Hjerteafdeling har ladet opgaverne glide - også til patienter

Biiip. Det lille blodtestapparat, som er omkring dobbelt så stort som en mobiltelefon, melder sig klar til brug. Kristina på 38 år, hjerteklappatient på Antikoagulationscentret - eller AK-centret - på Århus Universitetshospital, Skejby, viser med rutinerede bevægelser, hvordan hun tester tykkelsen af sit blod.

Det gør hun en gang om ugen, og svaret, som dukker op på skærmen, indikerer, om hun får den rette dosis blodfortyndende medicin.

Birgitte på 52 år og Kaj, 59 år, er også begge hjerteklapopererede, og de har - ligesom Kristina - gennemgået en patientuddannelse, som gør dem i stand til at deltage aktivt i deres egen behandling.

Kaj og Birgitte kigger nysgerrigt med i Kristinas bevægelser, og Birgitte foreslår et hurtigt lille væddemål om resultatet af testen. Det gør hun sommetider inde i sit eget hoved, når hun tester sit blod, og hun er blevet ret god til at forudsige svaret, fortæller hun.

Mens de snakker, kommer apparatet med endnu et bip. Svaret på Kristinas test ligger klar. Hun ser på den lille skærm, hvor svaret - et tal, der gerne skal ligge mellem to og tre - dukker op. Tallet skriver hun ind i et skema, som hun en gang om måneden afleverer på AK-centret. Her tager sygeplejerskerne stilling til, om den blodfortyndende medicin skal justeres, og om der er ændringer i Kristinas tilstand, som en læge bør gøres opmærksom på.

Opgaveglidning fra begyndelsen

Den patientuddannelse, som Kristina, Kaj og Birgitte har gennemgået, er en del af den samlede opgaveglidning på AK-centret, som skal sikre, at personalet ikke bruger tid på opgaver, som andre kan løse, og at behandlingen hele tiden foregår på det højest mulige niveau.

I praksis betyder det eksempelvis, at sygeplejerskerne inden for en defineret ramme kan foretage ændringer i patienternes daglige dosis medicin, og at sekretær Linda Nielsen har fået til opgave at tage imod opkald fra patienter, der har problemer med apparatet. Det er ikke en sygeplejerskes opgave.

Opgaveglidningen, som betyder, at sygeplejerskerne løser visse traditionelle lægeopgaver, blev indført på klinikken for at skrue en mere effektiv hverdag sammen for personalet og for patienterne, fortæller sygeplejerske Marianne Maegaard, som har været ansat i alle de 11 år, AK-centret har eksisteret.

»For at jeg kunne have en vis frihed og ikke skulle rende rundt efter en læge hvert minut for at få godkendt en eller anden justering af medicinen, så blev der lavet en rammeordination, gående på mig specifikt, om hvad jeg må i forhold til at justere medicin.«

Bedre helbred

Flankeret af sine to kolleger, Karin Overgaard og Lene Schou, som begge blev ansat for tre et halvt år siden, sidder Marianne Maegaard i det lille lokale i ambulatoriet, hvor patientuddannelsen normalt finder sted.

»999 gange ud af 1.000 er det os, der justerer medicinen sammen med patienterne. Gang nr. 1.000 er der en læge med til at tage beslutningen,« fortæller Marianne Maegaard for at illustrere, hvor meget sygeplejerskerne står for behandling og opfølgning.

Når AK-centrets ledelse i sin tid begyndte at opkvalificere sine sygeplejersker, skete det også med det formål at højne kvaliteten i behandlingen. Med tre sygeplejersker, der kun arbejder med behandling med blodfortyndende medicin, er ekspertisen på området sikret, og kun ved uregelmæssigheder skal lægen involveres. Og det har givet resultater.

»Vi kan dokumentere, at patienterne får færre bivirkninger, fordi vores sygeplejersker har netop denne behandling som specialeområde. De bliver dygtige inden for feltet, og de kan hellige sig en opgave, der ikke får det samme fokus, når lægerne skal gøre det,« fortæller J. Michael Hasenkam, der har det lægefaglige ansvar for AK-centret.

Karin Overgaard fortæller, at kvaliteten i behandlingen kan ses, ikke kun i den forbedrede helbredsmæssige tilstand hos patienterne, med færre blødninger og blodpropper. Også deres livskvalitet er blevet øget, fordi de selv tager ansvar for deres helbred og får indsigt i deres tilstand.

Sygeplejersker er ikke de nye læger

For Karin Overgaard som sygeplejerske er det en positiv faktor i hverdagen, at hun har fået større ansvar og ekspertise inden for AK-behandling.

»Jeg synes, det er en skøn niche at sidde i. Man kan bruge rigtig meget af sin sygeplejefaglige uddannelse til at dygtiggøre sig, og man får en ekspertise i en bestemt slags behandling. Det synes jeg, er rigtig interessant,« siger hun.

Karin Overgaard tror, at muligheden for at blive ekspert inden for et område kan trække flere ind i faget og styrke fastholdelsen af sygeplejerskerne i branchen. Og det vil sygeplejefaget få brug for, hvis det ikke skal lide trange kår, siger hun.

Dog er hun bekymret for, at sygeplejerskerne i kraft af opgaveglidningen og bevægelsen mod større ekspertise bliver en slags halvdoktorer.

»Man skal holde fast i de kompetencer, vi har som sygeplejersker. I vores job er vi i stand til at se det hele menneske, gå i dybden med mennesket og finde ud af, sammen med patienten, hvordan man kan gebærde sig med sin sygdom. Indimellem kan jeg godt være lidt bekymret for, at jobbet bliver profileret på behandlingsopgaven, at ,Vi behandler også',« siger Karin Overgaard.

»Vi skal ikke overtage behandlingsopgaven. Vi er vejledere for patienterne; vi er ikke behandlere,« tilføjer Marianne Maegaard.

Kvalitet er drivkraften

På lægegangen er J. Michael Hasenkam glad for sine ekspertsygeplejersker og for de positive resultater, prioriteringen af personalet har givet.

»Det giver fagligt god mening, at vi på den måde har uddelegeret en lægelig kompetence. Det vigtige er at se opgaveglidningen som et fornuftigt samarbejde mellem personalegrupperne og ikke som en fagforeningspolitisk strid eller en konkurrence,« siger han.

Hver gang, man overvejer at omfordele opgaver, skal det ifølge J. Michael Hasenkam ske ud fra en faglig vurdering såvel som en praktisk fordeling af opgaverne.

»Drivkraften skal være, at det er godt for patienterne.«

Og den pointe understreger også Lene Schou.

»Når der bliver skåret i en personalegruppe, og nogle af opgaverne glider videre til sygeplejerskerne, skal man huske at tænke det helt igennem. Kan sygeplejerskerne nå de ekstra opgaver uden flere resurser? Man skal tænke patienten først og spørge sig selv: Hvor kan den kliniske ekspertsygeplejerske med størst fordel indgå i arbejdet?«

Klinisk erfaring er afgørende

De tre sygeplejersker på AK-centret har arbejdet i 18-30 år som sygeplejerske, før de tog videreuddannelsen til kliniske ekspertsygeplejersker.

Alle tre er de enige om, at deres forudgående praktiske erfaring har været afgørende for kvaliteten af deres videreuddannelse og efterfølgende daglige arbejde.

»Man skal have klinisk erfaring, inden man går videre med at læse. Min erfaring er, at man skal ud og have fingrene i patienterne, før man kan koble teori på praksis, og derfor tror jeg, det kan være farligt at gøre det lige efter grunduddannelsen,« siger Lene Schou, og Marianne Maega ard nikker og supplerer:

»Man kan ikke blive klinisk ekspertsygeplejerske uden at have været i klinikken. Det er ikke noget, man kan læse sig til. Det kræver praktisk erfaring, som man kan bygge teori oven på.«

Den vurdering er J. Michael Hasenkam enig i. Og han så gerne, at man indførte nationale videreuddannelser og retningslinjer for opkvalificering af sygeplejerskerne.

»I dag er det den enkelte afdeling, der bestemmer, hvad man kan uddelegere, men man kunne godt forestille sig nogle områder, hvor opgaveglidningen bliver mere ensartet på landsplan. Narkosesygepleje er for eksempel et veldefineret nationalt uddannelsesniveau, hvor reglerne er ens for alle sygeplejersker og alle afdelinger,« siger han.

I trygge hænder

Hjerteklappatienterne Kristina, Kaj og Birgitte er enige om, at de føler sig i trygge hænder, når de kommer på AK-centret på Skejby.

»Jeg har aldrig tænkt over, at der ikke er læger her på klinikken. Til gengæld har sygeplejerskerne været rigtig gode til at fortælle mig, at jeg skulle tage det alvorligt og udfylde skemaet rigtigt, for det gjorde jeg ikke, da jeg var yngre,« siger Kristina, som var teenager, da hun blev sat i gang med AK-behandlingen. Birgitte er enig.

»Jeg synes, det er rigtig smart, at jeg selv kan teste mit blod, og at jeg har fået undervisning af sygeplejerskerne og indsigt i, hvordan kosten påvirker min blodtykkelse, og hvordan jeg passer på mig selv.«