Content area

|

HISTORISK: Bedøvelsen vs. »den naturlige smerte«

Anæstesien var et af medicinens vigtigste gennem­brud. Men i begyndelsen var meningerne delte. For var det ikke Guds og naturens mening, at kvinden »skulle føde sine børn med smerte«?
Foto: The Wellcome Collection - Foruden æter og kloroform blev der også gjort forsøg med lattergas til bedøvelse.
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

Året 1847 blev en milepæl i medicinens historie. I deres tidsskrifter kunne læger i Amerika og Europa læse, at man med succes havde udført operationer på patienter, som først var bedøvet med indånding af æter og derpå havde sovet og drømt sig væk fra de smerter, som i årtusinder havde været en fast ledsager til kirurgiske indgreb.

Den første danske kirurg, der forsøgte sig med æterbedøvelse, var Søren Eskildsen Larsen på Almindeligt Hospital i Amaliegade i København. I februar 1847 – fire måneder efter den første operation i Amerika under æterbedøvelse – bedøvede han »et Fruentimmer med en Tumor albus i Knæet, der blev kauteriseret med gloende Jern i den bedøvede Tilstand uden at føle Smerte«.

Skepsis

I marts samme år bragte Ugeskrift for Læger den første danske artikel om anæstesien under overskriften: »Om Indaandingen af Æther-Dampe, som Middel til at fremkalde Ufölsomhed for ydre Indtryk« [1].

Artiklen beskriver en række udenlandske erfaringer med bedøvelse, og tonen er skeptisk for at sige det mildt. Forsøgene er ikke alene omtalt i medicinske fagtidsskrifter; de »udbasuneres med utidig Iver i de almindelige Dagblade«. Og ganske vist ser forsøgene lovende ud – men er der egentlig ikke tale om en tilstand, der kan sammenlignes med almindelig fuldskab?

Desuden ved man endnu intet om følgevirkningerne: Hvad med kroppens »vitale Functioner« under bedøvelsen? Forfatteren opregner flere forbehold om alt det, man endnu ved for lidt om. Og i øvrigt egner æterbedøvelsen sig slet ikke til langvarige operationer: Her må patienten nødvendigvis være ved fuld bevidsthed, så han eller hun kan følge kirurgens anvisninger.

»Endelig har Sagen ogsaa upaatvivlelig en moralsk Side; ligesom der synes at være noget uhyggeligt ved at foretage Operation paa et Individ, der … er bragt i en Cadaver lignende eller beruset Tilstand«.

Ugeskrift for Lægers forfatter slutter med at konstatere, at forsøgene med æter er »ved at udarte til Charlataneri« – men hvis der skulle fremkomme mere pålidelige resultater, vil Ugeskrift for Læger naturligvis ikke tøve med at viderebringe dem.

Foto: The Wellcome Collection - Den engelske læge John Snows æterinhalator med fleksibel slange og fløjlsforede ansigtsmasker i tre størrelser. Var i brug i 1847-1870. Illustration i udstyrskatalog.Foto: The Wellcome Collection - Den engelske læge John Snows æterinhalator med fleksibel slange og fløjlsforede ansigtsmasker i tre størrelser. Var i brug i 1847-1870. Illustration i udstyrskatalog.

»Lindring for fødende«

Allerede to uger senere kan Ugeskrift for Læger bringe mere pålidelige resultater, da fødselslægen Hans Christian Saxtorph refererer et brev fra sin skotske kollega, James Young Simpson [2]. Skotten anvender æterbedøvelse ved fødsler, og Saxtorph er ikke i tvivl: Hvis det kan bevises, at æterbedøvelsen ikke skader mor og barn, vil han ikke tøve med at bruge det. Den udbredte fordom – at kvinden siden syndefaldet skal føde sine børn i smerte – har Saxtorph ikke noget tilovers for. De, som mener det, glemmer »hvor overordentlig heftige og voldsomme« smerter, den fødende udsættes for. Smerter, som ofte »er större end ved de fleste chirurgiske Operationer«.

Hvis det nu viser sig, at man har et middel, der kan skåne de fødende for disse smerter, er spørgsmålet, »om det af nogen moralsk eller medicinsk Grund kan forsvares at undlade at anvende det til Lindring i den ubeskrivelige Smerte, hvormed Qvinden maa föde sine Börn«.

Et modefænomen?

Langtfra alle læger delte Saxtorphs humanistiske syn. I Bibliothek for Læger skriver redaktøren, sindssygelægen Harald Selmer, i 1847 om sine store betænkeligheder ved »Ætherindaandingen« [3]. Han indrømmer, at bedøvelsen synes at virke, og hans indvending er af rent moralsk karakter: Både læger og lægfolk har tidligere ladet sig rive med af modefænomener: homøopati, frenologi, mesmerisme og andre »opsigtsvækkende Theorier«, der begyndte som uafviselige kendsgerninger og endte i historiens skraldespand.

Selmer tvivler ikke om, at bedøvelsen vil blive populær hos »det store Publikum«, der nærer »en medfødt Antipathi mod Kniven«. Men skal man se lidt mere »uforkælet« på det, er patienten dog bedre tjent med at opleve »det normale Udbrud af den sædvanlige Smerte« og bevare sin selvrespekt frem for at blive udsat for den uværdige opvågning i en tilstand, der minder om dyrisk »Drukkenskab«.

Bedøvelsen er »en Narrekappe, man har hængt om hans Smerter for at skjule dem for ham selv«. Desuden ophæver den »det naturlige Forhold mellem Operatøren og Patienten«, hvor kirurgen er »den trøstende Hjælper i Nøden« – et forhold, som Selmer beskriver som »inderligt og smukt«.

Indvendingerne imod at bedøve var dog ikke kun af moralsk og religiøs karakter; man hørte også argumentet, at oplevelsen af smerte angiveligt var en vigtig fysiologisk regulator.

Foto: The Wellcome Collection - Den skotske fødselslæge og anæstesipioner James Young Simpson og to venner efter forsøg med kloroform, 1847. Foto: The Wellcome Collection - Den skotske fødselslæge og anæstesipioner James Young Simpson og to venner efter forsøg med kloroform, 1847.

Æter vs. kloroform

Godt tre år senere – i oktober 1850 – er der dog høstet lidt flere erfaringer med æterbedøvelsen. Bibliothek for Læger indrømmer, at man i det tidsrum har forholdt sig afventende, mens evidensen har hobet sig op [4]. Nu vil man råde bod på det med en 108 sider lang oversigtsartikel om »Den kunstige Anæsthesi« (baseret på et større fransk værk om emnet).

Artiklen opregner de hidtidige, ineffektive midler til smertedæmpning under kirurgi: narkotiske midler som f.eks. opium, belladonna og morfin, alkohol eller hash, hypnose, iskolde omslag, lattergas og kompression. Og nu pludselig: »Ætherisationen«.

»Denne opdagelse forvandlede pludseligt den Rolighed, hvormed man i Aarhundreder havde vænnet sig til at betragte Smerten som en uundgaaelig Ledsager af den operative Praxis« til at være noget, man for enhver pris må undgå.

Der havde dog vist sig enkelte komplikationer ved brugen af æter, og nogle var derfor snart begyndt at foretrække kloroform som bedøvelsesmiddel. Diskussionen for og imod kloroform skulle fortsætte i de næste mange år, indtil det viste sig, at dødeligheden ved brug af kloroform var en del højere end ved æterbedøvelse. Den erkendelse er man dog ikke nået til i 1850. Ugeskrift for Læger iler derfor med – sideløbende med opskrifter på æterfremstilling – at viderebringe en opskrift på fremstilling af kloroform.

Hvad er anæstesiens væsen?

Artiklen gennemgår forskellige anæstesimetoder og deres indvirkning på sanserne, sjælelivet, musklerne, nervesystemet, åndedrættet, blodkarrene, temperaturen, karsystemet og kroppens diverse »afsondringer«. Men også anæstesiens »Væsen« diskuteres: Er der tale om en rus, eller måske en søvn, når den midlertidigt standser »saavel de höjere som de lavere dyriske Livsytringer«? Og hvad skyldes dens virkning egentlig? Og hvem er mest modtagelig for virkningen: Spiller alder og køn ind? Hvordan går man til værket, og hvilke komplikationer skal man være opmærksom på? Hvilke fortrin og ulemper er der ved henholdsvis æter og kloroform? Og hvilken metode medfører flest dødsfald? Der diskuteres indikationer og kontraindikationer for at bedøve ved operationer og i forbindelse med fødsler.

Der er ingen tvivl om, at både æter og kloroform befrier kvinden for den smerte, der er forbundet med at føde. Mens de engelske fødselslæger har taget anæstesien til sig, er situationen en anden på det europæiske fastland, påpeger forfatteren: Dyb anæstesi hæmmer de muskelsammentrækninger, der befordrer fødslen. En lettere bedøvelse, derimod, kan mildne smerteoplevelsen uden at påvirke fødselsprocesserne. I øvrigt kræver det langt større omhu at bedøve ved en fødsel, der kan tage lang tid, end ved en operation, der overstås på få minutter.

Smerte og moderfølelse

Forfatteren har intet tilovers for de religiøse indvendinger, der har været rejst fra kredse, som mener, at bedøvelsen strider imod Herrens ord til kvinden om, at »med Smerte skal Du føde Dine Börn«.

Men selvom han forkaster det religiøse argument, ser forfatteren ingen grund til at anbefale bedøvelse ved enhver fødsel. For »det er virkelig, som om Naturen ikke vilde, at Födslen skulle gaa stille og ubemærket af«.

Han finder det da også naturstridigt, at kvinden »ikke skulde være Vidne til sit eget Barns Fødsel«. Desuden skal man huske på »den Betydning, som Fødselssmerterne og Moderens … Bevidsthed om hvad der foregaar med hende, kan have for Samfundsordenen«.

»Overhovedet knytter der sig til Kvindens Lidelse paa Fødselslejet saa meget, som den naturlige Moderfølelse, naar alt kommer til alt, maaske for ingen Pris vilde savne, at det maaske kunde være et Spörgsmaal, om Anæsthesien ikke beröver den Fødende mere, end den skjænker hende«.

Således lykkes det alligevel forfatteren at sammenblande videnskab og moraliseren. Men de mandlige læger havde jo heller ingen kvindelige kolleger til at blande sig utidigt i diskussionen. Og de fødende kvinders mening var der ingen, der spurgte om. —

Blad nummer: 

LITTERATUR

  1. Ugeskr Læger 1847;(14):211-20.

  2. Ugeskr Læger 1847;(18):264-72.

  3. Bibl Læger 1847:442-82.

  4. Bibl Læger 1850:276-384.

Right side

af Susanne Backman Nøhr | 04/10
3 kommentarer
af Stephan Alpiger | 03/10
1 Kommentar
af Lars Søgaard-Jensen | 03/10
1 Kommentar
af Simon Hjerrild | 03/10
7 kommentarer
af Bodil Jessen | 01/10
5 kommentarer
af Elo Aagaard Rasmussen | 01/10
1 Kommentar
af Jesper Peter Schou | 30/09
2 kommentarer
af Simon Graff | 27/09
2 kommentarer
af Jonathan Dahl | 26/09
1 Kommentar