Hellere omnipotent end impotent

Det er overvældende. Alt det man egentlig bør vide og kunne. Efter 1 år som rådgiver for Danida i Zimbabwe, er jeg vendt hjem og deler nu min tid mellem arbejdet i praksis og et professorjob i Odense.

Når jeg vender tilbage til klinisk arbejde efter en sådan pause, bliver jeg helt svedt over så utroligt meget patienterne jo egentlig kan fejle, og som mine patienter og studenter vel forventer, at jeg har styr på. Mens jeg vendte ryggen til, er der blevet skrevet millioner af artikler om det alt sammen. Og så er det, at jeg bliver helt nervøs for om jeg endegyldigt er blevet overhalet af udviklingen uden chance for at indhente det forsømte.

Eller også er der måske ikke sket ret meget, når det kommer til stykket. For folk går til læge med deres syge børn, når de er bekymrede for dem som altid, og de fejler vist også det de plejer. Og strengt taget er der vist heller ikke kommet så mange revolutionerende nye behandlinger siden sidst. Og mon ikke de få virkelige nyheder, der skulle være kommet via sindrige mekanismer, bliver filtreret fra virvaret af irrelevant information og når frem til mig på en eller anden måde. For det er jo sådan den almen medicinske antenne fungerer - er det ikke? Scanner omverdenenen og hvis noget tilstrækkeligt stort og betyndningsfuldt dukker op, bibber den almen medicinske nysgerrighedsindikator. Det håber og tror jeg i hvert fald. Og så satser jeg i øvrigt på at mine kolleger rundt om hjælper med at fremhæve det betydnigsfulde, så det lettere opdages på min radar.

Og når jeg en gang imellem forfalder til at kunne ønske mig, at jeg havde valgt et mindre alt omfavnende speciale, må jeg også huske på, at det netop var mangfoldigheden og fraværet af snævre afgrænsninger, der i sin tid fik mig til at vælge almen medicin. Jeg blev altid utålmodig, når det væsentlige var indkredset og ville hellere lære om noget nyt end bruge mere tid på småtterierne. Så hvis indlæringskurven er S-formet, har jeg altid befundet mig bedst, hvor den er stejlest. På det første stykke af kurven må man acceptere at skulle yde en indsats for at lære grundbegreber uden at ens kunnen øges væsentligt. Når man så har et skelet at hænge det op på, vil yderligere indsats give stort udbytte, men på et tidspunkt skal der en stor indsats til for yderligere at øge ens kunnen. Og det er når jeg nærmer mig toppen (for mig i hvert fald) og kurven flader ud, at jeg springer af og hellere begynder på at klatre op ad en ny indlæringskurve. Og det er vel sådan vi har det mange af os der valgte almen medicin.

Men når jeg giver afkald på detaljen, må jeg sikre mig overblikket og det kan jeg kun ved at vide, at jeg fagligt ikke er alene i verden, men omgivet af hjælpsomme kolleger. Nogen der arbejder med at skabe ny viden, så der bliver nogle interessante videnskurver at kravle op ad. Andre der tygger vores fælles gods af viden igennem og præsenterer det for mig, så jeg både kan få øje på det nye og så det bliver lettest muligt at kravle op af kurverne. Og til sidst håber jeg, at der også er kolleger, der vil sørge for at det bliver nemt for mig så at gøre det rigtige i min dagligdag, så mine patienter får glæde af det i sidste ende. Og det er vel langt hen ad vejen det vi alle arbejder på.

Forf.s adresse: Adelgade 78, 8660 Skanderborg.