Skip to main content

Henrik Skall Sørensen

Bente Nielsen Jette Mikkelsen Yvonne Gradert Karen Frost Merethe Hallingskog Henrik Balch William Hertz Tilbageværende medlemmer af AMACORD

14. jun. 2013
2 min.

22.2.1943-16.5.2013

Den 16. maj 2013 døde praktiserende læge Henrik Skall Sørensen af en pancreascancer knap tre måneder efter sin velbesøgte og atmosfærefyldte afskedsreception efter et langt og godt praksisliv på Vesterbro, København.

Gennem de sidste 14 år var han en del af AMACORD-gruppen, som bestod af otte læger med fælles udgangspunkt i et kursus på Kreta, arrangeret af Lægeforeningen med titlen »Psyke–soma«.

Ved hjælp af guidede meditationer, musik, tegning, teoretiske input og kropslige øvelser skabtes et rum, hvor vi turde udforske de psykiske – og fysiske – reaktioner hos os selv og hinanden. Otte af de 11 deltagere kom så tæt på hinanden, at vi siden har mødtes til weekendsamvær 2-3 gange årligt.

Vi blev hinandens familie – hjertevenner med en dyb indbyrdes fortrolighed, forståelse og accept. Heraf navnet AMACORD.

Til dette fællesskab bidrog Henrik med sin særegne kombination af blidhed og styrke. Han var stor og stærk – han tegnede ved en lejlighed sig selv som et stort, mørkt, stærkt skovtræ – men også rolig og varm, lyttende og empatisk med smil i øjnene og let til begejstring.

Han havde stor glæde ved sang og musik og dyrkede cellospillet i såvel orkester- som kammermusikalsk sammenhæng. Han var en gave til ethvert samvær.

Sin sygdom konfronterede han med sin førnævnte rolige styrke, beklagede sig aldrig, men evnede at glæde sig over det, der nu var – naturen, musikken eller samværet. Vi var alle bevidste om, hvor det bar hen med Henriks sygdom, og lukkede ikke øjnene for smerten ved den forestående adskillelse.

Samtidig var vi taknemmelige over, at vi havde mødt hinanden og lykkedes med at opbygge og vedligeholde vores stærke fællesskab.

Henrik vil være hos os, så længe vi lever, og det er en helende tanke for os, der nu må leve videre uden ham i vores midte.

Vore tanker går også til Kirsten og døtrene Nana og Ditte.