Heldigvis kan man redde liv med et 7-tal

To lægeliv, interview II

Dette er andet interview med Rahim Altaf og Camilla Jensen. Ugeskriftsredaktionen følger de to nye kandidater i deres turnus. Cirka hvert halve år vender vi tilbage til Rahim Altaf og Camilla Jensen for igennem dem at skildre blandt andet turnusforløbet og dagliglivet som yngre læge. Første interview blev bragt i Ugeskrift for Læger 164/39, 23. september 2002.

For godt et halvt år siden var det et fuldtidsjob for Camilla Jensen alene at søge at fylde den hvide kittel ud. Som helt ny turnuslæge forholdt hun sig i ét væk til selve lægerollen, uanset om hun gik en af sine første stuegange eller under kyndig vejledning af erfarne sygeplejersker var i færd med at tilse en akutpatient på en af de lange nattevagter.

Da vi møder hende igen, få uger efter at hun er startet sin turnus på kirurgisk afdeling, er det anderledes.

»Nu bruger jeg en hel del energi på at rase over systemet. Jeg er blevet mere kritisk over for, hvordan tingene fungerer og bliver tilrettelagt. Blandt andet har jeg meget svært ved at acceptere de slagsmål, der næsten dagligt udspiller sig mellem eksempelvis medicinsk- og intensivafdeling om, hvem der skal tage de forskellige patienter. Og jeg fatter ærlig talt ikke, at mine lægekolleger vælger at skændes om den slags hen over patienternes senge. Står vi med en meget syg patient, der ikke kan trække vejret, og der er plads på intensiv, er der i mine øjne ikke så meget at betænke sig på. ,Men hvad nu hvis en helikopter falder ned, og vi skal bruge sengene?`, kan nogle argumentere. Skulle det helt uventede ske, må vi selvfølgelig forholde os til den nye situation, men er det absolut nødvendigt at tage sorgerne på forskud frem for at sætte de patienter i centrum, vi står med her og nu?«, spørger Camilla Jensen.

Hun fornemmer, at kollegerne tænker: Hun er ung og naiv men bliver snart klogere, når hun nu og da rejser sin kritik.

»Men jeg håber vitterligt ikke, at jeg overtager den laissez faire holdning, som jeg ofte synes, man møder blandt personalet. På en række områder er det hverken patienterne eller os yngre læger, der er i centrum for, hvordan ting bliver tilrettelagt - der er slagsmålene mellem afdelingerne, der er overenskomsterne, som ikke overholdes, og der er en tendens til, at ældre kolleger ikke bakker yngre læger tilstrækkeligt op, men lader os i stikken i vanskelige situationer. Det er vigtigt, at nogle indimellem rejser en diskussion af disse ting, og jeg vil gerne være én af dem«, siger Camilla Jensen.

Selv ansvar for at lære

Om end Camilla Jensen på det seneste har haft de kritiske briller på, har det først og fremmest været en rigtig god oplevelse at starte i turnus. For både hende og Rahim Altaf, der ligeledes startede på medicinsk afdeling i august sidste år, har det første halvår været en ilddåb, som har budt på et sandt bombardement af faglige udfordringer. Til deres store fornøjelse.

»Det var en underlig oplevelse, da jeg på min første nattevagt på kirurgisk afdeling fik lov at sove i fem timer i træk. Det skete aldrig, mens jeg var på medicinsk. Der var altid utroligt travlt, og jeg følte, at jeg konstant lærte nyt, fordi jeg hele tiden var involveret direkte i arbejdet og selv stod med ansvar for patienter«, fortæller Rahim Altaf.

Begge er lidt tøvende over for, hvad de egentlig kan forvente af faglige udfordringer i de kommende måneder på kirurgisk afdeling.

»Kirurgi er jo først og fremmest et håndværk, du skal lære, før du kan praktisere det. Men jeg har sagt til mine kolleger på afdelingen, at jeg meget gerne vil tage imod alle de udfordringer, der er mulighed for. Desuden fornemmer jeg, at der er betydeligt mindre travlt her end på den medicinske afdeling, så kollegerne har formentlig bedre tid til at lære fra sig, eksempelvis mens vi ser patienter og ved røntgenkonferencer. Det ser jeg frem til. Måske bliver der også bedre mulighed for selv at studere«, siger han.

Det første halve år i turnus lærte ham hurtigt selv at tage ansvar for sin læring. Som oftest har han studeret et par timer hver aften, når der var faldet ro over familien. Dels diverse faglitteratur, dels cases inden for det medicinske område, som han finder på internettet.

»Der var stort set ikke tid til undervisning i det daglige på medicinsk afdeling, så det var i høj grad op til dig selv at tage fat i en kollega og sige, at du gerne ville lære at foretage en pleurapunktur for eksempel«.

På Næstved Sygehus nikker Camilla Jensen genkendende. Blandt andet gik hun i efteråret glip af de fleste af sine uddannelsesdage på grund af travlhed eller sygdom på afdelingen. Og da de seks måneder var gået, var der adskillige emner inden for det obligatoriske stof, hun endnu ikke havde været igennem.

»Det har jeg det ikke helt godt med, men det er svært at sige, hvad man skal stille op. Man siger jo ikke nej til at tage en ekstra vagt, når kolleger er syge. Samtidig må jeg erkende, at jeg ikke er den, der bliver efter arbejdstid for at nå noget af det forsømte - det er jeg simpelthen for udmattet til«, konstaterer hun.

Til gengæld nød hun på medicinsk afdeling godt af en overlæge, der konstant udfordrede hende med mindre opgaver. Det var guld værd.

»Jeg oplever, at jeg lærer bedst ved enten selv at skulle undersøge tingene, eller når nogen kræver noget af mig. Denne overlæge fik mig til at interessere mig for de underligste ting som eksempelvis hypodynamisk respirationsinsufficiens eller anvendelsen af Synachten-test, og det var utroligt spændende. Det er vigtigt, at der er folk omkring en, som har lyst at lære fra sig. Og dem spotter man hurtigt«, tilføjer hun.

Når overlægen handler

Camilla Jensen suger til sig fra kollegerne, mens hun stadig er i færd med at skabe sin egen lægerolle.

»Måske er jeg mere interesseret i helheden end mange andre kolleger. Når jeg går stuegang, spørger jeg eksempelvis til, hvordan patienterne har oplevet de seneste undersøgelser, ser efter om der er liggesår på vej, eller om det er tid at tage nye blodprøver. Jeg er aldrig den, der skriver ,Intet nyt, ses an` i journalen, og når jeg endelig forlader stuen, er jeg sikker på, patienterne oplever, at de er blevet tilset af en læge«, fortæller hun.

På Slagelse Sygehus har Rahim Altaf lidt tid til overs inden en patientsamtale, og vi lægger vejen omkring skadestuen, hvor han bliver modtaget med megen varme af sygeplejerskerne.

»Da vi spurgte Rahim, om han ville undervise os en dag, stillede han sig straks til rådighed og takkede oven i købet mange gange for opfordringen. Den reaktion får vi jo ikke hver gang fra lægerne«, smiler Ulla Parby.

Selv lægger Rahim stor vægt på at fungere godt både fagligt og socialt med alle medarbejdere omkring sig.

»Under turnus bruger du uundgåeligt mange ressourcer på at præsentere dig selv og få snakket lidt med alle nye kolleger, også de allermest travle. Bare det at huske alle navne!«, pointerer h an.

En alarm fra en stue går i gang, og med det samme stopper han op for at undersøge, hvad der er på færde. Forvisset om, at patienten har det fint og blot skulle på toilettet, kan vi fortsætte. Episoden minder Rahim Altaf om forhold, han har svært ved at forlige sig med.

»På mange områder ligner lægekulturen på et sygehus det militære system. Hver især har man sine nøje definerede ansvarsområder, som man er optaget af. Man går nødigt uden for sit eget snævre felt, men det virker uhensigtmæssigt, synes jeg. Jeg savner en større blødhed, en generel omsorg, blandt lægerne, både i forhold til selve faget og til patienterne«, forklarer han.

For nyuddannede turnuslæger betyder indstillingen blandt kollegerne, at mange ofte holder sig tilbage, mener Rahim Altaf.

»Og det er synd, for det er netop ved at involvere sig i problemerne, at man lærer. Som nyuddannede skal vi hellere presse os selv og tage del i ansvaret, så vi kan blive dygtige«, siger han.

Den »militære kultur« gør det indimellem særligt vanskeligt for yngre læger at komme til orde i dagligdagen.

»Man oplever nu og da at blive viftet væk af en overlæge, parat til handling. Nogle gange er det helt i orden, andre gange føler man sig undervurderet og kan ærgre sig lidt, hvis man netop har studeret det tilfælde, man står over for, og faktisk kan bidrage fagligt, men nærmest per automatik ikke bliver hørt«.

»Det kan du sagtens klare!«

Det er sin sag som ny turnuskandidat at få overblik over, hvordan de forskellige systemer og sektorer inden for sundhedsvæsenet spiller sammen, konstaterer begge. Men efter et halvt år på medicinsk afdeling har Rahim Altaf bemærket de første mislyde i orkestret. Både fra de praktiserende læger og plejehjem sker der mange overflødige indlæggelser, påpeger han.

»Alt for ofte fik vi patienter ind, der ikke hørte hjemme på afdelingen. Om morgenen kunne en praktiserende læge i telefonen fortælle detaljeret om problemer med vandladningsbesvær og andet hos en ældre patient, men et par timer senere kom manden selv frisk gående ned ad gangen og kunne slet ikke genkende de symptomer, jeg spurgte til«, fortæller han hovedrystende.

»Måske skyldes problemet usikkerhed hos den praktiserende læge. Når det gælder plejehjemmene, har jeg indtryk af, at man blandt andet tyr til indlæggelse, når man selv mangler personale«.

Presset på de medicinske afdelinger er på én gang med til at skabe en fantastisk læreplads for nyuddannede kandidater og til at sætte hele personalet under pres, oplever Camilla Jensen.

»Den sidste tid på afdelingen havde jeg så mange vagter, at jeg konstant havde følelsen af jetlag. Det var virkelig learning by doing - skiftevis næsten umenneskeligt hårdt og så ekstremt fagligt udfordrende, at jeg i perioder følte, jeg kunne klare alt«.

På den kirurgiske afdeling virker det umiddelbart som om, at der er bedre ressourcer. Alligevel har Camilla Jensen allerede oplevet at blive kastet ud på meget dybt vand. Selv forsøgte hun at sætte hælene i, da både overlæge og reservelæger pressede på for, at hun skulle påtage sig en vanskelig patientsamtale.

»Der var tale om en patient, som - helt uvidende om problemerne - skulle orienteres om, at hun havde uhelbredelig leverkræft. ,Det kan du sagtens klare!`, lød opfordringen fra alle sider til, at jeg tog mig af samtalen. Selv syntes jeg, det var en urimelig situation at sætte både patienten og mig som helt grøn læge i - hun kunne have massevis af spørgsmål, jeg ikke ville kunne svare på, og selv ville jeg have det rigtigt dårligt med gang på gang at sige ,Desværre, jeg ved det ikke!` til en patient i krise. Derfor ville jeg hellere være føl hos en kollega under samtalen og på den måde lære, hvordan man kan give den slags budskaber, men det kunne jeg simpelthen ikke skabe lydhørhed for, måske fordi mine kolleger i virkeligheden selv har det vanskeligt med den slags situationer. Det endte med, at jeg tog samtalen og klarede det«, siger Camilla Jensen.

At være tilfreds med et 7-tal

Måske er mænd generelt lidt mindre perfektionistiske end kvinder og har lettere ved at acceptere, at der ikke altid er ressourcer i systemet til, at man kan yde den optimale indsats, funderer Rahim Altaf på baggrund af kollegaens oplevelse. Eller måske har barske oplevelser af krig fra hans tid i Iran sat sine spor, så han personligt har indstillet sig på, at man nu og da må lade sig nøje med forhåndenværende løsningsmodeller. I hvert fald var hans indfaldsvinkel en anden, da han blev stillet over for en tilsvarende udfordring.

»Jeg kaldte teorien om terminalpatienters reaktioner frem, som vi lærte i starten af studiet, og forberedte mig på den måde på, hvad jeg gik ind til. På det grundlag følte jeg mig tilstrækkeligt klædt på til samtalen, selv om det er en vanskelig situation. Men jeg tvivler på, at det ville føles lettere efter yderligere tre års erfaring eksempelvis at gå ind til sin første samtale af den art. Måske tværtimod, for jo mere du ved om tingene, jo mere komplicerede synes de ofte«, argumenterer Rahim Altaf.

»Generelt er jeg begyndt at se i øjnene, at vi arbejder i et system, hvor der meget sjældent er ressourcer til at løse opgaverne til et 13-tal. Det kan indimellem være frustrerende, og må især være det for dem, der gerne vil præstere topkarakterer i helst hver eneste behandling - det ønsker kvinder måske oftere end vi mænd. Selv forsøger jeg at stille mig tilfreds med, at man også kan redde liv med præstationer til 7- og 8-taller«, siger han.

Savner åbenhed om fejl

Også når det gælder åbenheden om fejl, har de to turnuskandidater forskellige erfaringer. Rahim Altaf oplever, at erfarne kolleger på en positiv måde løbende gør opmærksom på forkerte og rigtige fremgangsmåder.

»Det sker eksempelvis under konferencer, hvor lægerne tager fat i aktuelle fejl, uden at enkeltpersoner bliver hængt ud. Jeg er selv blevet rettet, når jeg har udfyldt en dødsattest forkert eller har brudt den gængse procedure for brug af en bestemt type scanning. Det er rart, at fejl bliver påpeget, så man lærer af det med det samme«.

Omvendt har det undret Camilla Jensen så lidt, hun har hørt om fejl på de to afdelinger, hun indtil videre har færdedes. Ikke mindst i betragtning af at der faktisk har verseret en sag på den ene af afdelingerne i hendes tid, hvor der åbenlyst er blevet begået en fejl. Det kunne i sig selv være en anledning til at tage emnet op, men det er ikke noget, der er blevet talt om i et åbent forum. Nogle steder i systemet hersker på det område en tys-tys-kultur, hun gerne så afløst af en større åbenhed, som kunne skabe øget tryghed blandt medarbejderne, lyder konklusionen fra Næstved.

»Så vidt jeg ved, har jeg heldigvis ikke selv begået fejl endnu - jeg har i hvert fald ikke fået det at vide. Samtidig virker det utroligt, at ingen af os nyuddannede skulle være kommet til at give saltvand i stedet for sukker og have lavet andre småfejl, kollegerne har rettet, men jeg hører ingen tale om det. Selv oplever jeg ufatteligt meget sjusk og bliver irriteret over det, fordi det netop øger risikoen for fejl. Der kan let ske en smutter, når en læge retter i patienters medicin uden at skrive i journalen hvorfor, og det forekommer jo hele tiden. Jeg ville ønske, at alt, selv en Panodil, blev skrevet ned af alle. Journalen er et juridisk dokument, der i sidste ende kan blive brugt imod os«, minder hun om.

Manglen på åben tale om fejl styrker Camilla Jensens billede af, at læger er et ambitiøst og ærekært folkefærd, der værner om både deres eget og afdelingens renommé.

»Vi er vant til at høre til blandt de dygtige og få gode karakterer, derfor kan mange af os måske have svært ved at erkende det, hvis vi begår fejl. Dertil kommer, at vores fejl kan have meget alvorlige konsekvenser for dem, vi behandler. Det kan i sig selv gøre det vanskeligt at se i øjnene, at vi ikke er ufejlbarlige. Endelig mødes vi indimellem med urimeligt store forventninger af patienter og pårørende og forestiller måske os selv hængt ud på forsiden af Ekstra Bladet den dag, vi måtte erkende, at vi havde fejlet. Den oplevelse tragter man ikke ligefrem efter«, konstaterer hun.

Råd til både bluse og bukser

Måske har den tys-tys-kultur, Camilla Jensen har oplevet, sat sine spor. I hvert fald skal hun for første gang i to timer tænke sig længe om, før hun har svar parat på, hvad hun selv ville stille op den dag, hun måtte opdage, at hun havde begået en fejl.

»Det er meget svært! Men jeg tror, at jeg ville gå til en ældre kollega - helt givet ikke en yngre - jeg havde stor tillid til, og søge råd«, lyder det til sidst.

Hun sidder i en af sine nyindkøbte trøjer, for der er kort og godt blevet shoppet igennem, siden økonomien forvandlede sig fra alt for mange år på SU til en rimelig anstændig løn.

»Det er fantastisk ikke længere at skulle vælge mellem bluse eller bukser, men bare sige ,På beløbet, tak` hver eneste gang og stadig have masser af penge i slutningen af måneden«, smiler hun tilfreds.

I Slagelse har Rahim Altaf sluttet en rolig forvagt med bare fire patienter. Det føles næsten som svir oven på seks måneders uafbrudt travlhed. Nu er det tid at hente den niårige datter fra skole og køre hende til hip-hop-dans.

»Hele familien er heldigvis faldet godt til i Slagelse, om end min kone stadig leder efter nyt job som industrilaborant«, fortæller han.

Da interviewet er slut, agerer han på ny chauffør. Og i modsætning til ved turnusstart behøver han ikke denne gang sin kone og datter i bilen som guider for at køre gæsten til stationen. Der er sket meget for Rahim Altaf siden august sidste år. Det mindste er, at han selv kan finde vej til toget.

Rahim Altaf, 37 år

Kandidat fra Aarhus Universitet juni 2002. Per 1. august sidste år startet i turnus på Slagelse Sygehus, medicinsk afdeling, Vestsjællands Amt. 1. februar i år skiftet til parenkymkirurgisk afdeling samme sted. Født i Iran, hvor han læste medicin i tre år. Kom til Danmark i 1992 som politisk flygtning. Har siden taget hele medicinstudiet i Aarhus, da studieårene i Iran ikke kunne godskrives.Gift og har to børn på ni og 15 år.

Camilla Jensen, 30 år

Kandidat fra Københavns Universitet juni 2002. Per 1. august sidste år startet i turnus på Næstved Sygehus, medicinsk afdeling, Storstrøms Amt. 1. februar i år skiftet til parenkymkirurgisk afdeling samme sted.Ugift, ingen børn.

Jesper Kjærsgaard Nørøxe, 27 år

Juridisk kandidat fra Aarhus Universitet juli 2002. Per 2. september 2002 tiltrådt som fuldmægtig i Justitsministeriets færdselskontor. Ugift, ingen børn.

Læs To lægeliv, Interview I i Ugeskrift for Læger nr. 39 fra den 23. september 2002 på www.fayl.dk/ugeskriftet.