HISTORISK: Fra fugt og stank til lys og luft i Brumleby

I 1853 blev København ramt af en koleraepidemi, der kostede 7.000 mennesker livet. Enkelte læger, som Emil Hornemann, havde længe advaret om, at hovedstadens umådelige svineri og de usle boligforhold alt sammen ville føre til en uundgåelig epidemi.

Hornemann havde i 1851 agiteret for kloakering, bedre drikkevandskvalitet og udflytning af arbejderne til bedre boliger uden for de snævre volde. Men myndighederne valgte at ignorere hans anbefalinger. Så selvfølgelig kom epidemien.

Det var et wake up-call – i hvert fald for hovedstadens læger, som var begyndt at interessere sig for hygiejne og det, vi i dag ville kalde »folkesundhed«.

Det kom blandt andet til udtryk ved, at den kreds af læger, som havde dannet Lægeforeningen til Koleraens Bekæmpelse, for indsamlede midler opførte Lægeforeningens Boliger på Østerfælled. Bebyggelsen er i dag kendt under navnet Brumleby. Formålet var at skaffe bedre boliger til byens arbejderklasse, som levede under kummerlige og trange forhold i den indre bys overbefolkede slum, og under byggeriets første etape fra 1853 til 1857 blev der bygget 240 små et- og toværelseslejligheder.

Læger for bedre boliger

En af de læger, som engagerede sig i kampen for hygiejniske fremskridt, var Sophus Engelsted (1823-1914), som havde haft en central rolle under koleraepidemien i 1853. Som distriktslæge under Københavns fattigvæsen undersøgte han boligforholdene blandt de fattige og skrev om det i Ugeskrift for Læger i 1855. I september dette år var byen blevet opskræmt af nogle enkelte koleratilfælde. Og ligesom sin kollega Emil Hornemann havde gjort før epidemien i 1853, benyttede Engelsted nu lejligheden til igen at slå et slag for boligsaneringen.

Engelsted var ikke i tvivl om, at der var en nær sammenhæng mellem koleratilfældene og de kummerlige forhold, som de ramte levede under. Sygdommen var brudt ud i Klerkegade, og Engelsted havde undersøgt hele karréen mellem Klerkegade, Rigensgade, Rosengade og Kronprinsessegade: Hvor mange boliger lå her? Hvor store var de? Hvor mange boede i kælderlejligheder i baghusene? Hvor meget lys og luft var der til hver beboer? Hvordan var jordbunden? Osv.

Man kendte endnu intet til sygdomsfremkaldende bakterier og mente, at epidemiske sygdomme som kolera skyldtes dårlig luft (mala aria), fugtig jordbund og fordærvede »uddunstninger« – såkaldte miasmer.

Engelsted hæfter sig ved, at boligerne er meget trange, og at gårdene er så snævre, at der ikke trænger lys og luft ned, hvorved det er umuligt at lufte ud i de »mange smaa Rum, der ere indknebne mellem flere Etager höie Forbygninger, Bagbygninger og Sidebygninger«.

Fugt og stank

Lys og luft var et centralt begreb i den medicinske tænkning. Man var netop ved at planlægge opførelsen af det nye Kommunehospital uden for voldene, og her blev der lagt vægt på, at der skulle være plads mellem husene for at sikre lys og luft, da man forbandt de mange hospitalsinfektioner med tilstedeværelsen af »uddunstninger« fra de mange syge, der var samlet på ét sted.

Engelsted beskriver boliger, hvor gadedøren leder ind til snævre gange og latriner, som er placeret under trapperne, så »uddunstninger« siver op gennem huset, smalle gårdrum, hvor luften står stille, og hvor der selv om dagen hersker evigt tusmørke. Murværket er fugtigt, og det samme er jordbunden i gårdene, hvor vandpumpen og latrinet står side om side (!).

Det siver fra latriner og fra vaskepladser, hvor beboerne hælder det snavsede spildevand direkte ud, hvor det bliver stående og rådner.

En gård i Rigensgade er oplagsplads for gamle ben og klude. Dertil kommer »Uddunstningerne fra to Kostalde« i Rosengade og Rigensgade med henholdsvis 16 og 13 køer foruden en hest, samt fra et brændevinsbrænderi i Rosengade. Da byen ikke er kloakeret, fungerer dybe, åbne rendestene som kloak.

Det lyder ikke som et attraktivt sted at bo. Alligevel er kvarteret byens tættest befolkede område – værre end i Indre By. End ikke kælderlejligheder i baggårdene får lov at stå ledige. Boligerne er små og lavloftede. Engelsted angiver lofthøjder på fire alen (ca. 2,5 m). Husstandene er store, mens boligarealet er ganske småt. Engelsted beregner, at hver beboer i en typisk ejendom i Klerkegade har 3,37 kvadratalen (ca. 1,5 m2) at brede sig på.

Arnested for nye epidemier

Engelsted kan da også påvise, at de dårlige boliger, sammenstuvningen, manglen på lys og luft og den megen urenlighed fører til, at »Legemet lidt efter lidt nedbrydes og bliver mere modtageligt for Sygdomme (…) og at Epidemier, naar de hjemsöge Byen, her ville finde en velforberedt Jordbund, hvori de kunne gjöre en rig Höst, og hvorfra de kunne udbrede sig videre«.

At kvarterets sygelighed i hvert fald overstiger hovedstadens gennemsnit, fremgår tydeligt af den statistik, Engelsted har ført som distriktslæge: Næsten halvdelen af områdets beboere har haft bud efter lægen det sidste år. Og i betragtning af, at der er tale om arbejderfamilier, der lever helt ude på kanten, er det alvor, når der er brug for læge. Ordet »sygedagpenge« findes ikke i sproget. Man bider smerterne i sig og slæber sig på arbejde.

Helt galt er det fat i et hus i Rosengade, hvor over 91 procent af beboerne har været sygemeldte, men også andre af de mest forfaldne ejendomme kan opvise høje sygetal: »gastrisk og typhoid Feber, Koldfeber, Rödlinger, Mæslinger, Rosen, Influenza, Katarrh, Diarrhe, Cholerine« – foruden de mange kroniske lidelser, »navnlig Kirtelsyge i forskjellige Former saasom chroniske Hudsygdomme, Kirtelsvulster, Öiensygdomme, Öreflod, Benedder o.s.v.«.

Lys og luft i Brumleby

For at understrege sin pointe har Engelsted også undersøgt forholdene i Lægeforeningens Boliger ude i de landlige omgivelser på Østerfælled. Her var de første beboere flyttet ud året før, og da de tilhørte samme samfundsklasse som beboerne i Klerkegadekarréen – arbejdere og håndværkere – og ligesom dem sorterede under distriktslægen, var det et godt sammenligningsgrundlag, påpegede Engelsted.

Her er formentlig tale om det tidligste studie i de sundhedsmæssige konsekvenser af Brumlebys opførelse. Arkitekt og ingeniør har arbejdet ud fra den nyeste viden om hygiejne: Jordbunden er undersøgt; der er sikret effektivt afløb for spildevand; der er god plads mellem husene, så der er adgang for sollyset, og luften kan strømme frit. Der er gravet brønde med klart, rent vand.

Husene er kun to etager høje, og selv om boligerne efter nutidens standard er ganske små, er pladsforholdene væsentlig bedre end i byens fattigkvarterer. Hver Brumlebybeboer har et boligareal på 17,4 kvadratalen (ca. 7 m2). Der er separate vaskehuse i god afstand fra boligerne. Til stuelejlighederne hørte en lille forhave, mens arealerne mellem huslængerne var delt mellem fællesareal og privathaver.

I februar 1855 stod de første fire huse klar, og 437 beboere flyttede ind.

I de første ni måneder havde distriktslægen haft kontakt med 137 syge – 31,3 procent af beboerne, og der havde v æret 36 tilfælde af epidemiske sygdomme. Det svarede til 8,23 procent.

I Engelsteds Klerkegadeopgørelse havde 46,39 procent af beboerne haft brug for lægehjælp, og 16,3 procent havde haft epidemiske sygdomme.

Uligheden truer alle

Engelsted havde hermed bevist sin pointe: At den overbefolkede slum var en inkubator for sygdom, og at forholdene der var perfekte til at udvikle sygdomme og gøre dem til brændpunkt for udbrud af epidemier.

Københavns bystyre havde i 1850 opgivet tanken om at kloakere og sikre rent drikkevand. Det ville blive for dyrt for skatteborgerne og pålægge byens grundejere urimelige udgifter, argumenterede de superliberale politikere, der havde afløst enevældens administration.

Nu sluttede Engelsted sin artikel med en direkte opfordring til grundejerne og myndighederne:

»Huseiernes Sag bliver det at overveie om ikke Hensyn til eget og Medmenneskers Vel bör sættes over pekuniær Fordel, og Autoriteternes Sag bliver det at anvende al den Magt de have til deres Raadighed til at forbedre Forhold, der ere saa slette, at de ikke blot tjene til at nedbryde Sundheden og forkorte Livet for de fattige Mennesker, som ere nödsagede til at underkaste sig dem, men ogsaa, under indtrængende Epidemier, kunne blive til Fordærvelse for hele Byen«. —