06.00 Det er min fødselsdag, så jeg hygger lidt ekstra til morgenmaden med min kone. Jeg er en hund efter Nutella-madder, så det får jeg naturligvis – og flydende nyslynget honning. Vi bor på landet og har de seneste år også været biavlere. En kop cappuccino til, og så er jeg klar til afgang.
07.15 Ankommer til klinikken, som jeg har sammen med min kompagnon, Jakob. Vi kan godt lide at komme i gang tidligt, så vi starter altid med patienter kl. 7.30. Vi synes, det er god service, at man kan komme til lægen før almindelig arbejdstid. Jeg kigger på operationsplanen. Vi har 12 på programmet i dag. Det er lidt færre end normalt.
07.25 Jeg har arbejdet med oralpatologi i mange år og holdt for et par år siden et foredrag om det i Aabenraa Tandlægeforening. På bagkant har jeg fået en henvendelse fra en, som føler sig lidt i klemme i sundhedsvæsenet. Jeg har lovet at ringe til hende og drøfte, hvordan jeg læser forløbet. Det handler om manglende kommunikation. Hun tager ikke telefonen. Jeg må prøve igen i morgen.
07.30 Dejligt varieret program i dag. Den første, vi ser, er en af vores »kendte« patienter. En meget sød etårig dreng med høreapparat på grund af genetisk variation. Han har desværre mistet sit dræn på høreklinikken i forbindelse med aftryk til nye propper. Det kan øret godt tage skade af.
Med erfaringen bliver man bedre til at få skabt et trygt rum, også til de mindste patienter, så man hurtigt og uden for meget gene kan få kigget i ørerne. Men denne lille gut er så vant til det, at det slet ikke er svært. Han sidder bare trygt hos sin mor, og heldigvis ser alt fint ud.
»En af vores medicinstuderende kalder på mig. (…) Hun mener, hun har opdaget svamp i et øre og beder om min vurdering. Hun har helt ret«Stig Krarup Petersen, øre-næse-hals-læge
08.30 En af vores medicinstuderende kalder på mig. De ser patienter alene og laver typisk ørerensninger og sårbehandling. Hun mener, hun har opdaget svamp i et øre og beder om min vurdering. Hun har helt ret. Jeg hjælper med at rense øret og ordinerer svampedræbende øredråber.
09.30 Vi har besøg af en KBU-læge, som bruger sine to uddannelsesdage hos os. Tempoet er så højt i en klinik som vores, at de sjældent kan få egentlige opgaver. I dag når hun dog at få kigget i nogle voksenører og beskrive, hvad hun ser. Vi får set mange spændende ting her i dag. Vi har f.eks. haft en Tornwaldts cyste, som bliver henvist til hospitalet.
10.00 Jeg skal operere et fireårigt barn. Mandlerne skal reduceres, der skal lægges dræn, og han skal have fjernet polypper. I løbet af en standardambulatoriedag er en tredjedel af patienterne børn, men på en operationsdag er det nok snarere tre ud af fire. Det er voldsomt at lægge sit barn i fuld narkose, og næsten alle forældre er kede af det. De fleste har vi dog en rigtig god dialog med. Men det er et følelsesladet aspekt af jobbet, at de overlader deres børn i vores hænder – bevidstløse.
»Denne lille gut er så vant til det, at det slet ikke er svært. Han sidder bare trygt hos sin mor, og heldigvis ser alt fint ud«Stig Krarup Petersen, øre-næse-hals-læge
10.10 Da barnet er lagt i narkose, og forældrene er ude af stuen, fylder vi en mundspærrer i munden og danner os et overblik. Jeg skal lige sikre mig, at der ikke er en submukøs ganespalte. Så fatter jeg med en tang den ene mandel, og med en elkniv skærer jeg den del af mandlen, der rager frem foran ganebuen, væk. Jeg fører et værktøj op bag ved den bløde gane, op bag ved næsen, og fjerner polypvævet på en vanlig anatomi. Vi lægger barnets hoved over på siden og skærer hul i trommehinden, suger væsken i mellemøret ud og lægger dræn. Så sikrer vi, at blødningen er standset. Suger det rent og vækker barnet. Oven på sådan en omgang kan barnet bløde postoperativt og have en del smerter, så han beholder sit drop i hånden.
12.00 Fælles frokost. Vi får altid varm mad, når vi har operationsdag. Så snakker vi om aktuelle emner fra dagen. Det er hyggeligt. Maden henter en af personalet fra nogle af de lokale madsteder. Vi synes, det er en del af det at være lokalt forankret at handle lokalt.
12.30 Jeg ser en patient, der skal have en søvnundersøgelse. Jeg kender hende fra min bekendtskabskreds. Den nærhed, der er i den her måde at arbejde på, er noget af det, jeg rigtig godt kan lide ved at have en praksis. Man kender mange af sine patienter, og man har dem typisk også ad flere gange. Det er også mere fleksibelt for patienterne, og denne patient er ekstra glad. For da jeg så hende første gang i går, mistænkte jeg, at der var fejl i hendes data. Hun kommer nu efter en ny undersøgelse, hvor data bekræfter mistanken. Hun har ikke søvnapnø. Hun bliver vældig lettet. Alene det, at hun kunne få det afklaret på en enkelt dag og ikke først skulle vente på en ny tid og gå med bekymringer, er også tilfredsstillende.
13.00 En ældre dame kommer ind. Hun har været svimmel i lang tid. Jeg undersøger hende. Hun har øresten i den bagerste buegang i højre øre. Det kan jeg relativt nemt fikse. Jeg tager lidt hårdt fat i hende og laver en repositionsmanøvre, Epleys manøvre. Den er ret almindelig, men man skal lave den præcist. Så kan man trille ørestenen ud af buegangen og ind i et hulrum i det indre øre, hvor den ikke gør skade. At helbrede sådan en dame, der har været svimmel i månedsvis, det er da skønt.
14.00 Jeg skal operere en ung kvinde med en betydelig skævhed i sin skillevæg i næsen. Vi har den store glæde, at jeg altid har den samme anæstesilæge og det samme personale. Så de ved fuldstændig, hvad jeg mangler, når jeg grynter på en bestemt måde. Vi har et fantastisk samarbejde, der minder mig om at spille i et orkester, hvor alle ved, hvor vi er på vej hen.
14.45 Anæstesilægen og jeg har brugt noget krudt på at optimere forløbene, så vi får en blidere og hurtigere opvågning. 45 minutter efter jeg er færdig med operationen, er hun klar til at gå hjem. Hun skal komme tilbage i overmorgen, hvor jeg kan tage tamponen ud af næsen. Det er op til weekenden, så hun får også mit private nummer, til hvis der opstår komplikationer. Jeg synes ikke, hun skal til at ringe til en vagtlæge, som skal ringe til skadestuen, som skal ringe til vagthavende ørelæge, som alligevel ikke kan se mit notat, når hun bare kunne ringe til mig. 1-2 gange om året sker det, at jeg kører ind til klinikken og mødes med en patient for at vurdere, om der er tale om infektion eller blodansamling, der kræver behandling.
»Jeg synes egentlig, det er en dårlig idé at slå hinanden i hovedet, men jeg vil gerne hjælpe de unge mennesker med at kunne dyrke den sport, de vil«Stig Krarup Petersen, øre-næse-hals-læge
15.30 En ung knægt døjer med gentagne næseblødninger, og jeg skal ætse næsekar i slimhinden, så det heler stærkere op. Jeg kender ham fra mit frivillige arbejde i Aabenraa Bokseklub. Jeg synes egentlig, det er en dårlig idé at slå hinanden i hovedet, men jeg vil gerne hjælpe de unge mennesker med at kunne dyrke den sport, de vil. Derfor hjælper jeg dem i min fritid med lægeerklæringer, som de skal bruge før hver konkurrence. For 12-16-årige drenge er 400-800 kr. for sådan en lægeerklæring mange penge. Indimellem opdager jeg noget, der kræver behandling, og så må de forbi sundhedsvæsenet – i dette tilfælde min klinik – på lige fod med andre patienter.
16.00 Får sendt en mail til beredskabsgruppen på Kløften Festival – en musikfestival i Haderslev, hvor jeg er frivillig. Den løber af stablen i weekenden. Det meste af mit arbejde ligger før festivalen, så på lørdag skal jeg bare ud at høre lidt musik. Særligt glæder jeg mig til Benjamin Hav.
17.30 En god ven kommer gående over gårdspladsen, lige som jeg kommer kørende hjem. Han er kommet for at ønske mig tillykke, og jeg får et stort knus.
18.00 Vi skynder os til studentergilde hos nogle venner, hvis yngste barn bliver fejret i dag.
19.00 Da selskabet går til bords, kører vi mod en restaurant i den gamle borgerforening i Flensborg. Grillet bøf, kold fadøl og selskab af datter, svigersøn og kone. Skøn dag.
