Content area

|

HISTORISK: Lægeautoriseret wellness i 1831

Wellness-industrien er ikke en ny opfindelse. I 1800-tallet blev de snakkende klasser stærkt optaget af sundhed og helbred, og man tog på kurophold. Selv i Danmark dukkede der kursteder op. Initiativet kom fra lægerne.
Rosenborg Brøndanstalt i slutningen af 1800-tallet. I forgrunden Gothersgade. (Det kgl. Bibliotek)
Forfatter(e)
Klaus Larsen kll@dadl.dk

Allerede midt i 1800-tallet fandtes der adskillige kursteder, især i Tyskland og Centraleuropa, og med jernbanens udbredelse blev det muligt – i det mindste for det bedre borgerskab – at rejse på kurophold.

For de mange, der ikke var så velbeslåede, var der også råd: I København, hvor sundhedsdillen stod stærkest, kunne man dyppe sig i Øresund ved badeanstalten på Rysensteens Bastion. Og allerede fra 1834 kunne man også tage en brøndkur i hjertet af København.

Fra ravnekrog til kurby

Nede i Europa var mangen en søvnig ravnekrog fra naturens hånd begavet med en mineralsk kilde, som i heldige tilfælde var varm og havde ry for at være helbredende. I takt med at rige turister begyndte at dukke op, fik flere og flere byer et ”Bad” føjet til navnet. Alene i Tyskland hedder flere snese byer Bad-et-eller-andet.

De kunne være mondæne som den tyske Bad Pyrmont, hvor både kongelige og digtere som Goethe og vor egen Baggesen havde været på kurophold allerede i 1700-tallet. Eller Baden-Baden i Tyskland, Karlsbad i Böhmen, Aix-les-Bains i Frankrig, Spa i Belgien eller Bath i Sydengland. Men der fandtes også mere folkelige steder, hvor man kunne underkaste sig en Kneipp-kur, en medicinsk vandkur, som var opfundet af den bayerske præst Sebastian Kneipp.

Kurstederne kunne byde på varme kilder og mineralholdigt vand eller mudder, og i nogle tilfælde sø- eller havbade. Her kunne man søge lindring og helbredelse for svagelighed og dårlige nerver, lettere gigt- eller hudlidelser og fordøjelsesbesvær.

I Danmark havde kunstnerne ”opdaget” det særlige lys, den barske natur og det autentiske liv i simple fiskerlejer som Skagen og Hornbæk, og snart fulgte det bedre borgerskab. Man lejede sig ind hos lokale, men snart opstod der badehoteller, og borgerskabet opførte private ferieboliger.

Brøndkur i Gothersgade

Billetdamen fru Barholt ved receptionen i Rosenborg Brøndanstalt, 1926. I baggrunden skranken med haner til forskellige mineralvandstyper. (Det kgl. Bibliotek)Billetdamen fru Barholt ved receptionen i Rosenborg Brøndanstalt, 1926. I baggrunden skranken med haner til forskellige mineralvandstyper. (Det kgl. Bibliotek)

Kurophold var dog kun for overklassen og dens påhæng af kunstnere og bohemer. Men man kunne nyde de mineralske vande under mere beskedne former. F.eks. i de københavnske brøndanstalter.

Rosenborg Brøndanstalt blev opført i 1834 af hofarkitekt Koch i Rosenborg Have, langs med Gothersgade. Det var en lav træbygning, hvor kurgæsterne kunne indskrive sig hos en kontordame i ”Brøndsalen”. Derefter kunne man – lige som i Karlsbad eller Baden-Baden – indtage de undergørende mineralske vande under lægevejledning, inden man nedsænkede sit legeme i varmt, saltholdigt, kulsyreboblende vand. Bagefter kunne man nyde morgencigaren, mens man promenerede i Rosenborg Have. I pauserne kunne man slå sig ned ved musiktribunen og lytte til ”et godt Musikkorps under Hr. Musikdirektør Ramsøes Ledelse”.

Men man måtte stå tidligt op: Den daglige kurtid var fra fem morgen og til midt på formiddagen.

Der var ganske vist ingen helsebringende kilder eller brønde i Kongens Have. Alt kurvandet måtte fremstilles industrielt. Men lige som ved de udenlandske kursteder kunne gæsterne efter badet promenere i parken og drikke de mineralske vande, som der fandtes et stort udvalg af. I en annonce fra 1877 lover Brøndanstalten sine kurabonnenter, at ”Karlsbader- og Emservandene, Vichy-, Marienbader-, Eger-, Kissinger- og Pyrmontervand, dels paa Flasker, nemlig Biliner-, Driburger-, Fachinger-, Friedrichshaller-, Geilnauer-, pyrofosforsurt Jern-, Kreuznacher-, Lithion-, Magnesia-, Püllna-, Recoaro-, Ronneby-, Salzbrunner-, Seidschützer-, Selterser-, Soda-, Spa-, Tarasper-, Torpa- og Wildungervand vil staa til behagelig Afbenyttelse”.

”Den store Kur” kostede 6,50 kr., men der var også mindre og billigere kure, fremgik det af en annonce i det lægefaglige tidsskrift Hospitals-Tidende. Annoncen lokkede med, at ”D’hrr. Læger” havde gratis adgang.

Annoncer i lægetidsskrifter

Kurbade var på mode: Tidsskriftet har fire helsides annoncer for helsebringende mineralske vande og kurbade i ind- og udland. I hovedstaden var der foruden Rosenborg Brøndanstalt også ”Den medikopneumatiske Anstalt” i Kronprinsessegade 22. Her kunne man hos dr. J. Lehmann få ”Behandling med Bade i fortættet Luft og Ind- og Udaanding af fortættet og fortyndet luft”.

Man kunne tage til Skodsborg Badesanatorium eller helt til Silkeborg Kurbadeanstalt, men tættere på tilbød også Frederiksberg Brøndanstalt brøndkure: ”Alle Sorter kunstige mineralske Vande udskænkes i Brøndkursalen, dels fra Beholdere, hvor den for hver Sort Vand bestemte Temperatur og Kulsyremængde stadigt vedligeholdes, og dels fra Flasker”. Prisen var som inde i byen og dækkede også den musikalske underholdning. Også her havde læger gratis adgang til hele pakken.

Og så var der kurbyen over dem alle: Karlsbad i Bøhmen. Her lokkede en annonce i Hospitalstidende med alkalisk-salinske, varme bade med ”et betydeligt Indhold af driftige Bestanddele”. Her måtte man ganske vist på en længere rejse, men kunne til gengæld håbe på at finde lindring for et helt katalog af lidelser: ”Dyspepsi, kronisk Mavekatar, Mavebylder, Kardialgi, kronisk Tarmkatar, habituel Forstoppelse, Plethora abdominalis, Hæmorroider, Leveraffektioner, især Hyperæmi og Hypertrofi, Fedtlever, Icterus, Galdesten, Navlesvulster, Nyregrus og Nyresten, kronisk Blærekatar, Uterus-Infarkt, Fedtsygdom, Gigt, Sukkersygdom”.

En god forretning

Selvfølgelig havde kuranstalterne læger tilknyttet. Som regel var de også med ved grundlæggelsen og sad i bestyrelserne. I Danmark var den prominente læge, professor Ole Bang, blandt grundlæggerne af Rosenborg Brøndanstalt, og et af bestyrelsesmedlemmerne var lægen og bakteriologen Christian Gram – gramfarvningens opfinder. Tidens højeste lægefaglige ekspertise stod inde for brøndkurene.

Og det var en god forretning. I 1842 fik bestyrelsen for brøndanstalterne i København monopol på at fremstille sundheds- og mineralvande. Brøndanstalten ved Kongens Have, som var et aktieselskab, havde en omfattende produktion af mineralvand, der også blev solgt i flasker og dunke ud af huset. I 1880’erne omsatte Brøndanstalten 2-3 millioner enheder.

I 1844 blev der i Klampenborg bygget et større kurkompleks, tegnet af den tids stjernearkitekt, Thorvald Bindesbøll. Idémanden var læge Jón Hjaltelin, der havde besøgt kursteder i Tyskland. I 1846 indrettede han et tilsvarende kursted ved Maglekilde i Roskilde.

Også Københavns nyåbnede forlystelseshave Tivoli ville være med. Direktør Georg Carstensen tog i 1845 initiativ til at udbyde mineralvands- og mælkekure og solgte også mineralvand fra bl.a. Pyrmont, Marienbad og Ems samt fra Rosenborg Brøndanstalt. Faste Tivoli-abonnenter kunne få en mineralvandskur for 10 Rigsdaler for en hel sæson, men så fik man også fri adgang til haven mellem kl. 6 og 9 om morgenen.

1929: Vandkuren slutter

Læger henviste patienter til brøndkure. Dr. Lehmann fra ”den mediko-pneumatiske Anstalt” i Kronprinsessegade giver et interessant indblik i den gode forretning, det i 1877 havde udviklet sig til. I en ni måneders periode kunne anstalten glæde sig over et godt besøgstal: 87 patienter og i alt 2100 bade med eller uden ”fortættet Luft”. Dog er 22 patienter udeblevet efter 5-6 besøg, enkelte ”af pekuniære Hensyn, andre i Utaalmodighed, og flere fordi de følte sig skuffede i deres Forventning om at blive helbredede for deres, ofte langvarige, Sygdomme ved nogle faa Bade”.

Lehmann opfordrede derfor ”mine Herrer Kolleger til at orientere Patienterne behørigt med Hensyn til Kurens Varighed, førend de sende dem til Anstalten”.

Af de 65 patienter, som har fulgt kurene hos dr. Lehmann, er 15 ”fuldstændigt helbredede”, 42 er ”mere eller mindre betydeligt helbredede” og bare otte er ”uhelbredede”. Nogle af Lehmanns cases lyder som psykosomatiske problemstillinger. Der ser dog ud til at være en vis gavnlig effekt ved forskellige luftvejslidelser.

Gennem næsten 100 år indtog københavnerne deres mineralske vand i afmålte slurke og under sagkyndigt opsyn, og promenerede i Rosenborg Have efter et velgørende, varmt karbad. Men kurbaderiet gik af mode, og der blev langt mellem gæsterne. Da Gothersgade i 1929 skulle udvides, var det slut, og brøndanstaltens bygninger blev revet ned.

Blad nummer: 

Litteratur

  1. Hospitals-Tidende 1877, s. 225-234, s. 285-8

Right side

af Kamaran Shorsh | 24/09
2 kommentarer
af Julius Vindbjerg Nissen | 24/09
4 kommentarer
af Carsten Anker Edmund | 24/09
26 kommentarer
af Helle Lone Jensen | 23/09
1 Kommentar
af Martin Gottliebsen | 21/09
2 kommentarer
af Bente Ulla Rasmusson | 20/09
1 Kommentar
af Carsten Reidies Bjarkam | 18/09
1 Kommentar