Skip to main content

Hashmisbrug er ikke en sygdom

Journalist Jacob Berner Moe, jacob@bernermoe.dk

1. nov. 2005
13 min.

Praktiserende læger overser unge med et hashmisbrug. Lægerne ser måske symptomerne, men tror fejlagtigt, at det drejer sig om en depression. Derfor stikker mange læger de unge hashmisbrugere en recept på lykkepiller.

Fejlbehandling, med andre ord.

Ovenstående alvorlige kritik kommer fra psykiateren Henrik Rindom. En af de førende eksperter herhjemme, når det handler om unge misbrugere.

Det er ikke første gang, at Henrik Rindom kritiserer det etablerede system for at svigte de unge stofmisbrugere. Ofte havner de slagkraftige budskaber på forsiden af aviserne. For eksempel i Politiken den 1. februar i år, hvor overskriften hed: »Læger giver medicin mod hash«.

Her bliver Henrik Rindom citeret for, at omtrent halvdelen af alle praktiserende læger ikke er i stand til at diagnosticere unge patienter korrekt, hvis de har et hashmisbrug.

Dagen efter blev Henrik Rindom ringet op af formanden for de praktiserende læger. Hvordan var han kommet frem til 50 procent?, ville formanden vide.

Der måtte Henrik Rindom blive svar skyldig. Han havde været lidt for hurtig på aftrækkeren, indrømmer han.

Men det ændrer ikke på budskabet, fastslår Henrik Rindom over for Ugeskriftet. Og derfor har han sagt »ja, selvfølgelig« til at få besøg denne fredag eftermiddag på sit kontor på psykiatrisk afdeling på H:S Hvidovre Hospital.

For at uddybe sin kritik og først og fremmest for at gøre kritikken konstruktiv.

Allerførst, hvad er dit grundlag for at udtale dig om, hvordan læger behandler unge stofmisbrugere?

»Jeg er halvtidsbeskæftiget her på Hvidovre Hospital. Men den anden halvdel af min tid bruger jeg på et projekt, der hedder Stofrådgivningen, hvor vi henvender os til unge med alskens misbrugsproblemer. I alderen 25 år og nedefter. De seneste to år, hvor projektet har kørt, har jeg haft 560 henvendelser. Jeg har oprettet 170 journaler. Det er mit grundlag,« siger Henrik Rindom og kigger afventende op. Ikke usikkert, snarere tværtimod.

Er et hashmisbrug noget de praktiserende læger skal tage sig af?

»Umiddelbart ja. De bør sikre sig, at der ikke er tale om et misbrug, og hvis det er et misbrug, så sende dem videre til behandling for deres misbrug.«

Og det sker ikke?

»Jeg har oplevet, at en lang række af de unge hashmisbrugere er blevet sat i behandling med lykkepiller. Og her er den praktiserende læge gået galt i byen. Jeg starter altid med at trappe dem ud af lykkepillerne, for det er vanskeligt at afgøre, om en ung er deprimeret, hvis han samtidig ryger en til tre gram hash dagligt.

Jeg forstår udmærket, hvorfor de praktiserende læger tager fejl. Man kan meget let mistænke en ung hashmisbruger for at have en depression. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er det en fejldiagnose,« siger Henrik Rindom.

Hvordan er symptomerne?

»Det er meget almindeligt, at depressive patienter klager over manglende appetit, søvnløshed, svigtende selvtillid, humørsvingninger og initiativløshed. Og det er disse symptomer, unge mennesker med et dagligt hashmisbrug klager over. Da vi har ganske mange unge, der ryger ganske meget herhjemme, så er det en meget let fælde for de praktiserende læger at falde i. Eller for hospitalsvæsenet, for det gælder i lige så høj grad her, når den unge indlægges.«

Hvor meget hash skal en ung mand eller kvinde ryge, før en læge skal reagere?

»Når de ryger 3-4 gange om ugen, skal vi være opmærksomme på, hvorfor de har behov for at være skæve hele tiden. Ville vi ikke også reagere, hvis vi havde en ung, der sagde: jeg har brug for at drikke mig fuld 3-4 gange om ugen? Ville man ikke også som praktiserende læge sige ,hov, det er for meget for unge under 20 år`. Det er lidt den sunde fornuft, vi skal bruge. Vi har efter min holdning en alt for ligegyldig holdning til, at unge ryger hash i dag.

Vi kan jo lave et lille tankeeksperiment: En hashrus kan sammenlignes med en alkoholrus. En rus er en rus. Man er påvirket. Hjernen er bragt i uorden. Kunne vi forestille os den situation, at to 14-årige piger mødte fulde op hver morgen i skole - lugtende af alkohol? Uden at man fra skolens side gjorde noget. Det ville være helt utænkeligt. Alle aktører ville blive kaldt på banen. Det ville blive en indberetningssag.«

Du mener, at problemets størrelse er det samme, uanset om det er hash eller alkohol?

»Fuldstændig. Unge, der bruger rusmidler for at have det bedre eller mindre dårligt, har behov for hjælp. Det interessante er bare, at de voksne har svært ved at opdage, hvis de unge er skæve, hvad man uden problemer kan, når de er fulde. Det er en af grundene til, at de ryger hash.«

Både i Danmark og resten af EU er der stadig flere unge, der ryger hash. Den såkaldte MULD-undersøgelse (foretaget i samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse) afdækker de 16-20-årige danskeres livsstil. Den seneste rapport fra 2003 konkluderer, at 37 procent af drengene og 29 procent af pigerne har prøvet at ryge hash. Blandt de unge københavnere er tallene højere. Hver anden dreng i Københavns Kommune har prøvet hash, mens 44 procent af pigerne svarer, at de har prøvet at ryge hash.

Henrik Rindom skønner, at der i 9.-10.-klasserne som oftest findes en - nogle gange to - elever med et overforbrug af hash.

Spørgsmålet er så, hvor mange af dem, der får hjælp? Det findes, der ikke tal på.

»Der findes givetvis mange praktiserende læger, der fanger hashproblemerne. Men så kommer det næste: Hvad henviser vi dem til? Og der er det efter min mening en socialpsykiatrisk opgave. Det er noget med at få bragt orden i de sociale forhold og få kigget på, hvordan de har det rent psykisk.«

Hvad skal den praktiserende læge helt konkret henvise til?

»For nogle af de unge er det i vid udstrækning en opgave for det sociale system at hjælpe. Glem ikke at et hashmisbrug er et symptom på, at noget andet er galt.«

Han taler videre om, hvordan unge stofmisbrugere svarer forskelligt alt efter, hvem der spørger. Og pludselig kommer han med en af de meget klare konklusioner, som efterhånden er blevet et af Henrik Rindoms varemærker.

»Jeg er nået frem til, at vi i virkeligheden slet ikke burde fokusere på det der hashproblem. Men meget mere helhedsorienteret se på den unges trivsel. Mange af de unge kommer fra dårlige miljøer med misbrug, brudte familier, dårlig skolegang, psykiske problemer og kriminalitet. De har så mange etiketter på ryggen. Vi kunne lige så godt sige, at nu laver vi et behandlingstilbud for kriminelle unge. I virkeligheden er det ligegyldigt hvilken etikette, vi bruger, for det, de unge har behov for, er støtte til at få indfriet deres borgerlige drømme. Som en ung engang sagde til mig: ,Hvorfor bruger I penge på at uddanne mig til bistandsklient?`«

Det er et klassedelt problem?

»Ja, og derfor så jeg meget gerne, at man - i stedet for at give de unge en misbrugsidentitet - så i virkeligheden lavede en konstruktion, som mere helhedsorienteret gik ind og hjalp dem med de tilpasningsproblemer, de har.«

Ikke misbrugscentre?

»Nej, i virkeligheden slet ikke.«

Så der er ikke nogen optimal konstruktion til at hjælpe de her unge mennesker?

»Nej, ikke som jeg ser det.«

Du siger, at der ikke er de tilbud, der er brug for, og at det ikke er et sundhedsproblem, men et socialt problem. Hvad skal man så gøre som praktiserende læge?

»Der må jeg sige - der vil langt de fleste praktiserende læger sidde i en magtesløs situation. Fuldstændig som de gør, når de møder andre patienter med sociale problemer.

Det er derfor nærliggende at tænke: Jeg er magtesløs, jeg må give ham lidt at slappe af på ... Jeg kan ikke forestille mig, at der er en praktiserende læge, der ikke har siddet i den situation.«

Men hvad skal de praktiserende læger så gøre i stedet for?

»Prøv i en kort samtale at få afdækket, om den unge ryger hash og hvor meget og årsager hertil. Man kan godt tage udgangspunkt i, at der er nogle sociale eller personlighedsmæssige problemer. Og så skal man være opmærksom på: At finde de cirka ti procent unge hashmisbrugere, der i virkeligheden er psykisk syge. Igen og igen hører jeg de unge med psykiske symptomer udtale, at de bedre kan koncentrere sig, når de ryger hash. Dem skal vi helst fange så tidligt som muligt.«

Der kommer en ung mand ind på klinikken med symptomer, der peger på, at han ryger for meget hash. Nogle praktiserende læger mener, at den type er en af de allersværeste at tale med. Har du råd?

»Ja. Hvis man kan etablere en rolig tillidsfuld situation og koncentrere sig om, hvad han har af bekymringer i livet. Det bør være fokus - ikke hvor meget hash han ryger. Hvis man laver en ramme, hvor man interesserer sig for helheden, så skal hashmisbruget nok dukke op på et eller andet tidspunkt.«

I stedet for at spørge målrettet om hash, skal man spørge mere bredt?

»Så skal det nok komme. Er der noget, de her unge mennesker er hårdt trænede i - så er det at forsvare sig. De bliver hele tiden mødt med bebrejdelser om noget, de burde gøre anderledes. Hvis man derimod siger: ,Hvad er din bekymring?`, så kan jeg få enhver ung til at sige: ,Jeg ryger for meget`. Jeg har endnu ikke mødt en ung, som ikke har sagt, at han gerne vil holde op med at ryge så meget. Det tager 15-20 minutter. Lidt afhængig af stemningen.«

Hvad tror du de fleste praktiserende læger gør i dag?

»Jeg synes, at det må være svært at være praktiserende læge i dag på grund af det konstante tidspres. Hvis det her skal kunne lade sig gøre - kræver det tid.«

Men tiden er der ikke altid. Hvordan sikrer den praktiserende læge sig, at den unge person med symptomer på en depression ikke er misbruger?

»Der kunne man f.eks. arbejde med en strategi, hvor den unge to gange med 14 dages interval afleverer en ren urinprøve for hash. Det synes jeg ville være en praktisk anvendelig parameter,« siger han og hiver selv en multidrugscreentest op af skjortelommen.

Tror du slet ikke, at der er nogen praktiserende læger, der diagnosticerer de unge misbrugere korrekt?

»Jo, selvfølgelig. Når jeg for et stykke tid siden for ud og sagde, at halvdelen af lægerne ikke kunne diagnosticere unge misbrugere, og formanden for de praktiserende læger ringede mig op dagen efter, så er det jo noget med at blive klogere på at udtale sig til pressen. Men jeg må sige, at billedet fra mine 170 unge er, at en hel del bliver sat i behandling med antidepressiv medicin, som jeg har taget fra dem - uden at det overhovedet har haft nogen virkning. Når jeg så har fået dem til at holde op med at ryge hash, så har de fået det bedre.«

Henrik Rindom holder en kort pause, inden han siger:

»Jeg har stor forståelse for de praktiserende læger. De skal være specialister til det hele, og nu kommer jeg så og råber op om, at de skal være specialister i at fange hashmisbrugere. Men lad mig sige det på denne måde: Jeg tror, at man skal være meget varsom med at sige, at en given ung er depressiv, før man har sikret sig, at han ikke har et misbrug af et eller andet.«

Mads Uffe Pedersen, leder for Center for Rusmiddelforskning:

»Overordnet er jeg enig med Henrik Rindom. Men jeg tror, at diskussionen på mange måder er blevet forkert. Det er nemlig ikke et spørgsmål om de praktiserende lægers skyld. Det er et grundlæggende problem, at hele social- og sundhedssystemet ved for lidt om rusmiddelområdet. På medicinuddannelsen drejer det sig vist om en dag under hele uddannelsen. Når den praktiserende læger skal identificere de her problemer, har han altså ingen redskaber. Men det samme gælder for alle andre faggrupper inden for social- og sundhedsområdet.

Og selvfølgelig kan det her ikke løses med lykkepiller. Det er sociale problemer, der ligger bag. Rigtig mange af disse unge er dybt forvirrede. De har brudte familier, dårlig kontakt til deres forældre, og det går dårligt i skolen. Derfor skal de heller ikke smides ind på misbrugscentrene med de gamle narkomaner. Det er håbløst. Der er begyndt at komme flere tilbud, der er mere direkte rettet mod denne gruppe af unge. Og dem skal de praktiserende læger prøve at gå efter.«

Anne Marie Fisker, behandlingsleder på Frederiksborg Amts Misbrugscenter:

»Vi har både unge hashmisbrugere og ældre misbrugere her. Og vi hører jo også fra de unge, at de helst ikke vil gå ind ad døren hos os. Men de kommer alligevel.«

Hvis du havde penge til at etablere et center udelukkende for unge, ville det være bedre?

»Ja, for så kunne vi efterkomme det, de siger. Men i stedet har vi oprettet et matrikelløst ungeteam, som kan tage ud i lokalområder og behandle i samarbejde med kommunerne. For eksempel var der en gruppe unge i Birkerød, der begyndte at klumpe sig sammen og fik et fællesskab om hash. Der sendte vi to medarbejdere ud.«

Kan de praktiserende læger med god samvittighed henvise en ung hashmisbruger til dig?

»Ja. Men den unge skal være motiveret. Hvis den unge siger ja, så vil jeg anbefale, at den praktiserende læge ringer og laver en aftale, når den unge sidder hos lægen. Det virker mere forpligtende.«

Ib Hansen, leder af Fyns Amts Behandlingscenter, ungeafdelingen:

»Der er slet ingen tvivl om, at hashmisbrug blandt unge er et socialt problem. Det er ikke et sundhedsmæssigt problem. Pointen med at slå det fast er, at din indfaldsvinkel bliver en anden. Hvis det er et socialt problem, skal man have fat i de bagvedliggende årsager. Det er en kompleks affære. Man skal have gang i deres netværk og arbejde med barndomstraumer og så videre.

I Fyns Amt har vi siden 1990 haft et særligt tilbud til de unge under 18 år. Vi blander ikke gamle med unge. I 1997 fik vi så to matrikelnumre. To centre helt adskilt. I mange amter har man lavet en lille udposning på det almindelige system. Man laver et halvhjertet tilbud til de helt unge. Personligt synes jeg, det er en dårlig strategi. Man stigmatiserer de unge som misbrugere. Nogle unge er kun i kanten af misbruget. De ville nok være ret tøvende mod at komme et sted, hvor folk står i kø for at få metadon.

Vores filosofi er: Uanset hvilke stoffer, de unge er afhængige af, så handler det om den bagvedliggende årsag . Hvad er årsagen til misbruget? Det er der, vi skal hen.«

Michael Dupont, praktiserende læge, formand for Praktiserende Lægers Organisation:

»Det er meget spændende at se, hvad Henrik Rindom siger. Og lærerigt. Jeg er fuldstændig enig med ham i, at kernen i problemerne er sociale. Ligesom med mange af vores andre patienter. Det bedste man kan gøre som praktiserende læge er at have nogle kontakter i kommunen og amtet - nogle mennesker, man kan ringe direkte til. Nogle kommandoveje.

Men der er et sted, hvor mine advarselslamper blinker: Urintesten. Det er lidt fængselsagtigt. Vores relation til patienterne er helt grundlæggende bygget op omkring et tillidsforhold. Det er en meget skrøbelig situation: Den unge patient har overvundet sig selv, han kommer og siger, at han har det skidt. Og det første man siger er, at man tror ikke på, at han ikke har et hashmisbrug. Det er et brud på noget meget grundlæggende i vores verden. Men dermed ikke sagt, at der ikke kan være situationer, hvor man godt kan bruge testen. Jeg tror bare, at vi skal tænke os godt om.«

Vagn Ry Nielsen, borgmester i Horsens Kommune og formand for Social- og arbejdsmarkedsudvalget i Kommunernes Landsforening:

Henrik Rindom mener, at unge hashmisbrugere har sociale problemer - ikke sundhedsproblemer. Og problemerne skal løses af de sociale myndigheder. Er du enig?

»For det første skal vi hjælpe de unge med ikke at komme ud i et misbrug. Der gøres meget. Det lykkes bare ikke, som vi gerne ville. I øjeblikket er det lige så nemt at købe hash, som det er at købe en slikkepind. Men jeg vil da gerne vedkende, at vi har et ansvar for at hjælpe disse unge.«

Er I klar til denne opgave?

»Hashmisbrug er ikke en sygdom, som kræver en anbringelse. Jeg tror ikke, at det hjælper at sende dem på en eller anden institution. Så skulle man sende rigtig mange ud af skolerne. De skal blive i nærmiljøet. Være sammen med deres familie. Der skal med det samme tages kontakt til forældrene for at få det standset. Nogle hjem er stærke nok til at klare det, og andre er ikke. Om vi i kommunerne gør det godt nok eller ikke i dag, kan jeg ikke vurdere. Vi har ingen tal, der viser om det lykkes.«