Anne Isberg var bare ni år gammel, da hun en sensommermorgen vågnede op og følte sig sløj. Hun var dog ikke særligt bekymret, for hendes fire søskende havde alle lige været igennem en febersygdom og var kommet sig.
»Så en morgen, da jeg stod op, væltede jeg pludseligt og ganske uforklarligt om på gulvet. Jeg prøvede at rejse mig op, men faldt ned. Så til at begynde med sad jeg bare der, helt forvirret – uden at forstå, hvad der skete, og hvorfor mine ben ikke lod til at fungere. Der blev ringet efter lægen, og jeg blev kørt direkte på Blegdamshospitalet«.
På hospitalet blev hun båret ind på optagelsen, hvor sengene stod så tæt, at ambulancefolkene ikke kunne komme frem, så en portør løftede hende op og bar hende hen til en ledig seng:
»Der var børn overalt, nogle lå, nogle stod op, nogle gik omkring og nogle kravlede. Overalt var der lyden af anstrengt vejrtrækning, afbrudt af rækker af fortvivlede skrig. Jeg havde aldrig set et lignende billede på undergang, men i min svækkede tilstand kunne jeg ikke gøre andet end at ligge stille«.
Anne Isberg blev handikappet, men var blandt de tusinder af overlevende, der fortsat har senfølger.
For få – og uegnede – respiratorer
Året var 1952, og Københavns hospitaler havde siden juli været i undtagelsestilstand på grund af en polioepidemi af hidtil uhørt voldsomhed. De første patienter var blevet indlagt den 7. juli på Blegdamshospitalet – Københavns epidemihospital, som lå, hvor Panum Instituttet ligger i dag.
Epidemien kulminerede i perioden 28. august-3. september, hvor der ugentligt blev indlagt 200-300 nye tilfælde, hvoraf en sjettedel havde åndedrætslammelser. Af de første 31 med disse lammelser døde 27.
I løbet af 19 måneder blev 2.700 indbyggere i hovedstaden, hovedsageligt børn, smittet med polio. I forhold til indbyggertal var der tale om den største polioepidemi, som i nyere tid havde ramt en storby, og den blev fulgt med interesse i den internationale lægeverden. København var hårdest ramt, men epidemien bredte sig i løbet af 1952-1953 til hele landet. I alt blev der indberettet 7.278 tilfælde, hvoraf 3.134 havde lammelser. Epidemien toppede to gange: i sommeren 1952 og i sommeren 1953. I alt 348 mistede livet, fordi sygdommen lammede deres åndedrætsorganer. Hundreder af overlevende lever fortsat med følger af sygdommen.
Epidemien var en kolossal udfordring for sundhedsvæsenet. Ambulancerne kørte døgnet rundt. Blegdamshospitalet blev hurtigt fyldt op, og det blev nødvendigt at tage andre hospitaler i brug. Blegdamshospitalet havde 500 sengepladser, én tankrespirator (»jernlunge«) og seks såkaldte kyradsrespiratorer til at anbringe over patientens brystkasse. De var ikke velegnede, og især patienter, som led af lammelser i hoste- og synkereflekser, risikerede at blive kvalt i sekreter.
Nye veje
Så længe nogen kunne huske, havde man hvert år oplevet nogle snese tilfælde af polio, også kaldet børnelammelse, selv om virusset rammer både børn og voksne. I lettere tilfælde får den smittede influenzalignende symptomer, men i svære tilfælde indtræder der lammelser, nogle gange af arme og ben, men i andre tilfælde lammes alle kroppens muskler – også åndedrætsmuskulaturen. Lammelserne kan bedres, men hos nogle patienter er de permanente.
Polio var altså ikke en ukendt sygdom. Det nye var epidemiens omfang.
Lægerne vidste, at polio skyldtes en virus, men smittevejene var ikke kendt. Man antog, at virus overførtes via fødevarer, som var forurenet med afføring, og at det kunne overføres fra person til person.
Poliospecialisten H.C.A. Lassen (1900-1974) var professor og overlæge på Blegdamshospitalet. På hans foranledning blev skoler og børnehaver i København lukket, hvis der var forekommet to eller flere poliotilfælde i institutionen. Togenes toiletter blev aflåst, og soppebassiner i parker og anlæg blev forbudt område i et forsøg på at inddæmme epidemien.
Behandlingen var stadig en udfordring. Derfor gik Blegdamshospitalet nye veje og tilkaldte en læge fra et helt nyt speciale: anæstesiologien. Han hed Bjørn Ibsen (1915-2007) og havde ikke den fjerneste erfaring med polio. Overlæge Lassen var derfor noget skeptisk, da Ibsen foreslog en radikal kursændring: Glem de ineffektive respiratorer, som man tilmed har for få af, og sørg i stedet for at sikre frie luftveje.
Banebrydende ny tilgang
Mens poliolægerne mente, at den høje dødelighed skyldtes poliovirussets effekt i hjernen, mente Ibsen nemlig, at den høje dødelighed skyldtes utilstrækkelig ventilation af lungerne og dermed svigtende ilttilførsel til hjernen. Derfor skulle man trakeostomere patienterne og overtryksventilere mekanisk eller med håndkraft i modsætning til jernlungens undertryksventilation. Kun derved kunne man få tilstrækkeligt med ilt ned i de syges lunger.
Til professor Lassens ros blev han ikke fornærmet over, at den uerfarne kollega fortalte, at man helt havde misforstået sygdommens slutfase. Han gik ind på ideen, og nu fulgte det, som en medicinhistoriker har kaldt »et af de mest dramatiske og i sine konsekvenser mest betydningsfulde øjeblikke i medicinens historie«.
Lassen havde udvalgt en meget dårlig 12-årig pige, Vivi Ebert, til et forsøg. Hun havde lammelser i arme og ben, gispede efter luft og var blå og svedig med høj feber. En del af venstre lunge var kollapset, og der strømmede slim ud af næse og mund. En kirurg udførte en trakeotomi og indførte et rør, som var forbundet med en ventilatorpose. Men det var svært at få luft ned gennem de forkrampede luftveje. Personalet, som havde fulgt forsøget, indså, at pigen var døende og gik hver især til deres andre opgaver.
Nu gav Ibsen hende en indsprøjtning med pentothal, et barbiturat, der satte pigens egen, anstrengte vejrtrækning helt i stå. Derved afslappedes hendes bronkier – og nu kunne Ibsen ventilere hende. Pigen fik gradvist sin normale kulør igen, og hendes temperatur og blodtryk normaliseredes. Vivi Ebert overlevede som den første af epidemiens tidlige ofre.
Ibsens indgreb blev straks gjort til standardbehandling. Det krævede imidlertid langt mere personale, end der fandtes, men gennem studenterrådet lykkedes det at rekruttere en mængde medicinstuderende – og senere tandlægestuderende – til det fysisk krævende ottetimers skifteholdsarbejde med den manuelle overtryksventilation, som efter en kort teoretisk og praktisk introduktion ofte stod på i flere måneder.
Frivillig under epidemien
Det blev en hård skole for de ofte helt nye medicinstuderende, som dagligt så patienter dø, fordi de ikke kunne trække vejret, og der ikke var kapacitet til at ventilere alle, der havde behov.
Studenterne ydede en kolossal indsats, men lønnen for det fysisk og psykisk belastende arbejde var yderst beskeden. Selv om de studerende organiserede sig, lykkedes det ikke at opnå en overenskomst – men grunden var lagt til de medicinstuderendes fagforening, FADL.
I alt var der 260 medicinstuderende, der som ventilatører hjalp 345 poliolammede patienter med at trække vejret. En af dem var Carl Eli Olsen, pensioneret overlæge ved Gynækologisk Afdeling på Næstved Sygehus. Da han meldte sig, var han kun seks måneder henne i studiet »og vidste ikke en pind om noget som helst«.
»Det var en brat opvågnen«, siger han om den opgave, han blev kastet ud i. »Når det var værst, kom der ti om dagen, som ikke kunne trække vejret. Og på det tidspunkt havde Blegdamshospitalet én eller to tankrespiratorer, hvor der lå nogen i forvejen. Derfor døde ni af hver ti, der kom ind«.
Da myndighederne henvendte sig til universitetet med en opfordring til at melde sig som ventilatører, tænkte man ikke så meget over, at man derved udsatte sig for smitte med en farlig sygdom.
»Nogen skulle jo …«
»Situationen minder jo på nogle måder om den aktuelle – man meldte sig. Måske var det ungdommens overmod. Men stemningen var sådan, at nogen skulle jo melde sig, og det var der mange, der gjorde«, siger Carl Eli Olsen.
»Det var også stærkt motiverende, at man fra den ene dag til den anden så, at dødeligheden faldt fra 90 til omkring 20 procent«.
Selv om mange meldte sig, var der ikke overskud af ledige hænder på Blegdamshospitalets akutafdeling. Det kunne ske, at Carl Eli Olsen havde siddet og ventileret i otte timer – og så dukkede der ikke nogen afløser op: »Så sad man der otte timer mere«.
»Efter en udmattende vagt kunne det ske, at man gik ud på gangen og lagde sig på en af de madrasser, der lå på gulvet, for at hvile lidt og ryge en cigaret«, fortæller han. »Hvad, vi ikke vidste, var, at de madrasser, man lå på, var fra de syge patienter og lå der, fordi de skulle til desinfektion. Og alligevel var der altså ikke nogen, der fik polio«.
Om det blev nødvendigt at prioritere mellem patienterne, var ikke noget, ventilatørerne blev involveret i. »Vi kom bare og fik at vide, hvilken patient på hvilken stue, man skulle sætte sig ind hos«, fortæller Carl Eli Olsen.
Ventilationen foregik med håndkraft. I 24 timer i døgnet skulle der pumpes med en håndballon. Det var fysisk krævende, det var monotont, og det var søvndyssende, især på nattevagterne. Rytmen skulle holdes og tilførslen af ilt justeres. Luftvejene skulle suges rene for slim. Der skulle skiftes kuldioxidfiltre og skiftes iltflasker.
Ingen blev smittet
For mange af de frivillige har det uden tvivl været en voldsom oplevelse: Som en ung og uerfaren medicinstuderende med ganske kort varsel at stå over for en dødelig sygdom. Og helt bogstaveligt at sidde med et andet menneskes liv i hænderne – noget, som selv for fuldbefarne læger er stærkt belastende.
Da epidemien toppede, var der 65 patienter, som blev håndventileret. Og indsatsen nyttede: Før indsatsen var dødeligheden blandt de åndedrætslammede 87 procent. Med indførelsen af håndventilation blev den reduceret til 20 procent.
Carl Eli Olsen har nogle gange undret sig over, at der ikke var en eneste af de frivillige ventilatører, der fik polio.
»Sandsynligvis er nogle blevet smittet, men der var ikke nogen, der blev syge. Det er jo egentlig utroligt, når man tager i betragtning, at man sad helt tæt på de syge, der blev suget hele tiden, og der var snot og slim rundt omkring«, siger han.
»Selvfølgelig har tanken indimellem strejfet mig. Og man fik da også indimellem symptomer på noget, der lignede influenza, og hvor man tænkte: Nu er jeg nok ved at få polio. Men det har formentlig bare været nervøsitet«.
