Da kaptajn i Søetaten Hans Leth i 1742 var død af »vattersot«, skulle han begraves i familiekrypten i Trinitatis Kirke i København. Da kisten blev båret ind, blev den fulgt af en stram odør. Det var man vant til, for familien havde ofte den døde stående til skue i flere dage inden begravelsen – og det var en varm sensommer.
Det virkelig ubehagelige var, at der dryppede safter fra kisten, så en våd stribe tegnede sig hen ad kirkegulvet. Før sin død havde Leth været opsvulmet af væskeødemer, og det var tydeligt for begravelsesfølget, at de, der skulle gøre liget i stand, ikke havde »besørget den døde tappet efter døden, og kisten var slet gjort, ubeget og med åbninger i bunden«, som en nevø og officerskollega skrev i sin dagbog.
Skandalen var komplet, da bærerne – fire matroser – skulle fire kisten ned i krypten: Et tov smuttede, så kisten »faldt på hovedenden ned i graven, saa at låget derved gav sig op, og en del vand løb ud af kisten«.
Den vattersot, som havde lagt kaptajn Leth i graven, var dengang en selvstændig diagnose. I dag kendes tilstanden som væskeødem, der ikke er en sygdom, men et af symptomerne på hjertesvigt.
Ikke længe derefter blev det muligt for lægerne at behandle vattersot med et nyt vidundermiddel, der kom fra England. Her havde lægen William Withering (1741-1799) lagt mærke til, at en mand med vattersot fik det meget bedre, efter at have indtaget et traditionelt urtemiddel.
Withering besluttede, at han ville finde ud af, hvad urtemedicinen bestod af, og hvad det var, der virkede.
Withering har fået hele æren for opdagelsen af digitalis. Men egentlig bør han dele æren med den kloge kone, hvis urtemedicin havde bragt ham på sporet af digitalis’ effekt ved vattersot.
Der er et slør af myter omkring Witherings opdagelse af digitalis’ helbredende egenskaber ved vattersot. Den gamle kone var ifølge nogle kilder en mrs. Hutton – en velanskrevet naturhelbreder og kender af urter. Withering plagede hende, indtil hun gav efter og solgte ham opskriften på det undergørende urteafkog.
"Fingerbølplanten har i disse sidste Aar faaet stor Berømmelse, som et Middel for Vattersoet" Lægen J.C. Tode, 1786
Andre kilder fortæller om en patient, som i 1775 forgæves havde bedt Withering om at kurere hans vattersot. Men Withering havde ingen kur, så til sidst havde patienten opsøgt en sigøjnerkvinde, som havde helbredt ham med et urteafkog. Withering var fyr og flamme. Han fik opsporet den mystiske kvinde, som viste sig at være i besiddelse af en ældgammel, hemmelig opskrift, som han efter langvarig forhandling fik lov til at købe af hende.
William Withering omtaler ikke selv nogen mrs. Hutton eller en mystisk sigøjnerkvinde. Han skriver kort og godt, at han var blevet bedt om at vurdere et hjemmegjort urtemiddel mod vattersot (dropsy), som blev brugt af »en gammel kone i Shropshire«. Konens urteafkog »gjorde kure, efter at mere regulære lægers behandlinger havde svigtet«, skriver Withering.
Der er ikke noget, der tyder på, at han selv har mødt konen, eller gjort forsøg på det. Withering var selv – ved siden af at være læge – Englands førende botaniker. Det har ikke taget ham lang tid at finde frem til, at det blandt urteblandingens 20 ingredienser var fingerbølplanten, Digitalis purpurea, som var den aktive ingrediens.
Nu iværksatte Withering, hvad der faktisk var verdens første kliniske afprøvning af et lægemiddel. Gennem ni år gennemførte han et utal af patientforsøg. Han brugte forskellige dele af planten, høstet på forskellige årstider og anvendt i skiftende koncentrationer og doseringer. Han endte med at beskrive 163 behandlingsforløb og kom med en anbefaling af den rette brug af digitalis ved behandling af vattersot – dvs. de væskeødemer, som skyldes hjertesvigt.
Withering noterede, at fingerbølplanten især hjalp patienter, som havde udviklet vattersot efter at have lidt af skarlagensfeber eller alvorlige halsbetændelser – begge sygdomme, der skyldes streptokokinfektioner og kan beskadige hjerteklapperne, og når de ikke fungerer ordentligt, kan det føre til hjertesvigt: Der ophobes væske i vævet på grund af hjertets nedsatte pumpekraft.
I 1785 publicerede William Withering en omhyggelig redegørelse for sin kliniske afprøvning af fingerbølplanten (eng.: fox-glove) til behandling af vattersot, og han beskrev virkningerne og de bedste (og sikreste) måder at bruge den giftige plante på.
Den danske læge Johan Clemens Tode, som havde stiftet Det Medicinske Selskab i København, havde selv studeret på den anden side af Nordsøen og var en stor beundrer af medicinens niveau i Skotland og England. Han fulgte levende med i medicinens fremskridt, og viderebragte allerede i 1786 nyheden i sit tidsskrift »Sundhedsblade«. Her skriver han i februarnummeret, at fingerbølplanten »har i disse sidste Aar faaet stor Berømmelse, som et Middel for Vattersoet. Andre ville ikke troe det, da det er alt for forgiftigt. Nyligen har D. Withering, en ypperlig engelsk Læge, i sin Account of the Fox-glove and its medical uses, udkommen 1785 hos Robinson i London, til 5 Schill. … berømmet denne Plante, og understøttet samme Berømmelse med 163 egne Iagttagelser, saavelsom en Deel Andres«.
Fingerbølplanten indeholder glykosider. Withering brugte tørrede blade af planten, hvor indholdet er størst. Fra midten af 1900-tallet begyndte man udelukkende at anvende de rene glykosider, og i dag er det kun glykosidet digoxin, der (stadig) bruges ved behandlingen af visse former af hjertesvigt.
Den bagvedliggende sygdom, der havde vattersoten som et af sine symptomer, var som sagt ukendt. Derfor var det heller ikke muligt at forklare, hvorfor digitalis egentlig virkede – det gjorde det bare! Men nu havde lægerne fået et potent lægemiddel i hænde. Og i betragtning af, at lægekunsten på den tid ikke havde mange effektive skud i bøssen, var det derfor nærliggende at betragte digitalis som et vidundermiddel mod lidt af hvert – ligesom kviksølv og åreladning.
Digitalis blev snart optaget i lægemiddelfortegnelserne og brugt mod en lang række sygdomme, hvor det selvfølgelig ikke havde den fjerneste effekt.
William Withering havde vist vejen hen mod den moderne lægevidenskab med sin kliniske afprøvning af digitalis. Men foreløbig var den gode videnskab, som så ofte før, blevet trumfet af den dårlige.
