Skip to main content

Hastighedsmisbrug

Svend Lings

2. nov. 2005
4 min.

Hvorfor vil nogle mennesker så gerne køre stærkt? Mange tror antagelig, at man derved kommer langt hurtigere frem, men forsøg har vist, at den tidsmæssige gevinst er begrænset. Fordi det er sjovt? Sikkert for en dels vedkommende. Aggressioner? Trang til spænding? Er der flere forklaringer?

Talrige videnskabelige undersøgelser har vist sammenhæng mellem hastighed og såvel trafikulykkernes hyppighed som deres sværhedsgrad. Ud fra en rent fysisk betragtning er det logisk nok: jo større hastighed, desto større energiudveksling i kollisionsøjeblikket. Hvis man holder stille, sker der ingenting. Den energimængde (»E«) der udveksles ved en kollision, stiger ikke bare med hastigheden, men øges med hastigheden (v) i anden potens! (E = mv2 ). Det forklarer fx, at det at køre imod en fast genstand ved 30 km/t svarer til at falde ud fra 1. sals højde, mens det ved 50 km/t svarer til fald fra 4. sals højde. Følgende illustrerer det samme:

Det er en simpel kendsgerning, at en fodgænger, der påkøres af en bil med 50 km/t, sandsynligvis bliver dræbt, mens man har betydelig chance for at overleve ved en påkørsel med 40 km/t.

Det er også en kendsgerning, at to ens biler, der kører henholdsvis 40 og 50 km/t, og som bremser maksimalt samtidig, har en meget forskellig standselængde. På det sted, hvor den der kørte 40 står bomstille, har den der kørte 50 stadig en hastighed på 38 km/t.

Det kan statistisk vises, at for hver gang hastigheden stiger med 10%, stiger dødsrisikoen med 46%.

Lad os tage nogle konkrete hjemlige eksempler:

Tidligere skulle man i Danmark »køre efter forholdene«. Der dræbtes 1.100-1.200 i trafikken om året. Da generelle hastighedsgrænser blev indført i 1973, dalede antallet af dræbte på ét eneste år til 700-800. Siden er tallet dalet yderligere, selv om trafikmængden er steget dramatisk.

I Gladsaxe er antallet af ulykker i et stort villakvarter dalet med 80%, efter at man indførte en hastighedsgrænse på 40 km/t.

Den altdominerende risikofaktor i trafikken er altså hastighed. Men når dette diskuteres med selv velbegavede og velinformerede mennesker, hører man de besynderligste modargumenter og bortforklaringer. Her er nogle eksempler plukket ordret fra korrespondancer:

»Er en fartsynder en der har lavet en ulykke, eller en der blot kører efter forholdene? Føler man en bøde er urimelig, bliver man vred. Nogle lader sig stække og sygner hen som bilister, mens andre blot bruger mere koncentration på at undgå politiets fælder. En urimelig fartbøde mindsker både respekten for politiets arbejde og trangen til samarbejde med venlige politifolk ... Og hvad skal man med en fartbøde, hvis man har været elitebilist i 35 år?«

»En flok motorcyklister kan uantastet drøne af sted med selvvalgt hastighed. Udlændinge kan køre uden at få bøde, fordi det er for dyrt at sende opkrævning og rykkerbreve og lave inkassosag. Alle vi andre skal straffes, fordi vi er ufarlige at fange, og fordi vi betaler bøderne. Er færdselsloven ved at blive en bekvem forretning? Inspireres politiet til at holde forretningen gående ved at ,stjæle` fra medborgerne frem for at bruge tid på at opklare tyverier og voldsforbrydelser hos dem?«

»Efter at have fungeret som selvstændig erhvervsdrivende i liberalt erhverv gennem en årrække er jeg blevet godt og grundig træt af det danske kontrolsamfund«.

»Jeg tænker på den måde biler er bygget op på. Der er optimal sikkerhed for føreren og passagererne, men dem de støder ind i (fodgængere, cyklister) bliver dræbt ... Altså, gør det direkte farligt at køre i bil, så skal i se dødstallene rasle ned!«

»Hvis hastighed er så entydig en dødsårsag, så må vi nødvendigvis forbyde kondiløb, da man ved spurt kan opnå hastigheder på 20-25 km/t, hvilket kan være fatalt, såfremt man løber ind i en lygtepæl eller lign. Faktisk ville det mest sikre være at påbyde alle der færdes til fods, at de skal kravle og skal bære rygskjold samt hjelm, begge naturligvis i en godkendt version«.

»Hvis alle kørte som jeg, ville trafiksikkerheden være meget bedre«.

»Når det naturlige bliver kriminelt, bliver det kriminelle efterhånden naturligt«.

Nej vel? Den logiske klarhed er ikke iøjnefaldende. I stedet minder det i substansen om, hvad der bliver sagt, når man taler med stofmisbrugere. Høj hastighed giver mange mennesker et »sus«: Er høj hastighed stimulerende og euforiserende, vanedannende og måske endda afhængighedsskabende? Hvis det er tilfældet, må højere hastighed på motorvejene formodes at øge ikke bare antallet af tilvænnede, men også de tilvænnedes behov, og det højere hastighedsniveau vil antagelig i en eller anden udstrækning brede sig også til det øvrige vejnet.

Forf.s adresse: Chr. Richardts Vej 19, 5230 Odense M. www.livogtrafik.dk