Skip to main content

Hjem fra borgerkrigen:»Følte mig mere som læge«

Kasper Tveden, kasper@zoomdox.com

14. jun. 2013
3 min.

SYRIEN  At forskellene er enorme mellem at være introlæge på Hvidovre Ortopædkirurgisk Afdeling og pludselig stå med flerhundrede daglige ofre for en eskalerende borgerkrig på et felthospital i Syrien, siger nærmest sig selv.

I lejligheden hjemme på Nørrebro er oplevelserne først ved at rodfæste sig. Og selv om Mounim Korchi allerede har erfaringer med sig fra en tidligere udstationering som læge under revolutionen i Libyen, står ofrene fra Syrien stærkest.

Især husker han, hvordan en far – tilhørende oprørsstyrkerne – kom ind med sin otteårige søn, som han kort forinden havde skudt i brystkassen under klargøringen af sin riffel. Drengen døde på lejet i operationsstuen, mens Mounim Korchi og de andre læger forgæves kæmpede for at redde hans liv.

Mere behandling – mindre registrering

Da Mounim Korchi og de 25 andre læger fra »Gift of the Givers« kom til Darkoush Hospital midt i april måned, havde områdets cirka 20.000 ikke haft avanceret lægehjælp i to år. Derfor var der også mange patienter med gamle skader, dels fra borgerkrigen, men også kroniske sygdomme som lungeproblemer og cancer.

»Måden vi behandlede patienter på i Syrien var væsentlig anderledes end herhjemme, ikke mindst fordi vi ikke havde de samme resurser til rådighed«, siger Mounim Korchi.

Sammenlignet med i Danmark, hvor en stor del af tiden går med registrering og dokumentering, blev tiden på felthospitalet i langt højere grad brugt på egentlig behandling.

»Nogle procedurer som eksempelvis at sy en skadet sene i hånden eller at fjerne en metaltråd (k-tråd), der ville kræve en hel dags forberedelse i Danmark, blev klaret på fire-fem timer dernede, fra patienten kom ind på hospitalet, til operationen var udført«.

Levede lægegerningen ud

Ud over at Mounim Korchi har udviklet sig rent lægefagligt ved at have assisteret i såvel basale som avancerede og rekonstruktive ortopædkirurgiske operationer under opholdet i Syrien, har han også udviklet sig på det følelsesmæssige plan.

»I starten blev jeg irriteret, når der hvert andet sekund var en, der hev mig i armen, men så gik det op for mig, at disse mennesker havde ventet to år på en læge«, siger han.

Tålmodigheden over for patienterne har han taget med sig hjem i sit daglige job på Hvidovre Hospital, hvor han føler mere overskud i omgangen med patienter.

»Jeg forstår patienterne bedre i dag, og oplevelserne har givet mig en større indsigt i, hvilke behov patienter kommer med«, siger han og fortsætter:

»Jeg følte mig langt mere som læge i Syrien, og jeg udlevede min lægegerning i langt højere grad end hjemme i Danmark«.

Ud i verden

Oplevelserne fra Syrien har styrket Mounim Korchis overbevisning om, at han vil søge ud i andre konfliktsituationer som en del af Læger uden Grænser eller en lignende organisation. Dels for at hjælpe nødlidende ude i verden, dels for at dygtiggøre sig som læge.

På spørgsmålet om, hvorfor han valgte at tage til Syrien og dermed risikere at blive mål i en konflikt mange kilometer borte, kommer svaret prompte:

»Jeg havde fulgt konflikten længe og vidste, hvor hårdt de har brug for hjælp, så jeg følte mig forpligtet til at tage der ned og være med til at gøre en forskel«.