Content area

|

Her lærer kirurgerne af de døde

Når operationskurset foregår på Anatomisk Institut, har man al den tid, man behøver for at skære dybere og bredere. »Her kan vi se de strukturer, vi helst ikke vil se, når vi opererer en patient«.
Overlæge Claus W. Henriksen (t.v.) er en af de frivillige instruktører, som ulønnet stiller op af kærlighed til det fod- og ankelkirurgiske subspeciale.
Forfatter(e)
Tekst og foto: Klaus Larsen kll@dadl.dk

Kurset indledes i Panum Instituttets Adolph Hannover Auditorium. 17-18 kursister og fem instruktører lytter til instituttets mangeårige professor, Jørgen Tranum-Jensen, der forklarer om biomekanikken i den usandsynligt raffinerede konstruktion, som hedder den menneskelige fod: knogle for knogle, led for led, sene for sene, nerve for nerve, blodkar for blodkar. »Et anatomisk præludium – morgensang over foden«, kalder han det.

En tak til donorerne

Efter Tranum-Jensens »præludium« forklarer kursuslederen, overlæge på Hvidovre Hospital Mostapha Benyahia, om dagens kursus, og lige som Tranum-Jensen runder han af med at minde kursisterne om, at de skylder tak og respekt for de mennesker, som har doneret deres krop og derved gjort kurset muligt.

Derefter går man til omklædningen gennem de kringlede korridorer under det, som engang hed Medicinsk Anatomisk Institut, men nu kaldes »Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, Sektion for Anatomi«.

Kursisterne kommer fra hele landet. Nogle er rutinerede, nogle har tilbragt 2-3 dage i fod- og ankelkirurgien og ved endnu ikke, om det er den vej, de skal gå. Men på dette kursus kan nybegyndere lære grundtrinene, og de erfarne kan genopfriske og uddybe deres viden.

I et hjørne af den store sal ligger dagens kursusmateriale klar. En lille halv snes ben, som er optøet til dagens øvelser. Til forskel fra kadaverne, som bruges ved dissektionskurserne, er de ikke præpareret med formalin. Derfor minder anatomien om de levendes: Musklerne har den rigtige farve og konsistens, og man kan genkende strukturerne. Det kan være lidt svært at skelne mellem små arterier og nerver, da der i sagens natur ikke er noget blodtryk. Men ellers ligner anatomien den, man ser under en operation.

  • »Her kan patienterne ikke klage, og vi laver ikke skade på dem. Her kan vi se de strukturer, vi helst ikke vil se, når vi operereren patient«

Jørgen Tranum-Jensen, professor 

Mostapha Benyahia samler kursisterne foran en tv-skærm og peger og forklarer, mens en lille film viser de snit og procedurer, de skal gennemgå inden frokost. Derefter viser en af de fem instruktører på en gammeldags tavle nogle yderligere detaljer, og hvad der helt præcist skal undersøges og kigges efter.

Alle kan lære nyt

Så bliver deltagerne bedt om at finde sammen to og to og hente et ben.

Stilheden sænker sig, mens kursisterne ved de rustfrie stålborde arbejder koncentreret med skalpeller og hager. De fem instruktører plus Mostahpa Benyahia og Jørgen Tranum-Jensen går til og fra med råd og praktiske tips.

»Foden er den mest komplekse struktur, vi har«, siger en af instruktørerne, Lasse Danborg, i en kaffepause. »Den består af 28 knogler og 30 led, masser af sener, kar og nerver og er meget svær at håndtere. Kirurgisk set har vi 40 almindelige operationer, som vi udfører på fødderne, og dertil en masse specielle operationer«.

Lasse Danborg er speciallæge i ortopædkirurgi med 20 års erfaring i fod- og ankelkirurgi.

»Her kommer speciallæger med mange års erfaring, og her er folk, som er helt nye og måske har 2-3 dage bag sig på en fodkirurgisk afdeling. Og alle får noget ud af det – selv jeg, der er med som underviser på sjette år, får noget med hjem hver gang«.

I dag hørte Lasse Danborg noget, som han ikke har tænkt over før: At en senes tykkelse vidner om størrelsen af de kræfter, den overfører.

»Det er selvfølgelig helt oplagt – jeg har bare ikke tænkt over det på den måde. Der kommer hele tiden nye lag på«, siger Lasse Danborg.

Reklame for subspecialet

Dansk Fod- og Ankelkirurgisk Selskab (DFAS) har arrangeret kurser siden 2013, og dette er ottende gang, siger kursusleder Mostapha Benyahia, som også er selskabets formand. Kurserne giver mulighed for at rekruttere nye læger til specialet, bygge netværk på tværs af landet og »lære fremtidens fod- og ankelkirurger at kende«, siger han.

»Vi får gode tilbagemeldinger, fordi folk får lov at prøve sig frem på kadavere, så vi er meget taknemmelige for den mulighed, vi har her, og som ikke var blevet til noget uden professor Tranum-Jensens hjælp«.

Mange er jo erfarne ortopædkirurger, og nogle er helt nye. Hvordan håndterer i den store niveauforskel?

»Vi lader folk finde ud af at matche med en, de synes, passer til deres behov. Nogle kommer for at se, hvad der foregår i fod- og ankelkirurgien, og derfor er det også vores opgave som selskab at gøre specialet lidt attraktivt og give nybegyndere mulighed for at snuse til det. De skal jo være fremtidens fodkirurger«.

»Andre har stor erfaring, men har behov for at genopfriske deres anatomiske kundskab og se på nogle detaljer, de ikke har mulighed for i det daglige, når de opererer på rigtige patienter«, siger Mostapha Benyahia.

De afgørende millimeter

Jørgen Tranum-Jensen er ikke direkte involveret i de operationstekniske detaljer, men træder gerne til for at forklare en anatomisk detalje eller en afvigelse fra det almindelige, mens han peger med spidsen af en pincet.

Hvad lærer man af at operere på døde kropsdele?

»Man kan øve operative indgreb med al den kvalificerede vejledning, man kan drømme om at få. Instruktørerne er nogle af de dygtigste på deres felt«, siger Jørgen Tranum-Jensen.

»Nogle af kursisterne er yngre kirurger, som her står og laver et indgreb, de ellers kun har set på, at andre lavede. Her kan de få lov at gøre det selv. Der er ikke noget tidspres som på en operationsstue, hvor der ikke er tid til at stå og vise frem og forklare i detaljer«.

Den gode fodkirurg kan kendes på, at han dagen efter operationen som det første spørger, om patienten kan mærke sin storetå. Når man arbejder omkring fodens knogler, skal man have styr på forløbene af nerver og blodkar, og det er millimeter, der gør forskellen. En enkelt overskåret nerve kan være livsforandrende for patienten. Her har man muligheden for at øve et indgreb uden at være nervøs for at gøre skade på et levende menneske.

»Man kan få en meget grundig indføring i de tanker, man skal gøre sig, når man laver de forskellige indgreb«, siger Jørgen Tranum-Jensen. »Og her kan man lave indgrebet først – typisk et ganske lille snit. Og så kan man udvide det snit for at se, hvad der ligger lige i nærheden, og hvad er det, man skal passe på – hvor ligger det?«

Ulønnet kærlighed til faget

At være kursusvejleder er ulønnet. Eneste »belønning« er kost og hotelophold, så for de fem instruktører er motivationen deres kærlighed til subspecialet, som har op mod 90 udøvere i Danmark. En af de fem er overlæge Claus W. Henriksen, Fod- og Ankelsektionen på Kolding Sygehus og tidligere mangeårigt bestyrelsesmedlem i DFAS.

»Jeg gør det, fordi jeg kan lide det«, siger han. »Men selvfølgelig også for mine unge kollegers skyld, og for at vise de unge læger, at der foregår noget i Kolding«, siger han. Men det er også vigtigt at rekruttere nye kolleger til subspecialet, understreger han. Selv KBU-læger kan i princippet deltage.

Når selv erfarne speciallæger også kan have udbytte af kurserne, er det, fordi her er mulighed for at se ting, man ellers ikke har mulighed for at se, når man opererer:

»Her kan patienterne ikke klage, og vi laver ikke skade på dem. Her kan vi se de strukturer, vi helst ikke vil se, når vi opererer en patient«, siger Claus W. Henriksen.

Han har 20 års erfaring med fod- og ankelkirurgi og tilhører en generation af fod- og ankelkirurger, som er uddannet nogenlunde samtidigt, og som går på pension inden for de næste 5-6 år.

»Derfor er det supervigtigt at uddanne den næste generation. Problemet er, at på grund af ventelistegarantien bliver de gamle læger brugt til produktion, produktion, produktion – og ikke til uddannelse«, siger Claus W. Henriksen.

At avancere fagligt

En af de unge læger, som Claus W. Henriksen håber, vil vælge fod- og ankelkirurgien, er Søren Ohrt. Han er reservelæge i Køge og på vej i hoveduddannelse som ortopædkirurg, men har ingen forudgående erfaring med fod- og ankelkirurgi. Han er heller ikke sikker på, at han ender med dette subspeciale.

Det har ganske vist vakt hans interesse, at hans arbejdsplads har en god fod- og ankelkirurgisk sektion med dygtige specialister, som er gode til at undervise og inspirere.

»Men det er endnu tidligt i forløbet, og vi har jo fokuserede ophold inden for alle subspecialerne. Det er nok først, når man har været igennem alle subspecialerne, at man er klar over, hvad man går ind til«, siger Søren Ohrt.

Han har endnu ikke haft sit fokuserede ophold i fod- og ankelkirurgien, så hvis det ikke tænder ham der, ender han måske med at vælge en anden vej.

»Mit formål med at deltage her er nu heller ikke at vælge subspeciale, men at avancere fagligt«, siger han.

Institut for Cellulær og Molekylær Medicin på Panuminstituttet lægger faciliteter til en række operationskurser. Det gælder først og fremmest ortopædkirurgien og dens subspecialer, men her er også kurser i neurokirurgi, og anæstesiologerne holder kurser i at anlægge UL-vejledt lokalbedøvelse.

Ud over fod- og ankelkirurgi lægger instituttet også faciliteter til kurser for håndkirurger, som der holdes flere af om året. Om få uger er det YODA, Yngre Ortopædkirurger i Danmark, der gennemfører et fast tilbagevendende kursus, hvor man kan øve sig i specialets helt elementære indgreb på arme og ben. Snart genoptages formentlig også de plastikkirurgiske kurser, som blev indstillet for nogle år siden.

Her er større kurser i øre-næse-halskirurgi, hvor man, ligesom ved de neurokirurgiske kurser, også modtager kursister fra udlandet.

»De kommer her, fordi vi kan tilbyde ting, som man ikke kan mange andre steder. Dels har vi en tilgang af testamentarisk donerede afdøde, som man rundt omkring i verden er dybt misundelige på os for. Og dels har vi faciliteter, som man ikke finder ret mange andre steder«, siger professor Jørgen Tranum-Jensen.

Ud over den præ- og postgraduate undervisning er donationsordningen grundlaget for adskillige forskningsprojekter, hvor der kan udføres forsøg og undersøgelser, som ville være umulige at udføre på levende mennesker.

Da Tranum-Jensen overtog ansvaret for donationsordningen omkring 2005, var tilgangen af testamentarisk donerede lig faldet støt gennem flere år. Den var kritisk lav, og udviklingen så ud til at fortsætte. Ved Jørgen Tranum-Jensens tiltræden var det årlige antal testamenter nede på omkring 140.

»Det kommer man ingen vegne med – det ville være umuligt at arrangere kurser som dette. I dag får vi omkring 500 testamenter om året, og i runde tal får vi cirka 300 lig«, siger Jørgen Tranum-Jensen.

Derfor fik han mobiliseret radio, tv og dagspresse, der kunne se både problemet og den gode historie. »Og de har alle leveret sober oplysning om donationsordningen og dens betydning for lægevidenskaben«, siger han.

»Der kom fokus på emnet, og efterhånden steg antallet af testamenter til det nuværende, som fint dækker behovet, for både de studerendes dissektionskurser, operationskurserne og forskningen«.

Blad nummer: 

Right side

af Per Bennicke | 19/10
1 Kommentar
af Sven Refslund Poulsen | 16/10
1 Kommentar
af Jens Ole Mathiesen | 16/10
1 Kommentar
af Gunnar Lauge Nielsen | 13/10
1 Kommentar
af Morten Krogh Jensen | 13/10
11 kommentarer
af Frank Østergaard Hansen | 12/10
1 Kommentar
af Debatred. | 12/10
1 Kommentar