Nyhed
0
8 minIndtil videre har det været en stille dag på hospitalet i Lashkar Gah i Afghanistans krigshærgede Helmandprovins. Sådan bliver det ikke ved med at være, men det ved ingen endnu.
Nu er det stadig en stille formiddag på hospitalet, som drives af nonprofitorganisation EMERGENCY. Morgenens stuegang er netop overstået, anført af de yngre afghanske læger under uddannelse.
I de afghanske lægers kaffestue træder seniortraumekirurg Dr. Ibrahim Khushal ud af sine crocs og sætter sig i skrædderstilling på sofaen. Hans 24-timers vagt er lige begyndt. Som ung læste han basisuddannelsen i medicin på universitetet, men hans store viden om krigstraumekirurgi kommer fra de tusindvis af patienter, han har behandlet.
»Jeg har set alt, og alligevel står jeg over for nogle svære ting, især når patienter kommer ind med flere forskellige traumer: en person, som er blevet skudt i brystet, hjernen og maven for eksempel. Den slags patienter er en stor udfordring«, siger Ibrahim Khushal.
På kaffebordet ved siden af ligger en tandbørste og en pakke paracetamol. Khushal har tilkaldevagt, så de yngre læger i akutmodtagelsen kan ringe, når de får brug for hans erfaring, og erfaring har han masser af.
Hver dag bliver krigens ofre bragt ind på hospitalet her i Helmand, hvor afghanske læger og sygeplejersker sammen med et lille hold udlændinge behandler de krigsskadede. Afghanistans medicinstudie er langtfra på dansk niveau, men lægerne her har mere praktisk erfaring end de fleste. Hver dag behandler lægerne her traumer fra eksplosioner, skud, luftangreb, miner, vejsidebomber og granater – traumer, som selv de erfarne læger dårligt kunne forestille sig, og som kræver behandling, der ikke kan sammenlignes med traumekirurgi på et europæisk hospital.
»Det, der står i bøgerne i Europa, duer ikke altid i situationen her«, siger Khushal.
Ibrahim Khushal og de afghanske læger samarbejder for tiden med et hold på otte udlændinge: to ortopædkirurger, en traumekirurg, tre sygeplejersker, en logistiker og den medicinske koordinater, Matteo Rossi, som ud over det daglige medicinske arbejde er hospitalets leder. Det er også ham, der står for triage, når patienter ankommer efter en masseulykke, »mass casualty« kalder de det her. En mass casualty-situation betyder, at mindst 20 krigsskadede patienter ankommer til hospitalets tunge porte. Det sker regelmæssigt. Så bliver de tomme, brune telte i haven taget i brug til de patienter, der ikke står til at redde. I kaffestuen hænger en stor plan for, hvem der gør hvad ved »mass casualty«. Nederst står der med røde bogstaver:
»No panic: Focus on the management and it will be fine!!!«
Ibrahim Khushal var en af bare fire læger, da hospitalet åbnede i 2004. Det var hårdt arbejde for en ung læge, men arbejdet og ansvaret fra dengang er fundamentet for hans ekspertise i dag. »Learning by doing« er virkeligheden i Helmand, og »doing« er der masser af på et krigshospital i Afghanistan, hvor konflikten har varet i 40 år.
»Dengang stod vi alene med alt. Vi tog 15-20 større eller mindre patienter alene hver dag«, fortæller Khushal. Han tæller op, hvor mange paraplegiske og quadriplegiske patienter der er kommet ind i de seneste dage.
»Krigen bliver værre og værre. Dengang havde vi sjældent amputationer, nu har vi ti om ugen.«
Telefonen ringer fra akutmodtagelsen, hvor der er brug for ham, så Khushal tager sine crocs på.
I hospitalets anden kaffestue holder de udenlandske kolleger til, for tiden er de alle italienere. En elektrisk moccabrygger kører uden stop, og luften tyk af cigaretrøg. På gangene hilser alle, såvel afghanere som italienere, hinanden med »ciao«.
Livet som udenlandsk læge her er travlt, men indskrænket. Af sikkerhedshensyn må personalet ikke bevæge sig uden for hospitalet og det hus, hvor de otte kolleger bor sammen. Al transport mellem de to steder sker i EMERGENCYs biler.
»Man kan godt tænkte: »Jeg bor i Afghanistan, jeg kan klare alt«. Men fakta er, at vi ikke for alvor er i kontakt med landet. Med folket jo, som patienter, men ikke med landet«, siger 32-årige sygeplejerske Alberto Zanin en aften i bilen under den korte køretur hjem. De ledige aftener går med kortspil, medicinerjokes og bordtennis – bat i den ene hånd, cigaret i den anden.
Der er én ugentlig fridag, men mange foretrækker at være på hospitalet. En udsending her varer seks måneder uden stop, ingen weekendture til Kabul eller det, der ligner. I de fleste andre ngo’er i Afghanistan skal ansatte holde en uges fri omkring hver sjette uge. Seks måneder uden sex – det kan man godt blive lidt »crazy« af, griner en mandlig italiener. De ansatte spiser det samme, som der bliver serveret for patienterne, og de fleste får mindre i løn end på deres faste job i Italien.
Alligevel er hospitalet her i Helmand det mest populære sted at blive udsendt til i Afghanistan. Det er her, de mest alvorlige patienter kommer, så der er virkelig brug for det, man kan yde, og samtidig lærer man enormt meget på ingen tid, fortæller italienerne. Og så er den lille gruppe som en familie, fortæller 32-årige Matteo Rossi i kaffestuen, hvor han sætter kaffe over. Der er fuldt hus, for morgenen er rolig indtil videre. Ortopædkirurg Enrico Paganelli tænder en cigaret.
»Når jeg kommer hjem til Italien, føler jeg mig lidt utilpasset. Når man først er begyndt på det her liv, indser man, at der ikke er nogen vej tilbage«, siger han. Arbejdet her er bare mere spændende og mere meningsfuldt, mener han.
»Jeg interesserede mig aldrig for at lave nye hofter. I Europa får man komplekse patienter ind fra trafikulykker, men selv det mest komplekse der er en simpel sag her. Ortopædkirurgi er komplet anderledes her«, siger 56-årige Enrico.
Sygeplejerske Letizia Luciani, eneste udenlandske kvinde, kom til Helmand for under en måned siden. I modsætning til de afghanske sygeplejersker går hun ikke med tørklæde. Det er hospitalets politik og respekteres af alle inden for murene, ligesom kvindelige patienter her lader sig behandle af mandlige læger, noget der heller ikke kunne ske andre steder.
»Patienterne vænner sig hurtigt til det. Men når deres familier kommer på besøg, stirrer de på mig, som om jeg er en alien«, fortæller 30-årige Letizia og griner. Som eneste udenlandske kvinder har hun ansvar for stue D, som er for kvinder og børn. Mandlige læger må komme ind, men ingen mandlige patienter.
Efter eftermiddagens stuegang gør det internationale personale sig langsomt klart til at blive kørt hjem. Letizia deler bananer og balloner ud til de indlagte børn på stue D. I lommen har hun den radio, som læger og sygeplejersker har på sig 24 timer i døgnet. Den skratter, som den gør så ofte, men meldingen nu er kort og foruroligende.
»Kom til akutmodtagelsen«, lyder beskeden, som når ud til alle.
To minibusser holder ved hospitalets port, og ud vælter en hel familie på 13 personer. De er blevet ramt af et luftangreb. Matteo evaluerer hurtigt hver patient, som bliver anbragt i akutmodtagelsen efter graden af traume. I hjørnet, hvor kvinderne ligger, bliver et forhæng trukket for.
Den alvorligst ramte patient er Ehsanullah, en dreng på 14 år. Hans mave og diafragma er punkteret, en del af hans kranie og et øje mangler, det andet er bristet, og hans krop er fuld af granatsplinter.
Dr. Shafiulla Aziz er den ældste af de afghanske juniorlæger under uddannelse. Han ser til tre små drenge, fra fire til otte år, som også er ramt af granatsplinter. Derhjemme har han selv fire børn i alderen tre måneder til seks år. Drengene stirrer på Shafiullah og sygeplejerskerne, som klipper deres tøj af, vasker sårene, skriver rapporter og får kørt dem til hospitalets ene røntgenrum.
På operationsstuen gør Ibrahim Khushal sig klar til at modtage den 14-årige dreng. Hospitalet har to fuldt udstyrede operationsrum, og på en aften som denne bliver gangen mellem de to brugt som et tredje. Khushal vasker 14-årige Ehsanullahs åbne kranie, før han lægger en stor bandage om drengens hoved. Som seniorkirurg står Khushal for alt fra det åbne kranie og den åbne mave til granatsplinterne i drengens ben, hænder og arme. Risikoen for infektion efter granatsplinterne er stor, så Khushal skærer alt beskadiget væv bort.
To timer senere tager han handskerne af og lader yngre læger forbinde de mange åbne sår. Khushal tager sine crocs af, imens han venter på, at det næste barn bliver kørt ind til operation.
»Det er ikke arbejdet, der gør os trætte i det her job. Det er tanken om, hvad der sker med patienterne bagefter. Hvilket liv vender de hjem til? Det er det, som gør os trætte«, siger kirurgen og gnider sig i øjnene.
Klokken nærmer sig 22, og skadestuen er næsten tom, da to sårede soldater ankommer. Den ene erklæres død med det samme. Den aften spiser italienerne i stilhed.
Næste morgen får Matteo Rossi sin kaffe og en cigaret i kaffestuen. Er det aldrig psykisk hårdt at behandle krigsoffer efter krigsoffer, spørger jeg.
»Jeg siger altid sådan her: En patient er en patient, indtil du stiller et personligt spørgsmål – så bliver patienten en person. Forstå mig ret, jeg vil ikke lyde kynisk«, siger Matteo og fortsætter:
»Den eneste måde, du kan sætte en form for skjold op, er ved ikke at stille personlige spørgsmål«.
Efter morgenens stuegang er Dr. Shafiullah Aziz’ vagt slut. Nu skal han videre til det lokale universitet og undervise i tre timer, før han kan tage hjem til sine egne børn.
»Det er vores liv. Vores arbejdsbyrde stiger, som krigen eskalerer. Den ene dag er værre end den forrige«, siger han på vej hjem.
»Jeg er stolt over, at jeg kan hjælpe mit folk. Jeg er udmattet, men efter en travl nat, hvor jeg har kunnet hjælpe patienterne, er jeg virkelig glad, for de har brug for mig«, fortæller Shafiullah. Han vil gerne stå ved, at de ting, han ser på arbejdet, tynger ham. Hvad er egentlig bedst for en kirurg på et krigshospital – en stille og kedelig dag eller en travl dag, spørger jeg.
»Uden tvivl en stille dag. Jeg elsker kirurgi, men det betyder ikke, at jeg elsker krig. Jeg elsker kirurgi, men jeg hader krig. Man kan ikke adskille patienterne og krigen«, siger Shafiullah.
