Der skal skiftes hjerteklapper på flere patienter på Hjerte-, lunge- og karkirurgisk Afdeling på AUH. Overlæge Mariann Tang giver et indblik i den nyeste metode og fortæller om dagligdagen som hjertekirurg.
Small, medium og large. Der er ikke, som man måske skulle tro, tale om udvalget af tøjstørrelser, men derimod størrelsen på snittet, der lægges ved tre forskellige typer af operationer på aortaklappen, der denne dag skal foretages på Aarhus Universitetshospitals Hjerte-, lunge- og karkirurgiske Afdeling.
Mini, skulle man måske i virkeligheden kalde snittet ved den form for hjerteklapoperation, overlæge Mariann Tang fra Hjertekirurgisk Sektion skal udføre fire af i dag. Her lægger man nemlig kun to ganske små snit, et i hver lyske. Operationen kaldes en stentklapoperation.
Patienten ligger allerede klar på lejet, da Mariann Tang og hendes kollega Christian Juhl Terkelsen træder ind på hybridstuen, der er fuld gearet til at tage sig af alt fra operation til røntgen.
»Da man startede med stentklapperne, blev de fleste lavet gennem en lille åbning mellem ribbenene, med adgang fra spidsen af hjertet. Så dengang var det helt naturligt, at der var en kirurg med. Den del har vi holdt fast i, og flere af kirurgerne her laver også hjerteklapperne fra lysken. Derudover giver det en stor sikkerhed for de sjældne gange, hvor der opstår komplikationer undervejs, så er både kardiologen og kirurgen til stede, ligesom der også er en anæstesilæge på stuen.
I mange andre hjertecentre i verden vil den type operation kun blive foretaget af kardiologer, men nogle enkelte, som Helios Heart Center Leipzig, der årligt foretager mere end 4.000 hjerteoperationer, har det samme setup«, forklarer Mariann Tang.
Hvert år bliver der foretaget 250 af denne type operationer på Aarhus Universitetshospital, Mariann Tang er med til en tredjedel af dem. Og selvom det ikke er klassisk hjertekirurgi, så giver det god mening for hende.
»Jeg tror, at hybridindgreb er fremtiden – det bedste fra begge verdener. Der vil blive ved med at være operationer, men efterhånden som teknologien udvikler sig, vil de mindre invasive indgreb blive brugt mere og mere«, siger Mariann Tang.
Indtil videre er denne metode dog stadig så ny, at den primært bliver tilbudt til patienter over 80 år eller patienter, som har andre risikofaktorer. Lige nu deltager Skejby sammen med andre nordiske centre i et projekt, hvor man anvender disse klapper ved yngre patienter.
Patienten på lejet er vågen under operationen, og det glemmer Mariann Tang ikke.
»Jeg trykker lige lidt på dig her, men jeg stopper om lidt igen«, forklarer hun patienten, da hun fører kateteret ind.
Det er tydeligt at se på hybridstuen, at de er vant til at arbejde sammen. De otte læger og sygeplejersker arbejder næsten lydløst sammen og udfører hver deres opgave som en anden medicinsk ballet. Imens Mariann Tang og hendes hjertemedicinske kollega får lagt pacemaker og kateter ind, så forbereder en sygeplejerske den aarhusiansk opfundne hjerteklap. Hjerteklappen skal skylles og krympes og sættes på ballonen, der blæses op, når hjerteklappen skal placeres.
Netop samarbejdet med andre specialer og faggrupper er noget af det, Mariann Tang holder allermest af ved hjertekirurgien her på Aarhus Universitetshospital.
»Vi er gode til at respektere hinanden og det, vi kan, og der er aldrig langt til en kollegas hjælp. Relationer får samarbejdet til at fungere bedre, og jeg tror virkelig, at de fællesskaber, man skaber på kryds og tværs, er ekstremt vigtige«, forklarer hun.
Inden dagens operationer har hun netop siddet med to af sine hjertemedicinske kollegaer og set på CT-skanninger af dagens patienter. Det sikrer, at de vælger en hjerteklap i den rigtige størrelse, hvilket er ekstra vigtigt, når der ikke åbnes op ind til hjertet. Klappen bliver nemlig presses ind i den kalk, der sidder omkring den eksisterende klap, og det er vigtigt, at den kommer til at slutte så tæt som muligt for at sikre mindst mulig utæthed af hjerteklappen.
»Klappen er klar«, meddeler sygeplejersken.
Det var ikke en barnedrøm for Mariann Tang at stå med bankende hjerter i hånden. Tværtimod, indrømmer hun gerne.
»Det var helt ærligt en tilfældighed, og sådan er det jo tit. Helt tilbage da jeg skulle i turnus, blev jeg tildelt Thoraxkirurgisk Afdeling i Aalborg, og jeg gjorde alt for at undgå det. Jeg ville ikke være på sådan en højtspecialiseret afdeling, jeg ville hellere prøve kræfter med skadestuen, herunder ortopædkirurgi eller abdominalkirurgi. Men så mødte jeg nogle engagerede mennesker og fandt ud af, at jeg kunne lide det thoraxkirurgiske arbejde«, siger hun og fortsætter:
»Det er et udfordrende, fordi det kirurgisk er et teknisk krævende speciale, men det kan jeg godt lide. Ligesom jeg, som nævnt, er glad for det tætte samarbejde med hjertemedicinere og anæstesilæger«.
I sidste uge var det Mariann Tang, der skulle foretage en hjertetransplantation hos en ung kvinde med akut og uforklarligt hjertesvigt. Andre dage skal hun foretage udskiftning af aortaklappen gennem en hemisternotomi, medium-udgaven af en hjerteklapoperation, hvor der kun skæres et snit på 10 cm og en lille del af sternum åbnes. Det kræver noget ekstra af kirurgen:
»Igennem den lille åbning kan man kun se den øverste del af hjertet, og man ser ikke særligt meget af selve hjertemusklen. Det gør, at den vinkel, man arbejder under, er lidt mere besværlig. Men det betyder til gengæld, at patienterne bagefter kan komme hurtigere ud af sengen. De har ikke nær så ondt, og de føler hurtigere, at de kan komme i gang med deres hverdag igen«, beskriver Mariann Tang.
Det er dog ikke alt, der kan klares igennem det lille snit. Senere på dagen skal en patient både have en ny hjerteklap og have lavet en operation for atrieflimren. Her er det nødvendigt at åbne brystbenet helt, ellers kan man ikke nå om til hjertets lungevener.
Selvom hjerteoperationer er ren hverdag for læger og sygeplejersker, så mærker de tydeligt, at det er en ganske stor ting for patienterne.
»Jeg har at gøre med meget taknemmelige patienter, som synes, det er en stor ting at blive opereret i hjertet. Jeg føler mig enormt privilegeret at have det her job. Jeg tror også, det var derfor, jeg endte i det her speciale. Det er sådan en afdeling, hvor jeg altid føler, at alle brænder for det og går den der ekstra meter for patienterne«, smiler Mariann Tang.
Tilbage på hybridstuen nærmer de sig højdepunktet. Klappen skal sættes. Men først noget meget mere jordnært.
»Puh, jeg har det varmt«, lyder det fra patienten, der hurtigt får en kold klud på panden og fjernet en flig af dækkenet. Nu er de klar til at fortsætte.
Patientforløbene på den hjertekirurgiske sektion varer ofte kun 3-5 dage, og det betyder selvfølgelig, at der ikke er den længerevarende kontakt mellem patient og læge som andre specialer har. I stedet bliver det mere koncentreret, men ikke mindre værd.
»For patienterne tror jeg, det betyder rigtig meget, at når de er her så kort, så er det den samme kirurg, de ser flere gange. Vi får også tit breve fra dem, når de kommer hjem og er kommet i gang med arbejdet igen, så jeg tror, de føler, at de har meget kontakt, selvom det er et intenst forløb. Patienten kommer ind sammen med sin familie, jeg fortæller om operationen, hvad der skal foregå, og hvilke risici der er, de bliver opereret, og 3-5 dage senere bliver de udskrevet. Og så håber jeg egentlig på ikke at se dem igen, for så er det, fordi der har været komplikationer, som f.eks. en infektion«, siger Mariann Tang.
Alle patienter kontrolleres efterfølgende ved den kardiologiske afdeling som de oprindeligt blev henvist fra.
Selv oplever hun, at kontakten med patienterne har udviklet sig meget, og at det kræver noget andet af hende som læge. Det er ikke nyt, at patienterne skal informeres om forskellige muligheder, men det er stadig mere og mere almindeligt, at det er patienterne, der spørger til specifikke procedurer.
»Noget af det, der præger billedet mere og mere, er, at patienterne søger på nettet og tager deres oplysninger med til samtalerne. De er stadig meget autoritetstro, men de spørger mere og har brug for mere forklaring«, fortæller Mariann Tang og fortsætter:
»Men fordi de er mere forberedte, så er de ofte også mere bange, fordi de måske har set en video på nettet, der har skræmt dem. Der er det blevet vigtigere at finde de rette ting at sige ved den enkelte patient. Men selvom patienterne er mere deltagende i processen, så er det vigtigt at komme med en anbefaling. Patienterne skal rådgives, ikke have beslutningen flyttet over på dem. Men den udfordring, tror jeg, gælder alle specialer«.
På hybridstuen paces patientens hjerte op på 180 slag i minuttet. Det giver bedre mulighed for at placere hjerteklappen, når hjertet næsten står stille. Det er nu, den midlertidige pacemaker placeret i den ene side af lysken skal i aktion.
»Pacemaker ready?«, spørger Mariann Tang.
»Pacemaker ready«, svarer anæstesiologen.
De er klar til at give patienten en ny hjerteklap. Mariann Tang og hendes kollega følger hele tiden med på en storskærm for at se, hvornår klappen er placeret rigtigt og er klar til at blive presset på plads af ballonen.
Og så sker det. Hjerteklappen er placeret og mangler nu bare at blive tjekket med kontrastvæske. Det er svært at forestille sig, at for lidt mere end ti år siden var denne procedure endnu kun klar til at blive afprøvet første gang. Desværre er det lidt lettere at forestille sig, at der går mere end ti år, før den næste store opfindelse bliver gjort.
»Økonomi er blevet et kæmpe issue for os alle. Før kunne man gå og udvikle noget i fritiden, sådan er det ikke længere. Så jeg tror, at mængden af nye opfindelser, som kommer fra klinikere her, de bliver færre med de arbejdsvilkår, vi har nu. Der er simpelthen ikke tid nok«, konstaterer Mariann Tang med ærgrelse i stemmen.
Det er ikke svært at forfine sin egen teknik eller forbedre de små ting, men for at kunne opfinde noget helt nyt kræver det input fra udlandet, faglig sparring med egne kollegaer og andre specialer. Og tid.
»Som for nogle år siden, hvor en kollega fik den idé, at man måske kunne få forkalkede kunstige hjerteklapper til at give sig lidt mere, så man kunne sætte en større stentklap ind. Så stod vi otte mennesker i et kardiologisk laboratorium om aftenen og nørdede med nogle grisehjerter for at se, om den idé kunne føres ud i virkeligheden. Det felt, hvor man går fra ideer og forskning til realitet og hverdag er noget af det mest fascinerende. Men det er sværere nu«, forklarer Mariann Tang.
Dagens første operation var heldigvis ikke svær og gik helt efter planen. Klappen sidder rigtigt placeret, og patienten køres ned til sengeafsnittet. Mariann Tang følger med for at lave et hjertekardiogram, inden hun vender tilbage til hybridstuen, hvor anæstesiolog og sygeplejersker har gjort næste patient klar.
»Alt ser fint ud«, forsikrer Mariann Tang.
Der er gået 50 minutter fra operationen startede, til hun efterlader patienten på sengeafsnittet.À
