Hjælp til familier i sorg

En lørdag morgen i maj måned sidste år pakkede Torkil Nielsen fra Tårs og hans tre børn bilen for at mødes med seks andre nordjyske familier. Familierne, der alle havde mistet en forælder, skulle tilbringe weekenden sammen.

»Vi var spændte på, hvad dagene ville bringe, og vi var nok også lidt nervøse. Vi kendte jo ingen på forhånd, men vidste blot, at de alle stod i den samme situation som os«, siger Torkil Nielsen, der kort tid forinden havde mistet sin hustru, som også var mor til deres tre børn.

Den pågældende lørdag morgen blev starten på et længere forløb, hvor familierne skulle tilbringe i alt to weekender sammen, og derudover skulle de voksne mødes seks aftener uden børn.

Praktiserende læge Poul Nygaard og familieterapeut Birgitte Nygaard havde fået idéen til forsøgsprojektet gennem deres arbejde med børnesorggrupper under Børns Vilkår. Her havde parret ofte ønsket sig, at børnenes for-ældre kunne høre, hvad børnene fortalte.

»Det kan være udmærket at koncentrere sig om at hjælpe et enkelt familiemedlem – eksempelvis et barn. Men når det drejer sig om så stor en sag som at miste en for-ælder, så tror jeg, familien har større glæde af at løse sorgproblematikken i fællesskab«, mener Poul Nygaard. Det er Birgitte Nygaard dog ikke helt enig med ham i. Hun ser nødigt, at familiesorggrupperne går hen og erstatter børnesorg-grupperne.

»Der er brug for begge dele«, lyder hendes vurdering. »Men grundlæggende oplever børn og voksne det samme i begge grupperne: Nemlig, at de kan genkende sig selv i de andre«.

Græd og grinede

En rundkreds med plads til alle i gruppen blev det fast tilbagevendende omdrejningspunkt for weekendsamlingerne. Her fortalte såvel børn som voksne deres historie.

»Poul og Birgitte fik lynhurtigt skabt et forum, hvor alle følte sig trygge. Selvom vi aldrig havde set hinanden før, fik vi en fornemmelse af, at vi havde kendt hinanden altid. Vi fik sat ord på de tanker og følelser, som det kan være svært at få frem, når man går derhjemme i den daglige trummerum og skal få hverdagen til at fungere. Det kræ-ver tid og ro, hvis man skal et lag dybere ned« siger Birgitte Andersen, der deltog sammen med sin 7-årige datter Sofie.

»Sofie syntes, det var meget overvældende den første weekend. Hun havde svært ved at rumme alle de historier og samtidig se sin mor græde. Men hun glædede sig, da vi skulle af sted anden gang, og i dag falder det hende langt mere naturligt at snakke om sin far og om det, der er sket«.

Torkil Nielsen synes også hans familie er blevet hjulpet godt på vej gennem sorggruppen. »Vi havde forinden været meget åbne omkring min kones død, så jeg ved ikke, om der kom mere frem. Men vi fik i hvert fald talt ud om tingene«, siger han.

»Og så var det dejligt også at kunne tale om andet end sorgen. Der var masser af tid til hygge og pjat. Vi var på natløb, badede og snakkede til langt ud på natten. Så sorg og glæde gik hånd i hånd«, fortæller Birgitte Nygaard. »Og det er jo dét, det handler om: At lære at leve med sorgen«.

Ro og rum

For at give ro til at snakke havde Birgitte og Poul Nygaard bedt et par gode venner, lærer Asger Refshauge og sundhedsplejerske Mary Refshauge, om at hjælpe til på weekendopholdene. Mary skulle tage sig af forplejningen, mens Asger skulle koncentrere sig om børnene, der var i alderen 0-16 år.

»Børn kan naturligvis ikke holde ud at sidde stille og snakke på samme måde som voksne, så når de ikke havde lyst at deltage i rundkredsen længere, løb de ud til mig og legede«, fortæller Asger Refshauge, der selv synes han havde fået tildelt den bedste af alle opgaverne.

»Jeg var lidt spændt på, om jeg kunne fange så bred en aldersgruppe, men jeg havde taget en masse spil og udendørs legetøj med, vi lavede junglesti og skatte-jagt og havde det i det hele taget rigtig hyggeligt. Mange af børnene sad også og tegnede i nærheden af de voksne, så de kunne følge med i, hvad der blev sagt«.

Mary Refshauge blev positivt overrasket over hvor god en stemning, der var på weekenden. »Selv om familierne stod midt i sorgen, var stemningen alt andet end trykket. Det var utrolig opløftende at være med til, og det var rart at kunne få lov til at forkæle dem lidt«, siger hun.

»Det betød meget, at der var nogen, der tog sig af maden og af børnene, når de ikke havde lyst til at deltage i samtalerne«, fortæller Henning Als, der for et par år siden blev alene med tre små børn. »Og det giver ro i sjælen at vide, at man har et sted, hvor man kan få tingene sagt«.

Netværk

Det planlagte forløb for sorggruppen nærmer sig sin afslutning, men flere af familierne har i løbet af de otte måneder der er gået, fået så godt et kendskab til hinanden, at de også mødes uden for de aftalte tidspunkter og foretager sig forskellige ting sammen. Allerede før jul var der enighed om, at de nu var nået så langt, at de ikke længere ville kaldes for en sorggruppe. Et mere muntert navn er dog ikke dukket op endnu.

»Vi har fået et netværk, som vil gøre mange ting nemmere frem-over. Den fortrolighed og åbenhed, som blev skabt i sorggruppen, er til stede, lige så snart vi er sammen igen«, siger Birgitte Andersen og fortsætter:

»Det rækker langt at tale med sin egen familie og sine venner om at miste en nær pårørende, men det giver noget særligt at tale med nogen, der står i samme situation.

Samtidig er det befriende at have andre at trække på end familien og ens omgangskreds. Der er grænser for, hvor længe man har lyst til at pådutte ens nærmeste at snakke om sorgen. I sorggruppen er der større forståelse for, at man – også mange måneder efter det er sket – pludselig kan blive bombet tilbage og være ked af det igen«.

Og Birgitte Nygaard tilføjer: »Det har været en fornøjelse at se, hvordan familierne kan bruge hinanden. Det er tydeligt, at børnene har haft glæde af, at der både er fædre og mødre i gruppen. Så den dreng, der har mistet sin far, eksempelvis har kunnet tage sig en tumlekamp med én af de andre fædre«.

Familielægens fortrin

Praktiserende læge Poul Nygaard har selv fået meget ud af at arbejde med familiesorggruppen. Men man behøver ikke være læge i en sorg-gruppe for at hjælpe familier i sorg, mener han. Der kan gøres meget i den almindelige lægepraksis.

»Som familielæge står du i en god position. Ofte er du én af de første, der får besked via sygehuset, når nogen dør. Og folk accepterer, at familielægen spørger ind til stort set alt. Det er min erfaring, at man godt kan være lidt nysgerrig i den situation, og sågar kan opsøge familier i sorg. Stikke en føler ud og høre, om der er noget, man kan gøre. Tage telefonen eller møde op og vise sin deltagelse. Så er det også nemmere at snakke om sorgen, hvis de pågældende senere møder op i konsultation en. Jeg har selv opsøgt familier i sorg, og har kun gode erfaringer. Min oplevelse er, at det øger patienternes tillid til mig som familielæge«.

Samtidig har arbejdet med sorggruppen gjort Poul Nygaard yderligere bevidst om, hvor vigtigt det er at »kigge bag om« de sym-ptomer, patienterne kommer med. Hvad er det egentlig symptomerne bunder i?

»Jeg tror, at mange af os undlader at spørge til patientens livssituation, fordi det stresser os, hvis vi ikke kan gøre noget. Vi er opdraget til, at der altid skal findes en løsning, selv i de tilfælde, hvor der ingen løsning er, men hvor det ,blot‘ drejer sig om, at patienten sørger eller er i krise. I stedet burde vi være lettede over, at der trods alt også findes patienter med symptomer, som simpelthen forsvinder af sig selv.

Og endelig kan vi hjælpe patienterne lidt på vej ved simpelthen at lytte og snakke om sorgen. Nogle vil sikkert sige, at det har de ikke forstand på, men man behøver ikke have forstand på det. Det handler først og fremmest om at være til stede, og vise sin deltagelse enten i ord eller kropssprog, og give patienten lov til at snakke om dét, der fylder. Vi må godt være lidt mere modige. Vi snyder ikke bare patienten, men også os selv, hvis vi undlader at tale om sorgen«.

Ny familiesorggruppe

Birgitte og Poul Nygaard synes erfaringerne med familiesorggruppen er så gode, at de gerne vil starte en ny gruppe i år. De modtog sidste år godt 37.000 kr. fra Nordjyllands Amts Sundhedsfremmepulje til pilotprojektet, men har netop fået afslag fra amtet på yderligere bevillinger.

»Vi vil helst undgå at skulle indføre brugerbetaling, da familierne i forvejen står i en sårbar situation og kan have svært ved at overskue deres økonomi. Det ville være trist, hvis de valgte familie-sorggruppen fra udelukkende på grund af økonomien. Så lige nu bruger vi meget krudt på at finde andre måder at finansiere en ny familiesorggruppe på. Forhåbentlig lykkes det at finde en række fonde, der vil støtte projektet. Eller at skaffe pengene ad anden vej«, siger Poul Nygaard.