Havde Shakespeare syfilis?

William Shakespeare (1564-1616) har i århundreder været omgærdet af myter og gætterier, og hans liv er gendigtet i utallige romaner. I virkeligheden ved man ikke så meget om ham. Hvad angår hans mulige syfilis, har den også været genstand for både sladder og seriøs forskning i lægevidenskabelige tidsskrifter. Både Shakespeareforskere og medicinhistorikere har påvist utallige direkte og indirekte antydninger og hentydninger til syfilis i Shakespeares værker.

Der er ikke meget konkret til at understøtte en fjerndiagnose om syfilis på i dag, mere end 400 år efter Shakespeares død:

- Der er en tydelig rysten på hånden, som optræder i hans underskrift fra de seneste leveår – skyldes den en forgiftning fra de kviksølvdampe, man behandlede syfilitikere med?

- Der er Shakespeares skaldede isse. Endnu en effekt af kviksølvforgiftning?

- Der er, hvad mange opfatter som Shakespeares misogyni i de senere år: Skyldtes den bitterhed mod kvindekønnet over at have fået smitten?

– Desuden hentyder Shakespeare til syfilis et utal af steder i sine værker; han var simpelthen ret optaget af sygdommen.

Alt sammen et noget tyndt grundlag for en diagnose.

Men nok så vigtigt: Syfilis omtales påfaldende ofte i Shakespeares værker, hvor det kaldes »the infinite malady«, »hoar leprosy«, »the malady of France« og en del andet. Alene i stykket Troilus og Cressida er der hele 61 verslinjer, hvor Shakespeare hentyder til syfilis.

Ingen ved, hvad Shakespeare døde af. Gennemsnitslevealderen var på den tid 35 år, og ved sin død var han 51 år gammel – en relativt høj alder. Ingen kilder kan dokumentere, at Shakespeare har været i behandling for syfilis.

William kom før Richard

Selv om syfilis kan finde andre smitteveje end sex, er det nok nationalskjaldens sexliv, man skal se nærmere på, hvis man skal sandsynliggøre teorien om hans eventuelle syfilis. Noget tyder på, at hans ægteskab var elendigt. Allerede som 18-årig blev han hjemme i Stratford gift med den otte år ældre Anne Hathaway, som han havde gjort gravid. Han tilbragte næsten al sin tid i London, og ved sin død var det eneste, han lod sin enke arve, hjemmets »næstbedste seng«.

Meget kan derfor pege i retning af, at han opsøgte bedre senge i London. Ifølge en berømt sladderhistorie fra hans egen levetid, havde Shakespeares førende skuespiller Burbage brilleret i titelrollen som Richard den Tredje. Efter forestillingen blev Burbage opsøgt af en dame, som opfordrede ham til at komme hjem til hende samme nat og »spille Richard den Tredje«. Shakespeare, som havde lyttet ved døren, tog direkte hen til damen, før Burbage kunne nå frem. Mens de to hyggede sig, bankede en tjener på og meddelte, at Richard den Tredje havde meldt sit besøg. Det fik Shakespeare til at fyre en slagfærdig bemærkning af: »Fortæl ham, at William the Conqueror (Vilhelm Erobreren, red.) kom før Richard den Tredje«.

Måske er det bare en sjov historie. Men intet kommer af intet, og måske var det almindeligt kendt, at Shakespeare på udebane ikke var den trofaste ægtemand. Læg dertil, at en forsker har opgjort, at Shakespeare bruger 1.418 sjofle, vulgære og seksuelle udtryk og hentydninger i sine samlede værker.

Epidemisk og virulent syfilis

Og hvorfor var Shakespeare nærmest sygeligt besat af tanken om kønssygdom?

I 1500-tallets England var syfilis epidemisk – ikke mindst i Swinging London. En læge ved St. Bartholomew’s Hospital, William Clowes, anslog i 1579, at 75% af hospitalets patienter var syfilitiske. Statistikken taler for, at Shakespeare kan have pådraget sig sygdommen. Eller i hvert fald frygtet den. Sygdommen var endnu relativt nyopdukket i Europa. Den var yderst virulent og havde et langt voldsommere forløb end i dag.

15- og 1600-tallet havde vænnet sig til hyppige epidemier af pest og kopper. Man frygtede dem, men levede med dem som et livsvilkår. Anderledes med syfilis, som i slutningen af 1400 sprang ind på scenen og slog alle med rædsel. Hvor andre epidemiske sygdomme slog folk ihjel i en fart, var syfilis anderledes: Den viste sig først som et sår på kønsdelene, men spredte sig snart til hele kroppen. I begyndelsen var dødeligheden høj, men efterhånden »mildnedes« den, så den blev kronisk og kunne være årtier om at pine den ramte til døde. Den var tilmed uhyggeligt vansirende, og da den blev forbundet med synd og utugt var den også socialt invaliderende – Guds straf.

Husker man aids-panikken, der ramte amerikanske kunstnermiljøer i 1980’erne, kan man sagtens sætte sig ind i Shakespeares besættelse af kønssygdom. Tre af hans forfatterkolleger – Robert Greene, Thomas Nashe og George Peele – døde alle som unge, angiveligt af syfilis, som de pådrog sig i Londons bordeller. I betragtning af syfilissens smitsomhed på dette tidspunkt har man ikke behøvet at skeje meget ud i storbyen for at blive smittet.

Skulle man tvivle om Shakespeares promiskuitet, kan man blot læse hans sonetter, hvoraf flere er meget fysiske elskovsdigte. I den berygtede sonet 151 skriver han til en elskerinde, at han – prisgivet til hende, må »udlevere de ædle dele til sanselig sved«. Ja alene tanken om hende bevirker, at »kødet af fornuft ej ved, /men knejser ved dit navn, på dig ta’r sigte /som sejrspris og vil stolt, kraftbevidst /for dig til tjenergerning sig forpligte, /stå som din stridsmand, falde om til sidst«.

Flere af sonetterne kredser om, hvad nogle tolker som hentydninger til syfilis: Amors ild gjorde »mig syg, jeg skyndte mig med møje /til kilden for at søge hjælp og trøst«. Shakespeare fortsætter med at tale om et bad, som skal »mit helbred lindre«.

I flere dramaer taler han om syfilis som en sygdom, der ikke findes kur for: »Den uhelbredelige knoglepine« og »den endeløse sygdom«. Der blev dog tilbudt behandling, bl.a. hede bade, som skulle hæve kropstemperaturen, hvilket faktisk har en effekt på syfilisbakterien Treponema pallidum, samt »bade« i kviksølvdampe. Begge dele hentydes der til flere steder hos Shakespeare.

Uafgjort

På den anden side kan Shakespeares optagethed af syfilis ses i en større sammenhæng: Frygten for syfilis trivedes i alle europæiske lande, der opkaldte den efter deres ærkefjender: For englænderne og tyskerne var det den franske syge. Portugiserne talte om den castilianske syge, russerne om den polske syge. Franskmænd talte om den napolitanske syge – og omvendt. Syfilis optog sindene langt stærkere end de velkendte sygdomme – og derfor er det også meget tænkeligt, at Shakespeares optagethed af venerisk sygdom blot er udtryk for, at emnet generelt fyldte meget i samfundets bevidsthed.

Og som dramatiker har Shakespeare helt sikkert set muligheden for at udnytte kontrasten fornøjelse/smerte, synd/straf, vellyst/afsky.

Den rystende håndskrift i signaturen kan tyde på et fysisk handicap som f.eks. den rysten på hånden, som på Shakespeares tid var almindelig hos syfilispatienter, som blev behandlet med kviksølvdampe. Også digterens skaldethed kan skyldes kviksølv.

Til gengæld er der intet i Shakespeares sene værker, der taler for en svækkelse af de kognitive evner som følge af neurosyfilis. Det kan man forvisse sig om ved at læse hans sidste stykke, To Herrer fra Verona, som blev uropført i 1613 eller 1614 – kun et par år før digterens død.

Om Shakespeare led af syfilis vil formentlig ikke blive opklaret, medmindre det kan påvises ved en DNA-undersøgelse af knogler fra hans familiegrav i Stratfords Holy Trinity Church. Den har dog aldrig været åbnet, siden gravrøvere i 1794 stjal Shakespeares kranium. Måske kunne de ikke læse den forbandelse, som digteren lod indhugge over graven, og som kan oversættes til:

For Jesu skyld, min ven, lad vær’

At opgrave støvet som hviler her;

Velsignet den, som skåner disse stene,

Forbandet den, som flytter mine bene.