Læge Sofia Rosenbaum kom til Danmark fra Argentina for syv år siden. Hun sætter stor pris på det danske sygehusvæsen, men indimellem savner hun det sociale samvær med kollegaerne.
Jeg mødte min danske mand i Buenos Aires. Dengang var jeg 23 år og læste medicin. Da jeg fik mulighed for at rejse til udlandet på det sidste år af mit studie, tænkte jeg, at det var en oplagt chance for at komme til Danmark og opleve det danske sundhedssystem. Det var meningen, det bare skulle være et år, men nu har jeg været her lige siden og regner ikke med at komme tilbage til Argentina.
Den første store forskel, jeg lagde mærke til, er den respekt, der er for patienterne her i Danmark. Bl.a. gjorde det stort indtryk på mig at opleve, hvor meget sygeplejerskerne er på banen, og hvordan de støtter patienterne og de pårørende. Men også hvordan lægerne tager patienterne seriøst. De lytter til dem og taler med dem som ligeværdige mennesker. Det er noget af det, jeg sætter stor pris på ved det danske hospitalsvæsen.
Faktaboks
På de offentlige hospitaler i Argentina sker det desværre, at lægerne taler ned til patienterne. De bliver let betragtet som uintelligente, fordi de er fattige og uuddannede. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg har altid selv haft en god kontakt med patienterne. Men da jeg for nylig skulle søge min hoveduddannelse, fik jeg at vide, at jeg var lidt for argentinsk i min måde at kommunikere på. At jeg var for autoritær og lidt for kontant. Det kom bag på mig, men nu er jeg opmærksom på det og gør mig umage for i højere grad at inddrage de pårørende og patienterne i samtalen.
Jeg er klar over, at der er meget kritik af forholdene på de danske hospitaler. Men sammenlignet med Argentina er de fysiske rammer på danske hospitaler virkelig gode. Alt er sat i system. Hospitalerne er vedligeholdte og veludstyrede, og tingene er på deres pladser. Jeg er selv et ordensmenneske, så det passer mig rigtig godt.
Til gengæld er der større fokus på kontinuiteten i Argentina. Patienterne bliver fulgt af den samme læge, fra de kommer ind på hospitalet, til de bliver udskrevet, og det betyder, at de ikke skal søge information flere steder og ikke skal gentage den samme historie igen og igen. Det er en stor fordel. Ikke bare for patienterne, men også for den enkelte læge. Man er med i hele forløbet og tager større ansvar for at følge op på patienten. Den måde, vi arbejder på i Danmark med forskellige vagter og funktioner hver dag, gør, at det er svært at have samme gode kontinuitet.
Bagsiden ved de danske hospitaler er, at man ikke har tid til noget socialt samvær med sine kollegaer. I Argentina arbejder de fleste læger 60-70 timer om ugen. Det er på hospitalet, ens liv foregår. Derfor giver man sig også tid til at drikke en kop kaffe med en kollega eller spise frokost sammen. Også selvom der er patienter, der må vente. Kollegaerne er ens venner, og man deler stort og småt med hinanden og støtter hinanden, hvis der er noget, der er svært. Sådan er det ikke her. Jeg har lært, at i Danmark får man ikke automatisk nye venner på arbejdet.
Selvom danske læger arbejder langt færre timer end argentinske læger, arbejder de med større intensitet. De er ekstremt effektive og hundrede procent professionelle, når de er på arbejde, og har også travlt, når de har fri. Her er mindre tid til det spontane. Det savner jeg. À
