Her bestemmer sygeplejerskerne

Efter et par år som forsøgsordning er en ny type sundhedscentre gjort permanente i England. I 42 walk-in centre kan man gå lige ind fra gaden og få syet et sår, skiftet en forbinding eller få udleveret penicillin og fortrydelsespiller.

»Her er ingen læger«, står der med store, fede bogstaver på det lysegrønne stykke papir, alle patienter får udleveret i receptionen.

»Det kan godt være lidt svært for folk at forstå«, siger chefsygeplejerske Jill Cull. Men i hverdagen mener hun nu ikke, at det er så svært, for sygeplejerskerne i Soho Walk-in Centre midt i London kan ifølge hende alligevel klare 70 procent af alt det, de praktiserende læger kan.

Centeret i Soho er et af 42, som blev introduceret i 1999 som en nyskabelse for at tage presset af de praktiserende læger og skadestuer i England. Kritikerne siger, at idéen kom som ud af den blå luft, og at der overhovedet ikke var identificeret et behov for den type supplement. Tilhængerne derimod mener, at walk-in centrene allerede har bevist deres værd, og at de er en populær og sikker forbedring af sundhedsvæsenets eksisterende tilbud.

De 42 walk-in centre har lidt forskellige specialer, men fælles for dem er, at de er bemandet kun af sygeplejersker, og at de har lidt længere åbningstid end de praktiserende læger. Typisk fra syv morgen til ni aften. Sygeplejerskerne kan rådgive om det meste, og de kan udlevere bestemte typer medicin, men ikke skrive recepter. Og de kan behandle en lang række småskavanker, skader og sygdomme. Der er problemer, der er for små til skadestuen. Andre er for besværlige at komme til ens egen læge med. Og noget er af alle mulige andre grunde bare praktisk at få en vurdering og hurtig behandling af uden for lægens normale arbejdstid, eller når man har frokostpause på arbejdet langt fra hjemmet.

Jill Cull og de i alt ni sygeplejersker, der skal til at fylde vagtplanen i Soho, har i hvert fald nok at lave. Hver dag kommer i snit 100-130 mennesker ind ad døren på det gamle kvindehospital, der ligger midt i et af Londons mest livlige kvarterer.

Soho har relativt få faste beboere, men mange pendlere, der kommer ind fra forstæderne hver dag. Bydelen er Londons centrum for både bøsser, prostituerede, shoppere, lommetyve, narkohandlere, teatergængere, barer og restauranter.

Det sætter sit præg på klientellet. Men ikke helt sådan som man kunne tro.

»Vi har faktisk ikke så mange patienter med relation til bøssemiljøet, sexindustrien og stoffer. Her kommer en del forvirrede unge mænd, der ikke kan tage sig sammen til at få en tid hos deres egen læge. Og en del unge kvinder, der har dyrket ubeskyttet sex og har brug for en gratis fortrydelsespille, som ellers koster 250 kroner på apoteket. Men de fleste af vores patienter er folk, der arbejder i kvarteret«, forklarer Jill Cull.

Så det er alt fra kokke og skræddere, der har skåret eller klippet sig i fingeren, over ondt i halsen, insektbid, hudinfektioner og diverse betændelser til hjerteflimmer og folk, der pludselig eller forlængst er begyndt at undre sig over en knude under huden.

Et par af sygeplejerskerne har erfaring fra skadestuer, så det er typisk dem, der bliver sat til at sy et par sting, når der kommer folk med åbne sår. Andre kan hurtigt afgøre, om for eksempel en urinvejsinfektion kræver behandling eller patienten bare skal lære at holde sig ren.

Jill Cull lægger vagtplanen, så der altid er lidt af hver ekspertise, og hun kunne i øvrigt ikke drømme om at ansætte sygeplejersker med mindre end fem års erfaring fra et andet sted i sundhedsvæsenet. Under konsultationerne støtter sygeplejerskerne sig til et omfattende computerbaseret spørgeskema, der kan hjælpe med at stille de rigtige diagnoser. Det er det samme system som det, der bliver brugt i det britiske sundhedsvæsens telefonkonsultation.

»Det er vores sikkerhed for, at vi ikke overser noget. Det virker indimellem lidt fjollet, fordi det er lavet til brug over telefonen, så vi skal spørge om en masse ting, som vi nemt kan se, når patienten sidder lige over for os. Men det hjælper os til at se de røde flag, der indikerer, at der er noget alvorligt galt. Det er et støtteværktøj, og juridisk kan det være vigtigt, at vi kan vise, at vi faktisk har spurgt om det hele. Men vi kan godt overtrumfe systemet og ud fra vores egen kliniske, professionelle vurdering nå en anden konklusion, end computeren gør. Og vi kan også vælge helt at lade være med at bruge systemet, hvis vi er sikre«, forklarer sygeplejerske Julie Reeve.

Men en vigtig del af arbejdet i Soho foregår ikke inde i de fire moderne og rummelige konsultationslokaler. Det foregår helt ude ved skranken, hvor der altid er en sygeplejerske til at lave en hurtig første vurdering og sætte folk i prioriteret kø ud fra patienternes egne beskrivelser af deres problemer.

Hver dag bliver mellem 20 og 30 patienter sendt videre. Nogle skal med blå blink på hospitalet, andre bliver anbefalet at besøge fysioterapeuten, der meget praktisk holder til i samme bygning, og nogle får hjælp til at ringe til deres egen læge for at overbevise ham eller hende om, at her altså er tale om en patient, der har brug for en tid med det samme. Det kan nemlig i Storbritannien være svært at få tid hos sin læge, og for mange kan det oven i købet være svært overhovedet at finde en læge, der vil optage dem som patient. Britiske praktiserende læger får løn efter antallet af patienter, der er tilknyttet deres praksis, og sygeplejerskerne i Soho gør store øjne, da de hører, at danske læger også er aflønnet pr. konsultation.

For det er ifølge sygeplejerskerne ikke mindst på grund af de sværttilgængelige læger, at walk-in centrene i nogle områder hurtigt er blevet det naturlige første stop, når man har brug for sundhedsfaglig hjælp. Måske gør det også en forskel, at man kan være anonym, og at man ikke behøver at bo i området, der hører under lokalmyndigheden Westminster Primary Care Trust.

I Sundhedsministeriet er der lutter tilfredshed, og fire år efter at de første centre åbnede, har ministeriet nu meddelt, at der er 11 nye på vej.

»Walk-in centre kan, når de er godt etableret og ledet, spille en væsentlig rolle til at hjælpe de lokale sundhedsmyndigheder med at udvide patienternes valgmuligheder, så de får bedre adgang til vores tjenester. Rådgivningen og behandlingen af mindre lidelser og skader på walk-in centrene giver de praktiserende læger mere tid til de patienter, der har mere alvorlige problemer, som kræver lægelig viden«, siger en talsmand for Sundhedsministeriet.

Som med alle offentlige ydelser i Storbritannien har Tony Blairs regering sat klare mål for de enkelte udbydere. Man skal kunne få tid hos sin læge i løbet af to dage, man skal kunne se andet sundhedspersonale i løbet af et døgn, og på skadestuen skal man ikke vente mere end fire timer. I Soho walk-in center skulle man gerne komme til den første vurdering inden fem minutter, og derefter bør ventetiden for selve konsultationen ikke overstige halvanden time. Målene er mange steder ikke andet end temmelig fjerne mål, men håbet er altså, at walk-in centrene kan tage noget af presset af lægerne andre steder i systemet.

En evaluering lavet for Sundhedsministeriet sidste år giver dog ikke helt så klokkeklar en konklusion. Hovedforfatter er Dr. Chris Salisbury fra universitetet i Bristol, der blandt andet konkluderer, at centrene er relativt dyre at drive i forhold til andre dele af sundhedsvæsenet. Bla ndt andet fordi de ofte har stor overkapacitet, da hele idéen er, at man altid skal kunne komme til.

Salisbury har ikke kunnet finde sikre beviser for, at de praktiserende læger og skadestuerne ser færre patienter, efter at walk-in centrene er kommet til. I øvrigt er centrene svære at sammenligne, fordi nogle ligger på hospitaler med egen skadestue, andre - som Soho - er del af lokale sundhedscentre med masser af andre tilbud, og atter andre ligger helt for sig selv, for eksempel på stationer eller i indkøbscentre. Sundhedsministeriet vil ikke pege på en ideel placering, og Salisburys undersøgelse viser store forskelle og en generel tvivl om hele modellen.

»Fordelene og omkostningerne må vejes op mod andre dele af sundhedsvæsenet, hvor der er konkurrerende krav fra patientgrupper, der måske har større behov. Selv om walk-in centrene ligner en succes, når de bliver set isoleret, så synes det som om der mangler sammenhæng i det overordnede system, hvor mange initiativer lapper over hinanden, og mange organisationer tilbyder samme service«, skriver Chris Salisbury blandt andet i sin konklusion. Det er nu alligevel Salisburys rapport, Sundhedsministeriet henviser til i sin argumentation for, at walk-in centrene er en succes. Nogle læger er mere skarpe i deres kritik, og på debatsiderne i British Medical Journal har flere beskrevet walk-in centrene som en slags McDonalds fastfood-restauranter, der serverer hurtige produkter af diskutabel kvalitet. Andre ser walk-in centrenes væsentligste bidrag som, at de har skabt øget efterspørgsel fra folk, der egentlig ikke har brug for hjælp. På den baggrund ser kritikerne centrene som en dyr ekstraudgift. Sygeplejerskerne i Soho mener ikke, det passer.

»Antallet af patienter er det sidste år steget med 16 procent, samtidig med at der på landsplan også generelt er flere, der søger medicinsk hjælp. Jeg ved godt, at en del praktiserende læger mener, at vi bare behandler en gruppe, de kalder »de bekymrede raske«. Men det er altså langt de fleste af vore patienter, der faktisk har behov for behandling og rådgivning«, siger Jill Cull.

Men selv om sygeplejerskerne er stolte af at arbejde et sted, hvor de selv har det store ansvar, så erkender de gerne, at de også har brug for at kunne læne sig op ad lægernes større viden. Derfor har centeret i Soho også selv valgt at have en læge tilknyttet. Lægen er der nogle timer et par gange om ugen, sommetider bare som rådgiver for sygeplejerskerne, andre gange som en af holdet, der ser patienter.

»Det er synd, hvis vi skal kæmpe med lægerne. Det er jo i sidste ende patienterne, der taber. Vi er godt klar over, at vi arbejder på kanten af vores kunnen, så selvfølgelig har vi brug for rådgivning. Derfor er det heller ikke alle sygeplejersker, der ville have lyst til eller egne sig til at arbejde her. Man skal være ret modig, for her er større ansvar og større risiko. Men det er jo også det, der gør det interessant«, siger Jill Cull.

Besøg de engelske walk-in centre på internettet: www.nhs.uk/localnhsservices/wicentres/