HISTORISK: Hvide kitler - sorte lunger

Før første verdenskrig var cigaretter ikke et masseindustrielt produkt. Cigar og pibe var det foretrukne, og cigaretter var noget, man rullede i hånden. Men i skyttegravene var der ikke tid til pibens og cigarens kontemplative tobaksnydelse, og cigaretter var en del af soldaternes feltration.

Velgørende organisationer som KFUM og Røde Kors sørgede sammen med tobaksindustrien for, at tropperne løbende blev holdt rigeligt forsynet med cigaretter.

Fire måneder inde i første verdenskrig var 96 procent af de britiske soldater cigaretrygere og mange, der før krigen havde været ikke-rygere, blev hjemsendt som storrygere.

Læger: Ryg bare, soldat!

Ingen overvejede, at cigaretter kunne være sundhedsskadelige, og befandt man sig i en skyttegrav i 1916, var der også mere nærværende risici at forholde sig til.

Ganske vist kunne man før krigen høre røster, der satte spørgsmålstegn ved rygningens sundhedsmæssige og moralske aspekter i almindelighed. Men lægerne tvivlede ikke om, at fordelene ved soldaternes cigaretrygning var større end ulemperne:

”Vi kan trygt feje mange af fordommene mod tobaksbrug til side i betragtning af den støtte og opmuntring, den giver til sømanden eller soldaten under en nerveopslidende militæroperation … tobak må være en virkelig trøst og glæde, når han kan finde tid til denne velfortjente nydelse”, skrev lægetidsskriftet The Lancet (3. okt. 1914, s. 857).

Mens et nydelsesmiddel som alkohol virkede nedbrydende på disciplin og moral, betragtede de militære myndigheder rygning som et middel til at berolige soldatens nerver på slagmarken. Cigaretten blev associeret med militær maskulinitet og tapperhed, og den tapre frontsoldat blev ofte afbildet med en cigaret i mundvigen.

Cigaretrygning, som før første verdenskrig blev betragtet som et noget plebejisk fænomen, vendte hjem fra krigen som den mest udbredte form for tobaksnydelse med et skær af modernitet og farvel-til-den-dødssyge-gamle-verden over sig.

Producenterne stod klar, og cigaretten blev et industrielt og billigt masseprodukt, som blev markedsført med aggressiv effektivitet.

Den rygende familielæge

Fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til 1950’erne blev læger i hvide kitler brugt som blikfang i reklamer for cigarer og cigaretter.

Takket være lægevidenskabens moderne gennembrud havde lægen opnået en hidtil uhørt tillid og autoritet. En autoritet, som blev kapitaliseret og misbrugt på det groveste:

”20.679 læger siger, at Luckies skåner halsen mod irritation og hoste”, lovede en annonce for cigaretmærket Lucky Strike omkring 1930. Helsidesannoncen viser en smilende, kernesund læge, der byder læseren af sin egen pakke, og den er indrykket af American Tobacco CompanyTobak og læger (ATC).

ATC havde sendt gratis kartoner ”Luckies” til alle de 150.000 amerikanske læger. I et medfølgende brev blev lægerne spurgt, om de mente, at Lucky Strikes var ”mindre irriterende ved følsom og øm hals end andre cigaretter”. I brevet blev det noteret, at ”ganske mange” allerede havde givet udtryk for, at det var de. Forbavsende mange læger svarede positivt på dette ledende spørgsmål, og 20.679 af dem kvitterede (ifølge annoncen) med at anbefale ATC’s ligkistesøm.

Samme tema anslog konkurrenten R.J. Reynolds med kampagnen: ”More Doctors Smoke Camels”. Billederne af den hyggelige, rygende familielæge skulle berolige en bekymret offentlighed: Hvis lægen med al sin viden vælger at ryge et bestemt cigaretmærke, kan det da ikke være farligt!

Lægen: Ryg Camels

Lucky Strike fik modspil, da Philip Morris i 1930’erne i annoncer hævdede, at læger, som lægevidenskaben nu var nået frem til, at deres cigaretmærker – til forskel fra konkurrenternes – var gavnlige for helbredet. I en annonce erklærede en læge, som ordinerede Philip Morris’ cigaretter til patienter med halsirritation at ”samtlige tilfælde af irritation blev langt bedre eller helt helbredt”.

Hvad annoncen ikke nævnte, var at de pågældende læger var betalt af Philip Morris.

Det mest massive cigaretfremstød, baseret på læger i hvide kitler, stod producenten R.J. Reynolds for med den globale kampagne ”Flere læger ryger Camels end noget andet mærke”.

En hvidkitlet ”halslæge” erklærede i en helsidesannonce, at han ikke havde ”set et eneste tilfælde af halsirritation, der skyldtes Camels!”

Man havde nu den interessante situation, at et firma påberåbte sig lægernes forsikring om, at cigaretter var helt uskadelige – ja, nærmest havde en helbredende effekt, mens andre fremhævede, at deres mærke var mindre skadelige end de andres.

Kræft var endnu ikke inde i billedet. Man var klar over, at rygere ofte døjede med hoste og irritation i luftvejene – men det var jo netop, hvad cigaretfabrikanterne kunne bruge, når de hævdede, at deres cigaretter var bedre end konkurrenternes: Det var ikke alle cigaretter, der forårsagede den slags problemer – kun alle de andres.

Modeller i kittel og pandespejl

Eksempler på læger i cigaretreklamer er hovedsageligt amerikanske. I Danmark var det skuespillere og sportsfolk (!) eller kernesunde håndværkere (”Cecil er altid ensartet rullet”), der lagde ansigt til reklamerne.

Også i USA kunne man se filmstjerner og populære sportsfolk i tobaksreklamerne. Derimod var de ”læger”, der optrådte i annoncerne, aldrig navngivne. De var udklædte modeller, for en læge kunne miste sin autorisation, hvis han optrådte i reklamer. Til gengæld var casting-bureauerne gode til at finde modeller, der iført kittel og pandespejl kunne udstråle tryghed, visdom og omsorg, mens de pulsede løs og bød af de helsebringende smøger.

Den amerikanske lægeforening protesterede ikke over, at tobaksreklamerne udnyttede folks tillid til standen. Både lægeforeningens eget tidsskrift JAMA og New England Journal of Medicine (NEJM) tjente gode penge på tobaksannoncer I 1930’erne og 1940’erne. Philip Morris forsøgte med dobbeltsidede annoncer at få lægerne til at promovere deres produkter:

”’Lad være at ryge’ er et svært budskab for patienterne at kapere. Må vi i stedet foreslå: ’Ryg Philip Morris’? Tests viser, at rygerhoste i 3 af 4 tilfælde klares ved at skifte til Philip Morris”.

20 cigarer i et lukket rum

I det omfang, lægevidenskaben overhovedet interesserede sig for tobakkens eventuelle skadevirkninger, var det nikotin, man bekymrede sig (lidt) om. Ifølge Ugeskrift For Læger i 1916 kunne kulilte også blive et problem – men kun i helt ekstreme tilfælde: Forskningen havde vist, at ”Rygning af 20 Cigarer i et vel lukket Rum paa 64 Kbm. bevirker, at Kulilteprocenten bliver 1 promille”. Man ville gerne have overværet forsøget.

Hvad angik nikotinen, havde forsøg vist, at en ryger absorberede op mod 6,8 mg nikotin pr. gram cigar – langt mere, end ved cigaretrygning. Var man en hærdet ryger, kunne man dog sagtens tåle et indtag på op mod 10 mg. nikotin i timen. Men heller ikke mere: Indtagelse af 15 mg eller mere førte til opkastninger. Et forsøg, man helst ikke ville overvære.

I 1929 fastslog en videnskabelig artikel for første gang, at lungekræftpatienter sandsynligvis også var rygere. Lungekræft, som før 1900 havde været en meget sjælden sygdom, begyndte fra 1930’erne at blive almindelig. Omkring 1960 var der efterhånden evidens til at fastslå, at det skyldtes tobaksrygning.

I 1972 fastslog et flerårigt studie (Cancer Prevention Study) af en million mænd og kvinder, at den voldsomme vækst i forekomsten af lungekræft var relateret til tobaksrygning, men først fra midten af 1960’erne begyndte sundhedsmyndighederne i de udviklede lande at fraråde rygning.

”Camel – lægens foretrukne” – tv-reklame 1949 (filmklip)