vel godt trykke i hænder igen?

»Nej. Vi har nogle ret genstridige infektioner på hospitalerne som Clostridium og norovirus – de kan ikke fjernes med sprit eller håndvask. Der skal bruges klor, og man vasker jo ikke hænder i klor 100 gange om dagen«, siger Thomas Broe Christensen.

Står det til ham, kommer håndtrykket aldrig tilbage i sundhedsvæsenet – i hvert fald ikke på hans afdeling:

»Vi gennemførte en evaluering af vores projekt med nye hilseformer i efteråret – før corona. Evalueringen viste, at både personale og patienter var meget tilfredse. Jeg tror, at det kun var en ud af de 60 patienter, vi spurgte, som syntes, at det var noget underligt noget. Jeg er blevet virkelig positivt overrasket over, hvor hurtigt personale og patienter har taget idéen til sig«.

For mig er det unaturligt ikke at give hånd

»Jeg savner håndtrykket m-e-g-e-t«.

Ordene kommer prompte fra 1. reservelæge og mave-tarm-kirurg Mai-Britt Worm Ørntoft fra Aarhus Universitetshospital.

Håndtrykket er dømt ude under coronaepidemien, og det passer bestemt ikke Mai-Britt Worm Ørntoft. Hun kan godt forstå, at tiden ikke er inde til nærkontakt mellem menneskers hænder i stor stil, men uden håndtrykket har hun mistet et vigtigt værktøj som læge.

»Jeg bruger håndtrykket professionelt. Håndtrykket markerer en fin rammesætning om konsultationen; man starter med at give hånd, og man slutter med at give hånd«, forklarer hun:

»Når jeg giver hånd, ser og mærker jeg patienten, og jeg fornemmer stemninger og nervøsitet. Samtidig signalerer jeg med et fast og varmt håndtryk, at jeg som repræsentant for sundhedsvæsenet har styr på det, og at jeg tager hånd om patienten. For mig er det unaturligt ikke at give hånd«.

Håndtrykket fortæller

Med en coronaepidemi lige uden for døren har Mai-Britt Worm Ørntoft været nødt til at finde på nye hilsener. I dag hilser hun på patienterne med et nik og et »velkommen til afdelingen«, og så beder hun dem om at oplyse deres CPR-nummer. Derefter kan konsultationen gå i gang.

Men med den indledning føler hun, at hun er lidt bagud fra start.

»Som mave-tarm-kirurg møder jeg ofte patienter, som kan være lidt nervøse, eller som kan være akut dårlige. I ambulatoriet laver jeg for eksempel sigmoideoskopier, og når jeg ikke kan give patienterne et håndtryk, mangler jeg forhåndsinformation om, hvordan de har det med at skulle have undersøgelsen«, siger hun og forklarer:

»Er de klamme i håndfladerne, ryster de lidt, er de koldsvedende, og kan de efterkomme et rigtigt håndtryk? Den information bruger jeg, når jeg undersøger dem. Hvis jeg fornemmer, at de er meget nervøse, kan jeg tage mig bedre tid til at forklare om undersøgelsen, og jeg kan ved hjælp af mine hænder og nonverbal kommunikation forsøge at berolige dem undervejs«, forklarer Mai-Britt Worm Ørntoft.

Holde i hånd og trøste

Et er den formelle hilsen. Noget andet er, at Mai-Britt Worm Ørntoft i sit arbejde som læge har været vant til at bruge sine hænder til at udtrykke empati og medfølelse med patienter. At kunne holde i hånd og trøste. Det forhindrer afstandskravet, og det er næsten det værste. Hun kan da heller ikke helt lade være.

»Hvis jeg mærker, at de er meget nervøse, eller de er meget kede af det, tager jeg deres hånd. Så sidder jeg ved siden af dem og snakker med dem og hører til anamnese og symptomer, mens jeg holder dem i hånden«, forklarer Mai-Britt Worm Ørntoft.

Man kan også trøste en patient, der er ked af det, ved at lægge en hånd på skulderen. Så er smitterisikoen mindre. Men igen er der et men.

»For nogle – især mænd – er en hånd på skulderen for meget føle-føle. Fordelen ved håndtrykket er, at det er en indgroet del af vores kultur, og derfor virker det ikke så anmassende. Det er naturligt«, siger hun.

Nogle patienter har lynhurtigt vænnet sig til de nye tider. Det er især de yngre og knap så syge. De nikker bare, sætter sig ned i stolen, oplyser deres CPR-nummer

og begynder at snakke.

Men de ældre og meget syge patienter bliver usikre, når lægen opfører sig mærkeligt; når lægen holder afstand, ikke vil give hånd og ikke vil holde i hånden.

»For mange patienter er det en akavet situation, og vi taler om det. Jeg synes, det er synd for dem, så selvom jeg forsøger at undlade at give hånd, så gør jeg det altså en gang imellem. Så spritter vi af bagefter«, siger Mai-Britt Worm Ørntoft.

Farvel til en kær, gammel vane

Det var i begyndelsen af marts, og det var nye tider i lægehuset i Sønder Omme. På døren og i venteværelset hang der store opslag om, at lægerne ikke mere gav hånd til deres patienter.

Inde i konsultationslokalerne hang sedlerne også, for ellers kom lægerne til at glemme det, og så stod de der og viftede med hænderne, og patienterne blev forvirrede og sagde: »det må vi jo ikke«.

Praktiserende læge i Sønder Omme, Henriette Poulsen, griner, når hun fortæller om al forvirringen i begyndelsen af coronaepidemien.

»Jeg har altid været glad for at hilse på patienterne med et håndtryk. Sådan gør vi i Danmark, det er noget, vi alle sammen kender, og det er sådan en god måde at komme i gang på. Det er en indgroet vane, så det var godt nok svært for mig at lade være i starten«, forklarer hun.

Henriette Poulsen har også altid tænkt, at hun får informationer ud af håndtrykket. Som praktiserende læge kender hun mange af sine patienter godt, og hun kan hurtigt fornemme, hvis noget ikke er, som det plejer.

»Det hører lidt med til den kliniske vurdering. Jeg har da gået og bildt mig selv ind, at jeg kunne bruge håndtrykket som en del af alt det, jeg bruger, når jeg skal aflæse patientens helbred og sindsstemning«, forklarer hun.

Pludselig var lægen ikke syg

Men i dag tænker Henriette Poulsen ikke sådan. For dagene gik, februar blev til marts, foråret bankede på, april blev til maj, juni kom, og der manglede noget. Noget, som ellers altid plejede at dukke op i de tidlige forårsmåneder.

Hun havde slet ikke været syg. Der havde ikke været de sædvanlige dage med småfeber, hoste, snot og nys. »Jeg har ikke døjet med de luftvejs-infektioner, som jeg plejer at rende ind i. Det har jeg tænkt meget over. Selv om man vasker fingre og spritter af, smutter der nok nemmere noget igennem, når man har den der fysiske nærkontakt med mange mennesker i løbet af en dag«, funderer Henriette Poulsen.

Derfor går hun nu og overvejer, hvad der skal ske med håndtrykket i lægehuset, når coronaepidemien en dag er blevet historie:

»Jeg tror faktisk, at jeg vil lade være med at give hånd fremover. Den der kontakt – håndflade mod håndflade – den er altså ikke så vigtig, som jeg troede. Der er ikke nogen patienter, der har sagt, at de savner håndtrykket, og jeg synes, det fungerer fint, som det er nu«.

Vil stadig trøste

Hvis en patient er meget ked af det og græder, så sker det dog, at hun rykker nærmere på trods af coronaafstand og lægger en trøstende hånd på patientens arm. Det skal ikke være så firkantet.

»Jeg har fundet ud af, at håndtrykket ikke betyder så meget for mig. Men det er til gengæld vigtigt for mig, at jeg kan trøste med berøring. Så det gør jeg nogle gange, og det vil jeg helt sikkert også fortsætte med efter corona«, forklarer Henriette Poulsen.

Men hvordan vil hun så hilse på patienterne fremover?

»Ligesom i dag. Når de kommer ud fra venteværelset, står jeg i døren og bukker for dem og viser dem inden for med hånden, sådan som man gør hos Dronningen – ikke at jeg har prøvet at være hos Dronningen, men jeg forestiller mig, at det er sådan, de gør. Mine patienter siger, at de føler sig helt kongelige. Det skal de også«.

Oplært i håndtryk, men det er måske lidt dumt

Det var første dag på lægestudiet i Odense. Eller det er i hvert fald det første, Mikkel Skotting kan huske fra studiet. De havde noget om kommunikation, der hed »Den gode relation«, og de skulle øve sig i at give hånd.

»Vi gik sammen i par, og så begyndte vi at ryste hinandens hænder. Vi skulle give feedback til vores partner, og vi tænkte som gale over vores fremtoning, vores blik, og frem for alt var vi meget opmærksomme på, om vores håndtryk var tilpas fast og velkalibreret«, fortæller han.

Dengang spekulerede han ikke så meget over, om det var en god idé. Flere kommunikationskurser dukkede op, og for Mikkel Skotting stod én klar konklusion tilbage: »Håndtrykket er essentielt for læge-patient-relationen«.

Men han havde også mikrobiologi og immunologi, og her lærte han noget helt andet. Han lærte om hænderne som store smittespredere og om læger, der mod deres vilje kan komme til at agere »dødsengle«, der spreder bakterier og iatrogene infektioner fra patient til patient.

Mikkel Skotting begyndte at undre sig.

»Jeg spurgte mine undervisere, om det ikke er dumt, at vi går rundt og trykker patienternes hænder, når det kan sprede smitte. De svarede noget i stil med, at det ikke er hensigtsmæssigt, når man tænker på smitteveje, men at læge-patient-relationen vejer tungest, så det skal vi fortsætte med«, husker han.

Tæt på patienterne

Mikkel Skotting er spritny læge. Den 24. juni aflagde han lægeløfte på Aarhus Universitet, og den 1. august begyndte han som KBU-læge på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Men han har ikke lyst til at hilse på patienterne med et håndtryk.

»Jeg synes, det bør veje tungere, at vi forsøger at begrænse smittevejene så godt, vi kan. Det er ikke, fordi jeg mener, det er en katastrofe at give hånd til patienterne, og jeg har ikke noget imod at røre dem som sådan. Det vil jeg for eksempel gøre, når jeg undersøger dem, og jeg kan også bede dem om at trykke mig i hånden for at teste deres muskelstyrke«.

Mikkel Skotting tager en dyb indånding. Han fortsætter:

»Men jeg synes bare ikke, det er så hensigtsmæssigt med det håndtryk. På et hospital er der mange udsatte mennesker, og jeg mener faktisk ikke, at vi gør nok for at beskytte dem i dag«.

Hånden på hjertet

Mikkel Skotting har længe gået og overvejet, hvordan han vil hilse på patienterne i Esbjerg. Hans far har foreslået ham at gøre honnør, men det har han dog ikke tænkt sig. Det er lige lovlig festligt.

Han kan godt se fordele ved håndtrykket som formel hilsen; vi er vant til det, det er neutralt, det er trygt, og det skaber en ukompliceret kontakt mellem læge og patient. En hilsen skal passe til både de lettere patientmøder og til de tungere.

»Den hilsen, man bruger som læge, skal helst afspejle en grad af ærbødighed og seriøsitet. En hilsen, som jeg selv synes besidder nogle af de kvaliteter, er at lægge hånden på hjertet«, siger Mikkel Skotting.

Som KBU-læge kommer han til at starte nederst i lægehierarkiet, og han er klar over, at han kan komme på afdelinger, hvor håndtrykket er i høj kurs.

»Hvis de siger: ,her giver vi hånd’, så giver jeg hånd. Så autoritetstro er jeg. Jeg ønsker heller ikke at bringe patienterne i forlegenhed og skabe en akavet situation, hvor de står med hånden fremme og venter på et håndtryk«, siger Mikkel Skotting.

Han vil bare så gerne undgå det håndtryk.

»Det er noget, vi skal være enige om at lade være med i sundhedsvæsenet, så patienterne ved, hvordan vi hilser på dem, og at vi ikke er uhøflige. Jeg håber, vi beslutter os for at skrotte håndtrykket – både for vores egen og for patienternes skyld«.