Har medicinsk behandling af fedme en fremtid?

Det er generelt accepteret, at fedme er en kronisk tilstand, hvor opnåelse af større blivende vægttab er meget vanskelig [1]. For dem, der har udviklet fedme, vil en understøttende medicinsk behandling med henblik på at opnå større og mere blivende vægttab derfor være meget velkommen. Medicinsk behandling af fedme har faktisk været anvendt i mere end hundrede år, men effekten har været begrænset og bivirkningerne generelt for store, hvorfor næsten alle tidligere anvendte midler nu er trukket tilbage - de sidste og mest kendte i Danmark har været Isomeride (tilbagetrukket 1997), Letigen (tilbagetrukket i 2003) og sidst Acomplia (tilbagetrukket i oktober 2008). Så efter tilbageslaget for den store satsning, specielt med Acomplia, hersker der nu en vis afmatning blandt forskere, læger og medicinalindustrien vedrørende fremtiden for farmakologisk behandling af fedme. På den baggrund er det interessant, at der nu præsenteres resultater fra en klinisk afprøvning af et nyt farmakologisk stof til behandling af fedme i dette nummer af Ugeskriftet [2].

Det nye stof, tesofensine, er en tripelmonoamin-reuptake -hæmmer, der oprindeligt blev udviklet til behandling af neurodegerenative sygdomme som Alzheimers og Parkinsons sygdomme [3]. Det, der i første omgang adskiller denne undersøgelse fra tidligere, er, at vægttabet, der opnås med det nye stof efter seks måneder, er større, end hvad der generelt tidligere er set med farmakologisk behandling - ca. 10 kg versus 3-6 kg (placebokorrigeret) [4]. Tesofensines virkning er meget tæt på virkningsmekanismen for et andet middel, sibutramin, der aktuelt er på det danske marked til behandling af fedme under navnet Reductil. Det er uafklaret, hvorfor vægttabet er større for tesofensine end for sibutramin, men sibutramins bivirkninger med henblik på øgning af puls og blodtryk genfindes også for tesofensine i de højeste doser, og specielt synes tesofensine at øge hjertefrekvensen. Herudover synes bivirkningerne også set i forhold til eventuelle psykiske problemer at være relativt begrænsede for tesofensine bedømt ud fra den aktuelle fase II-undersøgelse. Som også anført af forfatterne, er der adskillige begrænsninger i undersøgelsen. De, der har komplikationer til fedmen med diabetes, sværere hypertension samt psykiske problemer - altså de, der også vil have mest gavn af vægttab, er ekskluderet fra undersøgelsen. En anden meget vigtig faktor er længden af interventionen, hvor seks måneder kun kan give en indikation af potentialet, men om det holder over længere tid, er indtil videre uvist. Slutteligt skal der i de kommende undersøgelser med stoffet fokuseres mere på bivirkninger, hvor erfaringerne fra Acomplia indikerer, at der meget tidligt i forløbet skal foreligge grundige undersøgelser af de mulige psykiske bivirkninger. Sjældne, men alvorlige bivirkninger som hjerteklapskader og pulmonal hypertension bør også undersøges ved denne type stoffer. I modsætning til Alzheimers og Parkinsons sygdomme vil den primære behandling af fedme rette sig mod yngre, ofte meget yngre, personer, der ofte har relativt begrænsede medicinske komplikationer til fedmen, hvorfor sikkerheden i forbindelse med medicinsk fedmebehandling helt naturligt bør være i højsædet.

Det bliver spændende at følge, om tesofensine klarer de kommende undersøgelser med samme relativt beskedne grad af bivirkninger, som er vist i det aktuelle studie. Hvis det bliver tilfældet, vil det blæse nyt liv i området, hvor der også er håb om, at den store nye viden, der gennem specielt de seneste år er genereret vedrørende forståelse af appetitregulationen [5], vil resultere i udvikling af nye og forhåbentligt mere specifikke stoffer til behandling af fedme, hvor stofferne er udviklet på baggrund af en egentlig fysiologisk forståelse. Et af disse nyere midler er GLP-1-analoger, der for nylig er introduceret i behandling af type 2-diabetes, og som også er vist at have en vis vægtreducerende effekt. På baggrund af appetitregulationens redundans forventes det, at fremtidens medicinske fedmebehandling ikke kommer til at bestå af et enkelt stof med én virkning, men af flere stoffer, der angriber appetitten fra forskellige vinkler samtidigt.

Korrespondance: Bjørn Richelsen, Medicinsk-Endokrinologisk Afdeling C, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, DK-8000 Århus C.

E-mail: brich@dadlnet.dk

Interessekonflikter: Bjørn Richelsen har deltaget i kliniske undersøgelser af medicinsk fedmebehandling støttet af Abbott, Roche, Sanofi-aventis og Novo.