Content area

|

HISTORISK: Human selvantændelse

Ikke mange tror på det i dag – men helt frem til 1800-tallet var det en kendt sag, at selvantændelse kunne være en af de mere alvorlige bivirkninger ved at drikke for meget alkohol.
Illustration fra Charles Dickens’ roman »Bleak House«: Mr Guppy og Mr Snagsby åbner døren til Mr Krooks kælderbutik og finder til deres rædsel, at den fordrukne kludehandler er gået op i flammer. Radering af H.K. Browne, 1853.
Forfatter(e)
Klaus Larsen kll@dadl.dk

Det ene øjeblik sidder man fredeligt i sin lænestol med et glas cognac – det næste øjeblik bryder man i brand, og ilden fortærer én indefra. Kan det virkelig ske i virkeligheden?

Gennem århundrederne findes snesevis af beretninger om frygtelige dødsfald som følge af selvantændelse – næsten altid i forbindelse med et højt indtag af alkohol. Thomas Bartholin, professor i anatomi ved Københavns Universitet, beskrev i 1641 historiens første tilfælde af angivelig selvantændelse. Offeret var en adelsmand i Milano ved navn Polonus Vorstius. En dag i 1470, da han havde drukket temmelig mange glas vin, stod flammerne pludselig ud af halsen på ham. Der gik ild i ham, og han brændte ihjel for øjnene af sine skrækslagne forældre. Thomas Bartholin havde selv hørt historien fra en af Polonus Vorstius’ direkte efterkommere, fortalte han.

En sag for retsmedicinen

Få år tidligere blev professorerne ved Københavns Universitet bedt om en retsmedicinsk vurdering i en sag fra Halland, som dengang hørte til Danmark. Sagen drejede sig om bonden Peder Pedersøn, som var afgået ved døden – angiveligt som følge af »overdreven brændevinsdrik«. De lokale myndigheder var imidlertid i tvivl. For hvis man døde i forbindelse med druk, skyldtes det, at man selvantændte – det vidste jo enhver. Men der var ingen tegn på, at der havde været ild i Peder Pedersøn; ergo var der tale om et mistænkeligt dødsfald. Men hvad mente de lærde?

Medicinerne var uenige: På den ene side kunne man godt dø af druk uden at gå op i luer. Men i den foreliggende sag kunne man ikke udelukke andre dødsårsager; kun hvis der havde været tegn på selvantændelse, kunne man sige noget med sikkerhed.

Og Thomas Bartholin selv tvivlede ikke om selvantændelsesteorien. Han kunne berette om flere tilfælde. For eksempel havde en lærd herre siddet på værtshus og natten igennem drukket brændevin med nogle venner, da flammerne pludselig stod ham ud af halsen. Vennerne havde held til at slukke ilden, og manden kunne vakle hjemad – men faldt død om på vejen.

Det var almindelig viden, at der kunne gå ild i én efter voldsomt drikkeri. Selv bønderne vidste det, for Thomas Bartholin havde flere gange set grupper af døddrukne bønder, der sov en brandert ud i græsset uden for byens volde. Og de lå altid på ryggen med åben mund, så ilden kunne slippe ud, så de ikke brændte op. Quod erat demonstrandum.

Myten om mennesker, der pludselig bryder i brand, har også appelleret til kunstneres fantasi. Fransk bogillustration fra 1885.Myten om mennesker, der pludselig bryder i brand, har også appelleret til kunstneres fantasi. Fransk bogillustration fra 1885.

Forsynets straf

Idéen om selvantændelse havde fået sit eget liv, og i lærde selskaber diskuterede man videre om fænomenet gennem 1700-tallets oplysningstid. I London kunne formanden i The Royal Society berette om et tilfælde, som apotekeren i Westminster havde indsendt, og som han havde hørt fra sin bror i Ipswich. Her var der gået ild i en ældre fiskerkone, Mrs. Pett, som var brændt ihjel i sit køkken. Datteren havde fundet hende om morgenen. Kroppen, som lå hen over komfuret (som var koldt), var forkullet, og der var svære forbrændinger på arme, ben og hoved.
Ved siden af den døde lå både
papir og børnetøj, som ikke var brændt. Man vidste, at kvinden om aftenen havde for vane at sætte sig i køkkenet med en pibe tobak og indtage ganske meget gin.

Royal Society hørte flere af
den slags historier, og hver gang havde offeret drukket kraftigt. Det var der ikke noget mystisk ved for 1700-tallets mennesker. I 1763 forsvarede lægen Jonas Dupont ligefrem en disputats om død ved selvantændelse ved det medicinske fakultet i Leiden. Enhver, fra menigmand til lærd doktor, vidste, at »spontan selvantændelse« var en skæbne, der lurede på fordrukne personer – forsynets straf over den umådeholdne. Det var noget, der både appellerede til fantasien og indbød til at moralisere.

Litteraturen fyrer op

Det var dog den indflydelsesrige stjerneforfatter Charles Dickens, som for alvor fyrede op under folketroen på den spontane selvantændelse. Det skete i romanen »Bleak House«, hvor den skurkagtige og fordrukne kludehandler Mr. Krook går op i flammer.

Også forfatteren Frederick
Marryat tog livet af en alkoholiker ved hjælp af ild. I romanen »Jacob Faithfull« fra 1848 bor hovedpersonens mor på en flodbåd, hvor hun fordriver tiden med at indtage store mængder gin. En skøn sommeraften går hun op i flammer og dør under høje smerteskrig, mens fed røg vælder ud fra kahytten.

Andre romanskikkelser, der lider flammedøden, er den (fordrukne) afrikanske konge af det fiktive land Kazounde i Jules Vernes »Kaptajnen på 15 år« og en smed i Nikolaj Gogols fortælling »Døde sjæle«: »Noget inden i ham begyndte at brænde. Han havde fået for meget at drikke. En blå flamme slog simpelthen ud af ham og han ulmede og ulmede over det hele og blev sort som kul. Og han var sådan en dygtig smed!«

Men ud over de fiktive fortællinger var der rigeligt med vandrehistorier i omløb om »virkelige« dødsfald som følge af selvantændelse. I Norge og Sverige blev historierne ligefrem sat i omløb
af en fremvoksende afholdsbevægelse helt frem til 1900.

Ugeskrift for Læger som mytedræber

På dette tidspunkt var naturvidenskaben dog ved at vinde så stærkt frem, at den slags historier virkede som en rød klud på mere ædruelige forskere. I 1850 ofrede Ugeskrift for Læger mange sider på at slå myten om selvantænding ihjel og påvise, at den slags ikke kan ske
i virkeligheden.

Ugeskrift for Læger tog afsæt i en tysk kriminalsag. I Darmstadt fandt man i 1847 de halvt forkullede rester af grevinde von Görlitz. En tilkaldt retslæge havde ifølge artiklen afgivet »et meget ubetænksomt Skjøn« og erklæret, at grevinden var omkommet ved selvantændelse. Man behøvede derfor ikke obducere.

Men rygterne løb, og greven fastholdt kravet om en obduktion. Liget blev gravet op, og man kunne fastslå, at dødsårsagen var forgiftning med »spanskgrønt« – ikke selvforbrænding. Mistanken faldt på en tjener, som endte med at tilstå og blive dømt for giftmord samt forsøg på at skjule forbrydelsen ved ildspåsættelse.

I midten af 1800-tallet var troen på human selvantændelse almindeligt udbredt, og Ugeskrift for Lægers lange artikel var et forsøg på med videnskabelige argumenter at påvise, at selvantændelse var en umulighed, som ikke forekom virkeligheden.

I 1966 brændte dr. John Irving Bentley ihjel i sit hjem I Pennsylvania. Kun det underben med hjemmesko forblev uskadt.I 1966 brændte dr. John Irving Bentley ihjel i sit hjem I Pennsylvania. Kun det underben med hjemmesko forblev uskadt.

En brændende gris

Stort set alle rapporterede tilfælde af spontan selvantændelse omhandlede stærkt fordrukne personer. Men selv den voldsomste promille ville aldrig nå op i nærheden af noget brændbart. Hvis en mand på 75 kilo drikker en hel flaske snaps på en gang, vil han opnå en promille på 4,1. Det kan være nok til at slå mange ihjel. Men fire tusindedele alkohol i blodet er ikke nok til at antænde – og da slet ikke selvantænde. Hvis alkohol skal brænde, skal koncentrationen være omkring 40 procent.

Derimod er det nemt at tabe en cigaret ved en promille på 3-4. Er man så beruset, sover man tungt, hvis man ikke ligefrem er bevidstløs.

I 1984 analyserede forskere historiske (ikkefiktive) tilfælde fra de seneste 300 år og konstaterede, at ofrene i alle tilfældene befandt sig i umiddelbar nærhed af brændende stearinlys, komfurer, olielamper osv., og at offeret i mange tilfælde var stærkt beruset.

En forklaring på fænomenet kan være, at der går ild i tøj eller sengeklæder, hvorefter det berusede offer dør af kulilteforgiftning. Den langsomme brand vil derefter afsmelte kropsfedtet, der med tøjet som væge fungerer som næring for ilden. Altså en ydre årsag og ikke en mystisk selvantændelse.

I 1998 gennemførte den forensiske brandekspert John DeHaan et forsøg med en død gris indpakket i et tæppe. Han antændte tæppet med lidt benzin og så, hvordan dyrets fedt smeltede ned i tekstilet og nærede ilden. Kadaveret brændte med lav intensitet i nogle timer, indtil en stor del af dyrets kød og knogler var blevet til aske, mens rummet i øvrigt ikke led større skade.

Hvor mange af de påståede selvantændelser var i virkeligheden forsøg på at udnytte overtroen til at dække over mord? Og hvor mange tilfælde skyldtes fuldskab i kombination med skødesløs omgang med ild eller rygning i sengen?

Blad nummer: 

Right side

af Birgitte Benedicte Sand Reventlow | 17/09
10 kommentarer
af Peter Ivan Andersen | 17/09
2 kommentarer
af Martin Lindhardt Nielsen | 17/09
1 Kommentar
af Birger Kreutzfeldt | 16/09
1 Kommentar
af Thomas Korgaard Jensen | 15/09
1 Kommentar
af Jørgen Larsen | 15/09
12 kommentarer
af Morten Blomgren | 13/09
4 kommentarer