»Havde det været patienter med kræft, havde der været indsamlingsshows og hele baduljen«

Et stenkast. Så langt væk bor overlæge og psykiater Signe Düring fra en psykiatrisk arbejdsplads i Region Hovedstaden. Men frem for at gå derover starter hun i stedet bilen og begiver sig de knap 95 km mod Slagelse.

Signe Düring er klinisk forskningslektor og stabsoverlæge i Psykiatrien og Psykiatrisk Forskningsenhed i Region Sjælland, hvor hun bl.a. er ansat til at have fokus på forskning i dobbeltdiagnoser og til at understøtte den store implementeringsproces, der lige nu er i gang i forhold til integreret dobbeltdiagnosebehandling (IDD-behandling). Hun har fokuseret på patienter med psykiatriske lidelser og rusmiddelproblemer, siden hun blev speciallæge i psykiatri.

»Hvorfor det lige blev dobbeltdiagnosebehandling, min interesse landede på, ved jeg ikke. Jeg kan bare virkelig godt lide de her mennesker. Jeg har et lidt svagt punkt for mennesker, der er fanget i afhængighed og psykose. Man skal som læge og behandler udforske, hvad man kan gøre, og hvor det kan gøre en forskel. Man skal være god til alt muligt eller prøve at blive det i hvert fald. Patienterne er ofte blevet skubbet lidt rundt, uden der er blevet taget ansvar for behandlingen. Så det er fagligt en spændende og udfordrende opgave«, fortæller Signe Düring.

Hun blinker ud på motorvejen. Ugeskrift for Læger har fået lov til at følge med på hendes arbejdsdag for at se lidt nærmere på en »skrivebordslæges« arbejde.

Multijob at være forsker

Det var ikke nemt at finde en dag i Signe Dürings tætpakkede program, hvor det kunne lade sig gøre at komme med. I går var hun på kursus i Aarhus, hvor hun er ved tage en toårig specialistuddannelse i procesbaseret kognitiv adfærdsterapi. Den tager hun, dels fordi der ifølge hende mangler lægelige supervisere til uddannelseslægerne, og dels fordi hun gerne vil kunne supervisere dobbeltdiagnoseteams, hvor meget af rusmiddelbehandlingen tager afsæt i kognitive metoder.

Sidste uge var hun i Grønland. Dér er hun 1-2 gange om året for at lave klinisk arbejde. En dag om ugen ser hun sine psykoterapipatienter og vejleder ph.d.-studerende. En gang om måneden tager hun vagt i psykiatrien i Vordingborg. Hun arbejder som gæsteforsker i KAG Dobbeltdiagnose, som er en af Region Hovedstadens Psykiatris to kliniske akademiske grupper. Hver morgen, før hun møder ind på sit »normale« job, arbejder hun som prægraduat lektor. Og så er det også Signe Düring, der underviser i rusmiddelpsykiatri på HU-kurserne for kommende psykiatere.

»Det er et multijob at være forsker, og vi har alle sammen forskellige hatte på. Der er altid en betydelig usikkerhed i at være forsker, fordi man ikke kan vide, om man får bevillingerne, om ens job eksisterer om et år, eller hvilke projekter man får lov til at lave«, forklarer hun.

Da Signe Düring var ung, var hun professionel danser. Erfaringen med usikre ansættelsesforhold på landets teatre og musikfestivaler kan hun bruge i sit nuværende arbejde.

»Min baggrund som professionel danser kommer mig nok lidt til gode, for jeg har aldrig været vant til et fast job, og jeg forventer ikke, at mit arbejde skal være specielt afgrænset. Det er jo alt sammen sjovt, det jeg laver«.

Hendes primære job er som stabsoverlæge og forskningslektor i Region Sjællands Psykiatri. At det netop er i denne region, er hun særlig glad for.

»Jeg kan virkelig godt lide, når det gør en ægte forskel, hvad man laver. Her er der helt særlige udfordringer med personalemangel, lange afstande og mange rigtig syge patienter, så alle må simpelthen byde ind med alt, hvad de kan. Det betyder også, at der er en helt særlig teamånd – min oplevelse er, at folk er meget løsningsorienterede her i Region Sjælland«.

Fælles forskning mellem psykiatri og somatik

»Kan du ikke lige tage høretelefonerne i min højre jakkelomme?« spørger hun pludselig.

Klokken er 07.59, og et møde med Styrelsen for Patientsikkerhed om sundhedsfaglig autorisation starter om lidt. Vi er på Vestmotorvejen.

Med begge hænder på rattet og gulddupper i ørerne kommer hun på mødet.

Signe Düring forsøger at samle sine fysiske møder på én dag. Som denne dag, hvor dagens første fysiske møde er i Slagelse om den mulige kommende fælles forskningsenhed mellem psykiatrien og somatikken.

Umiddelbart efter forskningsgruppemødet mødes hun med en somatisk forsker i anæstesiologi for at drøfte forskningsidéer.

De har begge flere forslag med, som favner somatiske og psykiatriske lidelser, og mens de taler – og spiser medbragt frokost – popper der flere idéer op. Særlig i det præhospitale område møder man mange patienter, som falder i begge kategorier af psykiatri og somatik, og som det er vanskeligt for systemet at håndtere på grund af den høje kompleksitetsgrad. Inden mødet er omme, har de tre relativt konkrete idéer på blokken, som de vil beskrive nærmere og søge midler til.

At somatikken og psykiatrien skal lægges sammen, er Signe Düring med egne ord »totalt frisk på«, fordi hun mener, det vil gavne patienterne. Oven på dagens møder er hun fuld af optimisme.

»Det gik over alle forventning«, siger hun, da vi er tilbage i bilen.

»Jeg oplevede, at alle parter var bredt interesserede. Jeg tror, det bliver en rigtig god ting, at vi bliver lagt sammen. Jeg oplever slet ikke, at der er nogen, der sidder og tænker ,det her er mit område’. Tværtimod er folk imødekommende for samarbejdet og kan se mulighederne. Det var meget opløftende«.

Vi tanker lidt benzin, inden vi tilbagelægger de 55 km til næste fysiske møde i Køge. Her står den på coaching af FACT-teamet i IDD-behandling. Det er en del af implementeringsarbejdet.

Signe Düring når lige endnu et telefonmøde, som hun afslutter på vej op ad trappen.

Et garnnøgle af problemer

De tre store borde i lokalet bliver fyldt af læger, sygeplejersker, sosuassistenter og socialrådgivere. De har medbragt en case – vi kalder ham »Lars« – som de gerne vil drøfte behandlingen af.

Lars bruger mange rusmidler, og der er mistanke om afhængighed af opioider. Det er en kompleks sag med mange bidragende faktorer, herunder kriminalitet, usikker diagnosticering og manglende effekt af behandling.

Det er Lars’ kontaktperson i teamet, der fortæller. Det er lykkedes hende at få skabt en god dialog med ham, men det er ikke altid nemt at få ham op i ambulatoriet.

Teamet er lidt i tvivl om, hvordan de skal gribe hans udfordringer an. For der er mange af dem, og der er samtidig andre ting på spil, som endnu ikke er afklaret eller diagnosticeret.

Signe Düring skriver på den hvide tavle, hvad teamet har gjort, og gennemgår også, hvordan man kunne gribe en nedtrapning af opioiderne an, hvis det er den del, patienten har mod på at gå i gang med først.

»Man kan ikke altid fixe, men man kan altid forsøge at hjælpe« er hendes mantra, når det kommer til de mest socialt udsatte patienter. Hun anerkender teamet for at have haft succes med at skabe en god kontakt. For det er et afgørende første skridt.

»Meget dobbeltdiagnosebehandling handler om at følge patienterne og bede om lov til at blande sig, for ellers får du bare smækket døren i hovedet. Så lukker de dig bare ude. Disse patienter har et helt garnnøgle af problemer. Man bliver nødt til bare at få fat i en tråd i den ene ende og starte med én ting. Det kan være, han er motiveret for at trappe ud af sit opioidforbrug, så prøver vi det, men det kan også være, at det er noget andet, der driller, og så starter vi der i stedet. Det er på med vanten og i gang«, opmuntrer hun.

Efter mødet siger en af deltagerne til sin sidemakker: »Det er altid godt med et ,skud’ Signe«.

Planen for dobbeltdiagnosebehandling

Signe Düring får også spurgt teamet, om de har markeret Lars som en patient med dobbeltdiagnose. Det har de ikke, og det billede tegner sig ifølge Signe Düring flere steder.

For at man kan følge udviklingen, skal sundhedspersonalet aktivere en forløbskode, når patienten er opstartet i IDD-behandling.

»Mange har været i tvivl om, hvornår man kunne registrere noget som IDD-behandling. Patienten Lars er en oplagt kandidat, så han skal bare over i regionens behandling, når nu han også gerne selv vil«.

Siden efteråret 2024 har regionerne gradvist overtaget behandlingen af en andel af de mennesker med samtidig psykisk lidelse og rusmiddelproblematik. Indtil da lå behandlingen af rusmiddelproblematikken i kommunerne, mens behandlingen af den psykiske lidelse lå i regionen. Implementeringen af tilbuddet udrulles i tre trin:

Gruppe 1: »Personer, som kun modtager psykiatrisk behandling, men er registreret med en misbrugsdiagnose«. Gruppe 2: »Personer, som er i aktuel behandling for både rusmiddelproblematik og en psykisk lidelse«. Gruppe 3: »Personer, der kun er i rusmiddelsbehandling, men er kendt med samtidig psykiatrisk problematik«.

Den første gruppe af borgere kunne visiteres til det regionale tilbud i september sidste år. Siden juli i år har gruppe 2 kunnet visiteres til det regionale tilbud.

»Men faktisk har lovgivningen siden 2017 været sådan, at man skulle tage sig af problemskabende rusmiddelbrug, når patienterne var indlagt i psykiatrien. Man har skullet abstinensbehandle og begynde at gribe det an. Men det skete bare ikke«, fortæller Signe Düring.

»Patienter med dobbeltdiagnose dør 20-25 år før baggrundsbefolkningen og lang tid før dem, som alene har en psykisk lidelse, som så også dør før baggrundsbefolkningen. Alligevel er det først nu, det for alvor begynder at få en prioritet. Havde det været patienter med kræft, så havde der været indsamlingsshows og hele baduljen«.

Hun mener, det skyldes, at opgaven er »skidesvær«.

»Det er gået op for mig over årene, at når man kommer med en svær opgave – det kunne være multisygdom, sjældne sygdomme eller svære psykiatriske lidelser – så findes der en række barrierer både i organisationerne og intrapersonelt for at tage sig af det. Det er også det, vi er oppe imod på dobbeltdiagnoseområdet. Hvornår er det andres ansvar? Hvornår er det mit? Kan jeg lide opgaven? Kan jeg lide personen?

Jeg tror, man ofte bliver ved med at søge hen imod noget, som er en forenkling, og noget, der står i en retningslinje. For det er rart med en konkret opgave. Den skal løses, og så kan man sætte et kryds. Jo mere sammensat den bliver, jo sværere bliver den øvelse og koster måske også mange ressourcer både menneskeligt og tidsmæssigt. Man kan ikke længere følge alle retningslinjer, for der er for mange retningslinjer i spil på én gang«.

Den moralske vurdering

»Hvis man skal have lavet en kikkertundersøgelse i knæet i Danmark, så kører det snorlige. Vi er dygtige, så længe det er nogenlunde planlagt eller afgrænset. Det er jo en generel skævvridning i sundhedsvæsenet, at vi bruger rigtig mange ressourcer på relativt raske mennesker«.

Hendes øjenbryn ryger langt op i panden, da hun fortæller om en artikel i Ugeskrift for Læger, hun læste forleden dag om et specialiseret idrætslægetilbud til motionister.

»Jeg tænkte: ,hold da op’! Før i tiden var der ikke engang specialister til elitesportsudøvere«.

Hun mener, at samfundets syn på afhængighed og rusmiddelbrug betyder noget for den behandling, man indtil nu har kunnet få som afhængig af rusmidler.

»Der er nok – måske ubevidst – en moralisering: Er det måske ikke også lidt deres egen skyld? De kunne jo bare lade være med at tage stoffer osv. Jeg ser lidt paralleller til rygning og overvægt. De områder, hvor man tænker, at vedkommende ,bare kunne tage sig sammen’, og så ville problemet ikke være der, de har tilbøjelighed til at blive nedprioriteret.

De fleste mennesker vil gerne have stimulanser i en eller anden form, og hver person vælger sit ,drug’. Folk, der motionerer rigtig meget, har også valgt et drug. Det er så til gengæld et sted, man ikke bliver mødt med fordømmelse i sundhedsvæsenet«, siger hun og hiver et eksempel fra sin egen skiferie frem, hvor hun ikke havde trænet op på forhånd, og hvor hun kom hjem med en stor knæskade.

»Hentning oppe ad løjpen. Sundhedsvæsen i Norge. Sundhedsvæsen i Danmark. Ikke én gang var der nogen, der sagde til mig: ,Det er da din egen skyld’. Men det var det jo faktisk. Det er nogle bestemte ting, der er forbundet med en moralsk skævvridning, hvor man synes, det er angribeligt.

Det vil jeg bare gerne have, at folk tænker over. At der er forskel på, hvad vi synes er o.k., og hvad vi ikke synes, er o.k. Vi er ikke specielt professionelle, når det handler om rusmiddelbrug. Rigtig mange af os har holdninger til det, som ikke kommer nogen til gavn, fordi det faktisk kommer lidt i vejen for god rusmiddelbehandling. Nogle af de håndgreb, man har, er, at man netop forholder sig åbent til det, der foregår. At man lytter til folks ønsker og behov, men også har nogle muligheder inden for det system, man er i, for at imødekomme nogle af de behov. Og lige nu er det bare ikke et system, der faciliterer det. Men det faciliterer så nogle andre som sportsudøveren f.eks.«.

Medvind, men ikke prestige

Lige nu har dobbeltdiagnoseområdet dog noget medvind, medgiver Signe Düring.

»De sidste år er der så sket noget på det her område. Der er nu kommet rigtig meget politisk bevågenhed, og man vil gerne gøre noget ved det. Men på et tidspunkt var det faktisk sådan, at der ikke stod et ord om dobbeltdiagnosebehandling i udkastet til tiårsplanen for psykiatri«.

Hun blev netop ansat i Region Sjælland qua sin viden på området.

»Det, der hele tiden har ansporet mig i at forske i lige netop dette felt, er, at det simpelthen mangler. Når der er mange sygdomme på spil, og der er meget forskellig medicinering og sammensatte problemstillinger, så er der bare ikke meget hjælp at hente i dag. Det er jo ikke et højprestigeområde. Der kommer jo ikke studier, der viser, hvad man gør, hvis folk har type 1-diabetes, samtidig er blæsende psykotiske, samtidig har samlemani og samtidig har haft udviklingsproblemer. De artikler kommer ikke. Så vi står med noget, vi rent faktisk ikke ved om virker på den pågældende person.

Det efterlader altså klinikerne lidt med håret i postkassen. Den enkelte retningslinje giver måske fin mening, men når der er så meget på spil på en gang, så er det svært at bruge den. Man bliver nødt til at se på patienten og samarbejde med patienten omkring, hvad der foregår, og hvad målet er med de ting, man gør, og så læne sig op af det man ved virker hvis det er isolerede udfordringer.

Når det er sagt, så findes der altså udmærkede behandlingsmuligheder. Man kan få et godt liv med en svær psykisk lidelse. Nogle gange kan det hele synes håbløst, men meget kan ændre sig, og nogle gange er det meget små ting, der skal til. Det kan være en håndsrækning et eller andet sted fra eller en ny interesse, et kæledyr eller en kæreste. Et eller andet, der gør, at der bliver skabt et lille håb.

Mit mål er egentlig altid bare at få produceret noget viden, der kan komme ud i klinikken og gøre en forskel for patienterne«.

Vi nærmer os Signe Dürings indkørsel, og jeg spørger, om der er noget, hun gerne vil tilføje, inden vi tager afsked. Hun tænker sig lidt om:

»Jeg synes altid, psykiatriske patienter er blevet behandlet skidedårligt, og jeg synes, de fortjener nogle, der kæmper for dem«, siger hun og tilføjer:

»Alle mennesker har lige meget værdi. Er det det samme som, at samfundet respekterer dem, at de har prestige, folk synes, de er fede, og de opnår alle mulige flotte præstationer? Næhhh, men måske er det ikke en berigelse, at alle er 100% perfekte og funktionsdygtige«.