Content area

|

Hitlers medicinmand

Dr. Theodor Morell tjente en formue, da han som livlæge for Hitler benyttede sin position til at promovere sine kvaksalvermidler. Han gjorde Hitler til narkoman – og blev først fyret få dage før chefens selvmord.
Hitler overrækker sin livlæge Theodor Morell ridderkorset, 1944. Foto: Heinrich Hoffmann.
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

»Tror De, jeg er vanvittig? De vil give mig morfin? Forsvind, De er fyret! Få den lægeuniform af. Tag hjem, og lad som om De aldrig har haft noget med mig at gøre!«. Adolf Hitlers afskedssalut var et chok for Førerens betroede livlæge, dr. Theodor Morell, der sank besvimet om for fødderne af Føreren.

Hitlers nerver var tyndslidte. Det var den 21. april 1945. Selv om bunkeren lå dybt under jorden bag Rigskancelliet på Wilhelmstrasse, kunne man mærke drønene, når de britiske Mosquito-fly for 36. nat i træk uhindret smed deres bombelast over Berlin.

Bymidten lå nu inden for rækkevidde af Den Røde Hærs artilleri, og Hitler havde opgivet at flytte rundt på ikke-længere-eksisterende divisioner i håb om at afværge det uundgåelige.

Martsviol

Få dage forinden havde Hitlers elskerinde, Eva Braun, advaret ham: »Morell forgifter dig. Lad være med at tage hans medikamenter«. Men det var for sent: Hitler havde i mindst to år været afhængig af Morells daglige indsprøjtninger.

Theodor Morell var autoriseret læge, men også lidt af en kvaksalver – en opportunist, der var kommet til ære og værdighed i et nazistisk Tyskland, hvor stolte, videnskabelige traditioner måtte vige for pseudovidenskab, obskurantisme og alternativ behandling.

Morell, som var født i 1890, havde arbejdet som skibslæge, inden han blev indkaldt til tjeneste under 1. verdenskrig. Efter krigen etablerede han sig i Berlin som specialist i hud- og kønssygdomme på Kurfürstendamm. Her slog han sig op på holistiske og alternative behandlinger, og blandt hans patienter var kendte skuespillere og filmstjerner.

I 1933 viste dr. Morell sig at være en såkaldt »Martsviol« – det var den hånlige betegnelse for dem, der meldte sig ind i nazistpartiet efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933. I 1935 behandlede han Hitlers hoffotograf, Heinrich Hoffmann, for gonorré. En anden patient var Franziska Braun, mor til Hitlers hemmelige veninde, Eva Braun. Gennem dem hørte Hitler om Morell, og da Hitler i 1936 døjede med et maveonde, tilkaldte han Morell.

Lægen fastslog, at diktatorens problemer skyldtes »udmattelse af tarmsystemet« og ordinerede sin egen patentmedicin, som han forhandlede under navnet Mutaflor, om som angiveligt indeholdt bulgarske tarmbakterier fra dyr »af den mest livskraftige stamme«. Hitlers mavesmerter fortog sig, som den slags ofte gør, og Hitler tilskrev dr. Morell og hans uortodokse behandling æren.

Daglige injektioner

Morell blev fra nu af fast læge med daglig adgang til der Führer. Behandlingerne blev ofte givet i form af indsprøjtninger. Morell ville ikke fortælle, hvad der var i de sprøjter, han efterhånden dagligt pumpede ind i Hitlers vener. I 1943 forværredes Hitlers helbred mærkbart med konstante mavesmerter, hovedpine, rysteture, diarré og kvalme. Øjenvidner har beskrevet, hvordan Hitler nogle morgener dårligt kunne slæbe sig ud af sengen, før Morell havde givet ham en sprøjte med Vitamultin – en mikstur, han selv havde opfundet, og som ifølge en analyse indeholdt »forfærdende mængder« af koffein og Pervitin – et handelsnavn for metamfetamin.

Hitlers tillid til dr. Morell var grænseløs: »Havde det ikke været for doktor Morell, havde jeg nok været død for længe siden, eller i hvert fald ude af stand til at arbejde. Han var, og er stadig, den eneste person, der kan hjælpe mig«, fortalte han sin sekretær, Traudl Junge.

Hun fortæller i sine erindringer, at Hitler indtog en bred palet af medikamenter, som Morell skrev op: Fem tabletter i forbindelse med hvert eneste måltid, »den ene for at stimulere appetitten, en anden for at hjælpe på fordøjelsen, en tredje for at forebygge flatulens og så videre«.

Hver dag – fortsætter Traudl Junge – dukkede den svært overvægtige Morell op »prustende og stønnende« for at administrere sine undergørende indsprøjtninger til Føreren.

Ved det mindste tegn på forkølelse injicerede Morell ham med store doser Ultraseptyl, et sulfonamidpræparat, som blev fremstillet på en fabrik, ejet af Morell, og som ifølge samtidige farmakologer kunne medføre nerveskader.

Når Hitler døjede med oppustethed, ordinerede Morell Doktor Kösters Antigas-Tabletten. De indeholdt belladonna og stryknin, og Hitler holdt først op med at tage dem i september 1944, da de havde givet ham kolik.

High Hitler

I sommeren 1943 følte Hitler sig ikke helt på toppen, da han skulle modtage sin italienske diktator-kollega, Benito Mussolini. Dr. Morell var der straks med sin sprøjte og gav Hitler et skud Eukodal – en blanding af oxycodon og kokain. Hitler reagerede med forstoppelse, men da han var kommet sig, forlangte han et skud af det samme præparat, hvorpå han gik til mødet, nu med høj energi.

Under mødet talte Hitler angiveligt uden afbrydelse i flere timer, mens Mussolini aldrig fik et ord indført. Hitler var i øvrigt berygtet for sine middagsselskaber, hvor gæsterne var tvangsindlagt til endeløse enetaler til langt ud på de små timer.

I lommerne på Værnemagtens soldater lå rør med Pervitin-kapsler – metamfetamin – der satte Hitlers hære i stand til at kæmpe i døgndrift.I lommerne på Værnemagtens soldater lå rør med Pervitin-kapsler – metamfetamin – der satte Hitlers hære i stand til at kæmpe i døgndrift.

Dr. Morell havde gjort Hitler til junkie. Hitler belønnede Morell ved at udnævne ham til professor og tildele ham partinålen i guld og et ridderkors. Ganske vist advarede Hitlers kirurg Karl Brandt sin Fører om forgiftningsrisikoen ved de store, daglige medicindoser, men Hitler fejede ham af: »Morells behandlingsmetode er så logisk, at jeg har den største tillid til ham. Jeg vil rette mig helt efter hans forskrifter«. I et privat notat bemærkede Brandt, at Morell »har gjort [Hitler] til morfinist«.

SS-føreren Heinrich Himmler, der også anså Morell for en kvaksalver, fik sin egen læge, Ernst-Günther Schenck til at undersøge det pulver, som Morell opløste og injicerede i Hitler. Det viste sig at være metamfetamin. Hitler var ganske enkelt »high« på speed.

Også Hitlers yndlingsarkitekt, Albert Speer, forsøgte at advare. Han havde selv konsulteret dr. Morell, der havde undersøgt ham overfladisk:

»Morell ordinerede mig sine tarmbakterier, dextrose, vitaminer og hormonpiller. For en sikkerheds skyld lod jeg mig også undersøge af professor von Bergmann, specialisten i intern medicin ved Berlins Universitet. Han konkluderede, at jeg ikke led under nogen organisk sygdom, men at der var tale om nervøse symptomer pga. overarbejde. Jeg satte mit tempo ned, og symptomerne forsvandt. For ikke at fornærme Hitler lod jeg, som om jeg nøje fulgte dr. Morells anvisninger, og da mit helbred bedredes, blev jeg for en tid Morells reklamesøjle«, skrev Speer i sine erindringer.

Tjente formue

Ifølge Speer fik Hitler indsprøjtningerne med kortere og kortere intervaller, og Morell eksperimenterede med at indsprøjte præparater fra animalske testikler og andre kirtler, foruden kemiske substanser og plantebaserede stoffer.

Speer og Himmler var ikke de eneste topnazister, der var utrygge ved dr. Morells metoder. I sin dagbog omtalte propagandaminister Joseph Goebbels ham som »en forbryder«. Der var dog ingen, der vovede at kritisere Morell i Førerens nærværelse. Hitler forbød udtrykkeligt sine omgivelser at kritisere manden.

Med Hitler som forsøgsdyr eksperimenterede Morell derfor med et bredt udvalg af medikamenter såsom »hormoner fra tyretestikler«, plantebaserede og kemiske substanser.

Morell forstod at drage fordel af Hitlers grænseløse tillid og af den prestige, der var forbundet med den privilegerede adgang til magten. Han tjente en formue som fabrikant af alternativ medicin, hormonpræparater og vitaminer. Han producerede et virkningsløst lusepulver, som han kaldte Russla (Russisches Läusepulver), som var pulveriseret hestehår og hestehov. Efter ordre fra Hitler indkøbte Værnemagten store mængder til forebyggelse af plettyfus, men soldaterne nægtede at bruge det på grund af dets afskyelige lugt.

En del af fortjenesten brugte Morell på at købe en kæmpevilla ved bredden af Wannsee lidt uden for Berlin, som havde tilhørt en jødisk familie, der blev tvunget til at sælge. Desuden ejede han en villa ved Østersøen, og mod krigens slutning var han i færd med at få opført endnu en villa i Berchtesgaden nær Hitlers sommerresidens.

»En ærlig doktor«

Efter sin fyring forlod Morell Berlin i et fly. Han blev taget til fange og afhørt af britiske efterretningsfolk. En af dem var historikeren Hugh Trevor-Roper. Han var ikke imponeret af Morell, som han giver denne karakteristik:

»En fed, gammel mand, som luften er gået ud af, slesk, dårligt formuleret og med en personlig hygiejne som et svin (…) ufatteligt, hvordan en mand så totalt blottet for selvrespekt overhovedet kunne blive udvalgt som personlig læge af nogen, der havde bare den mindste mulighed for selv at vælge«.

Morell blev løsladt uden videre tiltale. Efter løsladelsen påstod han, at det i virkeligheden var ham, der havde opfundet penicillinet, og at det britiske efterretningsvæsen havde stjålet hemmeligheden fra ham. Morell døde i 1948, 58 år gammel.

SS-divisionslægen Hans-Dietrich Röhrs, der (også) hadede Morell, gav ham skylden for nederlaget: »Tyskland havde vundet krigen«, hvis Morell ikke havde gjort den øverstbefalende ukampdygtig.

»Det rene sludder«, forvarede Morells enke, Johanne, sin afdøde Theo: »Min mand var en ærlig doktor. Forgifte Hitler? Det måtte han jo slet ikke som læge«.

- - - -

Litteratur:

Hugh Trevor Roper: The Last Days of Hitler, s 105-117 (1947-udgaven).

Der Spiegel, nr. 18/1969, s. 94 (pdf:)

Right side

af Lars Lindberg Andersen | 15/10
1 Kommentar
af Lars Koch Hansen | 15/10
2 kommentarer
af Johan Tommy Robert Wallentin | 14/10
1 Kommentar
af Kristian Valbak | 11/10
2 kommentarer
af Birger Kreutzfeldt | 11/10
1 Kommentar
af Bodil | 11/10
5 kommentarer