Har man sagt A, må man også sige B

For nogle måneder siden bød Jette Ingerslev endnu en gruppe nye læger velkommen til medicinsk afdeling på Næstved Sygehus. Lægerne kom som ofte før fra fjerne lande. De var flygtet fra kulturer med fremmede værdier, helt andre sprog og med sundhedsvæsener langt fra det danske.

Jette Ingerslev sagde, som det var, at de stod over for en stor opgave. Men hun lagde heller ikke skjul på, at hun ville gøre alt for, at opgaven skulle lykkes.

Hun gav dem sit telefonnummer. For hvis der skulle opstå problemer, så skulle de bare sendes videre til hende. Jette Ingerslev er ikke helt almindelig. Og det ved hun godt selv.

»Jeg er det, der kan kaldes en ildsjæl,« fastslår den 66-årige ledende overlæge, der altid har sin dør åben og er klar til at hjælpe med alt fra udformningen af en ansøgning til råd med private problemer. Intet er for stort og intet for småt.

Jette Ingerslev kom til Næstved Sygehus for halvandet år siden og har i dag ansvaret for 24 yngre læger og 16 speciallæger. Cirka hver tredje læge er udlænding. Og her taler vi ikke om Norge og Sverige. Men typiske tredjelande som Irak og Afghanistan.

Næstved Sygehus ligger ganske vist på Sjælland, men når det handler om at rekruttere nye læger, har sygehuset samme problemer som sygehuse i Rønne og Aalborg. Derfor bliver Jette Ingerslev »nødt til at tage udenlandske læger«.

Eller undskyld. For det er en af de vendinger, som overlægen ikke vil høre.

Hun kræver respekt om sine læger med udenlandsk uddannelse. Men spørgsmålet er, hvordan hun inderst inde har det med at have så mange læger med udenlandsk baggrund?

»Jeg synes, at der ligger en forpligtelse i at få dem uddannet. Når vi først har sagt A og fået dem ind i landet, må vi også sige B og C. Jeg interesserer mig for dem som mennesker og taler med dem om det faglige og også om deres privatliv. Jeg inviterer alle lægerne hjem til mig et par gange om året. Et slags åbent hus til jul og om sommeren,« lyder hendes første svar.