Heroin – godt mod hoste

HVIS PATIENTEN har dyspnø og hoste, har man hidtil givet kodein eller morfin. Men nu er et nyt middel kommet på markedet.

Artiklen i Ugeskrift for Læger 1899 gennemgår en række lovende forsøg med det nye opiumsderivat, heroin, som netop var kommet på markedet [1]. Stoffet blev første gang syntetiseret i 1874 af en engelsk kemiker, der frembragte en kraftigere udgave af morfin, kaldet diacetylmorfin. Det blev der dog ikke fulgt op på. I 1897 genopdagede en kemiker hos Bayer i Tyskland det samme stof, diacetylmorfin, som viste sig at virke dobbelt så kraftigt som morfin.

Det var der salgsmuligheder i, og under handelsnavnet Heroin (som i: heroisk) blev stoffet nu markedsført og solgt i håndkøb. Bayer lancerede en aggressiv, international reklamekampagne. Et væsentligt salgsargument var, at det i modsætning til morfin ikke var vanedannende. Et godt argument, da misbrug af morfin – ”morfinisme” – var temmelig udbredt *.

Ifølge Bayer var heroin den bedste medicin til børn med bronkitis eller kighoste, men også godt til at berolige grædende spædbørn, der har ondt for tænder. Måske ikke så grotesk som det lyder, når man tager i betragtning, at lægerne på samme tid ordinerede andre opiater – morfin, kodein osv. – for alt fra diarré og psykose til søvnløshed, lungebetændelse og alkoholisme.

“Heroin er angiveligt fri for ubehagelige bivirkninger, så det kan gives i relativt store doser”, skrev The Lancet, da produktet kom på markedet i 1898.

HEROIN blev ikke alene hypet som et smertestillende middel, der virkede langt kraftigere end morfin. Det blev jo fremhævet, at heroin ikke var vanedannende. Tværtimod blokerede det for trangen til morfin og andre opiater – lige det der i dag angiveligt er tilfældet med metadon.

Desværre viste det sig snart, at diacetylmorfin i kroppen omdannes til morfin. Og så var man jo lige vidt. Men det vidste man ikke, da Ugeskrift for Læger i 1899 bragte en oversat artikel fra det tysk lægetidsskrift Algemeine medicinische Central-Zeitung. Artiklen omtaler en lang række forsøg med heroin, og ”det virkede prompt ved Hoste og Smerter i Brystet, særligt ved katarralske Lidelser, men dog ogsaa ved Lungetuberkulose”.

Ifølge én producent var den anbefalede dosis for voksne: En teskefuld hver anden time. For børn lød anbefalet dosis på fra en kvart til en halv teskefuld.

Særlig god og hurtigt indtrædende var "Virkningen ved Asthma Bronchiale” – i nogle tilfælde synes astmaen simpelt hen at være kureret. Der er desuden set ”ret gunstige” resultater ved behandling af iskias, kardialgi og influenza samt ved dyspnø.

Men det gode stof kan også mildne ”de stenokardiske besværligheder” hos ”Arteriosklerotikere” med angina pectoris.

Og så har det ”en udtalt beroligende effekt” hos alle de forsøgspersoner, det afprøves på.

”Særlig Værdi” ser heroinen ud til at have ved behandlingen af morfinister, fremgår det i en af de citerede artikler. ”Det subjektive Velbefindende varer længere” – men man skal dog være forsigtig med doseringen, advarer forfatteren.

Også andre artikler peger på vigtigheden af ikke at overdosere: ”i det store og hele maa Dosis være lidt under Morfinens”.

AF ALLE forsøgene kan artiklens forfatter konkludere, at heroin især er det mest anvendelige præparat ved en lang række luftvejssygdomme. ”Nogen Uenighed hersker om Stoffets Værd som Narkotikum” – men det er godt til at standse hoste.

Det samme var kokain – et andet af medicinens modestoffer, der oprindelig blev udviklet som et middel til lokalbedøvelse, men hurtigt fandt udbredelse som virkningsstof i medicin – for eksempel, ligesom heroin, som ”beroligende dråber” til børn, der havde ”ondt for tænder”.

I det hele taget var slutningen af 1800-tallet det rene Wild West for narkotiske og euforiserende stoffer. Og ikke kun i medicin: Indtil 1903 indeholdt Coca-Cola anslået ni milligram kokain pr. flaske.

Gradvist blev lægerne imidlertid opmærksomme på stoffernes vanedannende virkning. Måske fordi lægerne selv var blandt de værste stofmisbrugere. I første omgang var det opiumsderivaterne, der kom i søgelyset. Heroin viste sig at være mindst lige så ”narkotiserende” som morfinen, og da diagnosen ”morfinist” passede på en stor del af lægestanden selv, vidste de, hvad afhængighed var.

Misbrugerne kom ikke primært fra underklassen. Samfundets nederste lag drak, og alkoholismen var en folkesygdom. Men overklassen og akademikerne – og her var lægerne overrepræsenteret – var i stor stil på sprøjten. Lægen havde stofferne lige ved hånden, når han skulle slappe af i en travl hverdag. Og havde man lidt ondt i ryggen eller andre steder, hjalp et lille skud morfin så dejligt. Det var der vel ikke noget galt i?

MED TIDEN var morfinens og heroinens afhængighedsskabende egenskaber blevet kendt, og nu blev ”morfinisme” en psykiatrisk diagnose.

Til alt held havde man dog fået et nyt, vidunderligt stof: kokain. Det nye stof blev hurtigt populært hos det bedre borgerskab. Det gav jo et formidabelt boost til arbejdsenergien – og i de kreative klasser opdagede man hurtigt, at stoffet også gav tanken luft under vingerne.

Da morfinismen var blevet en diagnose, kunne ”patienterne” indlægges til behandling. Det foregik på landets sindssygehospitaler, og som led i afvænningen brugte psykiaterne kokain. Det var jo ikke vanedannende – mente man.

Langt den største gruppe, der kom til afvænning, var læger – primært praktiserende læger. Samt ikke helt få lægefruer. Faktisk var det ganske normalt, at en læge kunne vedligeholde et stofmisbrug i årevis. I begyndelsen gik det fint – stofferne var jo hverken ulovlige eller vanskelige og dyre for lægen at få fat i.

Indlæggelsen kunne ske på morfinistens eller de nærmestes eget initiativ eller mindre frivilligt, når lægens misbrug var blevet indberettet til stadslægen.

Men på lang sigt havde misbruget en pris. Tilbagefaldsprocenten var høj, og for mange læger førte misbruget til en forsømt praksis, frafald af patienter og social deroute. Selvmordsprocenten blandt læger var alarmerende høj.

Erkendelsen af opiaternes vanedannende virkning fik ikke de store konsekvenser i Danmark, thi morfinisme var jo ikke et socialt problem. Knud Pontoppidan, som i 1880’erne var reservelæge på Københavns Kommunehospitals psykiatriske afdeling, noterede i sin disputats om ”Den kroniske Morfinisme”, at morfinister udelukkende blev rekrutteret ”fra den højere Stand og den saakaldte dannede Middelklasse”.

Og for de dannede klasser var morfinismen et individuelt problem – et familieanliggende og ikke noget, det offentlige blandede sig i, så længe morfinisten formåede at gå stille med dørene.

Besiddelse og brug af stofferne blev først gjort strafbare i 1950, da misbruget havde spredt sig til samfundets lavere klasser og medførte problemer med kriminalitet.

Da havde heroin imidlertid haft 50 år til at etablere sig på gademarkedet.

Løbet var kørt.

Læs også: Kragh JV. Narkomaniens glemte fortid. (pdf)

Note

* Efter det tyske nederlag i 1. verdenskrig måtte Bayer i 1919 som følge af Versailles-traktaten afgive eneretten til varemærket ”Heroin”.