Herlev: Et samspilsramt hospital

Herlev Hospital er et af landets største, og det har Indenrigs- og Sundhedsministeriets ord for at være hovedstadens mest produktive hospital. Desuden ligger det i superligaen på overlevelsestal, de såkaldte hospitalsstandardiseret mortalitetsratio (HSMR)-tal.

Men det har også lige misset en akkreditering. Og den kendsgerning er den seneste dårlige historie i en lang række, der i det seneste par år har givet hospitalet ridser i lakken. Der har været store budgetoverskridelser, sparerunder og fyringer. Atten fusioner i forbindelse med regionens nye hospitalsstruktur har medført en aktivitetsvækst på 40 procent. Det er ifølge et stadigt mere frustreret personale sket, uden at der er fulgt tilstrækkeligt meget personale og mere plads med. I vinter kørte sagen med de hemmelige »dødskoder«, hvor Herlev Hospital lagde case til. Så fulgte den landsdækkende patienttilfredshedsundersøgelse, der i BT trak en overskrift, der hed »Herlev er Danmarks dårligste sygehus«. Og i maj kom Region Hovedstadens trivselsundersøgelse, hvor det bl.a. fremgik, at en relativt stor del af personalet på Herlev Hospital følte sig mobbet. Til sidst, i juni, måtte Herlev Hospital så opleve den tort, at eksaminatorerne fra Joint Commission vendte tommelen nedad til kvalitetseksamen og beordrede »om igen«.

Dumpning er både godt og skidt

Måske er det i sig selv ikke så alvorligt at skulle gå om. Der er også en almindelig forventning om, at det går godt næste gang. Men bag dumpningen ligger historien om, at Herlev Hospital er presset og samspilsramt, jf. ovenstående.

Spørger man blandt personalet, lyder det fra nogle, at anstrengelserne op til Joint Commissions besøg havde karakter af at bringe orden i det kaos, der herskede. Derfor er det ikke så underligt, at det gik, som det gik. Ja, det er på en måde ok.

Det giver flere medarbejdere, som Ugeskriftet har talt med, udtryk for.

Simon Serbian er reservelæge på Akutkirurgisk Afdeling og desuden tillidsmand. Han karakteriserer stemningen blandt personalet sådan:

»Vi var lidt chokagtige, for vi ville jo alle gerne akkrediteres. På den anden side synes mange, at det ikke er så mærkeligt. For vi er maksimalt pressede, og vi har ikke haft tid til at opfylde kravene«.

Op til at besøget fra Joint Commission skete der en masse opdateringer af vejledningerne. Men det rakte ikke:

»Vi havde ikke tid til at læse dem. På den ortopædkirurgiske akutmodtagelse har vi været igennem flere sparerunder, som har ramt os hårdt, og samtidig er vores optageområde blevet udvidet. Nu kommer der så mange patienter ind, at vi burde være en læge mere på vagt. Men når vi gør opmærksom på det, får vi at vide, at der ikke er penge til det«, siger Simon Serbian.

Et af de punkter, Herlev Hospital dumpede på, var dokumentationen af smerter.

»Det er jo ikke fordi, vi ikke fagligt gør, hvad vi skal. Men når jeg f.eks. har sat et brækket håndled på plads, har jeg ikke fået smertescoret og sat mig hen og dokumenteret det, selvom patienten undervejs er blevet smertedækket. Jeg er i stedet gået videre for at behandle den næste patient, som har ventet længe«, siger Simon Serbian.

Derfor er der også en vis tilfredshed ud fra et retfærdighedsperspektiv over at være dumpet:

»På en måde er der en vis retfærdighed i det, fordi det viser, at man er ved at presse citronen for hårdt. Havde vi bestået, kunne politikerne måske tænke, at det jo alligevel gik helt fint med de besparelser, så var det helt ok at skrue så meget«.

- Består I til efteråret?

»Ja, for så vil vi have mere fokus på de punkter, hvor vi ikke bestod nu. Og jeg vil huske min smertedokumentation. Men vi får ikke mindre travlt. Og jeg forstår ikke, at man tør presse os så hårdt, at vi risikerer, at det går rigtig galt«.

- Hvordan er hospitalets almentilstand, vil du sige?

»Vi er præget af at være vokset patientmæssigt, uden at vi er vokset tilsvarende i bemanding og lokaler. Og vi har nu et meget stort akutindtag, som præger os. Jeg synes, at Herlev Hospital er et dejligt sted at være, men vi har for travlt. Og jeg ved, at det store pres skræmmer nogle væk fra hospitalet«.

For nylig gennemførte Region Hovedstaden en trivselsundersøgelse på alle sine hospitaler. Et tal, der sprang frem, var, at relativt mange følte sig mobbede.

»Det er rimeligvis et resultat af arbejdspresset. Folk er tyndslidte, og der er ikke meget tid til at være kollegiale«, siger Simon Serbian.