Historiens røde tråd

De har brugt timer på at klatre rundt i det righoldige, historiske bibliotek i Domus Medica på jagt efter godbidder fra lægestandens historie. De har finkæmmet gamle, læderindbundne udgaver af Ugeskrift for Læger. De har læst og gransket i et væk. Engang imellem er de rejst væk for i ro og fred at samle tråde, ideer og tanker. Og nu har journalist Klaus Larsen og historiker Kurt Jacobsen fremlagt deres kollektive indsats i form af bogen »Ve og velfærd«, som fortæller lægestandens historie gennem de seneste 200 år.

Det blev ikke blot en fortælling om lægerne men ikke mindst om sundhedsvæsenet og dermed det danske velfærdssamfund. En beretning, der til tider overraskede forfatterne.

»Det, der overraskede mig mest under arbejdet var, at det moderne sundhedsvæsen i dag ikke har haft en plan - en vision. Der er ikke nogen, der har formet det. Det er noget, der er vokset frem omkring 1900-tallets begyndelse og slutningen af 1800-tallet, og det har vist sig at være så stærkt, at vi i dag opfatter det som den måde, hvorpå sundhedsvæsenet nu engang er«, siger Kurt Jacobsen.

Den tunge, historiske bagage har stor betydning for den videre udvikling af den kerne i velfærdssamfundet, som sundhedsvæsenet udgør.

»Sundhedsvæsenet er opstået tilfældigt, men i dag, når man så forsøger at lave det om, er det nærmest umuligt, selv om man kan pege på en masse uhensigtsmæssigheder. Vi er fanget af fortiden. Man kan ikke bare lave det, man gerne vil have. Det, man har, gør modstand. Rødderne går så frygteligt langt tilbage«, siger Kurt Jacobsen.

Gennem tiden er det ikke mindst lægerne, som har drevet på. Efterhånden som de blev dygtigere og dygtigere i kølvandet på den ene videnskabelige landvinding efter den anden, fulgte resten så at sige af sig selv.

»Det har nærmest været udbyderen, der har bestemt efterspørgslen. Hvis en behandling var mulig, har lægerne sagt, at den skulle tilbydes. Politikerne har så ikke været i tvivl om, at det må vi så tilbyde« siger Klaus Larsen.

Det gik fint i økonomiske opgangstider, hvor der ikke var nogen smalhans. Men den indflydelse, som lægerne fik, lagde også kimen til bestræbelser på at få tøjlet lægerne i en tid, hvor kisten ikke er bundløs.

»Det er også derfor, at det har været politikerne magtpåliggende at få djøf'erne ind til sidst. For lægerne har jo ikke haft nogen hæmninger. Ny skanner, ny dyr medicin osv.«, siger Klaus Larsen.

Den såkaldte djøficering ramte sundhedsvæsenet meget senere sammenlignet med andre områder i den offentlige administration, og det siger meget om lægernes indflydelse.

»De var ved at sejre velfærdsstaten ihjel«, som Kurt Jacobsen udtrykker det. »Det er tankevækkende, at de blev så succesfulde, at man var nødt til at hyre en masse cand.polit.er til at stoppe dem«.

Slagsmål med ministeren

Lægernes historie er altså ikke mindst en fortælling om magt og om, hvem der skal have den.

»Vi har fundet nogle tendenser, der går igen med 50-70 års mellemrum. Der er f.eks. kampen med ministeren om magt. Der var store, store slagsmål, da medicinallovgivningen var under forberedelse i 1857. En af grundene til, at Lægeforeningen overhovedet blev stiftet, var, at man gerne ville have indflydelse, og det kunne man kun få ved at være landsdækkende«, siger Klaus Larsen.

Ofte var det lægerne, der vandt.

Sejr på sejr for en stand giver prestige, og lægestandens image er generelt blevet mere og mere højglanspoleret. Men engang imellem kom der også ridser i lakken.

»For det meste er det gået opad - i det mindste for medicinere og kirurger. Men psykiatrien var det svage led«, siger Klaus Larsen.

Mens såvel medicin som kirurgi blev drevet frem af »håndfast« videnskab, var psykiatrien mindre målbar, og det har den til tider lidt under.

»Der var for eksempel stor ballade omkring psykiatrien i 1890'erne. Knud Pontoppidan var en progressiv og for sin tid meget fremsynet psykiater. Det var i det moderne gennembruds tid, og en af tidens store forfatterinder var Amalie Skram. Med hvad der formentlig var en depression, lod hun sig indlægge hos Pontoppidan, som al sin progressivitet til trods var et barn af sin tid, og som mente, at patienterne skulle behandles med en fast og kærlig hånd«, fortæller Klaus Larsen.

Det blev til en ren katastrofe - først og fremmest for Pontoppidan, som blev grumt portrætteret i Amalie Skrams nøgleroman »Professor Hieronimus«. Han var siden en knækket mand.

Pontoppidan forudså faktisk, at der kom lignende nedture, og det fik han ret i. For eksempel det 20. århundredes ungdomsoprør, som ramte ikke bare psykiatrien men lægers autoritet i bred forstand.

Nyt opbrud?

Også i dag står lægerne midt i et krydsfelt af tendenser og udviklinger i samfundet. Denne gang er det fundamentale strukturer, der stilles spørgsmålstegn ved, og som lægestandens ageren ikke kan undgå at komme til at påvirke. Det gælder først og fremmest lighedsprincippet i det danske sundhedssystem, mener forfatterne.

»Fra omkring 1907-1910 kommer Socialdemokraterne til magten - ikke i folketinget men i kommunerne - og de begynder at bygge kommunale sygehuse. Ikke til de fattige - ikke til arbejderne - men til alle. Det er et princip for dem, at arbejdsmanden skal ligge ved siden af sin direktør, og samtidig mobiliserer de folk og får dem ind i sygekasserne, således at almindelige mennesker også har råd til at blive syge«, siger Kurt Jacobsen.

Det princip er ikke nogen selvfølge mere.

»I dag søger man at få lov til at komme ind på et hospital uden om ventelisterne. Hvis det kommer dertil, at man også kan komme ind på et offentligt sygehus uden om ventelisterne, fordi man har en sygesikring, som ens arbejdsgiver kan trække fra i skat, er vi virkelig inde at røre ved centralnervesystemet i det danske sundhedsvæsens bærende princip om lige adgang for alle«, siger Kurt Jacobsen

Et sådant skifte kan også indebærer en ændring af lægerollen.

»Hvis man ser på de debatter, der har været mellem læger - og der har været mange mærkelige - har de aldrig drejet sig om, at der ikke skulle være lige adgang til sundhedsvæsenet. Det har været en grundsten«, siger Klaus Larsen.

»Man er på vej til et paradigmeskift i opfattelsen af lægestandens samfundsmæssige rolle, i hvert fald hvis man aktivt medvirker til den udvikling, som Kurt skildrer der. Så har man for alvor givet slip på noget af det, der ellers har været den røde tråd«, siger han.

»Ve og velfærd«

»Ve og velfærd« er skrevet af journalist og forfatter Klaus Larsen samt dr.phil. Kurt Jacobsen, der er professor ved Copenhagen Business School, hvor han leder Center for Virksomhedshistorie.

Bogen, som er udgivet af Lindhardt & Ringhof, kan købes via www.laeger.dk eller ved at udfylde kuponen på side 2922 her i bladet, ligesom den er i boghandelerne fra den 14. september.

Uddrag fra »Ve og velfærd«

Tirsdag den 1. september 1857 fandt en glædelig begivenhed sted i Korsør. Men dagen kunne lige så godt have udviklet sig til en national katastrofe.

Om formiddagen denne sensommerdag myldrede det af læger på kajen i Korsør havn. De kom fra hele Danmark, og mange boede to eller flere dagsrejser fra Korsør. De var ankommet aftenen i forvejen og havde indlogeret sig på det nybyggede jernbanehotel »Gjæstgiveriet Store-Belt«, der lå ved havnekajen. Mødet, som havde bragt dem hertil, skulle først begynde kl. 11, når toget fra København var ankommet. Der var god tid til at strække benene efter morgenmaden, mens man nød dagens første cigar i den friske søluft og udsigten til Korsør by og den forfaldne fæstning på den anden side af havneløbet. Og ventede på kollegernes ankomst.

Klokken kvart over ti ankom morgentoget i røg og damp. Det var kørt fra København klokken syv [1] og holdt nu på den nye station, der lå som nabo til hotellet. Den privatejede jernbane var forlænget til Korsør året forinden med to daglige ankomster og afgange af passagertog, og det havde givet anledning til både stations- og hotelbyggeriet. Korsør var blevet landets trafikknudepunkt og ventede med rette et boom i rejseaktiviteten nu, da rejsetiden fra København var reduceret. Turen havde før varet et par dage med diligencen og endnu mere til fods [2]. Nu kunne den gøres på lidt over tre timer - hvis man da ellers havde råd til returbilletten, der på billigste klasse kostede godt og vel en faglært arbejders ugeløn [3].

Nogle er sikkert ankommet med postdampskibet fra Nyborg efter at have krydset Fyn ad landevejen. Men de fleste har utvivlsomt foretrukket den bekvemmere og hurtigere sørejse ombord i et af dampskibene, der med plaskende skovlhjul forbandt Korsør med de fleste danske kystbyer. Fra Århus tog overfarten med postdampskib under seks timer.

I formiddagens løb samledes i alt 80 - en syvendedel af alle landets læger. Det var den hidtil største forsamling af læger fra hele Danmark, og med den tids rejsetider har det syn været lidt af en sensation. Flere var professorer, dannebrogsmænd, konferensråder og andre værdige. De skulle deltage i et møde, som var indkaldt af Provinsiallægernes Forening med det formål at stifte Den Almindelige Danske Lægeforening. Alligevel har lejligheden uden tvivl været præget af en vis munter udflugtsstemning.

Snakken er gået livligt, der er blevet hilst på gamle venner, og da mødet på hotellet skulle åbnes, har distriktslæge Mourier som dirigent nok måttet ringe kraftigt med sin klokke, før der endelig faldt ro over forsamlingen.

I selve byen på den anden side af havneløbet havde byens tre lokale læger ikke tid til at tænke på sammenkomsten i Store-Belts sal. De havde hænderne fulde i kampen mod det, der allerede var ved at udvikle sig til det mest dramatiske udbrud af asiatisk kolera, der i historisk tid har ramt en dansk by.

Det første tilfælde var allerede indtruffet den 21. august og havde ramt en beboer i banevogterhuset tæt ved byen. Patienten var død samme aften. Derefter var der ingen nye tilfælde, indtil en smittet, hjemsendt soldat ankom med dampskibet fra Kiel, hvor koleraen allerede var i udbrud. Den 30. august, to dage før lægemødet, anmeldtes tre nye tilfælde i Korsør, og nu tiltog antallet daglig, indtil epidemien ved udgangen af september havde kostet hver tiende af Korsørs ca. 2.000 indbyggere livet.

Ud over mødereferatet i Ugeskrift for Læger ved vi desværre ikke meget om, hvad der foregik på Hotel Store-Belt, hvad lægerne foretog sig i pauserne, og hvad de talte om uden for dagsordenen - og vi kender heller ikke navnene på alle, der var til stede. Mødeprotokoller og andet materiale fra den tid forsvandt for altid, da Domus Medica i Amaliegade sammen med hele Lægeforeningens arkiv udbrændte efter en påsat brand i besættelsesåret 1944.

Men i de kendte, eksisterende kilder tyder intet på, at mødedeltagerne, der talte en lang række af tidens fremmeste læger, havde den fjerneste anelse om den alvorlige situation i Korsør. I hvert fald nævnes den ikke i referatet.

Situationen fortæller os dog meget - om den nyvundne forsamlingsfrihed og om den iver, hvormed den uddannede del af befolkningen kastede sig ind i kampen om at forme fremtidens samfund, men også om de vanskeligheder, lægevidenskaben og dens udøvere på dette tidspunkt stod over for: mangel på hurtige og pålidelige informationer, besværlige transportforhold og ringe viden om sygdommes årsager, smitteveje og rette behandling.

Da mødet sluttede, og man var blevet enige om at mødes i Korsør igen om et år, vendte de 80 læger stadig intetanende hjem til alle egne af landet, mens epidemien hærgede videre, og som en ildebrand sprang fra hus til hus i den overbefolkede boomtown.

At Lægeforeningens stiftende møde ikke blev arnested for en ny, landsomfattende koleraepidemi, skyldes formentlig kun den tilfældighed, at den nye station og jernbanehotellet, på grund af lokale, erhvervsøkonomiske intriger og til mange lokales utilfredshed, var blevet anlagt på en byggegrund, der var adskilt fra byen af vandet, så de mange rejsende ikke behøvede at ulejlige sig ind i selve byen. Lægerne, der forlod mødet i Korsør, havde ikke været i kontakt med smitten. Men selv om de havde været, ville det næppe have bekymret dem: De fleste mente dengang ikke, at kolera var en smitsom sygdom.