I april fik Region Hovedstaden – efter inspiration fra Odense – en indvandrermedicinsk klinik, som kan udrede det, der er for komplekst til at passe ind andre steder i systemet.
indvandrermedicin Det er et halvt år siden, at Region Hovedstaden åbnede en indvandrermedicinsk klinik på Hvidovre Hospital. En tilsvarende klinik i Odense er forbilledet. Den har eksisteret i fem år.
Hvidovre-klinikkens overlæge Helge Kjersem og reservelæge Marie Nørredam fortæller, at søgningen har været langsomt voksende i takt med, at flere praktiserende læger og sygehusafdelinger bliver bevidste om muligheden. For behovet er stort.
»I Odense har den indvandrermedicinske klinik rigeligt at lave, selv om dens optageområde befolkningsmæssigt er langt mindre«, siger Marie Nørredam.
Faktaboks
»Det er patienter med mange og komplekse sygdomme – sociale, psykiske og medicinske problemer, som ikke kommer frem hos den praktiserende læge, hvor konsultationen skal være hurtig og effektiv, og hvor der også kan være problemer med tolkning«, forklarer Helge Kjersem.
En dansk patient forstår og kan gøre sig forståelig. Hun ved som regel, at man henvender sig med én ting ad gangen, og i øvrigt kender man historikken eller kan slå tilbage i journalen.
Hos den traumatiserede flygtning med en anderledes kulturbaggrund, manglende uddannelse og en til tider irrationel sygdomsforståelse kan der opstå mange misforståelser, der er problemer med komplians, og patienterne kan køre rundt i systemet i årevis med deres forskellige symptomer.
»Her lægger vi vægt på at lave en helhedsvurdering. Vi har meget bedre tid, og vi bruger altid tolk – som er nødvendig i 80 pct. af tilfældene«, siger Helge Kjersem.
Tolkningen foregår som teletolkning. Marie Nørredam demonstrerer apparatet, hvor tolken er med via en telefon med indbygget videoskærm og webcam, så patient og tolk kan se hinanden: »Tast 1 for arabisk tolk, kvinde. Tast 2 for arabisk tolk, mand. Tast 3 for somalisk tolk …«
Mange patienter har en traumatisk baggrund: fængsling, tortur, voldtægt, tab af familie, hjem, status, ejendom og fædreland. Flugt og en lunken modtagelse i et asylland med en helt anderledes kultur. Nogle har en høj uddannelse og den medfølgende status, nu er de ingenting. Andre kommer fra en fjern landsby og kan hverken læse eller skrive, forstå, hvad lægen siger – og de farer vild i det labyrintiske sundhedssystem.
De præsenterer sig ofte med en vifte af symptomer: mavesmerter, hovedpine, ondt i ryggen osv. Der foretages et hav af undersøgelser, mens de underliggende traumer ikke erkendes, og patienterne flyder rundt i systemet. Nogle symptomer skyldes naturligvis reelle, fysiske årsager. Andre har en psykosomatisk forklaring, der kan være lige så reel:
Da Marie Nørredam arbejdede på Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri på Gentofte Hospital, var en af patienterne en gravid, der skulle føde tvillinger. Kvinden havde tilbragt store dele af sin barndom i et beskyttelsesrum i Beirut og havde PTSD, fortæller Marie Nørredam.
»Hun havde klaustrofobi og kunne slet ikke holde ud at være i det lille rum, hvor hun skulle undersøges for præeklampsi og senere, da hun skulle have sectio. Hun blev bange og reagerede sikkert på en måde, som blev opfattet som rigtig besværlig og irriterende for personalet. Hun kunne ikke forklare sig så godt, og de har ikke forstået, at der kunne være andre ting på spil, som gjorde, at hun var bange og højtråbende eller på anden måde var besværlig at have med at gøre. Det skal man somme tider have i baghovedet«.
Når det går galt hos lægen, hænger det ofte sammen med de traumatiske oplevelser, som mange har været igennem, forklarer Helge Kjersem, der netop har haft en længere førstegangskonsultation med en arabisk kvinde.
»Hendes mand havde været politisk aktiv og var flygtet. Politiet kom hjem til hende og hendes fire små børn, hun kom i forhør, blev tortureret og udsat for voldtægt. Det lykkedes hende at flygte, og hun blev familiesammenført med sin mand i Danmark«.
Kvindens traumer førte til konflikter, der endte i skilsmisse. Børnene er flyttet hjemmefra, og kvinden bor i dag alene. Hun har smerter i bevægeapparatet, hovedpine, stofskifteproblemer og attakvise smerter i maven. Hun er blevet undersøgt talrige gange og er nu henvist til klinikken her i forbindelse med recidiverende infektioner, der udviser atypisk kraftige symptomer.
»Med så mange forskellige symptomer og sygdomme kan det være svært for almen praksis at udrede og behandle hende, og derfor er hun nu henvist til os«, siger Helge Kjersem.
»Når patienterne dukker op her, er det på henvisning fra egen læge eller en hospitalsafdeling, der er godt rustet i et speciale, men som må give op over for en så kompleks symptomatologi. Her har vi tiden til at se på hele det komplekse billede, og her er sygeplejersker, som kan tale med patienterne om, hvordan de klarer dagligdagen, og som i samtalens løb ofte får fat på traumehistorien«.
Nogle gange finder klinikken en uopdaget, kronisk infektion med syfilis, hepatitis og andre infektionssygdomme, der ikke markerer sig normalt og ofte ,blander’ sig med andre problemer.
»Vi forsøger at vurdere det hele«, siger Helge Kjersem, der blandt andet har en baggrund i infektionsmedicin.
Fra Odense ved man, at indvandrere på klinikken generelt er mere syge end etnisk danske – og at de ofte ikke får den nødvendige behandling. Her er man stødt på oversete kræftsvulster, uopdaget astma og smerter pga. af deformiteter i rygsøjlen, der var blevet forklaret som psykosomatiske symptomer. Faktisk havde op mod en fjerdedel af de godt 600 patienter, som man så i de første fire år, lidelser som astma, leddegigt eller kræft, som var blevet overset andre steder i systemet. Hos næsten en femtedel af patienterne havde lægerne fejlvurderet symptomerne.
Patienterne, der ofte har en meget anderledes sygdomsforståelse, er ikke altid selv gode til at redegøre for deres symptomer, siger Marie Nørredam, der også er lektor ved Forskningscenter for Migration, Etnicitet og Sundhed, Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet og har en mangeårig baggrund i Læger Uden Grænser ved siden af arbejdet i Hvidovre.
»Og der kan være mange andre ting på dagsordenen end lige sygdom: bekymringer for en søster eller mor hjemme i Irak eller en familie i Somalia, der skal have økonomisk hjælp, samt ængstelse for børnenes fremtid. Og det kan være konkrete økonomiske problemer her i Danmark. Ting, som kan fylde meget i forhold til at være ,den gode patient’, som vi forstår det«.
Selve sygdomsmønstret afviger fra etniske danskeres, dels ved at nogle har arvelige sygdomme og ubehandlede, kroniske infektionssygdomme.
»Mange har livsstilssygdomme«, siger Marie Nørredam. »Diabetes, hjerte-kar-sygdomme, forhøjet blodtryk, adipositas og samspillet mellem disse sygdomme. Dertil kommer mangel på motion. Nogle har haft hårdt rengøringsarbejde og har slidgigt. Og mange har en stillesiddende livsstil, men der er heller ikke nogen tradition for at motionere. Og hvis man så har PTSD og er isoleret og bange for at gå ud, så bliver det en ond cirkel«.
Det er den onde cirkel, Indvandrermedicinsk Klinik i Hvidovre har til formål at bryde.
