HISTORISK: »Saaledes kom Pesten der i Egnen«

Ingen havde hørt om den store pest, som i et års tid havde grasseret i de sydligere dele af Europa. Så da nogle vendelboer en efterårsdag ved Jammerbugten fik øje på et skib, der stod fast i brændingen på den yderste revle, gjorde de, som de plejede: De bemandede en båd og roede ud. Ikke for at redde de skibbrudne og hjælpe dem med at bjærge lasten, men for at plyndre havaristen.

Om der var god plyndring, oplyser sagnet ikke noget om. Men det fortælles, at der mødte de gudfrygtige nordjyder et uhyggeligt syn, for der var ikke et eneste levende menneske om bord – kun lig. Da havfuglene havde ædt sig mætte, har det været svært at se, hvad mændene var døde af.

Pesten fulgte Silkevejen

Det var byldepesten. Året var 1349. Det var efterår. Og den sorte død var kommet til Danmark.

Der er ganske vist ikke tale om en samtidig kilde, men om et folkesagn – men den slags rummer ofte en kerne af sandhed. Og hvorfor skulle nogen have opfundet historien om, at det engelske skib var strandet på Vendsyssels kyst? At de lokale entrede skibet for at plyndre det, som de havde for vane. Og at de fandt hele besætningen døde af pest, hvorefter de selv blev smittet. »Og saaledes kom Pesten der i Egnen«, som der står i det nedskrevne sagn.

Der var intet usædvanligt i, at epidemier ankom med skib. Den sorte død, som (også dengang) havde arnested i Fjernøsten, var jo året før ankommet til Italien med et skib, der drev omkring med en uddød besætning på flugt fra en belejret, pestramt by på Krim.

Forinden havde italienerne hørt rygter om en frygtelig sygdom, der rasede langt derude østpå, for enden af Silkevejen. Men det var jo så langt væk. Lige indtil sygdommen pludselig ramte de hjemlige kyster med fuld kraft og som en løbeild bredte sig langs Europas handelsruter efterladende et spor af død, der lagde byer øde, mens markernes afgrøder rådnede, og ingen kom for at malke kvæget.

Rotter i lasten

Det er, som om skibe og pandemier er som skabt for hinanden. Da den sorte død nåede til Island, var der gået 50 år, siden den havde affolket det europæiske fastland. Men i 1402 var det islændingenes tur. Om sommeren ankom Hval-Einar Herjólfsson med sit skib, der foruden en last klæder medbragte pesten.

Byldepestens årsag er bacillen Yersinia pestis. Vektoren er lopper, som lever på smittede rotter, og når værtsdyret dør, finder lopperne en ny værtsorganisme. Og da rotter og mennesker delte sengehalm, var den nye vært lige ved hånden.

Normalt antages det, at der ikke levede rotter på Island. Men der kan sagtens have været rotter med i Hval-Einar Herjólfssons last, og de kan have overlevet en tid i havnens pakhuse med deres lagre af korn og tørret fisk.

Lægerne flygtede

Mens det er småt med kilder til den sorte døds ankomst i Norden, er den veldokumenteret i Italien. 1300-tallets italienske bystater var højtorganiserede med en effektiv centraladministration og forfattere, som stadig læses. Den florentinske politiker Baldassarre Buonaiuti fortæller, at »hverken medicin eller læger var til nogen nytte, og der fandtes intet, der hjalp, fordi sygdommen var ukendt, og lægerne havde aldrig haft lejlighed til at studere den ordentligt«.

Først døde folk i hundreder, så i tusindtal. Lægerne flygtede, og de få, der blev på deres post, krævede enorme honorarer – på forskud. Og de holdt afstand: »De tog patientens puls med bortvendt hoved og bedømte urinen på afstand, mens de holdt aromatiske urter for næsen«.

Baldassarre Buonaiuti fortæller, at forældre efterlod børn og ægtefæller hinanden af frygt for smitte: »Jeg henter lægen«, lød det, inden man låste døren udefra for ikke at vende tilbage. »De satte brød og vin ved sengen … Og når den syge faldt i søvn, gik de deres vej og kom ikke tilbage«.

De døde blev kastet i massegrave med et lag jord over; så et nyt lag døde og mere jord, »som når man strør ost på lasagne«, fortæller Baldassarre Buonaiuti. Priserne på alt steg til latterlige højder.

Da pestens første bølge efter syv måneder var drevet over, talte man sine døde i Firenze: 96.000. Den høje dødelighed skyldes muligvis, at europæerne med Y. pestis stod over for en smitte, de aldrig før havde mødt – i hvert fald ikke siden »den justinianske pest« i 500-tallet.

Giovanni Boccaccio skrev »Decameron« – en samling historier, som nogle velhavende unge fortæller hinanden, mens de er på flugt fra pesten i Firenze. Giovanni Boccaccios forord er en ren reportage fra den døende by. Kendt er også digteren Francesco Petrarca. Hans bror boede i et kloster som den eneste, der ikke var død eller flygtet. Digteren slutter et brev til sin bror med ordene: »O, lykkelige mennesker i en fremtid, som ikke har oplevet denne afgrund af elendighed og vil regne vort vidnesbyrd for en fabel …«

Råd mod pesten

Selv om flere italienske bystater indførte karantæne, gjaldt den kun fremmede skibe. De måtte pænt ankre op og sende besætningen i land på offshore karantænestationer, bl.a. i bugten omkring Venedig.

Bortset fra karantæne var der intet at stille op mod byldepesten. Ikke desto mindre var der gennem århundrederne en livlig handel med pestpamfletter med råd imod pest og midler til at afvende den.

Fra 1400-tallet mente en biskop Knud fra Aarhus, at pesten kom til Jorden fra himmelrummet og forstærkedes af jordiske miasmer – sygdomsvoldende dunster. Han nævner ikke noget om at indføre karantæne eller afspærre byerne. I stedet for at bekymre sig om den slags profane anliggender bør man i stedet »vende sig fra det onde og ydmygt bekende sine synder. Thi det vigtigste er, at man i pestens tid foretrækker bodfærdighed og bekendelse for de øvrige lægemidler«.

Alligevel har den gode biskop en række praktiske råd. Fornuftigt nok råder han til at undgå de syges ånde. Og så er det »særlig gavnligt at vaske hænderne hyppigt i vand og eddike og bagefter gnide ansigtet og lugte til hænderne«. Men han formaner også til at »undgå alle årsager til forrådnelse og følgelig afholde sig fra samleje«. Desuden skal man spise kage dyppet i eddike – især, hvis vejret er uroligt, eller det er tåget. Man bør også holde sig inden døre og tænde op på ildstedet med en klar ild, stænke med eddike og strø roser og vinløv.

Et par af rådene giver – af de forkerte grunde – god mening. Andre råd, som f.eks. at vogte sig for søndenvinden og lukke sydvendte vinduer, kan man roligt ignorere.

Skrap karantæne stoppede pesten

Lokale udbrud af byldepest – den sorte død – vendte tilbage igen og igen i de næste århundreder, vekslende med epidemier af difteritis, tyfus, dysenteri osv. Danmark havde det sidste pestudbrud i 1711, da pesten – endnu en gang – ankom med skib. I første omgang ramte den Helsingør, hvor de lokale myndigheder længe forsøgte at skjule og benægte den frygtelige sandhed. Det lykkedes naturligvis ikke.

Men denne gang lå landet ikke forsvarsløst hen. Den enevældige kongemagt havde skabt en relativt effektiv centraladministration og en militær magt. Derfor kunne man indføre og håndhæve strikse karantæneforanstaltninger. Med en militær afspærring af Helsingør forsøgte man først at hindre smittespredning. Det lykkedes dog en dreng at slippe til København, hvor han søgte ind hos sin moster i Lille Grønnegade (i dag: Ny Adelgade). Snart havde husets beboere pesten, og alle blev fragtet ud til en karantænestation på Saltholm. Men byen var ramt af pesten.

I løbet af de næste måneder døde hver tredje københavner. Men skrappe karantæneforanstaltninger, isolationen af de syge i pestlazaretter og den organiserede bortskaffelse af de tusinder af døde til massegrave uden for voldene var formentlig med til at begrænse epidemien. Og siden har byldepesten ikke hjemsøgt Danmark.

Det har til gengæld andre dødelige epidemier af kopper, mæslinger, tuberkulose, difteritis, influenza, polio – og senest covid-19. Staten og sundhedsvæsenet er for hver gang blevet bedre rustet til at forstå, inddæmme og bekæmpe smitten. Det vil nok også lykkes denne gang.

Og næste gang …