Da Jan Gerstoft som ny læge i 1980'erne så de første hiv-smittede, måtte patienterne indstille sig på uhelbredelig sygdom og snarlig død. I dag lever tusinder et næsten normalt liv med hiv.
Da hiv/aids dukkede op i 1980’erne, var det et chok: En ny og ukendt sygdom – oven i købet på et tidspunkt, hvor man mente, at man nu kendte alle sygdomme, og i øvrigt havde helt styr på infektionssygdomme. Og nu denne epidemi, hvor prognosen var den værst tænkelige, og der intet var at stille op.
Hiv-virusset – humant immundefektvirus – svækkede immunforsvaret. Infektioner fik fri adgang hos de hiv-smittede, og de fik sygdomme, som mennesker normalt ikke får: erhvervet immundefektsyndrom – aids. På grund af det svækkede immunforsvar udviklede sygdommene sig dødeligt hos de hiv-smittede, der så godt som alle var homoseksuelle mænd.
De første tilfælde
Jan Gerstoft, som i 1987 skrev disputats om hiv i Danmark, var ung læge på Hvidovre Hospital i 1981 og husker en gruppe patienter – »meget syge, unge mænd«, som på kort tid var indlagt med feber og symptomer, ingen rigtig kunne få rede på.
Patienterne døde, men vi vidste ikke, hvad de fejlede. Vi vidste, at de var immundefekte, men ikke, hvorfor. Jan Gerstoft, overlæge, professor i klinisk virologi på Rigshospitalet
De var blandt de første aids-tilfælde i Europa.
»Dengang proklamerede man ikke lige en ny sygdom. Vi mente jo, at alt var opfundet, men det viste sig siden at være helt forkert«, siger Jan Gerstoft, der i dag er professor i klinisk virologi på Rigshospitalet.
»Den første artikel, vi skrev, udkom i 1982. Da var der kun fire patienter. Men pludselig begyndte det at gå hurtigt, og der kom rigtig mange«, siger han.
Erkendelsen af, at man stod over for noget helt nyt, skete først i USA: Forskere i New York, som studerede den ekstremt sjældne kræftform Kaposis sarkom, rapporterede, at de pludselig havde usædvanligt rig lejlighed til at studere sygdommen. I Los Angeles kunne andre forskere berette, at pneumocystisk lungebetændelse også pludselig var i voldsom stigning.
»Begge sygdomme forekom hos mennesker med immundefekt, f.eks. nyretransplanterede. Derfor blev tanken – også hos os – relativt hurtigt ledt hen på immundefekt. Vi havde også undersøgt vores patienter og vidste, at de havde immundefekt. Vi vidste bare ikke hvorfor«, fortæller Jan Gerstoft.
Intet hjalp
Mange, også avancerede, behandlinger blev afprøvet. Patienternes blod blev kørt gennem en boks, der kunne aktivere leukocytter og fjerne immundefekten. Der blev også gjort forsøg med plasmaferese, hvorved blodets antistoffer fjernes. Det kan hjælpe ved sygdomme, der skyldes antistoffer.
»Intet af det hjalp. Patienterne døde, men vi vidste ikke, hvad de fejlede. Vi vidste, at de var immundefekte, men ikke, hvorfor«, siger Jan Gerstoft.
Måske var der en miljømæssig forklaring? I Østrig havde der været en skandale, da flere døde af at drikke vin, der var forfalsket med frostvæske. Spanien oplevede en tilsvarende sag med forgiftet spiseolie.
»Så der var grobund for alskens sammensværgelsesteorier. Der var for eksempel dem, som påstod, at nogen havde puttet gift i bøssernes glidecreme«, siger Jan Gerstoft.
De danske forskere var dog sikre på, at der måtte være tale om en infektion. De kunne bare ikke finde et virus. Det lykkedes dog for franske forskere omkring 1983-1984. Og da man begyndte at undersøge, hvor mange der var inficeret med virusset, var det ifølge Jan Gerstoft »chokerende mange«.
De smittede var ikke kun homoseksuelle mænd, men også heteroseksuelle, der f.eks. havde opholdt sig i Afrika og haft seksuelt samkvem. Og så var der de mange bløderpatienter, der blev smittet via inficerede, uscreenede blodprodukter.
»Vi blev klar over, at der var noget rivende galt. Men lige præcis hvad det var, og hvad der skulle gøres, vidste man ikke. Først troede vi, at man godt kunne være inficeret uden at blive syg. Men det viste sig, at alle blev syge – og at de døde. Vi stod over for en katastrofe«, siger Jan Gerstoft.
Retrovir
Det første egentlige behandlingstilbud kom på markedet i 1987: Retrovir havde tidligere, uden held, været afprøvet som kræftmiddel. Nu viste kliniske forsøg, at det kunne hjælpe hiv-smittede: Af de smittede, der fik stoffet, døde én. I kontrolgruppen døde 19.
Retrovir blev hurtigt standardbehandlingen, men træerne voksede ikke ind i himlen: Den viste sig kun at udsætte døden med nogle måneder. »Det var en lidt besynderlig tid«, husker Jan Gerstoft:
»Der var efterhånden mange patienter. Afdelingerne var fulde, og lige som i Thomas Manns roman Trolddomsbjerget var der en sanatoriestemning, hvor folk planlagde deres egne begravelser og havde tekøkken på værelserne, hvor maleren Poul Gernes og hans studerende gik rundt og lavede udsmykning. Men behandlingsmæssigt skete der ikke noget«.
Ved den europæiske hiv-konference i København i 1995, kunne man for første gang vise resultater ved at behandle med to stoffer samtidig. Senere har det vist sig, at denne behandling gav en overlevelse på cirka 2,5 år. Ikke revolutionerende, men dog en betydelig gevinst i forhold til behandlingen med ét stof.
To gennembrud
»I 1996 var der kommet flere stoffer i spil. Der blev gjort forsøg med forskellige kombinationer, og patienterne levede længere. Nogle af de syge, som lå på intensiv, stod så at sige op, tog deres tøj og gik. Folk blev radikalt bedre, meget hurtigt«, siger Jan Gerstoft.
»Det var det virkelige gennembrud, og man fik øjnene op for, at vi virkelig kunne gøre noget for disse patienter. Man gav dem tre stoffer, og de, der fik de rette kombinationer og ikke måtte give op pga. bivirkninger, lever den dag i dag«.
Men bivirkningerne var mange og voldsomme. Patienterne skulle tage 17 tabletter dagligt, drikke adskillige liter vand og placere måltiderne med præcise intervaller mellem pillerne. Nogle af stofferne fik fedtvævet til at forsvinde, så patienterne kom til at se mærkelige ud.
»Der var mange ting galt, men man havde rykket radikalt på overlevelsen. Vi oplevede i flere tilfælde patienter, som var kommet på plejehjem og dårligt vidste, hvad de selv hed, men som fik det bedre af behandlingen – og så var deres ejendele solgt, når de vågnede op til en ny tilværelse«.
»I perioden 1996-2006 var der stadig enkelte patienter, som døde af aids, fordi man ikke kunne behandle dem. Men før 1995 var det alle, der døde. I takt med, at nye stoffer blev udviklet, blev bivirkningerne reduceret, og i 2006, da der kom et større udvalg af nye stoffer til, kan man tale om det næste gennembrud. Siden har vi stort set ikke haft patienter, som ikke kunne behandles«, siger Jan Gerstoft.
