»Helt afgørende, at vi bruger en datadrevet tilgang på alle patientgrupper«

Det er ikke længere nok at opfatte personlig medicin »alene som genomer og behandling af sjældne sygdomme«. Personlig medicin skal udbredes, »så flere patienter kan tage del i de muligheder, som personlig medicin giver«. Bl.a. med hjælp fra den eksplosive vækst i sundhedsdata, som betyder, at Danmark har »muligheden for at blive verdensførende, når det gælder udvikling og anvendelse af personlig medicin i det brede sundhedsvæsen«.

Det er – nogle af – ordene i den nye strategi for personlig medicin, som regeringen og Danske Regioner præsenterede på den sidste dag i august. En strategi, som afsætter 90 mio. kr. i årene 2025-2027 til 13 konkrete initiativer, som samlet set bl.a. skal udbrede personlig medicin på tværs af sundhedsvæsenet, styrke forskningen i selvsamme og bruge sundhedsdata klogere.

Mens de to forrige strategier for personlig medicin i Danmark fra henholdsvis 2016 og 2021 har haft stort fokus på genomer, genanalyse og patienter med sjældne uafklarede sygdomme, så lægger den nye strategi et nyt snit. En ny definition af begrebet:

»Personlig medicin er en tilgang i sundhedsvæsenet, hvor tidlig opsporing, forebyggelse, diagnostik, behandling og opfølgning i endnu højere grad skal ske i samarbejde med patienten og dermed tilpasses og baseres på den enkeltes unikke profil og forløb. Denne individualiserede tilgang muliggør anvendelsen af bl.a. sundhedsdata og avancerede teknologier til at skabe de mest effektive og målrettede sundhedsfremmende indsatser«, som det hedder i strategien.

»Det helt store perspektiv er, at sundhedsdata kommer meget mere i spil i forhold til at gøre det bedst mulige over for den enkelte patient. Det er det allervigtigste element i den her strategi«, siger Sisse Rye Ostrowski.

Hun er professor i personlig medicin, overlæge på Afdeling for Klinisk Immunologi på Rigshospitalet, forskningsleder på i Region Hovedstadens Biobankenhed – foruden studieleder for master i personlig medicin. Med andre ord en oplagt kapacitet til at vurdere den nye strategi og sætte den i perspektiv til, hvor vi er, og hvor vi bør være på vej hen, når det kommer til personlig medicin.

Så det har vi gjort.

»Personlig medicin er fremtidens sundhedsvæsen«, som Sisse Rye Ostrowski siger som noget af det allerførste. Nok er der udfordringer, og dem skal vi nok komme til, men for nu så kalder hun den nye strategi for både et »vigtigt og visionært starting point« og en »bred håndsrækning til alle borgere i Danmark«. Og det handler altså i høj grad om betoningen af at bruge sundhedsdata.

»Vi har i rigtig mange år snakket om alt det, vi kan gøre med vores sundhedsdata. Derfor er det virkelig dejligt, at vi nu begynder at gøre flere ting. Selvfølgelig er de meget højt specialiserede ATMP’er, som man hidtil har fokuseret på, stadig supervigtige, men det er også helt afgørende, at vi bruger en datadrevet tilgang på alle patientgrupper i hele livsforløbet, hvad enten vi snakker forebyggelse, tidlig sygdomsopsporing, diagnostik, behandling eller opfølgning«, siger Sisse Rye Ostrowski.

Lovgivningen til at komplementere visionerne i strategien er langt hen ad vejen på plads. Der er ved at blive etableret ét kontaktpunkt, som grundlæggende betyder, at forskere kun skal henvende sig ét sted, når de vil have adgang til data, som måske ligger spredt i forskellige registre og databaser hos forskellige myndigheder. Og der er blevet givet lovhjemmel til, at sundhedsdata kan blive videreanvendt til at styrke beslutningsstøtten i bl.a. patientbehandling og kliniske forsøg.

Alt sammen elementært afgørende for udviklingen inden for personlig medicin.

»Men det giver heller ikke mening i 2025, at der er så vandtætte skotter mellem den højt avancerede forskningsdata og behandlingen af vores patienter, når vi kan det med data, som vi kan. Så det er superpositivt – og nødvendigt – at det nu er tilladt at bruge forskningsdata til klinisk brug«, understreger Sisse Rye Ostrowski.

Farmakogenetik er en lavthængende frugt

Personlig medicin skal altså være en del af hele livsforløbet. Fra forebyggelse og sygdomsopsporing over diagnose og behandling til opfølgning. Der er åbenlyse muligheder i alle faser, fastslår Sisse Rye Ostrowski. Men stor forskel på de menneskelige barrierer i forhold til at få det til at lykkedes.

»De store udfordringer ligger der, hvor man stadig føler sig rask – og bliver formentlig mindre og mindre, jo tættere du er på at være patient. Når du først er patient, så er der jo ikke nogen, der modsætter sig, at man bruger data til at stille den rigtige diagnose og finde den rigtige behandling. Men i forhold til forebyggelse og sygdomsopsporing så er det en ny måde at få præsenteret en risiko – og det er der nok mange, som kan have en utryghed om«, siger Sisse Rye Ostrowski.

»Historisk set har vi ikke brugt mange ressourcer på forebyggelse i sundhedsvæsenet. Men der ligger jo et massivt potentiale ved at bruge de genetiske informationer, bl.a. om de 2-3% af befolkningen, som har arvelige genetiske sygdomme, som vi kan forebygge, lindre og behandle tidligere. Om hvilken medicin man bedst tåler, eller om man har polygene scorer, som modificerer ens risiko for sygdom. Der pågår meget translationel genetisk forskning, som vil øge vores viden om, hvor genetik har den største betydning inden for personlig medicin for borgere og patienter, så man må forvente øget brug af disse data i fremtiden. Men det handler ikke kun om genetiske data, det kan også være at se mønstre i sundhedsdata; altså f.eks. hvis man har den her gruppe patienter, som har haft de her tre diagnoser, så er de måske i højrisiko for at få en fjerde alvorlig diagnose, som vi gerne vil lave en særlig opsporing på for at forebygge«, siger Sisse Rye Ostrowski.

Derfor er der også et stort arbejde i at få en dialog i samfundet vedrørende værdien i at dykke ned i genetiske data og sundhedsdata mere bredt for på den måde at sikre en bedre forebyggelse og behandling til den enkelte. Og derfor fremhæver professoren også en række af de konkrete initiativer som særligt stærke til at være et redskab til netop at fortælle om gevinsterne. Det gælder farmakogenitik, hvor der i strategien er sat midler af til at støtte udviklingen af analysemetoder og afsøge muligheder og udfordringer for etablering af en farmakogenetisk profil.

»Farmakogenitik er en ekstremt lavthængende frugt. Mens der godt kan være nogen modstand i befolkningen over for, hvordan vi kan bruge generne til at forudse, hvad man evt. kommer til at fejle om ti år, så er der næppe mange, som kan have noget imod, at de får den behandling, der virker i den rigtige dosis uden bivirkninger. Derfor er farmakogenitik også et superstærkt redskab til at få lavet nogle gode cases og få fortalt og diskuteret med befolkningen, hvad det er, vi kan med de genetiske data«.

Tilsvarende med en række arvelige sygdomme med »actionable variance«, som findes hos 2-3% af befolkningen: danskere med f.eks. BRCA-gener, lynch-syndrom og familiær hyperkolesterolæmi, som specifikt nævnes i strategien.

»Det her handler jo ikke om, at nogen skal have at vide, at de fejler noget væmmeligt, som vi i øvrigt ikke kan gøre noget ved, og at de dør en forfærdelig død om ti år. Det er der ikke nogen, der vil vide. Men familiær hyperkolesterolæmi er et rigtig godt eksempel på en arvelig sygdom, som vi meget gerne vil opspore i familierne og evt. sætte et barn i behandling, så han eller hun kan få et fuldstændig normalt liv uden hjerte-kar-sygdom med en behandling, som vi kender og har brugt i mange år«.

Brug for et nyt narrativ

Og så er vi fremme ved en stor udfordring relateret til ovenstående. Måden, vi taler om data, hvad end de er genetiske eller sundhedsdata i bredere forstand.

Sisse Rye Ostrowski fremhæver Storbritannien. Og har det i frisk erindring, da hun dagen forud for vores interview var med til at debattere det europæiske samarbejde på årsmødet i National Genom Center (NGC). Her, i Storbritannien altså, har man ifølge Sisse Rye Ostrowski haft den politiske vilje og er lykkedes med at trumfe et narrativ igennem om, hvor vigtigt det er at indsamle, generere og bruge de data, som man har på befolkningen. Uden at den brede befolkning ser nogen spøgelser i det.

Sådan gad hun godt, at det var i Danmark.

»Der har vi i Danmark lige nu nogle narrativer og strukturer omkring forskningen i big data og genetisk data, som gør det svært at komme særlig meget videre, fordi vi kan altså ikke lave personlig medicin, hvis vi ikke forsker i de her data. Nogle af problemerne opstår i de videnskabsetiske komitésystemer, fordi de ofte træffer nogle defensive beslutninger meget drevet af juridiske forståelser af lovgivningen omkring nogle modige projekter, hvor man gerne vil bruge big health data og gerne vil generere genetiske data«, siger Sisse Rye Ostrowski.

»Det er vi nødt til at vende på hovedet og sige: Jamen vi slår altså patienterne ihjel, hvis vi ikke laver de her fremskridt, hvis vi ikke får lavet den her forskning. Vi er nødt til at have lægefokus på, hvad det er, vi er nødt til at lære og gøre, for at vi kan komme hen til personlig medicin. For dybest set er det uetisk at sige nej til de her projekter«.

Men det kræver vel så netop, at man får befolkningen med også?

»Fuldstændig. Og her har sådan nogle som mig været for dårlige til at fortælle de gode historier. Men det er også svært, hvis man får stop, før man overhovedet er kommet i gang. Men medierne bærer også et ansvar for hele tiden at jagte nogle historier, som bliver vinklet på en sådan måde, at det er rigtig banditagtigt, det vi laver med sundhedsdata. Så sent som i sidste uge har der været negativ fokus på, hvordan man i Region Hovedstaden vil give bedre behandling til psykiatripatienter ved at bruge data fra de elektroniske patientjournaler. Men det er præcis den slags projekter, vi har brug for, hvis vi skal blive bedre til at behandle vores patienter i fremtiden«, siger Sisse Rye Ostrowski, inden hun sætter trumf på, med hvad der vel kun kan tolkes som en alvorlig løftet pegefinger.

»Vi kommer ikke at løse det dobbeltdemografiske pres på sundhedsvæsenet, hvis vi ikke begynder at gøre tingene smartere og datadrevet. Der er ingen vej udenom, hvis vi ikke skal sakke fuldstændig bagud, når vi bliver flere ældre og færre hænder. Det kræver en politisk vilje til at sætte det på dagsordenen og en dialog med befolkningen, så de forstår og er trygge ved, at vi kigger efter mønstre i 100.000 patientjournaler for at give dem selv og den næste patient en bedre behandling«.

Tilvænning til ny risikovurdering

Og det kræver også en kulturændring blandt lægerne selv, fastslår Sisse Rye Ostrowski, hvis personlig medicin for alvor skel leve på de enkelte afdelinger. I nogle specialer – f.eks. kræftområdet – har man i lang tid haft et tæt samarbejde mellem læger og ikkekliniske akademikere som bioinformatikere og ingeniør i forhold til at få data integreret og fortolket. Men det skal bredere ud.

»Og det kan være en barriere at få lavet den kulturændring på alle afdelinger – at der skal nogle andre mennesker, som kan noget med data, ind på hospitalerne og samarbejde med lægerne. Men der ligger også en kulturel ændring for lægerne i også at kunne og turde bruge de her redskaber. Meget af det handler jo om risikovurdering, og det gør læger allerede hele tiden i klinikken. Men med personlig medicin, hvor vi bruger sundhedsdata, kommer der selvsagt flere data på risikovurderingen, og vi går fra ,gruppe’ til ,individuel’ risikovurdering. Det skal man som læge vænne sig til at integrere med sin egen vurdering. Så det er altså ikke simpelt ,plug and play’«.

Det kræver efteruddannelse. Det kræver træning og øvelse også i den dialog, der skal ske med patienterne, når deres egne beslutninger skal være i centrum. For hvordan forstår patienter risiko? Det er vidt forskelligt. Og hvordan kan man respektere den enkelte patients præferencer, værdier og ønske om information og behandling?

»Det skal vi øve os på nu med de data, vi har. Vi behøver ikke at vente mange år og håbe, at vi pludselig kan. For det kan vi ikke. Det er meget komplekst«.

Til gengæld er der gevinster at hente. Ikke kun for patienterne, men også som en hjælp til at prioritere for de sundhedsprofessionelle.

»Når man bliver bedre til at risikostratificere, så finder man jo også dem med en lav risiko for forskellige ting. Og de skal jo ikke overbehandles. Så dem, hvor data tilsiger, at de kun skal ses til en kontrol hvert femte år, de behøves ikke at blive set to gange om året. Så det giver en mulighed for at bruge ressourcerne rigtigt til de patienter, som har brug for det. Men det kræver selvfølgelig, at man lærer at stole på de her data, når de siger, at én patient ikke behøver lige så tæt opfølgning som patienten ved siden af, fordi de har forskellig risikoprofil. Så igen, det er ikke bare ,plug and play’; vi skal lære, hvordan vi bruger de her risikoestimater – og føler os trygge i det«.