Skip to main content

Hernede sover alle længe – også lægen

Efter mere end en halv snes år har læge Bo Rosenkilde Gram fundet ud af, at andalusernes afslappede livsstil passer ham fortrinligt. Og åbenbart også hans patienter, der af indlysende grunde tæller flest danskere, som til dagligt sagtens kan klare sig på spansk, men når det kommer til sygdom, foretrækker at få diagnosen – og behandlingen – på deres eget modersmål.

Bo Rosenkilde Gram er læge på den spanske sydkyst. Foto: Jerónimo Alba
Bo Rosenkilde Gram er læge på den spanske sydkyst. Foto: Jerónimo Alba

Ole V. Hansen, olevhansen38@gmail.com
Foto: Jerónimo Alba

21. dec. 2016
7 min.

Nysgerrig og rastløs!

Vel næppe det værste signalement af en læge med en rimelig konstant lyst til at tage pulsen på verdenssituationen – rent medicinsk set. Og ikke blot på hjemmebane. Sådan en som Bo Rosenkilde-Gram f.eks. – specialist i brystkirurgi og almen kirurgi, men de senere mange år desuden også alment praktiserende på den spanske solkyst.

Nyfigenheden kom således helt ud til skærekant, da et af Costa del Sols dansksprogede månedsblade nogle år tilbage spurgte, hvem Bo gerne ville være for en dag. »En død«, sagde han. »Det har jeg nemlig ikke prøvet!« Et svar, som han roligt kunne have udvidet til »ikke prøvet endnu«. For med så mange mellemlandinger undervejs fra medicinsk embedseksamen på Københavns Universitet i 1980 til de nu – næsten – daglige konsultationer i lejede lokaler på privathospitalet »Clinica Santa Elena« i Torremolinosforstaden Los Alamos synes intet at være utænkeligt for den 64-årige københavner, skønt han selv nok hælder mest til den anskuelse, at han med springet til Spanien tog hul på karrierens sidste kapitel.

Her kan rastløsheden dog spænde ben. Få beslutninger i Bos liv er nemlig truffet uden alt for langt tilløb. Blandt andet da han på et tidspunkt holdt et længere frikvarter fra praksissen ved middelhavskysten. Så oddsene for, at han ikke slår nok en uventet kolbøtte, er ikke tårnhøje. Hvem havde således forudset, at han som yngre kirurg i et årstid ville stille sin ekspertise til rådighed for et engesk hospital i Jeddah i Saudi Arabien for siden at forlade sygehusmiljøet og arbejde i næsten ti år for Novo Nordisk og dernæst en lang overgang sidde som administrerende direktør i et biotekselskab?

"Hvorfor? Ganske kort kan jeg sige, at da jeg ved hjemkomsten fra Saudi Arabien så, at de samme mennesker stadig sad på samme stole og ventede på de samme job, slog min tålmodighed ikke til. Derfor søgte jeg over i Novo Nordisk og var der med til at etablere en lang række datterselskaber rundt om i det tidligere Sovjetunionen," fortæller Rosenkilde, hvis generalieblad dog også vidner om ansættelser på såvel Glostrup og Gentofte Hospital som en tid som førstereservelæge på Roskilde Amtssygehus.

Men nu er det altså dagligdagen i det som oftest solbeskinnede Andalusien, det skal dreje sig om. Den dagligdag, der sandsynligvis gør opholdet til endestation i et omflakkende arbejdsliv. Med netop solen og lyset som en afgørende faktor. Det er – naturligvis sammen med den store, trofaste patientskare, det gode, frugtbare samarbejde med de spanske kolleger og en nærmest ekstatisk glæde over selv uindskrænket at kunne indrette sin arbejdstid – hovedårsagen til, at Bo Rosenkilde holder godt fast i den praksis, som han i 2005 overtog efter den blandt de lokale spaniensskandinaver nærmest legendariske Sven Refslund Poulsen.

"Jamen, stort set ingen sydspaniere er ude af fjerene, før solen er stået op. Hvad der passer et B-menneske som mig strålende. Så jeg bliver så vidt muligt liggende, så længe det er mørkt udenfor. Det er jo op til mig selv, om jeg tager mod de første patienter om formiddagen eller venter til klokken 15.00-16.00. Sådan er kulturen hernede nu engang. Ikke mange kan træffes, før klokken har slået ti. Og – det må jeg indrømme – sådan er jeg også indrettet," smiler Bo.

"Det er nok meget sagt, at det med træffetid er noget, vi tager fra dag til dag. Men så i hvert fald fra uge til uge. Naturligvis med undtagelse af større undersøgelser og operationer. Der er vi lige så punktlige som nordpå. Ikke blot af hensyn til patienterne, men terminerne skal jo passes ind med privathospitaler som »Santa Elena« og »Xanit«, der lægger både lokaliteter og udstyr samt sygeplejersker og narkoselæger til," siger Bo, der med tiden har fået flere og flere spaniere i venteværelset.

"Men så er det som regel åreknuder, de vil have behandlet," fortæller han med et skævt smil. Lige netop på dette felt er den ellers så velanskrevne brystkirurgs ry ilet op og ned ad middelhavskysten. Måske ikke så mærkeligt endda. Åreknuder var ud over almen kirurgi netop et af de områder, han som nyankommen læge fra første færd satte ind på. Sammen med ambulant operation af brok, diagnosticering af prostatacancer, fjernelse af større eller mindre modermærker og ikke mindst generelle sundhedstjek. De fleste behandlinger udføres på klinikken på hovedgaden i turistmetropolen Fuengirola. Af de fleste danskere kaldet Jernbanegade. Dels løber højbanen fra Málaga direkte gennem den, dels er dens officielle navn Avenida Jesús Santos Rein, ikke ligefrem skabt for danske tunger.

I det hele taget er sproget nok hovedårsagen til, at mange udlændinge opsøger landsmænd, når de skal til læge. Bo Rosenkilde-Gram, læge i Costa del Sol

"I det hele taget er sproget nok hovedårsagen til, at mange udlændinge opsøger landsmænd, når de skal til læge," fortæller Bo, der som noget af det første efter ankomsten for godt 11 år siden tog et intensivt spanskkursus på universitetet i Málaga.

"Mange danskere klarer sig udmærket i det daglige. Men når det kommer til sygdom – til deres helbred – vil de være mere end 100 procent sikre. Helt ned i mindste detalje. Det kan godt være, at de forstår, hvad de fejler. Men stilles de for eksempel over for tre forskellige behandlingsmuligheder, foretrækker de at få forklaringen på deres eget modersmål," siger Bo, der i begyndelsen mestrede lige præcis så meget af sproget, som det gav at have haft sommerhus dernede i nogle år.

I dag ser det helt anderledes ud. Han lever jo på spansk i det daglige. Har lokale venner og bekendte. Og må ofte kommunikere med sine kolleger. Ikke mindst på operationsstuen som speciallæge i brystkirurgi. Nu minder de fleste fagudtryk heldigvis om hinanden. De udspringer jo af latin. Men redskaberne hedder noget forskelligt, som jeg dog hurtigt lærte, konstaterer Bo, der roser de spanske læger for en utrolig åbenhed.

"Ikke alene er de hjælpsomme. De lytter også. Udlændinge opfattes ikke som konkurrenter, men som kolleger. Og jeg har selv lært utroligt meget af dem," medgiver Bo, der fra begyndelsen faldt så godt til hernede, at det måske undrer, at han midt i det hele rejste tilbage til Danmark.

"Den afgørende faktor var givetvis, at jeg lå i skilsmisse, da tilbuddet kom om at være med til at bygge et brystkirurgisk afsnit op på Holstebro Sygehus. På en foreløbig étårig kontrakt. Ikke blot var det en faglig udfordring. Men samtidig kunne min kone blive boende i huset, til hun havde fået hold på sin fremtid," siger Bo. Desuden kunne jeg hver måned i en forlænget weekend – torsdag-fredag-lørdag eller fredag-lørdag-mandag – pendle mellem Jylland og Spanien og behandle nogle af mine faste patienter på klinikken i Fuengirola.

Men stresset, det var det. Og da han så tilmed blev tilbudt et år mere i Danmark, måtte han ansætte en vikar. Men skæbnen ville, at en af kystens øvrige danske læger, Hanne Hansen, samtidig stoppede på det nærliggende danske genoptræningscenter Montebello. Derfor opsagde hun lejemålet for sin egen praksis og flyttede ind i mine lokaler. Ikke alene deltes vi om sekretær og husleje, jeg kunne også være sikker på, at der altid ville være en dansk læge til stede.

Året efter var dr. Rosenkilde dog ikke i tvivl. Han ville hjem – og det ville sige til Spanien. Hvad jeg inderst inde allerede var klar over, da jeg tog til Holstebro. Men jeg pendler stadig. Og fortsat én gang månedligt. Nu bare den anden vej. Dog til Herning, hvortil man – efter at have flyttet diagnostik og kirurgi fra Holstebro til Viborg – har henlagt efterbehandlingen. Af for mig uransagelige årsager, efter at det nye brystkirurgiske afsnit, som vi, deriblandt en kollega, der hentedes hjem fra Abu Dhabi i Mellemøsten, ikke uden succes havde fået skabt i Holstebro.

Klinikken i Fuengirola er i mellemtiden også blevet fortid. Da hans »logerende« Hanne Hansen flyttede sin konsultation til privathospitalet »Xanit« ved Benalmádena, rykkede Bo ind på »Clinica Santa Elena«. – Ikke blot fordi jeg nu kun skal betale husleje, når jeg benytter lokalerne. Men også for at være tæt på de læger og sygeplejersker, jeg arbejder sammen med.

Så Solkystens »danskerlæge« har stadig så megen fart på, at mange tillader sig at tvivle, når han påstår, at han har tænkt sig at holde inde, når han fylder 70 år. For selv om Bo har hjulpet, helbredt og trøstet hundredvis af herboende landsmænd, er der dog fortsat ting, han ikke kan kurere.

Nysgerrighed og rastløshed!