Helt til grænsen

Forfatter: Staun S

Forlag: København: Gyldendal, 2013

Sider: 314.

Pris: 300 kr.

ISBN: 978-87-02-13872-6

Bøger  Vicestatsobducenten i Odense, Maria Krause, har i en personlighedstest scoret absolut bundkarakter i venlighed. Med sine egne ord er hun »mærkelig«. I Susanne Stauns »Helt til grænsen« bliver det hurtigt klart, at hun også forvalter sit embede på usædvanlig vis: Allerede på de første par sider tier Maria Krause om et mord og et selvmord – i tillæg til de mord, hun allerede er meddelagtig i. Dernæst starter hun sin egen efterforskning af en kriminalteknikers mistænkelige død, mens det bliver stadig mere klart, at der også er nogen, der forfølger hende, blandt andet med sms’er sendt i chefens navn.

Retsmedicinsk Institut er ikke just moralens højborg, og Maria Krause lader sig ikke begrænse af lov og pligt. Hun er ingenlunde psykopat, og der er fine beskrivelser af hendes skrupler over sine handlinger. Resten af persongalleriet er lige så broget som Maria Krause selv, om end persontegningen ikke er så god og dyb, men bærer præg af at personerne er blevet introduceret i de to første bøger i serien.

Bogen følger den klassiske thrilleropskrift med en dramatisk start, der holder læserens interesse gennem de næste kapitler, hvor baggrunden ridses op. Susanne Staun formår at holde balancen og den røde tråd, mens der introduceres en række mystiske begivenheder, når intensiteten er ved at falde. Spændingen bygges op frem til det dramatiske højdepunkt i Beirut, hvor retsmedicinsk viden viser sig at være en regelret overlevelsesfordel.

Selv om »Helt til grænsen« sagtens kan læses enkeltstående, lader det sig ikke skjule, at den er afslutningen på en trilogi. Der efterlades ikke uløste spørgsmål, tværtimod samles der op på forhold fra de tidligere bøger, som den nye læser knap kan se problemerne i. Det er også lidt ærgerligt, at flere af de ellers vældig interessante drab i bogen mere tjener som afrunding af de tidligere bøger end som selvstændig handling.

Maria Krause er langtfra den eneste retsmediciner i tidens krimier, men det er ikke nyt, at forskellige tider har hver deres »detektivtype«, fra den klassiske britiske adelsmand til storbyens alkoholiserede, lidt ensomme kriminalbetjent. En retsmediciner som hovedperson gør det muligt at lade retsmedicinske udredninger indgå i handlingen med indgående førstehåndsbeskrivelser og kan måske også tilfredsstille læserens primitivt-brutale nysgerrighed om makabre detaljer. Endelig er det mere fascinerende at opleve de mørke sider hos læger og politifolk – som ellers formodes at være regelrette og tjene den gode sag – end hvis hovedpersonen havde haft et andet erhverv.

En forfatter, der selv er læge, medbringer en faglig og lægekulturel viden, som kan gøre det naturligt at skrive om læger. Susanne Staun har gjort et grundigt forarbejde og leverer troværdige redegørelser om autoerotik og kvælningstegn. At lægemiljøet på Retsmedicinsk Institut er alt andet end autentisk, er en kunstnerisk frihed, som hører genren til.